Viser opslag med etiketten MorogFarogBørn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten MorogFarogBørn. Vis alle opslag

3. juni 2016

Grundloven på Slotsvej

§ 1 kun én dukke med på tur ad gangen.
§ 1.1 Man må ikke råbe når dukken sover.  Man må kun synge, hvis det er en godnatsang til dukken 

§ 2 kun køretøjer med på tur som man enten agter at køre på hele vejen, eller er indstillet på at lade ligge og aldrig mere få tilbage.
§ 3 man må sidde foran i bilen hvis (og kun hvis) ens søskende, venner og/eller andre jalousilabile mindreårige ikke er til stede, og hvis (og kun hvis) der ikke er travlt.  Hvis en søskende tilstøder fx. under afhentning skal man om bagi, medmindre der er travlt.
§4 Man må ikke kravle op på taget når vi har besøg af potentielle efterlignere


§5 man må ikke træde på palmer, og ikke klippe bambus
§6 man må godt lege med katten, men hvis den kradser er man selv skyld.


"Jeg er kongen.  Kongen er ikke glad."
§7 ting man glemmer at rydde op, tager legetøjsmonsteret. Det må legetøjsmonsteret godt.
§8 det er kun voksne, der kan være legetøjsmonster.
§9 man må selv bestemme om håret skal klippes.
§9.2 Bestemmer man at håret IKKE skal klippes, har moren ret til at rede det, sætte det og evt. vaske det



§10 man skal sige hvad man har brug for, før man har ret til at blive sur over ikke at få det.
§10.2 man skal sige det uden at græde, ellers kan vi ikke forstå det.
§11 Man skal kløes på ryggen mens man går op ad trappen.

§12 man skal spise det der er på tallerkenen før man får mere.
§12.2 Det hele.
§12.3 Man kan godt spise lidt af noget man ikke kan lide.
"Hun sagde champignoner til aftensmad."

§13 hvis man er sulten indimellem, må man godt få frugt eller knækbrød.  
§13.2hvis der er under ca 30 minutter til næste måltid, er der forbud mod at spise andet end gulerod.
§13.3 under madlavning må der kun spises ingredienser, der naturligt indgår i retten man er ved at tilberede.
§14 Om fredagen får vi fredagsslik.
§14.2 undtagelser fra fredagsslik er ting vi selv har bagt, ting man får af andre, ting man får til fødselsdage, og ting de voksne spiser når børnene sover.
§15 soveværelser er til at sove i.  
§15.2 man må ikke snakke i soveværelser.  I hvert fald ikke for meget.
§15.3 Loven er suspenderet hvis forældre kigger på en med åbne øjne og smiler
§15.4 man må ikke vække andre.  Aldrig.

§16 alle love er suspenderet i legehuset.  


8. oktober 2014

Høstfest

Forleden var der høstfest i Davids børnehave.  Børnene havde høstet alle Mosegårdens afgrøder, og lavet blomme-is, hybenmarmelade, græskarsuppe, kartoffelfrikadeller, gedespegepølse, og alt muligt. På den måde er de ret ambitiøse.

I gamle dage var det bare sådan, at høstfesten kom når høsten VAR kørt i hus........og ALLE HAVDE FRI!
Desværre er det sådan i dag, at hverken mor psykolog, far konsulent, bedstemor sygeplejerske, onkel soldat, tante præst, onkel lærer, onkel socialpædagog, tante fys, eller nogen af alle de andre onkler og tanter havde fri, og kunne sidde og slikke blomme-is og høre "Kludedukken Caroline" fremført af femogtyve skråleparate børnehavebørn den sidste fredag i september klokken 13:30.  En bitter dag i vores ellers så engagerede børnehavetid.  Da David fortalte os hvor ked af det han var over at vi ikke ville kunne høre sangene, stak vi ham en halvtredser til selv at købe sig så mange blomme-is han ville.
OG lovede ham selvfølgelig at én af os tog fri for at være med til den store dag.



Skamfuldt må jeg indrømme at det ikke var mig.

Men hey, jeg har allerede skrevet julefesten i kalenderen, og jeg agter at bage kage.
Ligesom til næste bestyrelsesmøde, hvor jeg skylder for at have glemt sidste mødegang.
Det kører bare.
Smurt med lidt kage.


10. september 2014

Note to self

Note to self:  Hvis du synes at din søns spørgsmål begynder at blive lidt for lange, er lidt for mange, og er lidt komplicerede at besvare, så skru lidt ned for tempoet på dit arbejde eller din hverdag.
Hvad du ikke skal gøre: købe ham en legetøjspapegøje i bur, som gentager alt hvad han siger, og supplerer det med metallisk fløjten.  For i stedet for at han så snakker med den, sker der følgende:

David: "Moar? Hvis Frida er voksen, hvorfor kan hun så ikke få babyer?"
Davids papegøje: "Moar? Hvis Frida er voksen, hvorfor kan hun så ikke få babyer?"
Moi: "altså.... (meget lang teknisk forklaring)..."
Torben: "Inger det var vist ikke så smart det du dér fik rodet dig ud i."



 David: "Ved i hvorfor min papegøje hedder Tristan?"
Torben og jeg: "...?!..."
David: "Det er fordi det er så trist at bo inde i et bur."

30. juli 2014

Sommerdrømme fra Sverige

I det seneste halve år har jeg fået mulighed for at lære et lillebitte hjørne af de uendelige svenske skove at kende.  Et lille hjørne fuld af småfjelde, den smukke flod Klarälven, sæterhytter, sheltere, svensk provinsforladthed, elge, bjørne, ulve, og så langt til den nærmeste by, at jeg har virkelig svært ved at forklare hvor det ligger henne.  "Ude i skoven......tæt på Norge...dér hvor der endnu er træer på fjeldene" er min mest præcise beskrivelse.

Torben var mildest talt tvivlende overfor konceptet at smide ungerne i bilen og drage ud i den svenske skov.  Og han har helt ret.

  De svenske skove er på mange måder et stort ensformigt ingenting. Et grønt, mønstret lærred med sorte plamager.  Plamagerne er horder af myg, og myggene er de eneste, der opdager at vi kommer.  De roterer rundt om menneskeprikkerne i koncentriske ottetaller.
Men ligesom stilheden har skovens ingenting den fantastiske egenskab at den får det frem, som er. Følelser og tanker der har været kørt ned af hverdagens hektik får lov at blomstre. Nye og virkelig kreative lege skyder op dér hvor ethvert stykke legetøj ville have knækket deres vækst.  
Indre larm, vrede og personlige grænser får lov at flyde frit, ligesom elven og ligesom sneen der bare får lov at dale om vinteren.  
Ja, det er jo ikke disse ting, jeg siger til Torbenfar for at overbevise ham, vel.
Han blev faktisk slet ikke rigtig overbevist, men tog med fordi han er så dejlig at han risikerer en uge i ingenting, bare fordi det gør mig glad.

Rejsen derop kom bag på os.  Når man rejser i Sverige er det lidt som at rejse i det ydre rum. Det grønne, mønstrede intet strækker sig uendeligt. Der er virkelig, virkelig, virkelig langt mellem planeterne, og selv når man prøver at regne på det, og tror man har fattet hvor langt der er, så fatter man det ikke rigtigt.  Vi syntes så også at det var skidesmart at tage en natfærge.  Jeg vil ikke spilde mere tid på at beskrive hvor dum en beslutning det var helt at droppe to nætters søvn i den utrolige antagelse at det var der nok ingen der opdagede.


Det første der skete som virkelig hjalp på Torbens skepsis, var derfor ikke selve det at komme derop, men at han kunne læse i nyhederne at Gardasøen druknede i regnvejr, mens den svenske skov bød på 30 graders varme og høj sommersol hele ugen (stort sverigesplus: "Hele ugen" betyder heroppe "Næsten uden afbrydelse", for solen var kun lige nede og vende under horisonten mellem 12 og 03. )


Sveriges skov har blåbær når man kigger nærmere efter. Og det fik David til at gå ud og plukke, styret af sin usædvanlige slikmund. Og da han begyndte at fatte HVOR mange blåbær der er i den svenske skov, kom han tilbage til sine døsende forældre og delte ALLE sine blåbær ud, hvilket fik mors og lillesøsters hjerte til at smelte.  

Det der voksede ud af skovens store grønne ingenting var hundredevis af små, helt fantastiske øjeblikke. At se David klokken 7 om morgenen skovle sine havregryn ind, og råbe "jeg går lige over til drengene", hvorefter han strøg ned til min søde kollega som logerede i hytten ved siden af.  Hun havde taget tre legekammerater med, og flitsbuer.
...At se Selma hvine op og løbe med ham, med sine sko i hånden fordi hun ikke selv kan tage dem på.


 At løbe fra et spontant tordenvejr ned i en fjern sæterhytte og sidde dér med andre vejrflygtninge og se ud på de våde dampende heste og køer, og snakke halvsvensk med en gammel kone, der kastede sin kærlighed og saftevand på David og Selma...


Ransbysæteren - tyve minutter i tordenvejr

 ....At padle gennem blinkende klart aftenvand i solnedgangen (!!) med David, på jagt efter bævere.

på Klarälven
at spørge guiden huller i maven.....og finde ud af at bæverjagt kunne ligge i stjernerne for mig:  Den tidligere terapeut på AW er nu vicevært og konge af hyttebyen.  Den tidligere konge af hyttebyen er nu skoleleder på byens lokale skole.  Den tidligere skoleleder roer nu turister, og mig, rundt på Klarälven å jagt efter bævere.   Den svenske skov er stor, men verden er lille.

....vi så ingen bævere, og heller ingen bjørne og ulve, men det der opstod ud af dette tomrum var at høre både brølet af en meget farlig bjørn gjalde ned fra fjeldet på den anden side af floden.  Og lyden af en stor syg elg, hylet af en overstadig ulv, og lyden af det jeg forestillede mig må være en lods, og sjovt nok også en lille drengs hysteriske latter...der var en hollandsk familie der kæntrede i den blanke flod, og selvom vi padlede dem til undsætning, kunne man mærke at enhver hjælp kom for sent til at redde deres feriestemning....
....at hænge ud med hyttebyens konge, et par gode kolleger, og så er én af dem tilfældigvis gået i folkeskole samme med Torbenfar...
...at vågne før fanden får sko på fordi børnene er varme, og åbne døren ud til en mur af morgendufte fra skoven...

...at tage ned og fiske aftensmad med David i floden med hans nye fiskenet...og komme hjem med nettet fuld af elgelort til aftensmaden i stedet...

..i fællesskab at lave en lille vejrstation til hyttebyen, bygget af sten og træ og kærlighed, som minde om et besøg af tre familier med op til flere vejrnørder iblandt.
Det er selvfølgelig farligt at tage med sin familie op i et rungende tomrum og se hvad der opstår. Den stakkels familie der kæntrede på floden stank langt væk af småskænderier og kedsomhed. (Og jeg tror den stank tiltrækker myg.)
Men hvor er det så bare ekstra skønt, at det der opstod var at vi kom glade og forelskede hjem, og Torbenfar fortalte mig at han sad og savnede sine børn hele den lange første arbejdsdag efter ferien.






17. november 2013

Ny bil

Vi har købt bil nummer to i dag. Og bil nummer tre. Her er nummer to:


15. november 2013

Nyt fra vestfronten

Som det fremgår af den glanende tomme blog, har Ingermor fået arbejde.  Her kommer et hurtigt kvantitativt opgør over de første fire uger.

Kilometer kørt:   2720.
Kroner tjent:       0,0
Fagligt ego boostet: 100%

Stirret ud i luften til Torben siger "Inger, ikke tænke på arbejde! 1%
Stirret ud i luften og tænkt på arbejde uden at nogen opdagede det: 99%
Image cred: Kyle Thompson

Antal tilkendegivelser fra omgangskreds af at psykologi er noget mystisk hokus-pokus: 2
Antal forespørgsler fra omgangskreds efter om jeg ikke lige kunne intelligensteste dem/deres afkom/deres guldfisk: 3

Antal biler købt: 1
Antal forsøg på at knække egen tophastighed på strækningen Hornslet-Silkeborg for at nå på arbejde til tiden: don't ask
Antal forsøg på at knække egen tophastighed på strækningen Silkeborg - Hornslet for at hente David til tiden: I said dont ask!

Tid til at ride en tur: 0%
Tid til at gøre rent: 0%
Tid til blog: 0%
Tid til at lave mad: ikke relevant pga. take away.
Biografture i det forgangne år: 2
Heraf biografture efter jeg begyndte på arbejde og fik travlt: 2

Glemt mit barn/dets fødselsdag/dets gymnastiktime: 0%
Børn der har haft fødselsdag i perioden: 0%
Så meget elsker jeg min familie: 100%

Ringet til far eller mor for at spørge om der findes en slags fortrydelsesret på det at blive voksen: 1%
Image: Kyle Thomson
Antal kaffepletter på vigtige journaler: 1
Kaffepletter på lånte psykologmaterialer: 1
Antal pinlige billeder af mig selv der ryger cubanske cigarer downloadet på min arbejdscomputers fjernskrivebord ved en fejl: 5
Antal rettigheder til at slette downloadede filer: 0

Bedste udtalelse som psykolog: "Ja, nu er jeg jo psykolog, så du får ikke mig til at kalde nogen for en spasser."

Så meget elsker jeg mit job: 100%

4. juni 2013

Der er løbet meget vand i åen

Det er ikke alt, man starter der bliver gjort færdigt når man har småbørn.  Halvfærdig fest, oprydning, lugning, ridning, læsning, det er okay.  Det ufærdige, uafsluttede har sin helt egen charme.  
Nu er endnu en uge løbet i åen der sluger alt, og vi står her endnu.  

I skovens dybe stille ro.  Davids legehus med hjemmelavet dør, terrasse, hegn af semi-levende pileflet, blomsterkasser med udødelige blomster, og en "fars dreng"-palme i en potte.

Stik imod forventning er huset endnu ikke væltet af skidt og skrammel, jeg er ikke imploderet i et kæmpe søvnvakuum, David har ikke fået nogen behandlingsdom, og baby Selma er ikke blevet glemt på gulvet og senere snublet over. I stedet har vi stort set gjort det vi plejede: jeg har kastet mig ud i nye projekter (hestene, hjemmelavet fond, polterabend for tante M, børnehavevenner der nærmset er flyttet ind i vores have, arbejdsdag i børnehaven, barnedåb, avl af vinbjergsnegle, reparation af tørretumbler).  Torbenfar har forsøgt at stå på bremsen ("Vi har ikke råd! Jeg har ikke tid! Jeg er for træt!  DU er for træt!"), David har kastet sig lidt rundt på gulvet (tandbørstning, opmærksomhed, slik, opmærksomhed, med ud, t-shirt...)
og Selma har kastet sig over -og kastet med- forskellige nye kulinariske oplevelser (peberfrugtpuré, ærter, mos af bagt kartoffel, vandmelon, badr-vokado).  Nåja og vi har også sovet, i pauserne.  Når man ammer er det vildt at feste til klokken halv to om natten.
Desuden er der jo

21. maj 2013

Det vi læser

Det vi læser:

Den lille mis med de blå øjne handler mærkeligt nok om en mis med blå øjne, der går ud i verden for at finde landet med de mange mus.   I virkeligheden handler bogen om det at være anderledes, og at det er okay.  Men det er David og jeg ligeglade med, for ham handler bogen om at missen rider op og ned ad bakker på ryggen af en hund som den har slået kløerne i.  Og for mig handler bogen bare om at jeg selv fik læst den op og kan huske alle billederne.


Hvordan elefanten fik sin lange snabel handler om, ja, gæt engang.  I virkeligheden handler den om en masse fremmedord og lange sætninger, som hr. Rudyard Kipling åbenbart syntes var særligt morsomme.  Måske troede han børnene også ville synes de var morsomme.  Eller han hyggede sig med tanken om hvordan forældre prøver at kæmpe sig igennem ord så lange som brunhalede klippekvælerslanger.  Det er David og jeg gudskelov ligeglade med; for David handler bogen om en elefant der får tæsk af hele sin familie, og bliver hevet i næsen af en farlig krokodille.  Og for mig handler den om Kiplings eventyrlige ordbær og hvordan jeg kan knække min rekord i at gøre en lang fortælling kort.

Nummer 1 på hitlisten over bøger David gerne vil have læst op, og der har den ligget lige siden han fik den.  For 3 år siden.  Og dermed nummer 1 på hitlisten over bøger jeg godt kunne finde på at brække mig (ud) over.  (For Torbens  vedkommende er det ovennævnte Kipling eventyr.  Han er ikke til klippekvælerslangeord.).

10. marts 2013

Så så man lige os....

spise lækker aftensmad, en hyggestund hvor hele familien er samlet:

Vi skal have kikærter.  De er ved at blive kolde. Torbenfar står foran døren ind til legeværelset og holder en tale om at man ikke må slå.  David står bag den og skriger, mens han kaster tilfældigt legetøj mod den lukkede dør.  Han sigter efter Torbenfar.
Jeg står ude i køkkenet og sigter efter Selmas mund med sutten.  Den bevæger sig i hurtige ryk fra side til side.  Til gengæld er den et stort hul.  Hun brøler nemlig.

David ville ikke samles med familien, han ville have vand til sin sandkasse.  Derfor begyndte han at skrige.  Hvilket fik Torbenfar til at holde tale.  Det foranledigede David til at slå, og skrige endnu højere, så Selma vågnede og begyndte at brøle.  Det er derfor jeg gik ud for at sigte efter hendes mund med sutten, og derfor David blev lukket ind på legeværelset. Vi håbede han ville finde sit glade, blide jeg derinde, så vi kunne hygge omkring aftenbordet.  I stedet var det, han begyndte at tage sigte med en stor, fed Playmobil-flodhest... 

Et maleri fra epoken urealisme. 

18. januar 2013

Ommm...

For nylig læste jeg denne sjove artikel om at nybagte fædre opdager WC'et som det sidste børnesikre sted i huset:


Et sted de trækker sig tilbage når cirkusset bliver for meget.  Når baby danser line på fars nerver, og mor driver ham rundt i manegen som en bjørn på cykel.  Når alt hvad han prøver at foretage sig ender som ufærdigt klovnenummer på gulvet, fordi en tre-årig spænder ben for ham. Så trækker han den eneste joker der altid gælder, uden modsigelse og uden yderligere forklaring:  "Jeg skal lige på WC".
WUUUUUPTI er alt omsorg og ansvar fralagt ved et trylleslag og et nøgledrej.   Det, som han ellers har underskrevet at han vil påtage sig (uvidende at der ikke er pauser inkluderet).  Når jeg havde 14-timers lørdage ved Fleggaard og hele Danmark stod i butikken brugte jeg samme strategi!  Et WC kan på den måde blive et meditationsrum. Den rumlige manifestation af et "Ommmm", stod der i artiklen.

Hvor havde jeg ondt af de kvinder, der må trækkes med sådan en baby-kryster til mand.  Én der foretrækker at glo på fliser fremfor at lege med sine børn.  Og hvor havde jeg ondt af de mænd, der åbenbart ikke havde lov til at sige fra på anden måde end ved at spærre sig selv inde, eller ude, fra familielivet.  "Sådan er det da gudskelov ikke her hos os!" Torben stikker ikke af når der skal skiftes en ble, og til gengæld smider han sig også på sofaen midt i cirkusset og tager sig en selvglad lur, hvis han trænger!

.......tænkte jeg, indtil jeg opdagede....
....dette her:

I badeværelsesskabet, mellem ammeindlæg og uldbody'er:
et skjult rum proppet med aviser!  ....







28. december 2012

Helte: Kurosakuranbo

Hun er mor til en dreng, som er en pige.  Hendes datter er født med en tissemand. Da "han" som to-årig ikke ikke ville lege med biler eller gå i bukser gjorde hun det enhver mor ville gøre:  købte en endnu smartere legetøjsbil, og smed påklædningsdiskussionerne i kategorien: "Ting mor bestemmer til du ved hvad der er godt for dig".
Da hendes barn prøvede at skære sin tissemand af, gjorde moren hvad enhver mor burde gøre:
hun accepterede at hendes søn er en datter, og tog kampen op med sine egne forestillinger om køn, roller, opdragelse, familieliv og fremtidsscenarier.  Og resten af verdens.

Hun har slugt en kamel på størrelse med Afrika, ned igennem et sikkert helt almindeligt dansk svælg af gennemsnitlig størrelse.
Det er et ydre og et indre opgør, og det fortsætter hver dag.  Hun skriver om det: her.   Når jeg læser det så føles mit svælg alt for stramt, og mine kameler meget, meget små. Læs det.

11. oktober 2012

Jeg SAVNER dig!

Du er taget på ferie. På Avernakø. På egne ben. På ubestemt tid.

Og nu får jeg tilsendt lykkelige billeder af dig på kornmarker, med hunde og køer og babyer og puslespil:


Men jeg tror de er manipulerede, for du er helt sikkert ved at DØ AF HJEMVE!!! Og dét prøver onkel Kris og tante Eva og bedstemor bare at skjule fordi de vil beholde dig FOR ALTID!! Onkel Kris skrev endda "I ses til jul :)" TIL JUL??!!!!
Jeg tror de mener det.



Jeg tror de har opdaget hvor ualmindelig sød og dejlig og u-undværlig du er, og nu er de blevet lige så afhængige som jeg af dine store omsorgfulde armbevægelser som f.eks. morgenmad af træ, eller tæpper du kommer med, eller trøstende ord du strøer ud hvor du mener der er behov.

Jeg ringede til dem for en times tid siden for at sige, at i morgen kommer jeg altså OG HENTER DIG....
men....DE TAGER IKKE TELEFONEN!!
Ja, jeg ved det, den er helt gal.  Jeg synes faktisk også koen ser ret farlig ud, nu jeg ser nærmere efter....

♥ ♥ ♥ ♥ 

11. september 2012

Dine gamle sørøver-forældre

Du kæmper mange krige lige for tiden.  Dine dage starter som en kamp mod søvnen, som du effektivt vinder ved at dappe over til os.  Vores søvn er sværere at knække, du har alle odds imod dig.  Vi er to mod én, og vi har dyner.  Bløde, varme, tykke dyner, som vi bruger til at beskytte os mod skærende hvin, flyvende legoklodser, våde sutter, stålhårde børnehæle, dumme spørgsmål.  Dem slynger du mod vores hoveder, og prøver at ramme vores ører, munde, og næser.
Derefter kæmper du imod bukserne, der SKAL tages på selv, men som partout vil vende forkert.  Du kæmper imod morgenmaden, som ikke indeholder kakao, du kæmper imod børnehaven, som du hader af et godt hjerte or tiden.  Fordi Eskild skubbede, og fordi mor skal gå, og "Hvorfor henter du mig så sent, far?!"  Av!

Ja, for især kæmper du imod os.  Vi svarer ikke på dine spørgsmål ("Jamen forFOR?!?!"), og hvis vi gør, er vores svar som fra en anden planet.
"Nej David, IKKE tørre din næse i min SKJORTE!!"
"Jamen jeg har slotlæse faar..."
"Ja men så skal du jo bruge noget PAPIR altså!  Se hvordan jeg nu ser ud!"
"Nå....forfor?"
"Jeg skal mødes med LINDE i dag!"

David laver mad.  "Nej mor, du må IK' røre.  Du skal gøre S'ÅÅN her.  Ja, det var godt mor."


Vi har været meget forkælede med dig, du har været sød til at gøre hvad man bad dig om.  Ærter spiste du hvis vi kaldte dem grønne rosiner.  Spinat ligeså, hvis det gav stoooore muskler, og gjorde dig helt GRØN i hovedet (og gav far en sjov stemme).  Du var sød til at holde aftaler ("Hvis jeg giver dig sutten igen, så putter du den ikke op i min næse mere, vel?")

Nu har du gennemskuet os.  Du kan få sutten tilbage OG stikke den op i min næse, for hvad kan jeg egentlig gøre?  Tager jeg den fra dig kan du jo altid hyle.  Og selvom det ikke giver dig sutten tilbage, har du dog vundet kampen mod min søvn, noget for noget, og det er vel egentlig en god deal.
I aftes spurgte du med tusind engletunger, om du måtte gå fra bordet fordi du var færdig.  Du havde rigtig nok spist alle dine pastamuslinger, undtaget dem på gulvet, som du havde gemt til Frida og vores sokker.  Men ærter, rejer, og fiskepinde lå stadig funklende fedtede og nye på tallerknen.  Og fiskepinde er endda barnemad!
Jeg anmodede dig om at overveje indtaget af lidt ærter og fisk.  Mine argumenter var slående: "Det er RET lækkert, og man bliver klog af fisken og grøn af ærterne...!"
eller sådan noget.
"Jamen jeg GIDER ikke spise mer'."

Du besluttede dog at du godt gad, hvis du måtte få lidt soyasauce på.
Kampen om hvorvidt du selv måtte hælde endte med uafgjort samarbejde.
Da vi havde hældt færdigt, begyndte du at kravle ned af din stol!  Du gad altså ikke spise mere.  WTF?!??!?!  To granvoksne mennesker faldt ned af deres lyserøde sky og måbede til hinanden hen over bordet.  Men ingen trusler og ingen tårer hjalp.  Du nægtede.  Og de to granvoksne havde forlængst manøvret sig op i et hjørne, med ryggene op ad væggen, dérhen hvor de HAR udtalt at du altså ikke kommer ned før du har spist det.  Ja, netop dét punkt. Dét punkt man aldrig skal ende ved.  Dér hvor man bliver nødt til at være konsekvent, men hvor man ikke har noget at skulle have sagt.

Så så man os, sammensvorne og sejrssikre, bøjet over det nederdrægtigste våben forældre har:

chokolade.
Jo, så dybt er vi sunket i vores konsekvens-obsession.  Vores pædagogiske rottefælde.  Usle og skamfulde som vi var, gumlede vi på Toffifee, mens vi fandt på kloge rationaliseringer af hvorfor det er helt på sin plads at bruge chokolade mod din svulmende vilje. Du slugte al din fisk, og alle dine ærter, til de stod dig ud ad næsen, og du afpressede os TO Toffifee, da du med ørneøjne havde taget mig i at tage én til.  Din vilje er virkelig stærk.

Jeg må citere en gammel pirat:


Jack Sparrow: "Put it away, son. It's not worth you getting beat again."
William Turner: "You didn't beat me.You ignored the rules of engagement! In a fair fight, I'd kill you!"
Jack Sparrow: "Well, that's not much incentive for me to fight fair then, is it?"

30. august 2012

"Mor, når du går i stykker...."

Det er rystende, når små børn begynder at tale om døden. 
Men du begynder at fornemme at der er noget dér. 

"Se David, det er Klintegården.  Der boede morfar da han var lille, og din oldefar og oldemor."
"Nå.....hvor er min oldefar?"
"Han er død"
"Nå......forfor?"
"Fordi han var meget gammel"
"Nå......hvornår er man gammel?"
"Når man har haft fødselsdag riiiiigtig mange gange, så bliver man gammel.  Når man får helt hvidt hår, og rynker.  Ligesom oldemor, hun er også gammel."
"Nåh.....går hun så i stykker?"
Samtalen bliver sværere for mig end for dig...

Der er noget stort, og du kan mærke at du ikke helt kan greje det.

En anden dag:
"Mor, i børnehaven fandt jeg en snegl!"
"Nå, hvad var det for en snegl?"
"Det var en død snegl!  Den var nok gammel"

Men du kan mærke at det er noget vigtigt, og at du må have styr på det:

En anden dag:
"Mor, er du gammel?"
"Ja, jeg er frygtelig gammel."
"Går du så i stykker mor?" (Den havde jeg ikke lige set komme)
"Nej da!"
"Jamen du er jo gammel!"
"Jah....men altså, jeg er ikke RIGTIG gammel.  Jeg går først i stykker (*dammit!!  Han har fanget i abstraktioner.*) ....altså jeg går jo først i stykker om riiiiigtig lang tid, først når du er blevet stor!"
"Nå.....ligeså stor som far?"
"Ja, større end far!"

Det er altså ikke godt nok mor, tænker du, men tier.

En anden dag:
"Mor....vi har kun én mor."
"Mmmmm....." (jeg sover)
"Iggå mor!?!"
"Jo da!"
Men når du bliver gammel og du går i stykker, så må vi altså købe en NY mor!"
 (*Hvad?!?!* Jeg sætter mig op i sengen.  Men så går det op for mig at du har fundet en brugbar -omend midlertidig- løsning. Hvor er børn kloge.)
"Ja min skat, det synes jeg i skal gøre.  Go' idé!"


31. juli 2012

Logbog fra en krimi med happy end

8/7
Kan jeg skabe en krimi i mit eget liv, med vilje, uden selv at kende historiens slutning?
Kan en krimi have en happy end, lige meget hvordan den ender?  Eller taler vi så om et drama..
Fra læsesalen af ringer jeg til scanningsklinikker i hele landet.  Scanningsjordemødrene er på ferie -kun jeg står her og har brug for overspringshandlinger.

10/7 En scanner i Fredericia har tid til mig i dag.  Annette har også tid, hun har nemlig ferie og har intet mod en lille krimi.  Scanningsklinikken ligger i et meget praktisk industrikvarter lige ved motorvejen, over et autoværksted.  Jeg har hørt fra nogen, at det er det hyggeligste sted I VERDEN, men det må være en fejltagelse, eller vedkommende må leve et meget lidet hyggeligt liv.
Men hvad der ER hyggeligt er, at vi skal ind og se den lille frø der hopper og danser inde i min mave.  Godt nok på en stor fladskærm, men til gengæld i et stille rum, kun med os tre kvinder, der trods fladskærme og industri aldrig mister vores evne til at opfange og udstråle det ny livs magi.  Vi kan ikke lade være.  Vi er tre sensitive sattelitskåle, der spreder en lille højtidelighed og urgammel glæde i det lille rum, fordi vi ser på billeder af et ufødt barn, der hilser os med spjæt og spark fra en meget fremmed og fjern planet, lige derinde i min mave.


Men nu til det praktiske.  Har den lille frø en tap, eller har den ikke?  Jeg vender mig beslutsomt bort og kniber øjnene sammen så hårdt at jeg overbeviser mig selv om, at ingen overjordiske stråler kan komme ind, og ingen ubændig nysgerrighed kan komme ud.  Annette og scanningsjordemoderen får styr på de kolde facts, og efter ti sekunder er de klar til at skifte emne, og synsvinkel.  Det er jeg ikke!  Men jeg må vente....

11/7  Jeg kan ikke vente!  Jeg drømmer at det bliver en dreng.  En legekammerat til dig David.  En bror, som du kan have et hemmeligt rum med, som ingen hønemor kan røre ved.  Et rum der vil være jeres eget og give jer sikkerhed og selvtillid, og én at drikke en øl med.


21/7  Vi får fem høner og en hane til familien. Dermed står det 8 til 5 for pigerne.  Men jeg tvivler på at jeg kan få hønerne, Frida og den vrisne papegøjedame Lori til at synge salmer med mig til jul og flette blomsterkranse om sommeren, så indtil videre er det stadig dig David, der må stå model i mine fremtidsscenarier.


24/7 Jeg kan stadig ikke vente. Det er Torbens fødselsdag, og jeg afslører alt hvad jeg ved, nemlig at at jeg har set vores barn i et industrikvarter i Fredericia, at han eller hun ser sund og dejlig ud, og at Annette bærer på en nyhed så brandvarm, at hun må holde sig flere kilometer fra mig.  Hun er taget på surflejr til Anholt, den kloge pige. Jeg begynder at blive bekymret for vejret, for hvad hvis min hemmelighed (og Annette) blæser inde på Anholt?!

25/7 Solen skinner.
26/7 Solen skinner. 
27/7 Solen skinner, og hemmeligheden (og Annette) står trygt og i god behold hjemme i hendes køkken og bager en kage.
28/7 Det står ned i stænger.  Men da himlen lysner om aftenen sidder vi spændte rundt om Annettes kage. Tadikante, Unikris, Olke Baggebak, Sørne, Sofus og Bjørne, Mette og Jonas,  Tanja, og selvfølgelig os tre. Eva og Lea, der måtte tage hjem lidt for tidligt er hos os i tankerne, og Tante Bine og Torbento, Jens og Lars er på vej fra Tyskland.  Leefke sidder i Tønder og venter (alt for længe!) på en MMS.
Vi gætter.  Mens jeg hopper på stedet.  Mange gætter på en pige, blandt andet Torbenfar.  Men, det forsikrer han, det er ikke et gæt men en vished.  Torben opfanger sine helt egne stråler.
Du og jeg, vi gætter på en dreng.  Du fordi du selv er en dreng, og hvad skulle det så ellers blive?!
Jeg på grund af min drøm og Annettes tøvende "jah..." til scanningen.  Hun havde godt kunnet se løsningen på den sorte fladskærm.  Og gad vidst om ikke drømmen og mit gæt kom til mig for at hjælpe mig med at kunne glæde mig over begge dele, også hvis der bliver hemmelige rum i stedet for salmer og fletterier?

Torben skærer ned i kagen.  Jeg husker det ikke, men jeg gætter på der var meget stille.  Krimi-stille.  Han løfter kagen op.  Nej, først skærer han igen, ellers bliver det noget rod.  Så han skærer altså igen, og så løfter han kagestykket op.  Jordbærrene vælter ud.  Torbens vished bliver til vished, alle jubler, og jeg hopper op og ned.


David du er fri, vi venter os en datter som jeg kan flette julehjerter med, og synge sommersalmer.  Ja, krimien fortæller os jo at alt nok alligevel kommer til at gå helt anderledes end vi forestillede os, men det er nu alligevel dejligt at forestillingerne nu kan følge en vis logik. 

Stakkels Bjørn gættede også på en dreng.  Nu må han nøjes
med et enkelt blåbær fra toppen
.

12. juli 2012

Tegn på at jeg kunne være verdens dårligste mor

Det gode ved min blog er, at den samler på dejlige, glade minder, som gør mig dejlig og glad at læse.  Og ikke kun mig!  Når (dejlige) veninder siger de elsker at følge med, gør det mig endnu mere glad.  Og dem også.  Håber jeg da!  For tænk hvis de dejlige glade minder får dem selv til at tænke på alle de sure, forkerte, ordinære, onde, kedelige, trælse, stygge øjeblikke der vrimler rundt i deres eget familieliv?  Tænk hvis jeg, og du selv, en dag sidder og genlæser de gamle minder, og undrer os over at vores liv engang var så dejligt og glædeligt?
Så kan jeg hermed indføje en forfriskende skuffelse:
Vores familieliv vrimler med både sure, forkerte, ordinære, onde, kedelige, trælse, stygge øjeblikke.  SÅ mange, at jeg kunne lav en hel blog om dem også.  Jeg kunne kalde den bitterfisen -inspireret af en allerede eksisterende surhedsblog.  Der kunne jeg skrive om, hvordan her ser ud i huset, hvor træt jeg er når du er allermest vågen, hvor sur du bliver når jeg er allermest sur...
....om alle de nemme spring over det laveste gærde, de vanskabte kompromiser, de barnagtige forsvar, de forhutlede nødløsninger, de himmelråbende brølere, som alle kan se.  Og de ser, så de vender sig om på gaden efter os. 

Tegn på at jeg kunne være verdens dårligste mor:

1. Jeg sørger ikke for at have ting i orden!  Den dér skrappe koordinationsevne man normalt får med i pakken når man bliver forældre, den har ikke indfundet sig her i huset. 
En dag var vi på besøg hos min veninde Tanja.  Solen skinnede, og vi spiste jordbær og hygge.  Da du og jeg skulle gå hjem, havde Tanja lyst til at gå et stykke vej med os.  På hjemturen laver du en kæmpe l... i bleen, men jeg har glemt at tage mere end én skifteble med, og den er allerede blevet brugt.  Men vi er jo hjemme lige om lidt.
Først da vi står hjemme foran huset opdager jeg, at jeg har glemt min nøgle et eller andet ufatteligt sted.  Så vi kan ikke komme ind.  Vi, det er mig selv og min søn på cirka et år, og hans fulde ble. Tanja har ingen planer for aftenen, og tilbyder at vi kan komme med hende hjem igen.  På vejen tilbage går vi forbi en Rema og køber bleer og vådservietter, og Tanja tryller et eller andet par babybukser frem, og du får en ren numse på parkeringspladsen. 

2.  Jeg gør ting bag din ryg!
Når du ikke ser det propper Torben og jeg os med slik og chokolade!  Og hvis jeg ser et kæmpestort rødt jordbær kan jeg godt finde på at spise det inden jeg henter dig i børnehaven!  Din mave er jo også meget mindre end min....

Det store flotte jordbær nede i bunden?  Mmmhm, det smagte pragtfuldt, muahahah!

3.  Jeg gør upædagogiske ting, selvom jeg ved bedre!
Du spørger om vi skal i børnehave.  Jeg siger "ja". Det kan jeg lige klare.  Du spørger (med din sødeste stemme): "Hvorfor skal vi det?"  Jeg svarer (med min voksne dumme kedelige travle stemme) "Det skal vi bare".  
Ahmen ER de da ikke søde og fromme!

4. Jeg udnytter din velvilje!
Din dovne, kedelige, tørstige mor ligger på sofaen og glor på flimmerkassen, hvilket hun heller ikke bliver klogere af.  Du leger helt utåleligt aktivt og fantasifuldt rundt omkring mig.  Jeg får en genial idé:  "David, har du lyst til at hente et glas mælk?"  "JA!" siger du, stolt og begejstret.  "Det må du gerne" siger jeg, nådigt og lumsk.  Lidt senere råber du fortvivlet ude fra køkkenet: "mor hjælp mig, jeg kan ikke nå koppen!"  Jeg råber tilbage: "Så tag din taburet, den står ude på badeværelset!"  "Okayy!" råber du, stolt og begejstret....

Jeg tror jeg stopper her.  Ellers glemmer jeg, hvor godt vi har det.


25. juni 2012

Om synet

Jeg havde aldrig troet at du kunne blive sådan en lille dreng der går med briller.  Men nu har du fået to fine runde hinkesten, der sidder og skinner på næsen, og som gør dig meget klog at se på.  Men også lidt skrøbelig -er du ikke blevet utrolig tynd på det sidste?  Tænker din mor, der hormonbetinget er regredieret til beskyttelsesstadiet.
Da du kom ind i køkkenet med dine nye briller på stoppede du midt i en sætning og så dig vildt omkring.    Jo, du har ret, når man kan se helt op på køkkenbordet er her ret rodet.  Men du kan godt lide hvad du ser, for du lægger ikke brillerne fra dig igen.  Verden er blevet skarp, og pludselig giver det mening at se tegnefilm.  Jamen hvad skal der dog blive af dig, er du ikke min lille Emil fra Lønneberg mere? tænker mor og hendes hormoner.  Bliver du ikke en bleg og astmatisk computernørd, der misser mod solen i overrasket hjælpeløshed, hvis den en gang i mellem blæser ind gennem gardinerne? Kan man godt være en solbrændt jordbærplukker med bare tæer og briller på? Far Torben tænker tilbage på alle de bebrillede stakler han har chikaneret i folkeskolen.  Det er en sen kamel for ham at sluge, at det faktisk var synd for dem.

 Brillerne skal ikke kun rette dine skæve synsvinkler, men også dine forældres.  Du er langsynet, og jeg er snæversynet!
Hvem er skarp nu mor, hva?!

13. juni 2012

Ufarlige far -eller: faren er drevet over...

Åh nej, jeg græder af grin.  Og griner af lyst til at græde, for den følgende epistel over mandens modstandsløse druknedød i moderne dansk familiehelvede er så rammende som den er rørende

--
kære Torben, jeg håber du stadig føler dig lidt mandlig, og farlig. Trods de lørdag aftener som vi ofte nyder at tilbringe på vores IKEAsofa med vores fulde fem og en virkelig dårlig film!

Uddrag fra en artikel i Dagbladet Information: (klik her for link)

"Flere og flere mænd i min omgangskreds har udviklet en særlig underafdeling af det at være mand: De er også blevet fædre. Dermed har de sprunget et par trin over på aldersstigen.
En dag banker det på døren. Man er ellers helt sikker på, at man skal sidde og hyle hele aftenen på Centralhjørnet i Kattesundet over Birthe Kjær, der aldrig går til bal uden trusser, men nej, man skal se et eller andet hyggeligt på TV 2 Charlie, mens man pænt sidder i hver sin ende af IKEAsofaen og løser et par krydsord fra Ugebladet Søndag (køb det aldrig mandag) og drikker te. På en lørdag aften!
Først troede jeg, at det bare var min omgangskreds, der havde fået feber, da alle i det seneste års tid er sprunget ud af klædeskabene – som fædre.
Der var allerede skår i glæden, fordi tiden var ikke længere, så sæden var for ringe. Man måtte i gang med hormonindsprøjtninger, maraton og sund kost, som det så pænt hedder, når man æder som en kanin. Og kun med dette selviske for det blinde øje, at man skulle have et kopi af sig selv gående rundt derude i parcelhushaven, inden man selv stillede kondiskoene og lavede en Jan Trøjborg, fordi man troede, at man kunne overkomme det hele og stadig var ung med de unge.
Og det var ikke kun bøsserne, der havde fået sygdomslignende ideer om, at de skulle sidde den over i en Ikea-sofa, mens festen derude rasede. Alle de andre mænd havde også fået den idé at avle. Landets kummefrysere kørte på højtryk, så sæd og æg kunne mødes i noget, der mindede om børn. Og lykke, der hurtigt gled over i en skygge af løkke, nu da børn aldrig rigtigt har været særlig lykkelige omstændigheder.
Men alt efter behag, selvfølgelig. Man vælger jo selv sine byrder. Og fordi jeg ikke gider at avle, kan andre da godt få lov. Bare jeg så slipper for at se på det. Slatne, mørbankede mænd, der vader rundt i daggammelt middelaldermørke med ankelsokker, armbåndsur og frisure, der minder om noget af det, Erik Clausen har haft, siden der var noget, der hed tidernes morgen.

Projektfar

Når mænd får børn, går der projekt i det. Mænd kan ikke bare nøjes med at avle, og så er den klat leveret.
Nej, der skal mere til. Og det er sørme en hård opgave at være far i dagens Danmark. Mænd går rundt i en verden, de ikke længere selv kan genkende, fordi alt, de plejede at se, er blevet omlagt, henlagt, oprullet, hengemt og evalueret. Kort sagt: Alt er blevet kvindernes reolsystemer, hvor højde og drøjde er kodeord og hensynsbetændelse flyder som en materie, der har dækket det ganske lille land med en endnu mindre forstand. Mændene går bare rundt med selvkørende barnevogne og slikker det i sig.
Manden som sådan har alle dage været i fare. Og som far er han endnu mere under tøflen. Han er en meget lille soldat, der ikke kan holde andre krige kørende end den hen over Weber-grillen.
Den krig, der altid går efter laveste fællesnævner og handler om, hvis medister der er størst. Det er der så ingens, der er, for alting krymper, når det er en kold tid, som man lever i.

Farvel far

Fejlen skete nok allerede dengang, min far var min far. For det fik han ikke lov til at være særlig længe. Samfundet var der i midten af 1970’erne under afvikling, og brysteholderne brændte på alverdens sankthansbål, fordi kvinderne ville føle sig som ét med Moder Jord og sænke deres skød over en hel verden, der var gået død, fordi himlen var rød og alt det der.
Projektet ’mand’ havde fået en ny betydning. Enten var man en blød mand – dvs. kvinde, svans eller bøsse. Ellers var man en død, men sød mand, der levede med en kvinde i genopbyggelsen af familien, hvor man gik efter det helt store billede, der udover to unger og et gadekryds også indeholdt en carport, trampolin og en magnet på køleskabet, der fastholdt billedet af unge Asifar, man havde ’adopteret’ fra Uganda, og som man en gang om måneden sendte lidt penge, fordi det var synd for ham, at han var ham. Manden i huset var der ingen medlidenhed med. Han var jo bare en sød, død mand, der havde trukket nitten i supermarkedet og udover hele pakken også var far. Farlig på ingen måde, bare far.

Ufarlig far

Og dem, der overlevede, fik hurtigt ideer om, at nu da de stadig var opretstående, ville de såmænd også gerne have i pose, sæk og det, der var værre. I hvert fald ville de have noget, der var dem. En kopi. Eller et barn. De ville generobre en magt, der længe havde været kvindernes private og offentlige rum, hvor sloganet længe havde lydt: »Flyt dig, gaden er min, jeg har en barnevogn.«
Og det var ikke kun gaden, de havde snuppet, kvinderne med børn hængende efter sig i stimer. De havde også snuppet cafeerne, hvor de eftermiddag efter eftermiddag sad og nippede til deres soja-kaffe, mens brysterne dinglede i det fri som store, dumdristige køer, der trasker rundt på Lars Tyndskids jagtmarker og ikke ved, at der er noget, der heddet et vink med en vognstang.
Problemet er nok først og fremmest, at kvinderne blev mænd. Og mændene blev annulleret. Først blev de som kvinderne, men det havde mændene ikke rigtig nok nosser til, så dem uden kugler i pungen tog over med fuld håndværkerskrue. Mændene kunne ikke følge med, da de endelig indså, at noget var galt. Og så var manden udryddet. .
Faren er drevet over, kan man sige. Det samme er faren som far. Han er der kun som en lillebitte ting, man kan flytte rundt med som et puslespil, hvor brikkerne passer lidt for godt. Og når man så har samlet billedet af idyllen med kerne- eller regnbuefamilien som helstøbt, kan man lige så godt hælde tonsvis af klister på skidtet, så man i det mindste har den spinkle forhåbning, at bare motivet holder, er der nok noget, der bliver ved med at være der. Billedet af manden som far. På billedet.
Hvad der sker i virkeligheden, er noget helt andet.
Så lørdag aften sidder jeg med udgaven af en ven som falleret far i striktrøje, kuvøsekinder og gylp. En mand, som ikke længere kan kende sig selv som andet end en, der lever i skyggen af det, han troede, han skabte med kærlighed, men som kun imødekommer ham med næsvished og mørke. Kvinden som mor har taget over. Og manden som far må kravle ind under sofaen som en nullermand, hvor han hører hjemme. Så er han trods alt noget. Til allersidst og bibeholder titlen mand. Nu som nullermand.

23. marts 2012

stilfuld stil om forældrestil

Torben og jeg har været lidt uenige om, hvorvidt det er afgørende for Davids udvikling, at vi tager med til kreativ formiddag på Mosegården på søndag.  Ikke sådan hovedet-mod-muren-og-søvn-på-sofaen uenige, men sådan diskutere-over-en-kop-varm-kakao-mens-vi-holder-hånd-henover-spisebordet uenige.  Jojo, det er ikke engang løgn.  Konstruktiv dialog og højhellig varm kakao kan forekomme selv i de bedste familier. 

Position 1:  David kan ikke selv fortælle os, hvad der foregår i hans hverdag.  Hvis vi ikke selv tilbringer tid sammen med hans venner, disses forældre, samt de voksne han tyer til i børnehaven, så går vi glip af en sjælden lejlighed til at deltage i den del af hans liv, og de misser muligheden for at lære Davids baggrund at kende.
Position 2: Det er altså bare en kreativ formiddag.   David har det fint i børnehaven, og hvis ikke skal vi nok få det at vide.  Han er i den børnehave syv timer hver dag, er det nu så afgørende også at komme derned på søndag? Trangen til at være med kommer snarere fra et pres udefra, end et behov indefra. 

 Torben og jeg har lidt forskellig forældrestil, og det kan være en god idé at gøre sig det klart.  En model som jeg har haft meget glæde af i den forbindelse stammer fra denne her artikel af Baumrind, helt tilbage fra 1971
Jeg advarer: Nu går jeg over til at være både hæmningsløst nørdet, frelst, og totalt kedelig for alle der ikke lige har gang i noget opdragelse. Eller er psykologi-nørder.
Teorien beskriver fire typer af forældre, baseret på om de scorer højt eller lavt på de to variable "Control" (altså hvor høje krav man stiller til barnet) og Warmth/Acceptance (hvor involveret man er i barnet).
"Autoritarian parent" er den gammeldags "strenge" forælder,der ikke involverer barnet i beslutninger, men forventer at barnet underordner sig helt generelt, ikke på baggrund af argumenter, men på baggrund af at det er den voksne der er ældst, klogest, har ansvaret, betaler regningerne osv. "Ryd op på dit værelse -NU!"
"Indulgent parent" kan sammenlignes med antiautoritære forældre, der løser konflikter demokratisk.  Børnene skal have lov til at være børn sålænge det varer, og forældres opgave er først og fremmest at give børnene kærlighed, tryghed, og nærvær. "Nå du har ikke lyst til at rydde op på dit værelse? Tror du du får lyst senere?" 
"Disengaged parent" kan sammenlignes med en total afvisning af opdragelseskoncept, i en form for laissez-faire forældreskab.  Barnet skal udvikle sig til den person, det har i sig, og forældrene skal ikke ødelægge denne udvikling ved at trække deres værdier og holdninger ned over hovedet.  Det berømteste og reneste eksempel på denne tankegang er Rousseaus "Emile". Det kan også bare være en opgivende "det-er-nemmere-at-parkere-ungen-foran-fjerneren-og-gøre-det-selv holdning, der ligger bag.
"Hvis du har behov for orden skal du nok rydde op"

Den "autoritative forælder" stiller høje krav til barnet, men engagerer sig også aktivt i hvordan barnet lærer at leve op til disse krav.  "Kom, nu skal vi have ryddet vi op på dit værelse.  Så putter du alle legoklodserne i denne her kasse, og bøgerne herop i reolen..."
Den autoritative forældrestil fremmer generelt børn som er mere selvstændige (læs: de har lært hvordan man gør ting), har højere selvværd (læs: de tror at de er værd at se og høre, og tage alvorligt), har bedre sociale kompetencer (læs: de kan følge regler), og ryger mindre (læs: er mindre rebelske?!? Jeg ved det ikke, det er de skøre amerikanere der elsker at måle alting i rygning, overvægt og teenagegraviditeter). Videre læsning om forældrestile: 
Strenge forældre får umulige børn
Politiken synes at forældre bør kende deres forældrestil
De fleste forældre er ikke en "ren" type, og man kan godt skifte stil med tiden, eller alt efter situation, stressniveau, osv.  Jeg tror det er en rigtig god idé at snakke sammen om hvor meget man synes man skal involvere sig, f.eks. når børn leger.  Og hvor mange regler man synes, ens børn skal overholde.
Jeg tror også at næsten alle forældre udmærket godt ved, at deres børn har brug for både at de er kærlige og følsomme overfor børnenes behov, men også at forældrene sætter grænser og er konsekvente.  Men i sin spagat-agtige forvirring over at prøve at gøre begge dele kan man komme til at springe fra den eftergivende (sålænge man har overskud) til den urimelige, skrappe (når man bliver desperat) og tilbage til den eftergivende (når man så får dårlig samvittighed), for til sidst at ende på sofaen som den uinvolverede (når karussellen har kørt længe nok), bare på en enkelt eftermiddag.