Torben og jeg har været lidt uenige om, hvorvidt det er afgørende for Davids udvikling, at vi tager med til kreativ formiddag på Mosegården på søndag. Ikke sådan hovedet-mod-muren-og-søvn-på-sofaen uenige, men sådan diskutere-over-en-kop-varm-kakao-mens-vi-holder-hånd-henover-spisebordet uenige. Jojo, det er ikke engang løgn. Konstruktiv dialog og højhellig varm kakao kan forekomme selv i de bedste familier.
Position 1: David kan ikke selv fortælle os, hvad der foregår i hans hverdag. Hvis vi ikke selv tilbringer tid sammen med hans venner, disses forældre, samt de voksne han tyer til i børnehaven, så går vi glip af en sjælden lejlighed til at deltage i den del af hans liv, og de misser muligheden for at lære Davids baggrund at kende.
Position 2: Det er altså bare en kreativ formiddag. David har det fint i børnehaven, og hvis ikke skal vi nok få det at vide. Han er i den børnehave syv timer hver dag, er det nu så afgørende også at komme derned på søndag? Trangen til at være med kommer snarere fra et pres udefra, end et behov indefra.
Torben og jeg har lidt forskellig forældrestil, og det kan være en god idé at gøre sig det klart. En model som jeg har haft meget glæde af i den forbindelse stammer fra denne her artikel af Baumrind, helt tilbage fra 1971.
Jeg advarer: Nu går jeg over til at være både hæmningsløst nørdet, frelst, og totalt kedelig for alle der ikke lige har gang i noget opdragelse. Eller er psykologi-nørder.
Teorien beskriver fire typer af forældre, baseret på om de scorer højt eller lavt på de to variable "Control" (altså hvor høje krav man stiller til barnet) og Warmth/Acceptance (hvor involveret man er i barnet).
"Autoritarian parent" er den gammeldags "strenge" forælder,der ikke involverer barnet i beslutninger, men forventer at barnet underordner sig helt generelt, ikke på baggrund af argumenter, men på baggrund af at det er den voksne der er ældst, klogest, har ansvaret, betaler regningerne osv. "Ryd op på dit værelse -NU!"
"Indulgent parent" kan sammenlignes med antiautoritære forældre, der løser konflikter demokratisk. Børnene skal have lov til at være børn sålænge det varer, og forældres opgave er først og fremmest at give børnene kærlighed, tryghed, og nærvær. "Nå du har ikke lyst til at rydde op på dit værelse? Tror du du får lyst senere?"
"Disengaged parent" kan sammenlignes med en total afvisning af opdragelseskoncept, i en form for laissez-faire forældreskab. Barnet skal udvikle sig til den person, det har i sig, og forældrene skal ikke ødelægge denne udvikling ved at trække deres værdier og holdninger ned over hovedet. Det berømteste og reneste eksempel på denne tankegang er Rousseaus "Emile". Det kan også bare være en opgivende "det-er-nemmere-at-parkere-ungen-foran-fjerneren-og-gøre-det-selv holdning, der ligger bag.
"Hvis du har behov for orden skal du nok rydde op"
Den "autoritative forælder" stiller høje krav til barnet, men engagerer sig også aktivt i hvordan barnet lærer at leve op til disse krav. "Kom, nu skal vi have ryddet vi op på dit værelse. Så putter du alle legoklodserne i denne her kasse, og bøgerne herop i reolen..."
Den autoritative forældrestil fremmer generelt børn som er mere selvstændige (læs: de har lært hvordan man gør ting), har højere selvværd (læs: de tror at de er værd at se og høre, og tage alvorligt), har bedre sociale kompetencer (læs: de kan følge regler), og ryger mindre (læs: er mindre rebelske?!? Jeg ved det ikke, det er de skøre amerikanere der elsker at måle alting i rygning, overvægt og teenagegraviditeter). Videre læsning om forældrestile:
Strenge forældre får umulige børn
Politiken synes at forældre bør kende deres forældrestil
De fleste forældre er ikke en "ren" type, og man kan godt skifte stil med tiden, eller alt efter situation, stressniveau, osv. Jeg tror det er en rigtig god idé at snakke sammen om hvor meget man synes man skal involvere sig, f.eks. når børn leger. Og hvor mange regler man synes, ens børn skal overholde.
Jeg tror også at næsten alle forældre udmærket godt ved, at deres børn har brug for både at de er kærlige og følsomme overfor børnenes behov, men også at forældrene sætter grænser og er konsekvente. Men i sin spagat-agtige forvirring over at prøve at gøre begge dele kan man komme til at springe fra den eftergivende (sålænge man har overskud) til den urimelige, skrappe (når man bliver desperat) og tilbage til den eftergivende (når man så får dårlig samvittighed), for til sidst at ende på sofaen som den uinvolverede (når karussellen har kørt længe nok), bare på en enkelt eftermiddag.
Position 1: David kan ikke selv fortælle os, hvad der foregår i hans hverdag. Hvis vi ikke selv tilbringer tid sammen med hans venner, disses forældre, samt de voksne han tyer til i børnehaven, så går vi glip af en sjælden lejlighed til at deltage i den del af hans liv, og de misser muligheden for at lære Davids baggrund at kende.
Position 2: Det er altså bare en kreativ formiddag. David har det fint i børnehaven, og hvis ikke skal vi nok få det at vide. Han er i den børnehave syv timer hver dag, er det nu så afgørende også at komme derned på søndag? Trangen til at være med kommer snarere fra et pres udefra, end et behov indefra.
Torben og jeg har lidt forskellig forældrestil, og det kan være en god idé at gøre sig det klart. En model som jeg har haft meget glæde af i den forbindelse stammer fra denne her artikel af Baumrind, helt tilbage fra 1971.
Jeg advarer: Nu går jeg over til at være både hæmningsløst nørdet, frelst, og totalt kedelig for alle der ikke lige har gang i noget opdragelse. Eller er psykologi-nørder.
Teorien beskriver fire typer af forældre, baseret på om de scorer højt eller lavt på de to variable "Control" (altså hvor høje krav man stiller til barnet) og Warmth/Acceptance (hvor involveret man er i barnet).
"Indulgent parent" kan sammenlignes med antiautoritære forældre, der løser konflikter demokratisk. Børnene skal have lov til at være børn sålænge det varer, og forældres opgave er først og fremmest at give børnene kærlighed, tryghed, og nærvær. "Nå du har ikke lyst til at rydde op på dit værelse? Tror du du får lyst senere?"
"Disengaged parent" kan sammenlignes med en total afvisning af opdragelseskoncept, i en form for laissez-faire forældreskab. Barnet skal udvikle sig til den person, det har i sig, og forældrene skal ikke ødelægge denne udvikling ved at trække deres værdier og holdninger ned over hovedet. Det berømteste og reneste eksempel på denne tankegang er Rousseaus "Emile". Det kan også bare være en opgivende "det-er-nemmere-at-parkere-ungen-foran-fjerneren-og-gøre-det-selv holdning, der ligger bag.
"Hvis du har behov for orden skal du nok rydde op"
Den "autoritative forælder" stiller høje krav til barnet, men engagerer sig også aktivt i hvordan barnet lærer at leve op til disse krav. "Kom, nu skal vi have ryddet vi op på dit værelse. Så putter du alle legoklodserne i denne her kasse, og bøgerne herop i reolen..."
Den autoritative forældrestil fremmer generelt børn som er mere selvstændige (læs: de har lært hvordan man gør ting), har højere selvværd (læs: de tror at de er værd at se og høre, og tage alvorligt), har bedre sociale kompetencer (læs: de kan følge regler), og ryger mindre (læs: er mindre rebelske?!? Jeg ved det ikke, det er de skøre amerikanere der elsker at måle alting i rygning, overvægt og teenagegraviditeter). Videre læsning om forældrestile:
Strenge forældre får umulige børn
Politiken synes at forældre bør kende deres forældrestil
De fleste forældre er ikke en "ren" type, og man kan godt skifte stil med tiden, eller alt efter situation, stressniveau, osv. Jeg tror det er en rigtig god idé at snakke sammen om hvor meget man synes man skal involvere sig, f.eks. når børn leger. Og hvor mange regler man synes, ens børn skal overholde.
Jeg tror også at næsten alle forældre udmærket godt ved, at deres børn har brug for både at de er kærlige og følsomme overfor børnenes behov, men også at forældrene sætter grænser og er konsekvente. Men i sin spagat-agtige forvirring over at prøve at gøre begge dele kan man komme til at springe fra den eftergivende (sålænge man har overskud) til den urimelige, skrappe (når man bliver desperat) og tilbage til den eftergivende (når man så får dårlig samvittighed), for til sidst at ende på sofaen som den uinvolverede (når karussellen har kørt længe nok), bare på en enkelt eftermiddag.
