Weekenden gav

1. Mester Jacob for Julie

En lille sviptur til Løgstrup fredag aften for at passe de to smukke niecer. Der var fred og ro, 

Kon-tiki film på Netflix, og vingummislanger i slikskålen!  Alt åndede fred og ro - indtil jeg udfordrede skæbnen og skrev "Alt vel!" til forældrene!  Julie sad op i sin lille seng, og hun gjorde store øjne i mindst tyve sekunder da det var mig og ikke far eller mor der kom derind - så begyndte hun at grine og fortælle historier. Den næste halve times tid lavede jeg skiftevis følgende: synge godnatsang, holde i hånd, lave lydløs indianer-kravl mod døren, og indianerspring tilbage og holde i hånd.  

2. Date

...med verdens dejligste mand lørdag aften.  Vi spiste østers og hummer.  Vi sad endda udenfor og nød en voksensmøg og lidt smog.  Bagefter var vi i biografen og se en oscarværdig "Revenant" - Den mørkeste film der nogensinde er blevet filmet med naturligt lys.
Klasse aften!

3. Stille søndag morgen uden børn

Det er en stille morgen
og solen kigger ind
jeg vågner ganske langsomt
mens du aer min kind

4. Vandretur på Helgenæs

Børnene er kommet hjem, Kristian og niecerne er på besøg - fædrene skal ud og flyve med droner, Tante Kadi er desværre gået ned med tømmermænd.  Jeg pakker alligevel Selmita på ryggen og tager på dagstur ud i det tindrende blå.   Vi har kompasset med, selvom Helgenæs er alt for overskuelig til at fare vild. Vi ser smukt land, hav, og en lille nisse der er ved at drukne i et træ.

Havblik lige flot sommer og vinter

"Se mor, flotte sten!"  Hvis det stod til Selma smed vi sten i vandet hele dagen.

Mega godt smut!

Indsø

vandløb

stormskade med havudsigt

Vandretrold

Snehvidt birketræ

"Hjæææælp! Jeg synker!"

Varm kakao ved stranden

Vejlø, kapitel 4: Tanjas prøvelser

Prinsesse Tanja var fredens og renhedens engel, ogVejløs beboere gjorde alt hvad der var muligt for at sætte hendes renhed og fredelighed på en prøve.  De serverede gluten og mælkeprodukter og kød og slik i alle varianter, og Yamuna, som endnu ikke besidder Tanjas visdom, var til tider rasende over at skulle holde sig på renhedens smalle vej.  For Prinsesse Tanja betød det mange lange timer i køkkenteltet med mange alternative opskrifter og melsorter.  Udover at prøve at lave lækker veganer-mad, måtte Tanja dog også stå model til nysgerrige øboer, der kom anstigende og kaldte falafler for "noget man spiller rundbold med".  Tanjas fredelige svar på denne provokation var at lave vegan mad til hele øen, og lave det så lækkert at det lukkede munden på alle.

 Yamuna var tydeligvis utilfreds med at være renheden, så da de andre børn delte ud af deres slikposer mens Tanjaprinsessen var fordybet i en vigtig filosofisk samtale ved bålet, så Yamuna sit snit til at sige jatak, hapsede en Mentos, og løb stolt over og viste den til sin mor - da hun HAVDE puttet den i munden og guffet den: "Se moar! AAaaaahhh!".   Det fredelige svar på denne stolte erobring er ikke at reagere overhovedet, hvilket er svært når ens barn lige demonstrerer at hun (i hvert fald lige dér) ikke er med på idealerne. Vi kommer alle til at opleve det - når vores børn kommer hjem og forkynder at de er konverteret til scientology, eller fortæller os at de dropper skolen for i stedet at blive pole-dansere på en natklub, eller at de kan lide techno, eller noget andet forfærdeligt. 

Så vi kan lige så godt øve os i Tanjaprinsessens svar, som var at smile (smilet virkede ikke ægte, men det var også første gang, og overraskende tidligt Tanja skulle håndtere teenager-kriser), og konstatere nøgternt: "Jeg kan se du spiser et stykke slik."  

Det blev ikke grundlag for en inspireret filosofisk debat mellem mor og datter om fordelene og ulemperne ved slik. I stedet jumlede datter videre, og mor måtte forholde sig sig de kolde kendsgerninger.

Yamuna vil OSSE lave snobrød!

Yamuna var heller ikke med på at være fredens engel. Tanja kaldte det at de ikke vare tunet ind på hinanden, og jeg tror hun mente at de ikke var enige om hvilken slags prinsesser de skulle være. Yamuna ville hellere være "vågenhedens prinsesse", og "skibsklatringens prinsesse", og "prinsesse over mors færden".  Hvordan får man et barn der er omgivet af slik og frikadeller til ikke at spise slik eller frikadeller, er en øvelse i grænsesætning der er kan måle sig med Israel og Palæstina, Tyrkiet og Kurdistan, Jugoslavien og Serbien.  Og de kunne alle have lært af Prinsesse Tanja i denne uge.  Der blev både brugt demokratiske fredsforhandlinger,  ultimatummer,  resolutioner, varetægtsfængsling, forpligtende traktater, handelsboykots, belejring, og myndig mandat-ledelse, men ingen bomber eller varmesøgende missiler.  

Yamuna kom igennem ugen med et absolut minimum af slikindtag. Klatring på diverse skibe blev afværget, og så vidt vi kunne bedømme fik hun både udlevet sin indre vågenhedsprinsesse, og fik en nødvendig portion søvn.  Prinsesse Tanjas søvnbehov til gengæld steg til omtrent det samme som Yamunas - udmattet af fredsforhandlinger. 

Alle vi tre morprinsesser og øens befolkning i øvrigt blev mindet om at vores indflydelse på vores børn er af ren hypotetisk karakter, og i øvrigt svindende.  Det er tragisk.  Jeg håber at mine børn aldrig opdager min holdning til techno.  

Eventyret om Vejlø, kapitel 1

Den lille Kong David den Store spekulerede på hvordan han kunne komme i besiddelse af den uovervindelige kraft som kan overvinde alt, men uden magt, uden rigdomme, uden alder, og uden store muskler. Han havde hørt om en lille gruppe mennesker der gemte sig på småøer i landet Danmark, hvor de samledes ude i naturen med kun hinanden som forsvar, uden elektricitet, uden toiletter, og uden fast tag over hovedet.  Dér levede de et fredeligt og fordrageligt liv uden regler og uden sure pligter, uden store sorger og uden store ambitioner.

Kongen besluttede at drage ud for at opsøge det underlige folk, der muligvis gemte på den uovervindelige kraft.....

....han var klar over at det ville blive en lang rejse med mange afsavn.  Han udvalgte en hær bestående af seks vakre prinsesser, som skulle rejse sammen med ham og beskytte ham og holde hans mod oppe.  

Prinsesse Lucia den Ædle, Prinsesse Annamor den Gode, Prinsesse Yamuna den Rene, Prinsesse Selma Johanne den Ukuelige, Prinsesse Tanjamor, fredens vogter, og morprinsesse Inger den Frygtløse.

Prinsesse Annamor, Prinsesse Ingermor og prinsesse Tanjamor

Kong David og hans 3 prinsesser

Kong David pakkede alt hvad han havde brug for.  Sin Spider-man dragt, sin Spiderman-cykel, cykelhjelmen, hans pandelampe, og sin spejderdolk.  Morprinsessen pakkede resten. 

Rejsen gik over to have og tre øer.  På den sidste del af rejsen måtte de sejle med en alt for lille postbåd over Nakskov Fjord, presset sammen med andre rejsende.  De kloge prinsessemødre stablede dem alle, så de ikke faldt over bord. Kong David delte figenstænger ud.

På øen måtte den lille trup lære at begå sig i det primitive samfund, hvor maden blev tilberedt over åben ild, og man sov sammen i store telte.  Den iltre konge prøvede forgæves at forbyde folket at snorke, men alle var meget venlige, og Kong David blev snart venner med en eventyrfortæller, en indfødt, en gammel shaman, og den vakre prinsesse Lucia som snart gik igennem tykt og tyndt med kongen.
Øens troldmand sagde til Kong David at han og hans prinsessehær måtte gå igennem syv prøvelser hvis de skulle gøre sig fortjent til at høre om den uovervindelige kraft.

"Prinsesse Lucia! Du er modig og vakker, kendt for din fantasi og dine musiske evner.

Man siger du kan bevæge alle med din sang og dans, men samtidig kan stå så fast at ingenting kan rokke dig. Du skal ud på gyngende grund! Trods dit mod aner jeg en skjult frygt for havets mørke vand. Din prøvelse bliver at vove dig ud på vandet rundt om hele øen.
Prinsesse Annamor!  Du kloge beskytter og regent.  Man siger du kan beskytte dine kære og overvinde alle elementerne.  Du skal bringe din datter sikkert over vandet.  Halvvejs rundt om øen vil i komme i et skrækkeligt blæsevejr. På den måde skal du overvinde vandet og luften. Vandet vil også angribe dig ovenfra. Du skal overvinde elementet jord ved at finde hvile i alle syv nætter ligesom prinsessen på ærten - bare uden madrasser. To gange vil ilden prøve at angribe dig.
Prinsesse Yamuna!  Du har en sund krop og et rent sind. Din prøvelse bliver at spise syndigt slik! Prinsesse Tanjamor, du lever i harmoni med dine omgivelser og man kalder dig fredens vogter, der kan overvinde enhver fjende kun ved brug af sit venlige sind og sin gode vilje.
Din prøvelse bliver at se på Yamunas forgiftning!  Hun vil få sukkerchok og blive Prinsesse Modsat - jeg byder dig at tage denne storm med ophøjet ro og overvinde den med dine fredelige solstråler. Du skal også overvinde den onde trold Finn og få ham til at spise vegetarmad, kun ved hjælp af din venlighed. Din prøvelse bliver den sværeste af alle!
Kong David, du er god og retfærdig og finder altid løsninger når folk er uvenner.  Jeg kaster en trolddom over dig så du bliver vred på din elskede mor en halv dag.  Du vil ingen årsag og ingen retfærdig løsning finde.  Du skal selv finde vejen ud af din vrede inden solnedgang.
Prinsesse Ingermor. Du er stærk og foretagsom.  Du skal udholde din søns vrede uden at fikse den, og du skal slippe ham fri så han kan regere over sit eget liv i hele ugen.  Jeg forbyder dig at have travlt, og jeg forbyder dig at ville bestemme.  Din prøvelse er at lade alt ske som det sker.
Prinsesse Selma!  Din opgave er at sove længere end til klokken syv.  Også du skal gøre det lige som prinsessen på ærten, uden madrasser. Din prøvelse er også at du skal klare dig uden ble og uden WC i en uge."

Troldmanden havde ramt plet.  Den første aften var den lille trup stadig træt efter den lange rejse og troldmandens profetier gjorde dem alle modløse.  Kong David og de små prinsesser lå længe vågne og lyttede til nattens mange lyde, og kiggede op på den smukke stjernehimmel af huller i deres mørke telt.
Men øens nomadiske befolkning var lystige og venlige og opmuntrede prinsesserne med deres sange rundt om bålet om aftenen. Der var connyfleks til morgenmad, og solen skinnede næste morgen.

Gay pride og italiensk mad

Folk der fester for kærlighed og deres stolthed af at være anderledes...

...og italiensk mercatino på domkirkepladsen med ALT det lækreste mad fra verdens lækreste madland...

...Og gode venner på trappen og i springvandet. 

Oh yeah, det er det bedste!

Tidsrejse

Udefra ligner det jo en lille pladeforskydning, lidt tør hud der skaller af jordskorpen. Inden i er det en katedral, et multimediealter til menneskets historie, et mødested for forfædre. 

Martsvinden fyger over kælkebakken på toppen, men inden i er der jordvarme og god akustik.  Folk er mondæne og velklædte, de glæder sig til mødet med historien og med deres egne sanser.

 

David og Selma er også velklædte, men mindre mondæne, for dem går alle ture til Sommerland.  De gør sig klar til lige dele forlystelse og plageri.  David har fikset snollerpenge både fra sparebøssen og fra bedstemor, han flirter med enten kajkage eller is.   Men først vil han ind og se de døde skeletter, og han åbner sine store øjne og sit sind som en bog.  Vi starter med udstillingen om de dødes liv, den fører os ud på en opdagelsesrejse i hvordan vi og andre folkefærd forholder os til vores døde. 

Guineanske ånde-masker er vakt til live ved hjælp af mørke rum og det klassiske lommelygte-trick.

Det er det første rum vi betræder, og jeg erkender allerede her, at jeg kommer til at give ham stof til de næste mange års mareridt i dag.  David er henrevet, han spørger og spørger. 

Udstillingerne bruger vores sanser helt forskelligt:

Nogle steder skal man bruge alle fem, og dertil sin nysgerrighed og fantasi, for at komme ind på udstillingen, som gerne gemmer sig, og vil opsøges.  Tag hovedtelefoner på og tryk på knappen, så fortæller jeg dig om hvordan jeg opdagede, at neandertaleren havde karies.  Luk øjnene og lad os introducere dig for hver enkelt af Gundestrupkedlens små mystiske figurer. 

 Andre steder overvældes man af et lavineagtigt orkestreret fyrværkeri af digitale og kunstneriske installationer.   Vi sætter os midt i slaget ved Illerup Ådal, og lader spyd og pile regne ned over os.  Jeg lukker Selmas øjne og ører mens vi begraves i støvletramp og træskjoldenes klapren.   Det er de besøgendes angstsved der stinker af, men det kunne lige så godt være de firskårne krigeriske vikingers.  Selma hiver irriteret mine beskyttende hænder til side, hun har spottet en HEST!  Davids øjne er nu så store som Rundetårn.  Han sparker lidt til det store filmlærred, dels fordi det er så virkeligt, og dels for at minde sig selv om at han elsker slåskampe. (Jeg noterer med slet skjult velvilje at et årskort kan blive nødvendigt, hvis vi skal ud i noget eksponering senere hen).

I helt andre hjørner af museet er det mirakuløse tænkt ind i det hverdagsagtige, og med vilje malplaceret i det helt banale, så det bliver virkeligt.  Lucy, Koelbjergkvinden og fem andre af vores forfædre er rejst til Moesgaard og står og venter som voksfigurer på trappen i foyeren. De ser nærmest ud som om de keder sig lidt. Lucy er rejst 3,2 millioner år igennem tiden, men  evolutionens gang ser ikke ud til at gøre hende noget. 

Hobitten Flores (ca. 12.000 år) i snak med  Ellen (ca. 65 år)

Da vi endelig, efter flere timers intense tidsrejse og en hårdt tilkæmpet frokostpause, går stille sind ind og besøger vores nationale forfader Grauballemanden, har David mistet enhver fornemmelse for tid og sted.  Bedstemor ser ham tage notits af den 2300 år gamle mand som han tager notits af et postbud.   Der er ikke mere forundring tilbage for i dag i det lille femårige sind, måske er Grauballemanden også for velbevaret, måske ligner han faktisk lidt for meget postbuddet.  

Juleferie

Was uns glücklich macht:
1. Vores julerejse hvor vi var sammen med så stor en del af familien* at vi næsten er begyndt at kalde hinanden for "tante" og "onkel", og næsten på tysk.

2. David fik en stjernekikkert i julegave!  Og tager den med sig overalt.

3. Han er også blevet til en lille Spiderman...

4. Selma taler i tre-ords sætninger

5. Snart er det Ingers fasterdag igen! Til sammenligning: babymave (t.h.), og chokolademave (t.v.)

6. Legehuset som Selma får i fødselsdagsgave

Letzter Schreckmoment:

1. To dage før Selmas fødselsdag: Kranbilen der skulle hente hendes fødselsdagsgave er gået i stykker!

2.:5 minutter før Dronningens nytårstale: fåårk, vi tar jo ikke dansk fjernsyn!!
- 2 minutter inden Dronningens nytårstale: Torbenfars PC laver mærkelige ting!!!
- 2 minutter inde i Dronningens nytårstale: Internettet strejker!!!  (Wtf?!!)
- 5 minutter inde i Dronningens nytårstale: Det er den klogeste tale hun har holdt i mands minde, og      vi kan ikke høre det fordi børnene skramler og skrumler!!!!!  Argh!!!!
- 6 minutter inde i dronningens nytårstale: Selma dratter på gulvet med et ordentligt skrald.

Nytårsprinser og -prinsesser!

3. Da vi skød serpentiner op i loftet og de allesammen blev hængende i spindelvævene!!!

4. Da vi kom hjem fra julerejse og var nede med en gulerod til de to heste, og de pludselig var blevet til tre.

Satz des Monats:
David:
"klokken er fire!" (David har fået et ur i julegave)
"Hvad betyder dét?!" (David når vi taler tysk med ham)

Selma:
"Nidder didder dér!" (Nisser sidder dér!")
"Hamma dur!" ("Selmas tur!")
"Dér pagav-huut faar!" ("Der papegøjehus, far!")

Grosser Streit gerade über:
1. Skal Torbenfar købe et Bose soundsystem til vores stue?
2. Og en uge senere: Bare fordi vi nu kan spille musik der kan høres helt til Løgten, skal vi så også GØRE det?
3. En time senere: når vi nu SKAL spille musik helt til Løgten, skal det så være Blood Hound Gang eller Anne Linnets juleCD?
4. Greenday eller Coldplay?

Jetzt wo wir Zeit haben:

- tager vi på julerejse
- laver vi sushi til 11 personer
- sover vi til klokken halv ti
- bliver vi lidt over-optimistiske og lover i al offentlighed at læse 30 bøger i 2015

Tæller børnebøger også, såsom "Verdens vildeste dyr"?

*For the record: vi fik set bedstemor, morfar, onkel Kristian, tante Eva, kusine Lea, tante Trine, morbror Søren, kusine Sine, kusine Anne-Louise, fætter Jens-Christian, Dikte, Julian, Ida, Laurids, Maria, Lars, Oma, Opa, tante Michael, onkel Marit, tante Jan og onkel Camilla, kusine Liva, fætter Emil, tante Stephan og onkel Ella, Jaqueline, Patrizia, tante Sarah, tante Tanja, kusine Denise, onkel Michael 2, OG hans to piger Lenja og Alicia.  Derudover Carsten, Linda og Bo, Maya og Rimmy, Anna og Lucia, Michelle, Nicolai, Trisstan og Maloucca, Netty, Ian, Maria, Johan og Linda, Peter, og i morgen endelig også Tanja og Yamuna.
Lige bortset fra enkelte (gode) venner, der til dels er undskyldt ved at opholde sig i hhv. Indien, Sri Lanka, New Zealand og Tønder, har vi faktisk besøgt næsten alle dem vi kender.  Det er vildt. 

Vildmarkstur

"Livet er bare overhovedet ikke skønt!" David siger det med stor begejstring og overbevisning.

David, jeg og tante Kadi sidder i bilen, det er tusmørkt og blæsten trykker de små regndråber på ruden flade.  Sulten knurrer i maven, vores ben og rygge værker, ruderne dugger.  Bag os ligger et spor igennem skoven og heden, vi er vandret ti kilometer på lidt kryds og meget tværs igennem Mols bjerge.  Fra Agri mod syd forbi Bavnehøjen og ned til Tinghulen, som diskvalificerede sig selv som hule fordi den manglede et tag.  Til gengæld blev dens vægge godkendt som vægge da vi skulle ud af Tinghulen igen, David sprang frisk afsted på vej ned og pralede af sine gode klatrekløer.  Men  på vej op igen lod han sig bære, og så er det jo ingen kunst at prale!

Frugtaben David, bærer af vand og lighter, på vej ned ad Tinghulens skrænt. 

Derfra forsøgte vi først at finde den hellige kilde, hvor vi alle tre ønskede spontan helbredelse, men vi blev hele tiden ledt vild, stier blev til traktorspor og traktorspor kværnede sig igennem skoven ud i ingenting. Vi gik på tværs, og lidt sidelæns, men ligemeget hjalp det. Vi droppede helbredelsen og satte kompaskurs mod Trehøje.  Vi fandt os selv, på kortet.
David tronede på min ryg, til højre strakte skoven sig opad og til venstre strakte heden sig udad.  Da vi efter tre timers vandring så en bil råbte David "dumme biler!"  Jeg er sikker på at han refererede til hvordan de forstyrrer naturens stilhed, forurener det levende landskab, skræmmer fuglene, larmer og fylder hele vejen.   Hvordan sker det, at vi lægger det komfortable, afhængige, svage bag os når vi én gang kommer ud i naturen?

Klokken blev mange inden vi nåede trehøje, og bidt af den gode marchhastighed og Davids pacende råb fra min ryg klavrede vi om bag den ene af dem og søgte ly til et varmt måltid mad og "den store pause".  Men gudhjælpeme om ikke den eneste busk med en smule læ var optaget af et andet hold vildmarksfolk!
Vi slog os ned i behørig afstand for ikke at ruinere vores ensomhed med naturen.  Da de ti minutter senere kom travende forbi, vores kaffe var endnu ikke lunken på Trangiaen, forlangte David vejafgift af dem - i form af chokolade.  Man hjælper hinanden herude i ødemarken (næsten to kilometer fra Vrinners), så David fik sin told! Til gengæld lovede vi at samle dem op hvis vi skulle finde dem senere, nedkæmpede af den nådesløse novemberblæst pga. mangel på chokolade.

Hvad nøjagtigt var det du mente om aftenen, da vi sad i bilen og kiggede ud, spiste vejrøver-chokolade og drak belønningsjuice, slog hinanden på skuldrene over sikke nogle helvedeskarle vi er, kroppen varm og ren af anstrengelse og hovedet let af himlens storhed og skovens stilhed?
Vi havde haft en vidunderlig tur, du havde gasset den i bæreselen og fortalt røverhistorier. Du kunne slet ikke stoppe med at fortælle da vi kom hjem - om støvboldene og falken der var kommet da vi havde kaldt på den, og om det væltede træ som var en hule af ting, og om vildmarkstrolde og ulvespor og om søen du havde set fra udsigtstårnet, og om den varme kakao og de vilde islænderheste, de beskidte sorte får, og om de fremtidige ture du allerede har oppe i hovedet....næste gang overnatter vi!  Og bruger vores økse!  Og engang tager vi til Nepal og vandrer!  Der er højt til himlen.

Måske syntes du det var hårdt at skulle hjem og børste tænder.  Måske kom du i tanke om at du skulle i børnehave næste morgen.  Måske tænkte du på den blotte masse af indtryk der skulle lægges nøje til rette oppe i hovedet og i munden, så de var klar til at blive fortalt til far på én gang.  Måske er livets overvældende skønhed lidt trættende på dén måde, når man er 5.  Måske syntes du også bare at der var for langt hjem.
Jeg vil i hvert fald anbefale alle børn der slås med alt for stramme morgenrutiner, travle forældre og sofasyndrom at gøre som David gjorde i søndags.  Sadl din mor op, klem din Tadikante under armen, pak rygsækken, snør gummistøvlerne, og trav ud i blæsten. 

Emils fødselsdag

Kære fætter Emil, vi nød rigtig meget at se dig og lege sammen en hel eftermiddag! Det gjorde vi virkelig! Og det var ikke bare fordi du havde slikpizza!

Det kan da godt være at det ikke var så gennemtænkt at forære dig en regnbue, når du nu er mere en traktordreng, og storesøster Liva kastede meget lange blikke efter den. Det var jo ikke for at antyde noget....vi kan bare rigtig godt lide regnbuer!

Vi beklager også meget at Selma balrede en af dine forældres muselmalede i forsøget på at tømme opvaskeren og fylde den på samme tid... Gudskelov en loppemarkedsmuselmalet, men alligevel.  

Til gengæld var det et kæmpe hit at nogen havde foræret dig en kæmpe stor papkasse.. Man skulle bare lige tage traktoren ud af den, så havde man verdens bedste hule.  Eneste fejl var at den dårlig nok havde plads til jer alle tre, hvorfor i splittede jer op - to sammen, og én udenfor.  Først Liva og David i kassen, og Emil på traktoren. Så Emil og Liva i kassen, og David på WC (Liva: "Daviiid, hvor er duu?!" David: "Jeg laver pøøølseer!" Liva: "Okay...... husk at vaske hæææændeer!"). Så Emil og David over slikpizzaen og Liva sovende i kassen.... 

Til sidst endte det som det måtte ende: "Jeg leger med David - nej JEG leger med David - Nej JEG LEGER MED DAVID OG DU MÅ IKKE VÆRE MED!!  Nej der tager Emil fejl, Liva må gerne være med i vores leg! - nu VIL jeg kke være med i legen!"

...nogen påpegede at scenariet mindede om dansk politik...

Gudskelov fik i både leget med regnbuer, og spillet i band, og spist 3 slags fødselsdagskage, OG 3 bidder grønkål for at gøre mor glad, og i fik hilst på tante Bine undervejs, og fik nye støvler som i hader, og i fik lagt ferieplaner med Oma og Opa, og læst historie, og lånt bogen med hjem, og far fik vist hvordan hans drone ser ud når den har glemt sit batteri..... OG Torbenfar klovnfisk nåede hjem igen til sit anemonehus inden midnat. 

Man kan godt nok ikke gøre alle glade, men igår var virkelig tæt på!

Ikke noget problem at gøre alle glade - hvis man kan det hele på én gang.  Sådan som vores klimaanlæg, der kan lave varme til mig og kulde til Torben....

Sommerdrømme fra Sverige

I det seneste halve år har jeg fået mulighed for at lære et lillebitte hjørne af de uendelige svenske skove at kende.  Et lille hjørne fuld af småfjelde, den smukke flod Klarälven, sæterhytter, sheltere, svensk provinsforladthed, elge, bjørne, ulve, og så langt til den nærmeste by, at jeg har virkelig svært ved at forklare hvor det ligger henne.  "Ude i skoven......tæt på Norge...dér hvor der endnu er træer på fjeldene" er min mest præcise beskrivelse.

Torben var mildest talt tvivlende overfor konceptet at smide ungerne i bilen og drage ud i den svenske skov.  Og han har helt ret.

  De svenske skove er på mange måder et stort ensformigt ingenting. Et grønt, mønstret lærred med sorte plamager.  Plamagerne er horder af myg, og myggene er de eneste, der opdager at vi kommer.  De roterer rundt om menneskeprikkerne i koncentriske ottetaller.

Men ligesom stilheden har skovens ingenting den fantastiske egenskab at den får det frem, som er. Følelser og tanker der har været kørt ned af hverdagens hektik får lov at blomstre. Nye og virkelig kreative lege skyder op dér hvor ethvert stykke legetøj ville have knækket deres vækst.  

Indre larm, vrede og personlige grænser får lov at flyde frit, ligesom elven og ligesom sneen der bare får lov at dale om vinteren.  

Ja, det er jo ikke disse ting, jeg siger til Torbenfar for at overbevise ham, vel.
Han blev faktisk slet ikke rigtig overbevist, men tog med fordi han er så dejlig at han risikerer en uge i ingenting, bare fordi det gør mig glad.

Rejsen derop kom bag på os.  Når man rejser i Sverige er det lidt som at rejse i det ydre rum. Det grønne, mønstrede intet strækker sig uendeligt. Der er virkelig, virkelig, virkelig langt mellem planeterne, og selv når man prøver at regne på det, og tror man har fattet hvor langt der er, så fatter man det ikke rigtigt.  Vi syntes så også at det var skidesmart at tage en natfærge.  Jeg vil ikke spilde mere tid på at beskrive hvor dum en beslutning det var helt at droppe to nætters søvn i den utrolige antagelse at det var der nok ingen der opdagede.

Det første der skete som virkelig hjalp på Torbens skepsis, var derfor ikke selve det at komme derop, men at han kunne læse i nyhederne at Gardasøen druknede i regnvejr, mens den svenske skov bød på 30 graders varme og høj sommersol hele ugen (stort sverigesplus: "Hele ugen" betyder heroppe "Næsten uden afbrydelse", for solen var kun lige nede og vende under horisonten mellem 12 og 03. )

Sveriges skov har blåbær når man kigger nærmere efter. Og det fik David til at gå ud og plukke, styret af sin usædvanlige slikmund. Og da han begyndte at fatte HVOR mange blåbær der er i den svenske skov, kom han tilbage til sine døsende forældre og delte ALLE sine blåbær ud, hvilket fik mors og lillesøsters hjerte til at smelte.  

Det der voksede ud af skovens store grønne ingenting var hundredevis af små, helt fantastiske øjeblikke. At se David klokken 7 om morgenen skovle sine havregryn ind, og råbe "jeg går lige over til drengene", hvorefter han strøg ned til min søde kollega som logerede i hytten ved siden af.  Hun havde taget tre legekammerater med, og flitsbuer.
...At se Selma hvine op og løbe med ham, med sine sko i hånden fordi hun ikke selv kan tage dem på.


 At løbe fra et spontant tordenvejr ned i en fjern sæterhytte og sidde dér med andre vejrflygtninge og se ud på de våde dampende heste og køer, og snakke halvsvensk med en gammel kone, der kastede sin kærlighed og saftevand på David og Selma...

Ransbysæteren - tyve minutter i tordenvejr

 ....At padle gennem blinkende klart aftenvand i solnedgangen (!!) med David, på jagt efter bævere.

på Klarälven

at spørge guiden huller i maven.....og finde ud af at bæverjagt kunne ligge i stjernerne for mig:  Den tidligere terapeut på AW er nu vicevært og konge af hyttebyen.  Den tidligere konge af hyttebyen er nu skoleleder på byens lokale skole.  Den tidligere skoleleder roer nu turister, og mig, rundt på Klarälven å jagt efter bævere.   Den svenske skov er stor, men verden er lille.

....vi så ingen bævere, og heller ingen bjørne og ulve, men det der opstod ud af dette tomrum var at høre både brølet af en meget farlig bjørn gjalde ned fra fjeldet på den anden side af floden.  Og lyden af en stor syg elg, hylet af en overstadig ulv, og lyden af det jeg forestillede mig må være en lods, og sjovt nok også en lille drengs hysteriske latter...der var en hollandsk familie der kæntrede i den blanke flod, og selvom vi padlede dem til undsætning, kunne man mærke at enhver hjælp kom for sent til at redde deres feriestemning....

....at hænge ud med hyttebyens konge, et par gode kolleger, og så er én af dem tilfældigvis gået i folkeskole samme med Torbenfar...

...at vågne før fanden får sko på fordi børnene er varme, og åbne døren ud til en mur af morgendufte fra skoven...

...at tage ned og fiske aftensmad med David i floden med hans nye fiskenet...og komme hjem med nettet fuld af elgelort til aftensmaden i stedet...

..i fællesskab at lave en lille vejrstation til hyttebyen, bygget af sten og træ og kærlighed, som minde om et besøg af tre familier med op til flere vejrnørder iblandt.

Det er selvfølgelig farligt at tage med sin familie op i et rungende tomrum og se hvad der opstår. Den stakkels familie der kæntrede på floden stank langt væk af småskænderier og kedsomhed. (Og jeg tror den stank tiltrækker myg.)
Men hvor er det så bare ekstra skønt, at det der opstod var at vi kom glade og forelskede hjem, og Torbenfar fortalte mig at han sad og savnede sine børn hele den lange første arbejdsdag efter ferien.

Tibs første tur i biografen

Jeg har i lang tid udskudt den dér dag, hvor David for første gang skulle puttes i en biografstol og sidde og kigge på et filmlærred i over en time.  På en måde havde jeg på fornemmelsen at det er en af de ting der kommer til at fylde så rigeligt i hans liv senere, at jeg gør ham en tjeneste ved at nedbringe livstidskvoten.
Ligesom med slik.

Men en dag måtte nogen jo vække mig af tornerosesøvnen, og det var så opkaldet fra søde og spontane Michelle, som generelt er god mod tornerosesøvn:
"Inger, ved du hvad i skal på søndag?!"  Og ja, det vidste jeg jo så ikke, men jeg var heller ikke helt sikker på om det var en god ting.  For der var overhængende fare for at det ikke betød at jeg skulle "ingenting".  Bortset fra den realistiske mulighed at jeg skulle noget som jeg havde glemt, fik jeg den påtrængende fornemmelse at Michelle havde en plan.

Og ja, hun havde fået fire fribilletter til en forpremiere på en ny børnebiograffilm, Rio 2.  Og den skulle vi da ind og se!

To papegøjer på vej ind i biografjunglen!

Vi bevæbnede os med 3D briller, verdens største mellemstore pose popcorn, saftevand, Rio " klistermærker, og to ellevilde drenge.  Og så gik vi i biografen!  Det var en meget sød og sjov film om udrydningstruede Spix-araer og den udrydningstruede Amazonasskov, og David skulle kun ud at tisse én gang, og Trisstan blev kun væk i Bruuns galleri én gang, og jeg tror aldrig Torben har været SÅ tæt på at bryde ud i gråd: "Pleeeaaase Inger må jeg tage til midtbyen på tøsetur, og du bliver herhjemme?!"

Tøsetur med papegøjer

David sad tryllebundet af filmen og sagde ikke et muk.  Men han har heller ikke siden nævnt filmen, og jeg spekulerer på om han mon overhovedet kunne se noget gennem to par briller?!