Jeg ligger i teltet, Selma ligger endelig stille ved siden af mig, ved siden af sit liggeunderlag. Faldt hun mon i søvn midt i en vejrmølle?
Hun er gået Barsø rundt, efter vi ankom i formiddags med den bilfri færge. Har hoppet fra bærbusk til bærbusk i seks timer, kun afbrudt af mange og lange formålsløse, dvælende pauser. Før ø-vandringen satte hun telt op og slog lejr, og efter turen var hun og jeg en tur i Lillebælt, mens drengene...slappede af.... Hun tørrede i sommerblæsten, samlede urter til te, hentede vand til aftengryden over trangiaen, slog vejrmøller i bardunerne, slugte sin dessert, og da mor var træt og lagde sig i posen, begyndte hun at indrette sig i teltet med bamser og legetøj. Kolbøtte. Ud og tisse. Mosle lidt i soveposen. Prøve om hun kunne ligge ovenpå storebror uden at han opdagede det. Ud og løbe en tur fordi “jeg skal ud med min energi mor!”. Mosle lidt mere. Lægge soveposen udenfor lidt, “så den kan køle af!”
Rævis’ sovepose skal også ud.
“Selma læg dig nu ned!”
“Jamen mor! Det kan jeg ikke! Jeg er alt for vå..”
Nu kan jeg pludselig høre havet udenfor teltet!
Resten af aftenen ligger jeg og uddyber i tankerne mit svar til damen med mikrofonen, der spurgte mig, hvorfor vi tager ud i naturen og sover. Det har indtil videre taget mig 4 nætter at opliste, og jeg er ikke færdig.
Imens tager vinden til, og rykker i presenningen vi har spændt over den utætte teltsyning. Det begynder at regne.
Grunde til at vi dyrker friluftsliv:
1) det dér med at naturen er dejlig.
2) det dér med at naturen er vores hjem, overalt omkring os.
4) sne
4b) bål
5) skove
6) fuglesang
6b) arbejde er for det meste helt logisk meningsfuldt. Brændesamling, vandhentning, orden, madlavning - det kan altsammen ske i det tempo, det føles vigtigt og meningsfuldt.
7) blomsterenge
8) stjerner
4) børnene, og de voksne, vænner sig til ting, der ellers nemt giver angst og uro, fx mørket, edderkopperne, ting under havoverfladen der rører ved ens fødder (det værste), dårligt vejr....
5) jeg tror, man bliver sig selv i naturen. Stærk, modig betænksom og nysgerrig.
6) sjove dyr
7) Duften af mad når man er sulten.
8) man får tænkt sine tanker færdig (mine tager cirka 4-5 dage)
8b) når solen rammer teltdugen om morgenen
9) solen i det hele taget
10) man opdager hvad man godt kan undvære
11) og hvad man ikke kan.
12) havet
13) Lysende natskyer
14) fordi naturen taler til alt, hvad der er sundt i os, og lader det vokse. Vores opdagetrang, vores fornuft og omtanke, vores muskler, vores ærgærrighed, og vores mod.
15) Alt i os bliver kalibreret lige så stille - sult og træthed, sanser, orientering og opmærksomhed.
15b) glenter
16) Også vores lyst til at være sammen med andre på en venlig måde bliver naturlig, fordi alle har plads til at gå af vejen for hinanden, men fællesskabet med andre også er nødvendigt i naturen, og ikke kan erstattes af noget.
17) at opdage, at man kan blive varm igen, selvom man frøs så bitterligt.
18) chokolade
19) der lugter godt (mostly)
Grunde til at vende hjem igen:
1) huse er hule
2) vand i vandhanerne, dagrenovation, fjernvarme
3) det er så bøvlet at bage kager i naturen
![]() |
| “And here’s to you my ramblin’ girl. May all your rambling bring you joy.” |
![]() |
| Korbær |
![]() |
| Tæppet af skyer gør natten varmere. Eller vådere... |
![]() |
| At have tid betyder at kunne tage en vandrelur på vandretur. |
![]() |
| Hvem ellers kom til at tænke på pandekager? |
![]() |
| Te af kamille og stikkelsbær |
![]() |
| Øen cirkles. |
![]() |
| To eventyrere, der ikke altid har plads til hinanden i hovedet. Bærbuske hjælper på det. |
![]() |
| Godnat, ræv |
![]() |
| Og god morgen efter regnen |
![]() |
| Selma bærer soveposerne. |















































