Når jeg har blogget har jeg stort set kun talt som mor -psykologen i mig har sådan set ikke fået taletid. Psykologen fik heller ikke taletid i mødregruppen. Hun prøvede at åbne munden en dag i dagplejen, men der stod en dagplejemor klar som var aldeles allergisk imod samtaler om pædagogik, kommunikation og relationer.
Der har været mere end én god grund til at fravælge den faglige synsvinkel -f.eks. at jeg gerne vil have lov til ikke at ane en skid om børn sommetider. At jeg gerne vil kunne læne mig tilbage og drikke en kop te mens David fjumrer eller stammer eller ikke kravler eller tegner på den forkerte side af papiret eller -Gud bedre det- lærer konsonanterne i den forkerte rækkefølge. At folk man ellers kan føre helt normale samtaler med går helt i baglås når de hører at jeg er psykolog (=jeg kan læse deres tanker).
Men min indre psykolog har jo alligevel sneget sig ind helt naturligt og har farvelagt mine fortællinger på bloggen med mine værdier, overbevisninger og ønsker. Men jeg vil også gerne ind i mellem fortælle lidt om hvilke bagtanker jeg, som psykolog, har med de ting jeg gør (for psykologer har jo altid bagtanker?!).
Så her kommer der en fagnød:
Hvorfor har David en dukke? Stikord: fleksible kønsroller og socialkognition.
Fordi både drenge og piger har et stort hjerte, og en masse lyst til at drage omsorg. Og det at drage omsorg skal både drenge og piger lære. Jeg synes ikke der er noget, kun piger -eller kun drenge- skal lære. Det de skal lære er at hvile så sikkert i deres kønsidentitet -det at være dreng eller pige- at denne ikke rystes af eller forbyder at have lyst til nogle af de ting som der normalt er flere fra det andet køn der har lyst til. Der kommer en alder hvor David vil gå helt vildt meget op i hvad der er piget og drenget, og på den måde forankres kønsrollerne -fred være med det. Men jo mere han støttes i at lege på begge sider af disse kønsroller, jo nemmere vil det også sidehen være for ham at krydse grænsen for maskulin og feminin adfærd, og undgå at blive stereotyp.
Og det at nusse om en dukke, eller at bruge den som spejling på noget han/hun selv har oplevet, det er noget der gavner drenge lige så meget som piger.
Når David leger med Lise så gennemlever som "den store" alle de hverdagssituationer som han normalt oplever som "den lille". Lise hjælper ham derved både med at forarbejde trælse oplevelser såsom skæld-ud, men også med at øve sig i at tage andres perspektiv, at sætte sig ind i hvad hhv. "den store" og "den lille" føler og tænker, og at dele, at tilpasse sine egne følelser til den anden og en hel masse andre gode ting.
Fagnød nr to: Om at sammenligne
Jeg har som led i min
no-psychology-in-motherhood strategi ikke læst (synderligt) op på hvad
børn kan hvornår. For selvom meget af udviklingspsykologien handler om
helt normale børns
helt normale udvikling, så er det sprog man bruger i psykologien
alligevel med til at vurdere børnene, at fastlægge hvad der er
god og mindre god udvikling, opdragelse og adfærd. Vores måleredskaber
er dårlige i forbindelse med hverdagslivet fordi de måler, snarere end
bare at informere os om børnene. Når man skal finde ud af om et barn
har brug for hjælp er det jo meget hensigtsmæssigt, men det er det bare
ikke på legepladsen, eller mødregruppen, eller bloggen. Alligevel er
det en af de ting man elsker når man står på legepladsen eller går i
mødregruppe: at sammenligne børnene. Og det er kun problematisk hvis
man stadig tror på at man er en bedre forælder hvis ens barn kan alting
først. Eller at ens barn vil være sidst til alt, hvis hun er sidst til
at snakke.
Det at være klar over hvad børn kan hvornår, og hvor
ens eget barn ligger, kan til gengæld være en stor hjælp hvis man bruger
det til at få gode ideer til hvordan man snakker, leger og opdrager på
sit barn. Giver det mening? (siger psykologen).
Man gør
opdragelse så meget lettere for sig selv ved at vide at børn på to et
halvt ikke nødvendigvis behøver at få deres vilje, men egentlig kun har
brug for at man anerkender deres vilje. Og kun hvis jeg ved hvad
børn på tre år typisk kan når de står i garderoben i en børnehave, kan
jeg begynde at lære David disse ting lidt efter lidt. Ikke fordi han skal kunne dem, men fordi det er det der ligger lige for at lære. Børn vil hele tiden gerne have støtte til at lære nye ting -det er meget sværere at vide hvad det lige er de er klar til at afprøve!
