Det er rystende, når små børn begynder at tale om døden.
Men du begynder at fornemme at der er noget dér.
"Se David, det er Klintegården. Der boede morfar da han var lille, og din oldefar og oldemor."
"Nå.....hvor er min oldefar?"
"Han er død"
"Nå......forfor?"
"Fordi han var meget gammel"
"Nå......hvornår er man gammel?"
"Når man har haft fødselsdag riiiiigtig mange gange, så bliver man gammel. Når man får helt hvidt hår, og rynker. Ligesom oldemor, hun er også gammel."
"Nåh.....går hun så i stykker?"
Samtalen bliver sværere for mig end for dig...
Der er noget stort, og du kan mærke at du ikke helt kan greje det.
En anden dag:
"Mor, i børnehaven fandt jeg en snegl!"
"Nå, hvad var det for en snegl?"
"Det var en død snegl! Den var nok gammel"
Men du kan mærke at det er noget vigtigt, og at du må have styr på det:
En anden dag:
"Mor, er du gammel?"
"Ja, jeg er frygtelig gammel."
"Går du så i stykker mor?" (Den havde jeg ikke lige set komme)
"Nej da!"
"Jamen du er jo gammel!"
"Jah....men altså, jeg er ikke RIGTIG gammel. Jeg går først i stykker (*dammit!! Han har fanget i abstraktioner.*) ....altså jeg går jo først i stykker om riiiiigtig lang tid, først når du er blevet stor!"
"Nå.....ligeså stor som far?"
"Ja, større end far!"
Det er altså ikke godt nok mor, tænker du, men tier.
En anden dag:
"Mor....vi har kun én mor."
"Mmmmm....." (jeg sover)
"Iggå mor!?!"
"Jo da!"
Men når du bliver gammel og du går i stykker, så må vi altså købe en NY mor!"
(*Hvad?!?!* Jeg sætter mig op i sengen. Men så går det op for mig at du har fundet en brugbar -omend midlertidig- løsning. Hvor er børn kloge.)
"Ja min skat, det synes jeg i skal gøre. Go' idé!"
