Vinterfjeldet #2: på toppen

Næste dag starter turen ud ad landevejen, en ren transportstrækning, snakken går, og vi er lige ved at overse tjuren og sporene efter jærven.  

Jærv og Lars' poter i sneen

Ved frokosthytten ser vi spor efter mennesker. 
Tante Kadi får en fødselsdagshilsen i gæstebogen. 
Efter frokost drager vi ud over den frosne sø. 
Jeg tror det skal blive min sidste time, men Lars siger at det er sikkert, og Lars har altid ret.  

På tyk is

Og, surprise, han fik ret. 
Turen op ad brinken bliver vores ilddåb i sneen, og derfra bliver det kun værre, kræfterne siver fra sindene, jeg går forrest, traver løs og glemmer at se på kompasset.
Der er ingenting der stopper mig. Idag skal vi bare frem.

Højre.. venstre.. højre.. venstre.. over stenen.. højre.. venstre.. højre.. hvor er næste vejmærke.. højre.. venstre.. højre.. venstre.. hele regimentet stadig med? Jeg lærer at se mig tilbage, da mine dejlige rejsefæller begynder at forsvinde bag mig.  Hey ho lets go! Skyd mig bagefter hvis det er, eller lad den pure trods drive jer! Jeg kender jo belønningen, i skal se den, vi må ikke løbe ind i et godt sted at vende om, ikke idag. 

Lige pludselig sker det.  Er der gået en time?  En dag?  Skoven åbner sig og sneen bliver stenhård. Og lyset bryder frem. Solen skinner, vinden hviner, sneen fyger og det åbne runde fjeld ligger så mildt og skinner for vores fødder, det er lige til at... …sætte sig ned.  Mine ben ekser.  Af træthed altså.

Det er vinden og vanviddet og fjeldets skønhed der bærer mig den sidste kilometer.  

Vi når forbi en nødhytte, varm og indbydende. For mig bliver den en uventet trussel mod overnatningen under åben himmel – nej nej nej, videre venner! Tænker jeg og tier (ellers skyder de mig sgu virkelig). Lars siger tørt, at det ville være ligesom at gå hele vejen til Vesterhavet og så vende om uden at springe i. JA! Der er ingenting der stopper os.  

Vi slår lejr under granerne. At trampe sneen flad i skumringen efter dagens vandring bliver dagens absolut hårdeste fysiske prøvelse for mig.  Giv nu dig selv en pause for helvede. Forbandede snesko.

Det er når man tror sig sikker at man laver fejl. Lidt senere tager jeg sneskoene af, går fem skridt og sidder fast i bar røv og viklers og sne til hoften. 

Aftenen bliver ubeskrivelig dejlig. Fx får vi bacon til aftensmad.  
Da nordlysene lydløst buldrer over os, får jeg lidt kvalme af skønhed.  
Eller overanstrengelse – eller begge dele. 

Vinterfjeldet #1: opturen

 Jeg kom ned fra Långberget i december 2013, og alt siden har peget frem mod i dag.

Vi mødes på Hadsten parkeringsplads. Ven, kollega, halvfremmede.  Halvfremmede og forventningsfulde.  Skal i ikke have Jeres tasker ind i bussen? Dørene smækker, transitten kører og snakken går, stik mod nord ad E45. You got a fast car, but is it fast enough so we can fly away?

Vi samler sidste mand op i Göteborg hvor landskabet ligner vores, men er mejslet i sten. Bussen triller, snakken går.  Skal man være uddannet sygeplejerske for at amputere et ben i krigstid?  

Det er de samme to piger der var ti år gamle og på vej i svømmehal med skolebussen!  

Efter ti timers kørsel er vi skæve i ryggen og enige om verdenssituationen. Vi parkerer bussen i vejkanten, hopper ud i 50 cm sne og stille mørke.  Ekko af motor i ørerne og af billygter i øjnene og af facebook i tankerne, vi stavrer spændt gennem sneen ind til hytten. Glæde.  Bjørnekram til Casper. At komme herop var den første bjergbestigning, men vi gjorde det! Det skete. Vi er her.  Det er langt ude.

Hytten er så smuk og rolig, den putter sig under dynen af sne og ligner mest af alt en lille hvid bakkehøj med røg fra toppen og liv i maven. Udenfor er landskabet isnende stille og hvidt og blødt, og det sner i mit hoved når jeg kigger ud på det, der lægger sig en stille dyne henover alt.

Der er hytteregler og sne i entreen. Fem vilde dyr med store støvler skal finde sig til rette sammen i de små kamre. Men vi er af samme støbning, og taler samme sprog. Soveposerne er kolde og snakken går.

Atten grader og solskin udenfor - rigtigt ferievejr! (Foto: Kadi)

Første træningstur, følg kursen med kompasset, henover bækken og igennem skoven.  Støvlerne og hjelmen er spændt meget omhyggeligt, træerne står tæt og pejlingerne er forsigtige, skridtene er tøvende. Holder isen? Skal vi derop??  Måske skulle vi også bare sætte os ind i vores varme høj og drikke kakao og tale om det hvide snit og livet? Sneskoene er som elefanter i en glasbutik, sneen skramler modvilligt under vores fødder og efterlades sønderrevet.  Højre venstre højre venstre højre venstre højre venstre højre venstre, snakken forstummer og ånden puster, hjertet slår. I think I found my place / Can't you feel it growing stronger? Little conquerors / Learning how to walk again / I believe I've waited long enough... 

Tiden går, eller står stille, ind i mellem holder vi en pause, jeg vil bare videre, opad. Isen gynger og jeg panikker en lille smule, der var dengang far svømmede ude i elven alt for tæt på turbinerne som ville suge ham til sig og sluge ham, mor skældte ud og råbte det er farligt, jeg råbte på far og græd, han svømmede og svømmede videre, adstadigt, ophøjet og iskold.  Der var dengang i mosen i Himmerland blandt fårene, far fortalte os om mosens uendelige dyb og jeg kunne ikke rokke mig af skræk, ingen vej frem eller tilbage. Dengang isen gik med et brag på Moltkes dam, Kristian og jeg havde lavet glidebane. Vi stod inde på bredden og så isen blive sort.

Vi går videre, opad.  Jeg vil opad, væk fra de sorte huller. Det er sjovt at gå forrest og mærke vinden og anstrengelsen kradse i lungerne, glæden driver mig fremad. Kursen er sådan nogenlunde.  Nogen må holde retningen for mig, mere til højre Inger! Mere mod højre om det næste træ! Jeg er jærven, der er ingenting der stopper mig.

Efter nogle timer åbner landskabet sig, bjergene og skoven og hele verden ligger for vores fødder, luften er kold og klar. Bjørnekram og de saliges kaffe i sneen. Livet er det smukkeste vi har.

Skramlet sne (Foto: Maria)

Om aftenen er der bålmad og optændingsøvelse med tændstål.  Det er længe siden jeg har forbandet at være venstrehåndet, men i aften kæmper jeg en kamp der næsten ikke kan vindes mod det genstridige stål, de valne fingre og de kejtede bevægelser. Det er den pure vrede der endelig får ilden til at brænde.  Jeg tænker på alle vores unge.

I met a young child beside a dead pony, 
I met a young woman whose body was burning
I met a young girl, she gave me a rainbow
I met one man who was wounded in love
I met another man who was wounded with hatred
And it's  a hard rain's a-gonna fall.

Foto: Kadi

Når børnene keder sig..

Man har siddet for længe på sofaen, når man ser op og ens børn har bygget en laser-voksenfælde og sidder på den anden side og nedstirrer én:

Mit livs skokrise samt følgekriser

Mig: "Hey, skal vi ikke tage op og vandre i sneen?"

Kollega: "Jo da!" (Point of no return).

Vildmarksguru 1: "Gå med gode vandrestøvler, god plads til varme sokker"

Vildmarksguru 2: "Du får kolde fødder i dét dér. Tag Pac-boots på!"

Vildmarksguru 1: "Pac-boots sidder for dårligt på foden!  Vandrestøvler!  Og begrav ham den anden guru!"

( slåskamp uden regler mellem vildmarksguru 1 og 2  over støvler - i mit hoved. Der er ingen vinder i sådan en kamp, og jeg sidder tilbage med verdens første reelle skokrise).

Mig: "Kære internet.  Jeg har denne her skokrise.... jadi jadi jadi vandrestøvler eller pacboots..... hvad skal jeg tage på?"

Internet: "Jadi jadi jadi jadi jadi jadi jadi frem og tilbage.....jadi jadi jadi jadi jadi jadi jadi..... der er KUN ÉN LØSNING.....Køb de her ultimative støvler som koster en bondegård."  Sko-krise løst.

Skokrisens metastaser:

Venindekvindekrisen:

Veninde: "Hey, skal vi tage ud og fejre kvindernes kampdag og ligestilling?"

Mig: "Nej, jeg skal ud og købe de ultimative mandestøvler..."
(Egentlig ikke en krise men en reel løsning)

Hus-krisen:

Torben: "Hej skat, nå, fik du dine nye vandrestøvler?"

Mig: "Ja. Nu har jeg brug for et større hus.  Vores hus er for lille til disse ultimative vandrestøvler..."

Vi kan ikke åbne vores hoveddør helt op, efter jeg har købt nye støvler...

Facebook-selfie-krisen:

Andre folk på facebook: "Se hvor er jeg smuk på denne her selfie i det her lys! OMG!"

Vandreholdet på facebook: "Se hvor er mine ultimative vandrestøvler smukke i det her lys, OMG!"

Min støvle-selfie

Børnekrisen:

Selmita: "Mor, jeg vil bygge en hule!"

Mig: "Okay... alternativt kan du låne en af mine ultimative vandrestøvler?"

Tre ting jeg elsker:  Selmita, højre støvle og venstre støvle!

Socializing-krisen:

Veninde: "Kom til min datters fødselsdag på søndag!"

Mig: "Yay!  Må jeg tage mine ultimative vandrestøvler med, så kan vi snakke lidt om vandrestøvler?!"

Madkrisen:

Mig: "Torbenøhmmm.... kan du lave aftensmad i dag? Jeg kan ikke rigtig nå det!"

Torben: "Jeg troede bare du skulle ud med skraldeposen?"

Mig: "Ja, men jeg skal jo lige snøre mine ultimative vandrestøvler ordentligt..."

Sove-krisen:

Torben: "Det er da fedt nok at du ikke stikker dine iskolde fødder ind på mit maveskind om natten mere, men den der vibramsål på de ultimative vandrestøvler er til gengæld ret hård.... :( "

Mørkemærket

Oplæringen til spejder er på en måde en træning i at blive en slags supermand.  Spejdermand måske. Man passer godt på dem der har brug for beskyttelse, man kan finde vej, binde knob, bygge fælder, lave mad på bål, sy og sætte plaster på, er helt igennem uforfærdet, og føler ikke smerte og kulde.

David har været godt i gang med et forløb der hedder "mørkemærket", som handler om at være sej til mørke. Der passede det ikke så godt at han midt i det hele tog til Tenerife og dasede i lyset og varmen og slikkede is.  Hans spejderleder syntes åbenbart at det var fint nok... og var villig til at smide mærket efter ham alligevel.  Hvad tænkte han på?!  Hvad er det for en udvandet spejdermand der vil gå med et mærke der ikke er tjent ved blod, sved og tårer?! Pffft.  Hello kitty mærke.
Så var det jeg lavede vores helt egen mørketur for David, som han skulle bestå for at fortjene mærket. Det at overvinde frygten for mørket er jo et elementært øjeblik i enhvert barns liv, og dem der opfandt mørkemærket har fortjent nobelprisen i psykologi, og den spejderleder der bare spilder sådan en chance, er selv ude om det hvis han må sidde og holde samtlige spejdere i hånden om natten når de er på hyttetur og ikke kan falde i søvn.

Vi startede med at finde et helt uudforsket hjørne af Rosenholmskoven, og her gik vi bevidst efter den del af skoven der ligger underpostnummeret 8544 Mørke, så vi bogstaveligt talt får det mørkeste mørkemærke.

Her er vi ved at lægge poster ud, skoven ser venlig ud i det smukkeste vinterlys.  Selma går med hjelm for en sikkerheds skyld.

Hemmelig Mørke-sø skjult i skoven. 

Post 5: jægertårnet. Skaføgård was here.

Tanken om den venlige solskov fulgte David hele næste dag i skolen, hvor han sad og glædede sig til om aftenen hvor han skulle med sin mama på skovtur.... muahaha! 

Jep. Jeg kan garantere for at mærket blev velfortjent.  Om eftermiddagen gennemgik vi vores grej (vintertøj, lommelygter og varm kakao), og ruten: 

Vi skal passere: grusstien, brændestablen, det væltede træ, bregnerne, den hemmelige sø, jægertårnet, granplantagen og kaffepletten.

Ved ottetiden tog vi afsted.  David var cool, og jeg beroligede min stigende puls ved at begynde at synge sange.  Ude i skoven var mørket totalt.  Vi gik afsted - i højt humør og lidt ekstra højt tempo. En flok duer baskede op og flapsede panikslagent henover hovederne på os. Vi sang "Hvis du ser en krokodille i dit badekar". David så op på på mig, og jeg var åbenbart en god nok skuespiller, for han fortsatte helt ufortrødent, og hørte ikke blodhundene der glammede i det fjerne og rykkede i deres møre tøjr, og ulvene der listede lydløst afsted ved vores side inde i krattet.  

Først efter femte post, godt på vej tilbage mod bilen, indhentede frygten ham, og han fortalte at nu kunne han godt mærke han var liiidt bange for at der var et eller andet der forfulgte os.  

"Hvad er det du tror der forfølger os?" spurgte jeg interesseret, og han svarede prompte.  En kæmpe stor havfrue med pigge på ryggen, som ville æde os.  Herefter havde jeg en samtale med den der havfrue, hvor jeg var lige dele nysgerrig, tilbagelænet, nonchalant og også lidt kritisk.  Hvordan hun fx kan gå dér bag ved os hvis hun har havfruehale - så kan hun da ikke være særlig hurtig? I løbet af samtalen viste det sig at hun ikke har nogen venner fordi hun er tudegrim, og hun er virkelig rasende for hun kan heller ikke finde vej tilbage til søen.  Vi lovede hende vores kort når vi var færdige, og vinkede pænt til hende da vi var nået tilbage til den dejlige varme venlige bil.  Vi tændte også billygterne for at hun bedre kunne se.  Ja, okay..... men hvem finder også på en grim menneskeædende havfrue med pigge?!?  

Og alle skovens monstre trak sig tilbage i mørket og måtte give fortabt til den lille spejdermands modige hjerte!

Og så var der ellers vingummier og varm kakao til almen styrkelse af nerverne, og fuldmånen brød endelig frem gennem skyerne og fordrev havfruerne, blodhundene og ulvene, og skoven var igen venlig og stille.