David, jeg og tante Kadi sidder i bilen, det er tusmørkt og blæsten trykker de små regndråber på ruden flade. Sulten knurrer i maven, vores ben og rygge værker, ruderne dugger. Bag os ligger et spor igennem skoven og heden, vi er vandret ti kilometer på lidt kryds og meget tværs igennem Mols bjerge. Fra Agri mod syd forbi Bavnehøjen og ned til Tinghulen, som diskvalificerede sig selv som hule fordi den manglede et tag. Til gengæld blev dens vægge godkendt som vægge da vi skulle ud af Tinghulen igen, David sprang frisk afsted på vej ned og pralede af sine gode klatrekløer. Men på vej op igen lod han sig bære, og så er det jo ingen kunst at prale!
 |
| Frugtaben David, bærer af vand og lighter, på vej ned ad Tinghulens skrænt. |
Derfra forsøgte vi først at finde den hellige kilde, hvor vi alle tre ønskede spontan helbredelse, men vi blev hele tiden ledt vild, stier blev til traktorspor og traktorspor kværnede sig igennem skoven ud i ingenting. Vi gik på tværs, og lidt sidelæns, men ligemeget hjalp det. Vi droppede helbredelsen og satte kompaskurs mod Trehøje. Vi fandt os selv, på kortet.
David tronede på min ryg, til højre strakte skoven sig opad og til venstre strakte heden sig udad. Da vi efter tre timers vandring så en bil råbte David "dumme biler!" Jeg er sikker på at han refererede til hvordan de forstyrrer naturens stilhed, forurener det levende landskab, skræmmer fuglene, larmer og fylder hele vejen. Hvordan sker det, at vi lægger det komfortable, afhængige, svage bag os når vi én gang kommer ud i naturen?
Klokken blev mange inden vi nåede trehøje, og bidt af den gode marchhastighed og Davids pacende råb fra min ryg klavrede vi om bag den ene af dem og søgte ly til et varmt måltid mad og "den store pause". Men gudhjælpeme om ikke den eneste busk med en smule læ var optaget af et andet hold vildmarksfolk!
Vi slog os ned i behørig afstand for ikke at ruinere vores ensomhed med naturen. Da de ti minutter senere kom travende forbi, vores kaffe var endnu ikke lunken på Trangiaen, forlangte David vejafgift af dem - i form af chokolade. Man hjælper hinanden herude i ødemarken (næsten to kilometer fra Vrinners), så David fik sin told! Til gengæld lovede vi at samle dem op hvis vi skulle finde dem senere, nedkæmpede af den nådesløse novemberblæst pga. mangel på chokolade.
Hvad nøjagtigt var det du mente om aftenen, da vi sad i bilen og kiggede ud, spiste vejrøver-chokolade og drak belønningsjuice, slog hinanden på skuldrene over sikke nogle helvedeskarle vi er, kroppen varm og ren af anstrengelse og hovedet let af himlens storhed og skovens stilhed?
Vi havde haft en vidunderlig tur, du havde gasset den i bæreselen og fortalt røverhistorier. Du kunne slet ikke stoppe med at fortælle da vi kom hjem - om støvboldene og falken der var kommet da vi havde kaldt på den, og om det væltede træ som var en hule af ting, og om vildmarkstrolde og ulvespor og om søen du havde set fra udsigtstårnet, og om den varme kakao og de vilde islænderheste, de beskidte sorte får, og om de fremtidige ture du allerede har oppe i hovedet....næste gang overnatter vi! Og bruger vores økse! Og engang tager vi til Nepal og vandrer! Der er højt til himlen.
Måske syntes du det var hårdt at skulle hjem og børste tænder. Måske kom du i tanke om at du skulle i børnehave næste morgen. Måske tænkte du på den blotte masse af indtryk der skulle lægges nøje til rette oppe i hovedet og i munden, så de var klar til at blive fortalt til far på én gang. Måske er livets overvældende skønhed lidt trættende på dén måde, når man er 5. Måske syntes du også bare at der var for langt hjem.
Jeg vil i hvert fald anbefale alle børn der slås med alt for stramme morgenrutiner, travle forældre og sofasyndrom at gøre som David gjorde i søndags. Sadl din mor op, klem din Tadikante under armen, pak rygsækken, snør gummistøvlerne, og trav ud i blæsten.
