Tirsdag:
Det var Selmas første sygedag. I hvert fald den første i denne uge. Torben var også syg, men ikke på første dag, han brækkede nemlig sin tå og sin vilje den dag han dansede fasterdans med David og Selma (se
her), og har levet i en barfodet, stønnende bobbel siden. Den stakkels mand er jo ikke velsignet med verdens mest nursende kæreste, det bedste jeg kan gøre for ham er at flygte, for ikke at mine ører falder af, eller jeg kommer til at bide det stønnende hoved af ham. Udenfor daler sneen i tykke pom-pom'er, og igår på arbejdet nåede jeg lige netop at sige farvel en til begejstret pædagog på vej op i fjeldet med en -måske ikke lige så begejstret- teenager. Han havde allerede snesko på ryggen og julelys i øjnene.
Det var jo umuligt at holde mig indendøre under de forudsætninger, så jeg pakkede Sygeselma ind i en tyk sweater, de tykke sokker, flyverdragten, støvlerne, huen, vanterne, et tæppe omkring sig og et andet under sig, og surrede hende fast til sin slæde, og så trampede vi ud i alt det hvide, over markerne og gennem skoven, igennem bob-slæde-agtige hulveje og snoede stier, ned og vende ved Hornslet og forbi en lille legeplads. Jeg var sat i gang som et lokomotiv, og havde svært ved at standse. Selma sad først omme bagi og grinede, af og til trillede hun af slæden og måtte børstes fri for sne og losses op igen. Efter noget tid nøjedes hun med at smile, og til sidst holdt hun op men jeg gik ud fra at alt var vel, for hun sad -tyk og stiv og stoisk - på slæden og kiggede på mig med sine knappede, nissede museøjne. Men da jeg efter et par timer alligevel havde besluttet at hun nok gerne ville hjem i varmen, og vi kom ind ad døren, brast hun i den dér gråd som mødre får mareridt af, den dér gråd der betyder "mor, hvordan KUNNE du gøre det her imod mig?!?" En udpakning, varm kakao foran brændeovnen og en sovesut gjorde gudskelov hurtigt verden (og Selma) god igen.
Om eftermiddagen pakkede jeg mig ind igen for at hente David på slæde. Torben påpegede sindrigt at lyset snart ville svinde, og jeg svarede -sanseløst- at så ku jeg da bare tage en lygte med! Jeg var totalt og aldeles ankommet i den irriterende tilstand hvor der ikke findes dårligt vejr - kun dårlig beklædning, og hvor problemer bare er udfordringer, og hvor smerte bare er svaghed der forlader kroppen. Jeg stavrede afsted over pløjemarken, slæden hoppede og sprang bag mig, øjet skinned' og tåren randt, og intet mere i verden bandt. Da jeg dumt nok ikke havde regnet bækken mellem markerne for andet end en udfordring, stod jeg på et tidspunkt foran det problem at bækken om vinteren både er bred, vild og isnende kold. Dumdristigt sprang min slæde og jeg over, og fortsatte vores færd. David blev selvfølgelig henrykt over at se sin dampende og sneklædte mor komme i børnehave med slæde, og han er som sin mor helt opslugt af eventyrlige vandringer, også selvom de blot går fra børnehaven over marken hjem.
 |
| Davids snemand, som han helt selv har trillet. Med instrukser fra bar- og tykfodede Torbenfar gennem vinduet. |
Ole sad på en knold og sang
Tralalalalalalalalala
Får og beder omkring ham sprang
Tralalalalalalala
Lyngen sused, og skyen gled,
udflugtslængsler i hjertet sved
Heden stænged og mindet spandt
Moders øjne dog stærkest bandt.
Snart den ting dog blev åbenbar;
Minder gør ikke sagen klar.
Stak så Ole en dag i trav,
Stod med ét ved det store hav.
Øjet skinnede, tåren randt
Intet mere i verden bandt.
Over havene hyrden fór,
Fårene står der endnu og glor.
Ej kan bede og får forstå
Længslers tog over bølgen blå
