Om synet

Jeg havde aldrig troet at du kunne blive sådan en lille dreng der går med briller.  Men nu har du fået to fine runde hinkesten, der sidder og skinner på næsen, og som gør dig meget klog at se på.  Men også lidt skrøbelig -er du ikke blevet utrolig tynd på det sidste?  Tænker din mor, der hormonbetinget er regredieret til beskyttelsesstadiet.
Da du kom ind i køkkenet med dine nye briller på stoppede du midt i en sætning og så dig vildt omkring.    Jo, du har ret, når man kan se helt op på køkkenbordet er her ret rodet.  Men du kan godt lide hvad du ser, for du lægger ikke brillerne fra dig igen.  Verden er blevet skarp, og pludselig giver det mening at se tegnefilm.  Jamen hvad skal der dog blive af dig, er du ikke min lille Emil fra Lønneberg mere? tænker mor og hendes hormoner.  Bliver du ikke en bleg og astmatisk computernørd, der misser mod solen i overrasket hjælpeløshed, hvis den en gang i mellem blæser ind gennem gardinerne? Kan man godt være en solbrændt jordbærplukker med bare tæer og briller på? Far Torben tænker tilbage på alle de bebrillede stakler han har chikaneret i folkeskolen.  Det er en sen kamel for ham at sluge, at det faktisk var synd for dem.

 Brillerne skal ikke kun rette dine skæve synsvinkler, men også dine forældres.  Du er langsynet, og jeg er snæversynet!

Hvem er skarp nu mor, hva?!