30. november 2016

1. advent

Det er weekend, og snart december, hvor man er lidt mere sammen med familie og venner end ellers, og pynter sin bolig lidt mere, og bager lidt mere, og spiser og drikker lidt mere, køber lidt mere, giver lidt flere gaver, tænder lidt flere stearinlys, går op i lidt flere traditioner, går lidt mere i kirke, og i det hele tiden gør lidt mere af rigtig meget dejligt, og gør meget lidt mindre.
Når man så også ellers er ret social og bagende og spisende og drikkende og pyntende, så ser novembersøndagen hurtigt sådan her ud:
Til morgen: urghs, det er første søndag i advent!  Nogen - tænd et stearinlys!
Netty og Ester kommer på besøg.
Legegruppen kommer på besøg.
Kristian og pigerne venter til mandag aften med besøg.
Skal alt sammen koordineres uden telefon, da man også er novemberglemsom.  Alt ved det gamle.
Legegruppen pynter op til jul, i et nogenlunde rent hus.  Vi har nemlig styrtet rundt og gjort det nogenlunde normalt at se på, fordi både julepyntning og besøg kræver at man ikke vælter i ragelse og kattehår og madrester. Legegruppe specielt kræver også at legetøjet er nogenlunde til at lege med, og ikke at fx vendespil og beyblades leger kluddermor nede i dukkesengen, mens den nøgne dukke leder efter sit hoved i legokassen, og kaster om sig med små bitte sten, som man så kan træde op i fødderne.  Bare lige for at give et billede af hvordan legegruppen ellers hurtigt var endt.
Legegruppen består pt. af to yderst rolige piger der tegner indenfor stregerne.  Og efter de i to timer er trippet rundt i hælene på David mens han splittede sit nyopryddede værelse ad i et forsøg på at lette stemningen og imponere pigerne, forsvandt de op på hans værelse.  Og ikke om jeg ønskede at vide hvad de fandt på deroppe, indtil vi blev nødt til at jage dem ned for at Esterbaby kunne få sin middagslur.
For ikke at tynge den nyligt lettede stemning og forfalde til letargi, blev legegruppen smidt udenfor til cykeltur.  Desværre er de bybørnene OVERHOVEDET ikke gearet til at lege i en skov uden opsyn, for i skoven er der både farlige vandløb, brændekløvere og jægere!
Så jeg travede tappert efter dem, og pakkede lidt brød til hestene undervejs.  Ankommet halsende og forpustet efter de virkelig hurtige små cyklister, fandt jeg David i fuld vigør inde hos de to sindsforstyrrede krikker, som med jævne mellemrum stikker af, sparker hinanden, stejler, vælter folk omkuld, og alskens andre virkelig dårlige hestevaner.  David var åbenbart stadig igang med at imponere pigerne (jeg blev ikke imponeret).  Men det er da åbenlyst lykkedes mig at gøre mit ældste barn tryg og uforstrækket overfor heste.

David og de to sindsforstyrrede (arkivbillede)
Torben havde underholdt Netty imens, og nu var legegruppe også slut.
Klokken var omkring fire da David spurgte om ikke vi skal lave bålmad? Joda sagde jeg, og nejda sagde Torbenfar.  Jeg kæmper en kamp for at opretholde det sunde princip at lade den vildeste idé bestemme, mens Torben kæmper for mere sofatid, men idag fik fornuften lov at vinde, så jeg tog ud for at handle til bålmad.  På tilbageturen så jeg at de stakkels sindsforstyrrede heste stadig stod ude i kulden, og jeg besluttede at jeg da lige havde tid nok til at sætte dem ind, så de ikke skulle fryse i nat.
Nævnte jeg at det med jævne mellemrum stikker af?  Ikke for mig.  Jeg sætter en stor ære i at jeg kan styre dem ene og alene i kraft af min erfaring, mine horsemanshipteknikker, min overbevisende personlighed, mit tydelige kropssprog og tankens kraft.  I dag stak Nikos af. Han satte afsted i fuldt firspring knap som jeg havde åbnet leddet, og længe inden jeg kom på banen med kropssprog og tankekraft. Efter at have jaget hestenes ejer, børn, svigerbørn og børnebørn samt mig lidt rundt efter sig, galopperede han en tur igennem slotsparken inden jeg endelig fik lov til at nærme mig og med meget røde ører satte ham på stald. 

Hjemme igen gik jeg i gang med den trælse del af bålmad, nemlig at slæbe tæpper og grej ned til bålstedet, sætte bålkrogen op, og tænde ordentligt op i det våde og 1 plusgrad varme træ.  Det gik forrygende, jeg har et hemageligt trick som starter med s og slutter på prit. Torben tændte for en sikkerheds skyld op i igloen, han var stadig ikke helt sikker på konceptet bålmad om vinteren.
Mørket faldt på, stjernehimlen blev tændt, familien kom ud, maden blev stegt.

Lykke
Vores steak blev lækker og mør, sådan føltes den i hvert fald.  Om den smagte lidt branket er underordnet, og jeg kunne ikke se dens farve.  Men alle var glade for den usædvanlige adventsmiddag, som også inkluderede halvt iskolde og halvt brandvarme sojapølser, ris fra i går, lakridsdadler til at opgradere hele oplevelsen, og masser af ketchup, og til dessert bagte kartofler i igloen (det var Torbens indslag, og det var helt perfekt, for det gjorde at vi både fik mad nok i maven og fik varmen inden den perfekte aften bare blev til kolde fødder rundt om bålet mens vi ventede på de langsomtbagende kartofler.)
Jeg elsker bare denneher familie.

11. november 2016

Strandtur


Kaløvig og børn
Den dag vi tog til stranden i november, jagtede skyerne vildt og rasende efter hinanden, men hernede var der sol og højt til himlen.
Børnene var så opsat på at komme til stranden, som havde det været midt i sommerferien, og de sprang ind i bilen, som næsten begyndte at lugte af solcreme af bare forventningsglæde.

"Nu falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler...

...alt flygted' storken over strand, ham følger viltre svaler"

Selmita har åbenbart helt klare forventninger til en dag ved stranden, og intet kunne stoppe hende....

"Mor, vil du med i vandet?"  

"Arh nej du, jeg springer over. Der er for mange brandmænd i dag...!"


Tib bygger muslingeskibe 



Et dyreskelet, som sidenhen er blevet pakket smukt ind og foræret i fødselsdagsgave til Vladislav fra børnehaven.

To glade gråsæler stikker hovedet op af deres vintertøj og skygger for solen


4. november 2016

Ufattelig lykkelig

En dag for ikke så længe siden sad jeg og grinede sammen med veninderne, og én af dem grinede særlig meget af hvor røv-dårligt det bare går for hende lige for tiden.  Hun sagde blandt andet at vi andre skulle stoppe med at fortælle om vores liv, for det var ikke til at holde ud at høre på hvor godt alting gik. Spontant gik jeg i gang med at liste alt det op som bare går ad helvede til ovre hos mig, og som holder mig vågen om natten og som gør at jeg aldrig kommer til at blive en rigtig respekteret voksen der er finansielt solid og følelsesmæssigt stabil....... dén latterlige misforståelse skulle der da rettes op på!

Jeg sagde: "!! ... !! ..."

Min veninde spurgte hvad jeg havde gang i, for jeg sad med åben mund og var tydeligvis i gang med at sige noget, og jeg måtte jo indrømme at jeg sad og prøvede at finde noget der gik dårligt.  Det grinede vi ret meget af, for hun har gudskelov et generøst hjerte, og vi begge ved at hun bare er i modvind lige for tiden, og at dårlige perioder er okay, fordi de sorterer ud i éns ambitioner og vennekreds og i øvrigt er en udmærket undskyldning for at drikke rødvin og sige bandeord og spise chokolade og lave kunst.

Så....når nu på et tidspunkt kurven knækker og jeg går ned med stress og slet ikke kan få vejret og skal sidde et halvt år nede på stranden og kigge ud på bølgerne og drikke rødvin og sige bandeord og male silketørklæder, ja så vil jeg prøve at huske, at lige nu, i de her år, går det faktisk fantastisk.

Selmita vinker hver morgen glad farvel til os fra børnehaven (hun vinker med sin næse, og jeg skal vinke tilbage med min numse.  Det arbejder vi stadig på at ændre.), og hun gider ikke RIGTIG afslutte sin leg når vi skal hjem.  Hun er tæt knyttet til sine bedste venner, og hun kommer hver dag hjem med alskens "smukke" kunstværker hun har lavet af blade, kastanjer grene, sten eller døde dyr.

Tib stortrives midt i skolereformen, en larmende klasse med masser af bøller, der allerede har fået de negative narrativer til at klistre til sig, stressede opgivende lærere og virkelig lange skoledage. Lige pt. går han op i Beybladers, som er et sejt ord for snurretoppe der kan slås med hinanden.  Alt kan gudskelov bruges som beybladers, lillesøsters kastanjer er fx udmærkede.

Torbenfar og jeg er blevet gift og er ret forelskede, og er begyndt at date (hinanden!) om onsdagen. Vi glæder os til at finde vores drømmehus, og spinker og sparer som idioter for at indhente alle de år hvor vi bare brugte vores penge på det dér med at leve.

Morfar og bedstemor og Oma og Opa og onklerne og tanterne og kusinerne og fætrene og vennerne har det også godt. Vi leger flyttehjælpere for venner der flytter sammen, ikke fra hinanden, så på den måde er vi også ret heldige.  Folk er også begyndt at flytte væsentligt mindre, hvilket også er ret dejligt.

Somme tider bliver jeg halvkvalt af at de unge mennesker jeg arbejder for har sådan nogle hårde skæbner. Som jeg talte med Kim Leine om forleden, så mister jeg på de dage det dér professionelle blik, og så rammer de unge menneskers skæbne mig lige ind i hjertet. På de dage synes jeg bare de har det så hårdt og kæmper så sammenbidt og at deres forældre er nogle rådne idioter, og at det hele er op ad bakke. Men så står der også nogle dygtige og helhjertede pædagoger, som for det første tager den med ro, og som gør lidt ekstra, som ser om bag ved alt deres åndssvage adfærd, og som tager sig af.
Kim rådede mig nu alligevel til meget hurtigt at samle de professionelle briller op igen.

Jeg kunne blive ved.  Men nu får jeg snart selv kvalme af at høre på mere tilfredshed.  Nu vil jeg gå ud og brygge mig en kop te.  Jeg er på kaffe-detox.  Det er sådan noget man kun gør når man i forvejen er kvalmende overskudsagtig.


28. oktober 2016

Slikmonstre

Halloween er en af de dér fester.... amerikanerne får skylden for den, selvom den oprindeligt  blev bragt til USA som allehelgensaften af de katolske indvandrere, særligt dem fra Irland, hvor festen har endnu ældre rødder i den gæliske og keltiske høstfest.  Men halloween er blevet stylet om til ukendelighed i de 2-300 år i USA.  Skidt med det, uhygge og græskar er fint med os.  Vi pynter op til uhygge på den billlige og nemme måde, nemlig ved at lade spindelvævene hænge lidt i ugerne før!

Efterårsferie i Bomhuset:

Blodmåne over Djursland.  Det sværeste var "Djursland"-delen, men man KAN faktisk se små lys nede til venstre som gør det for Djursland.


Vi spiller spil 
Pepita samler æbler..
...og spiser dem på havregrøden

Busken har pyntet sig i halloweenfarver. En rigtig amerikanerbusk.
Børnene har bygget en hule. 

Vi har så mange æbler i år, at vi forklæder dem som slikmonstre for at få dem spist!
Add caption
Slikmonsteret med sit slikmonster

Han taber både næse og mund hvis han ikke køler lidt af nu...

Slikmonster familien....:




Selma er klar til det tredje sæt tænder....

Moesgaard trail

Kulturelle Ingermor: "Trailløb i Moesgaard lyder sejt...... det skal jeg da med til!"
(Ingermor gør ingenting uden sine veninder, og grundlægger derfor løbeklubben "De Forenede Sydslesvigske Skovtrolde": Kom venner, vi skal på Moesgaard Trailrun!  Kom nu piger, snør skoene! Go Go Go!")


Ambitiøse Ingermor (til sig selv): "Gad vide om jeg kan klare 12km trailen"
(Til veninderne: "Aaaarhh....jeg går bare efter 8km...!")



Begynder-Ingermor presser sig selv for meget.

Ingers øje, næse, øre, skulder og slot.
"Ork, jeg kan da sagtens løbe en tur selvom Torben siger det bliver regnvejr!"
Utålmodige Ingermor: "Arrrhh, det her løberi er sgu anstrengende..... hvornår bliver jeg endelig hurtig?!"
Klog veninde svarer at det er ligemeget med tiden, og vigtigere at man finde sit automatgear.
Overraskede Ingermor finder sit automatgear og løber 15km.
Stærke Ingermor er virkelig stolt af sin krop. Næste morgen (okay, den følgende uge) løber hun derimod ingen vegne.

Travle fuldtidsarbejdende småbørnsfamilieagtige Ingermor får kun løbet om aftenen. 
Opdager det bliver efterår, og løber videre i mørke. Farer vild pga manglende nattesyn. 

Som sagt laver Ingermor intet uden sin squad, og har her lokket sin stakkels Annetteveninde OG alle børnene ud i skoven til ruterekognoscering klokken 20 om aftenen i oktober måned.  Flot.


Virkelighedsjusterede Ingermor løber 8 meget stejle kilometer til Moesgaard Trailløb med rank ryg, mens hun undertrykker en astmatisk rallen.

De forenede sydslesvigske skovtrolde i højt humør.... før løbet.

Men næste år gælder det de 12!

Denne sommers pokémons


Hele verden er blevet invaderet af mærkelige væsner. De er overalt.  Lyssky, og med kejtede bevægelser. Indtil nu har de gemt sig i støvede kældre og formørkede værelser hos mor og far, men nu vandrer de omkring i gader og stræder.   Det er nørderne.  Alle de internetafhængige teenagere. Alle computerspillerne.

De jager pokémons.



Pokémons er lige så mærkelige væsner -  små monstre som åbenbart er usynlige med det blotte øje, men som kan ses igennem skærmen på en iPhone.
En app, der kan afsløre et parallelunivers.

Man fanger dem kun ved at gå rundt i den gammeldags virkelighed med sin mobile parallelunivers-portal.  Det er ret interessant: hele spillet kan koges ned til mærkelige lyssky væsner, der går rundt og fanger små mærkelige lyssky væsner med deres telefon.  Det er virkelig en slags zombie-apokalypse. Nørdernes forældre jager nemlig også pokémons. Og skolebørnene.  Og lærerne.  Og butiksejerne, forretningsfolkene, busschaufførerne, bibliotekarerne....
Hele den forkælede, inaktive, fedmeramte, umotiverede, stressede vestlige verden er kommet ud at gå.  Ja og også den østlige, nordlige og sydlige.
Nogle mennesker er virkelig FORARGEDE over spillet, og virkelig BEKYMREDE for om vi allesammen er ved at blive til autistiske zombies, og jeg overvejede da også at gå den vej, men.... tjah... jeg kan bare virkelig godt lide ideen om at alle kælder-zombierne er kommet ud i dagslyset.  Også hvis de har deres paralell-univers-portal i hånden.  Blandt nørder er der den grundlov, at man er konge hvis man er den første til at gennemføre et spil.  Pokemon Go's konge sagde hans bedste investering i spillet, var et par gode kondisko - han har tabt 13 kg siden han begyndte at jage Pokémons.
Så er der også det der med at når man har en søn på syv, er det bare klogt at blive lidt mere large med hvad man kategoriserer som farligt.


Efter vi således blev overtalt/smittet (på ø-lejr gudhjælpeme! Og endda inden spillet var kommet til Danmark!) er vi selvfølgelig med på bølgen - dog har vi udvidet definitionen af en pokémon lidt.

 




Græshoppe

 
Vi nærmer os forsigtigt en Veloceraptor-pokemon

David har fanget en Rana Temporaria


  
Pikachu af flødeskum og marcipan på kirkegården

En vand-pokemon set ved Vesterhavet


Deling af private oplysninger og samtykke.

Der har været lidt stille her i dagbogen den seneste måned.
Det har noget at gøre med at jeg har været på kursus. På kurser bliver der jo talt meget, og man går virkelig inspireret derfra, og somme tider bringer den inspiration én i en voldsom knibe, og man må gå og vride sig for at finde nye løsninger, indtil man endelig glemmer det man lærte på kurset igen.

Noget der blev talt rigtig meget om var børns grænser, og om hvor mange forældre overskrider deres børns følelsesmæssige grænser uden at tænke over det.  Det var virkelig interessant, lige indtil samtalen drejede ind på det dér med at overskride sit barns følelsesmæssige grænser ved at smide billeder af dem ud på nettet uden at have spurgt dem først.  Så blev jeg lidt stille, og lidt efter bekendte jeg mine bloggende synder, og de andre psykologer var selvfølgelig virkelig forstående, men alligevel havde jeg ikke rigtig lyst til at gå hjem og skrive i blog-dagbogen.
For hvad hvis mine børn ikke er enige i at jeg sender billeder ud af dem til adspurgte og uadspurgte, og i virkeligheden  til gud og hvermand (ingen skal være i tvivl, internettet er et offentligt sted)? Hvad hvis vi fik en stalker?  Hvad hvis børnene en dag ude i fremtiden bliver konfronteret med billeder og historier fra deres barndom af onde mobbende hævngerrige ekskæreste-terrorister?
Er der en hel generation af IT-natives der vokser op og kommer til at ryste på hovedet af den sorgløshed med hvilken jeg omgås internettet og privatsfære?

Det gik jeg og tænkte over det i en måneds tid, indtil det for et par timer siden slog mig, at det sandsynligvis bliver omvendt.  De vil ryste på hovedet af alle mine bekymringer ligesom unge mennesker har rystet på hovedet af deres forældres bekymringer lige siden tetrapoden Tiktaalik til sine forældres store bekymring begyndte at klatre ud af ursuppen for at undersøge jorden over vand for 395 millioner år siden.

Tib og Selmita vil sandsynligvis synes at det er totalt gammeldags at tænke på online fora som et sted der har noget som helst med privatsfære at gøre.

Men der var også spørgsmålet om hvorvidt det er okay at dele billeder og historier af og om dem med andre - især nu hvor de er ved at være så store at de faktisk har en mening om ting.  Det var mildest talt et gennembrud i sagen da jeg kom på den idé at spørge dem.  De synes begge to at det er helt okay.

Spørgsmålet om private oplysninger og samtykke er hermed foreløbigt afklaret, og jeg kan nu med ro i mit gammeldags postmoderne sind, dele videre af vores privatliv.  Jeg samler løbende de mest mindeværdige/de mindst åndssvage dagbogsnotater i en årlig "huskebog", og på et tidspunkt vil jeg lave den sidste.  Måske siger børnene en dag at de vil være med til at skrive på bloggen, og måske overtager de den en dag, eller lukker den, eller sælger den til en multinational koncern, og så må jeg jo tage det derfra.  Her er to virkelig nuttede portrætter.  De tjener som digital underskrift indtil børnene får deres eget nem-id.

Er det bare mig, eller ser Tib alligevel lidt bebrejdende ud?  Og vil hans kommende arbejdsgiver mon klandre ham for hans eksploderede hår?  

Arh mor, pjat med dig, bare gi' den gas!

16. august 2016

Dagbog

 Jeg læste en artikel idag hvor det blev anbefalet at skrive dagbog hele livet, fordi ens minder er sådan en glæde at genlæse når man er blevet senil. 
Det synes jeg er en ret nedslående måde at sige det på.  Især når jeg tænker på hvor jeg elsker at genlæse bloggen med jævne mellemrum fordi jeg elsker alle de ting hende dér Ingermor oplever.  
Men okay, det her indlæg er til mit fremtidige senile jeg - vi ses om et par måneder. 
Op i morges til Peer Gynt. Den skal bare gå et andet sted hen og være morgenfrisk, og lade mig sove videre! For tiden prøver vi en ny morgenmodel hvor Torbenfar er den der finder børnenes tøj, og jeg laver madpakker. Torben finder så fine ting at jeg er helt overrasket! Rugbrødet var derimod muggent - den bedste undskyldning for at lave lækre franskbrødssandwiches! 
På arbejde: vi havde besøg af socialtilsynet. Det er ligesom en 6-timers mundtlig eksamen - gudskelov var jeg kun på i de første 3 timer, og mit pensum ligger efterhånden på ryggraden. Det venter bare på at nogen spørger. De næste to-tre timer måtte jeg "babysitte" en af vores drenge, som kom til os for halvandet år siden som en socialt forkrøblet, agressiv og fobisk misbruger på risikovurdering rød. Idag gik jeg med ham på pokémonjagt i botanisk have og på café i væksthusene. Note til mig selv om et par måneder: mit arbejde styrer. 
Efter arbejde: ringe til ejendomsmægleren, han tog den ikke. 
Derhjemme igen viste det sig at Selmas børnehave havde haft cykeldag, men Selma havde ikke haft nogen cykel med. Det er sur røv. Intet er så nederen som bebrejdende børne- og pædagogøjne.   

Derhjemme: Torben lignede ikke én der havde været på café. Ejendomsmægleren ringede tilbage, men alle talte i munden på hinanden, så jeg tog den ikke. Vi stegte bami goreng i panden og pakkede det i rygsækken, og cyklede ud i skoven for at indhente Selmas cykeldag. Skøn miniudflugt med minifrøer og brombær. På hjemturen var børnene flade og eksplosive, og på et tidspunkt var jeg pludselig også flad og alt voksent forlod mig: 

David: "hvis i én gang mere siger at jeg skal cykle hurtigere, så BLIVER JEG HER OG SOVER I SKOVEN!!! 
Ingermor: "cykl hurtigere...!"
David: "Jeg MENER DET!!!" 
Ingermor: "cykl hurtigere...! Hvad vil du gøre nu?!"

Derhjemme foreslog jeg David at han jo kunne sove alene ude i legehuset hvis hans stolthed krævede det, og han altså ikke syntes det ville blive for uhyggeligt. Han takkede nej.  
1-0 til Ingermor, 3 år.

 









Da børnene var puttet fortrød jeg at jeg havde været så sur, de er jo kun små så kort tid. Så kom David ned og bad mig klø ham lidt på ryggen, og alt var godt igen. 
I min fritid træner jeg til Moesgaard trail løb.  Man må jo holde sig i gang. Min tid her til aften var 5,2km på 32 minutter.  En ynkelig tid, som jrg håber hang sammen med at mor ringede efter 2 km - vi fik os en lille snak om tilstandsrapporten på det hus vi vil købe. (Hun snakkede, jeg pustede). Jeg kunne ikke helt overskue det, selvom jeg ved at det hun sagde, er pænt vigtigt.   Gudskelov havde jeg ikke fået fat i ejendomsmægleren!