Coronaden: kapitel 2

Her er mit tilbageblik på vores gøren og specielt vores laden, i uge 13.  

Én af ugens to overnatninger i det lillebitte telt - her er det bare pigerne.

Selma har tøjret ponyen, som ikke har planer om at gå nogen vegne.

Torben og jeg skiftes til at køre hjemmeskolen.  På mine dage er der klavertimer, fællessang og idræt på plænen....

På Torbens skoledage er der frikvarter med fri leg hele eftermiddagen, når skoleopgaverne er lavet.  Jeg er stoppet med at gå efter at være den populære lærer... Men, sport på plænen er jo for det meste sjovt nok, når først mor har pisket én i gang.  

Én dag blev jeg nødt til at tage hen på arbejdet.  Det var en kritisk samtale, som det ses på billedet.

Far har sørget for materiale til MIN hjemmeundervisning...

"Mor!  Kan du ikke lige holde mine kaniner?!"  Så sad jeg dér.

Én af de mange nye Corona-times-traditioner: fredagsbaren.  Denne her er faktisk fra uge 12, her skåler jeg bare med æbletræet og sender et billede ud til de andre.  Det var tamt. Fredag i uge 13 var jeg så fandenivoldsk at gå over til naboen, og drikke fredagsøllen ved højbedbaren.  Det forgår ved at vi står på hver vores side af et højbed og skåler.  Det var nervepirrende!

Tirsdagstur

Med lyset, er også tirsdagsturene vendt tilbage. I sidste uge godt nok på en torsdag, det er fordi ugedage er lukket ned, her under Corona-times. 

Ugens tur startede som en helt uskyldig cykeltur ud i det blå, trangia og hønsekødssuppe i rygsækken, ingen dikkedarer.  Jo, måske at David havde slange-hooken med, som er virkelig fjollet at cykle med, og som ingen andre end David kan se formålet med.  Men lidt gaffatape og et par strips, så var den med på tur. 

Først ud og se efter slanger i nogle små stendynger udei industriområdet.  Børn er optimistiske.

Så fangeleg i stendyngerne. 

Så en højrevenstretur videre ud.  Højrevenstretur går ud på at man skiftes til ved hvert vejkryds atsige "højre!" eller "venstre", og på den måde ikke ved hvor man ender.  

Vi endte ude på en hunde-agilitybane.  Så var det vi stillede cyklerne, og kravlede igennem et krat, og fandt en hard-ball-bane, eller laserball, eller Counter-strike i virkeligheden-bane, eller hvad det hedder.  "Nogen" var henrykte, og begyndte at lege røver og soldater.  Én af os var maksimalt ubekvem ved tanken om at vi befandt os på privat grund, det her er jo forbudt OG DE HAR SIKKERT VAGTHUNDE!"   

Selma forkyndte i sommers at hun fra nu af nægtede at være med til vores ulovligheder, så jeg måtte hurtigt overbevise hende om, at far ikke mente forbudt-forbudt, og at vi jo ikke var gået over nogen hegn, så indtil nogen SAGDE til os at vi ikke måtte være der, så var vi bare faret vild.  Faret vild er godt!

Lige meget hjalp det, vi forlod barrikaderne og kravlede videre gennem krat bestående af tornebuske, visne brændenælder og vilde kirsebær og mirabelletræer.  

På et tidspunkt kom vi til et hegn, og her var jeg faktisk klar til at vendeom, mest fordi det varTorbenfar der fandt vej, og mig der viklede de to korte ud af brombærrankerne undervejs.  

Men der er han jo uanfægtet, når først han kommer derud.  Og 200 meter længere kom vi jo til en åben lund, der om sommeren er ét stort brændende helvede af nælder, men som nu gav os fri passage hen til en lille, uberørt skov.  Det vil sige, først skulle vi over bækken ad en gammel rådden bro, som kun hang delvist fast i brinken. 

Så kom vi til den lille skovsø, og der var anemoner og lianer, og alt var godt. 

Cykelhjelmene var bare fulgt med.

Hønsekødsuppe i den hemmelige skov

Ivers kilde i telt

Min læserskare, dvs min mor, har bemærket at jeg har ytret noget der næsten lød negativt på min blog de sidste par indlæg.  Om vi går og er utilfredse?  Ja! Sådan godt gammeldags nedtrykt, bekymret og aldeles utilfreds!  Vi plejer nok at have det så ulideligt dejligt, at jeg sjældent har noget at beklage mig over.  Jeg skriver jo jævnligt herinde, at jeg må knibe mig i armen, fx traditionelt hvert år på min fødselsdag.  Så nu er der sket det, at der faktisk ikke rigtig var noget at råbe hurra for. Og alene det at være aldeles utilfreds, var en spændende ny oplevelse.

Desværre er jeg allerede røget tilbage i mit gamle trummerum af frejdighed og taknemmelighed. Familiens afdelinger på Avernakø, Samsø og Viborg har det godt, også selvom vi er hver for sig. Alt det andet er ligesom lidt underordnet. Videochatten gløder, vi sludrer og sludrer. Og smitter hinanden med grin.  På alle linjer diskuteres heftigt, hvad der nu er klogt at gøre “i disse coronatider”. Fredagsbar over højbedet? Konsultationer i hjemmet hos sårbare borgere?  Vi har venner der i ramme alvor mener, at der er alt for få smittede i Danmark, og at vi bør speede epidemien op. Andre, som os, holder os væk fra vores forældre, af frygt for at komme til at smitte dem. 

Der vokser tomatspirer og surdeje og rundtomkring, højbedene er glatte som barnenumser, alle bygger og regerer og skriver dagbog og tænder bål, og deles om tingene og hilser på afstand. Corona kommer til at udrydde husedderkopperne og sølvfiskene. Og naturen holder åbent og gør forårsklar, vi vader rundt i den og er ved at blive kvalt i frisk luft og ramsløg. I København har de gjort skovstierne ensrettet.

Aftenmenuen er tomatris og skumfiduser.

Endnu engang den smukkeste morgen i tusind år. 

2 happy campers. De har været på slangejagt, uden resultat, men hvem  går op i sådanne detaljer?

Morgenmad. David har lige opfundet bålstegte æbler. Om andre før ham har prøvet det, er aldeles irrelevant. 

Corona-fødselsdage

En ting der mangler, er festerne.  Det er jo ikke fordi vi plejer at vælte rundt i kædedanse og svedige menneskepyramider, men tænk at fylde 8 år, og så bare få endnu en dag derhjemme med mor og far i gave!?  Det er da lidt tamt.  Jeg forudser et brag af titusind forsinkede fester på den anden side af Coronaden!

  

Noget vi til gengæld har for meget af herhjemme, er bagværk. Vi ælsker jo at bage, men spise det, det gider vi ikke rigtig.  Selv hjemmelavet surdejsbrød med flotte ører, kan stå ogkede sig i brødskuffen til vi smider det ud, for manden kører low carb, og børnene elsker bare havregryn højere end surdejsboller. 

Så Bollerne får naboerne, og kagerne?  Ja, de bliver til små fjernfester:

Selma har bagt en kage til Elin. Og skidt med hun bor i Rødovre!

Rigtig smart ved online fester, er det jo at ingen brokker sig over at man genbruger kagen dagen efter!  Her bliver Runes 11-års fødselsdag fejret ved Vesterhavet.

Fødselsdags-surdejen Paula bliver i hemmelighed kørt ud til Tadikante, og stillet på dørtrinnet mens de intetanende nyder fødselsdagsmorgenmad lige bagved smittebarrieren, deres spisestuevindue!

Dagstur Agger Tange og Lodbjerg Fyr

Hvilket skolefag dækker drageflyvning og tingfinderture?

Drageflyvning er en fin kunst. Også selvom det er sjovt.  Det store, lette dyr, der alt for let får sine usynlige tentakler viklet ind i verden, ender med at klistre til tornebuske og børnekroppe, mens de vrider sig som elektriske ål i et fiskenet.

Når så alle liner er strakt, og vinden tager ved, så letter monstret pludselig let som en fjer. Og trækker i linerne som en jysk plag. Den suser over himlen og efterlader ingen spor, et lydløst glimt! Før den ligger og blafrer i tornebusken på den anden side af marken. Hvad skete der?!

Andet, tredje, fjerde forsøg. Glimtene i luften bliver længere og længere, den lille dragetræner i den anden ende af linerne prøver at rykke i den rigtige snor på det rigtige tidspunkt. Der er 50% chance for at rykke rigtigt. Finmotoriske, doserede bevægelser i vild panik!

Ingermor løber fra nedstyrtning til nedstyrtning og får dækket sit umættelige travebehov. 

Børnene får kropslig læring, og fornemmelser for vind. ...og det dér "sjov".

Coronaden - kapitel 1

Så var der den dag, hvor verden blev forandret.  

En slangesuppe på et streetfood marked i Kina overgærede med en flagermus, og så begyndte folk at blive syge.  

Hvornår kom det ind i vores liv? Altså i vores liv, ægte. I happyland, hvor alle har ret til et nyt køkken.

Alle vil om føje år kunne fortælle historien. 

Den 10.11.1989 kørte mine forældre med Kristian og mig hen til den østtyske grænse.
I tirsdags kaldte vi David tilnyhedsskærmen, da Dronningen talte til folket.  Ja, I ved hende der plejer at tale til nytår.

Jeg tror, at vi alle oplevede det forskelligt.  Snigende - brutalt. Overraskende - længe ventet. Alvorligt - ironisk.  Nogle få har slet ikke fanget det endnu, og går rundt i deres smittende vaneboble og ryster på hovedet.  Det, ligesom hovedløs hamstring af ubrugelige ting (klinger til osteskærere er udsolgt overalt...), er jo i virkeligheden bare forskellige menneskers helt forskellige måder at bevare det forjættede kølige overblik. 

Herhjemme var vi i første omgang mentalt foran.  Det var først senere, det kom bag på mig. 

Først begyndte min søde bror at sende mig SMS-er om at verden går under, men han daytrader, så det  tog jeg rimelig afslappet, det er bare hans måde at ønske mig en god dag. 

Så blev Lee Ann sendt hjem fra kontoret - hun havde været ude at dykke med en kineser på Island (det er den slags ting, Lee Ann gør, mens vi andre har hverdag). Hun syntes det var latterligt, jeg lykønskede hende bare med de 14 dages afslapning, dem kunne hun jo passende bruge på at frysetørre mad til vores forestående bjergbestigning. 

Så begyndte der at komme breaking news om dødsofre i Italien, og breaking news der breakede breaking news.  Nyhedssiderne skiftede egentlig bare farve, til breaking-gul.

Alt hvad der ikke breakede breaking, var det nye "skrevet med småt". Jeg har altid haft sådan et forhold til nyheder, at jeg gerne vil holde mig informeret, i det omfang det ikke breaker med mit liv.  Så jeg slukkede. I en uges tid. 

I løbet af den uge kom Isa fra 4.b i karantæne, fordi hun havde været på skiferie i et smittet område. Det skulle forhindre at smitten bredte sig hertillands. På mit arbejde har vi det sorte bælte i at forholde os til en ny situation, så jeg tog hjemmearbejde med hjem om mandagen. 

Så var det, at Malling skole lukkede tirsdag, og smitten spredte sig hertillands. 

Onsdag hamstrede jeg for 600kr brætspil - det viste sig at blive en god investering!

Onsdag aften 21.30 lukkede ishockey ned. På gymnastikholdet diskuterede vi, om vi mon kunne afholde gymnastik, men mens vi snakkede, fik vi en mail om at alle træninger -og opvisningen om en måned-, var aflyst.  Nåja, alle landets skoler, de kommunale arbejdspladser, EU-parlamentet i Bruxelles lukkede også i 14 dage.

"Så fik børnene 2 ugers ferie!"  råbte jeg til Torben. Jeg skulle blive meget klogere.

Ordet "kritisk funktion" blev opfundet torsdag, og jeg fandt ud af, at det ikke kun er mig, der går og syntes at mit arbejde er vigtigt, men faktisk også statsministeren. Hun bad os om at fortsætte med at passe på de udsatte børn, som ikke stopper med at være udsatte.  Sammen med sygeplejerskerne, lægerne, dem der opretholder forsyningskæderne, og dem der tager sig af vores affald. Nogle fik en pc med hjem, nogle fik gummihandsker på.  Kasserer-drengen i Brugsen blev buret inde bag en stor skærm.  Når man tændte for radioen, tonede det ud "Hold afstand - vask hænder- bliv hjemme.  Hold afstand - vask hænder - bliv hjemme. Keep calm and carry on.  Der er ikke ild i vingerne - jeg gentager: Der er IKKE ild i vingerne!

På Funder Bygade satte vi os lidt længere fra hinanden, og arbejdede ellers dobbelt så hurtigt. Fredag begyndte jeg at afholde videosamtaler med mine unge over facebook, fordi ingen kommer og gør det for mig. Imens sad en eller anden GDPR-minister på sit hjemmekontor og korsede sig, mens hun vaskede hænder i uskyld!  

Klar til arbejde

Fordi det er sådan at den der agerer i stedet for at reagere, bliver den der véd ting, blev jeg -vupti- tirsdag udnævnt til arbejdspladsens videokonferenceminister.  Flot, Inger.  Jeg ringede til min personlige tech-terapeut Mads, som spammede mig med Corona-memes i en time.  Og så var den kosmiske balance på én eller anden måde genoprettet.

Mandag åbnede cirka 705.000 hjemmeskoler i Danmark.  På Tendrup Hovvej 14 åbnede den allerede torsdagen i forvejen. Om onsdagen havde jeg lavet et hjemmeskoleskema til børnene (om natten, da jeg ikke kunne sove). 

Faget "langspyt", blev taget af skemaet allerede fredag, da det viste sig at sprede smitte. 

  

Nu står danskerne sammen, på afstand. 

Robinsonaden Coronaden er begyndt. 

Her, efter en uge, har jeg lært følgende:  

1.  hvordan man videomødes
2. At det overraskende nok ikke var mig der klarede de første hjemmeskoledage bedst, men Torbenfar.  Mit pædagogiske, løse dagsskema med den fine cocktail af seriøsitet og Pippi Langstrømpe var jo i teorien rigtig godt. Men jeg gik helt ned på, at jeg faktisk går rundt og er lidt stresset. På den trælse måde. Over hvad? At min dejlige hverdag er væk, at mit arbejde har brug for mig, men jeg bare hader hjemmekontor og savner kollegerne, af tekniske udfordringer (BURN IN HELL, min uddannelse!!!), og af at mine mentalt unge, men biologisk set ældre forældre begge to bor på en ø. Over Torbens søsters immun-undertrykkende medicin, og over de to slagtilfælde, som min familie og nære venner er blevet ramt af indenfor de seneste to uger. Over opholdsstedets børn, der ikke kan blive trøstet af deres mor.  Så længe jeg bare selv kunne lave skoleskemaet hyggede vi os, men da lærerne mandag uploadede 23 kedelige grammatik-opgaver, som børnene skulle tage et billede af og uploade 27 forskellige steder inden klokken 8 næste morgen, begyndte jeg at græde helt bitterligt!  Mandag aften forklarede jeg Torben, at selvom jeg elsker at hjemmeskole og han hader det, må vi opdele dagene, så jeg også kan få arbejdet lidt.  Torben tog fra uden et ondt ord, og tirsdag kørte han iskoldt hjemmeskole med "Zuckerbrot und Peitsche", og arbejdede selv lidt ved siden af. Og børnene elsker det!   

Det går ikke skidt hele tiden.  Her er lilleskolestuen eksploderet på femtedagen.

Biologitime fra Randers Regnskov, inklusiv tekniske udfordringer

Ja, sådan bliver man aldrig færdig med at blive klogere.  Jeg kravlede ned af min piedestal.  Lod ham sætte ambitionerne et par dage, og snakkede i telefon med veninderne, min mor, min far, min pletvist kloge chef, mine matroser og mine præster.  Jojo, jeg har faktisk to. Og begge er kloge, og sørger godt for min sjæl. 

Vi tog også ud.  Naturen har nemlig ikke lukket.

Vores mundbind er mod vind og is!

Ingen fisk kom til skade under optagelserne.

Min far.  Han har altid været forud for sin tid, og min bekymring er ganske overflødig.  Han kan både skype og klare sig.

Hver morgen skriver børnene godmorgen til deres lærerinde..

Lille grand-nieces barnedåb lå i kalenderen.  Alt "kalender" gik op i røg den 11.3.2020.  Gad vide, hvordan det bliver?