Himmelfartsfestival

Fire dages himmelfartsferie - mange tak til Jesus for at du fór til himmels, så vi kunne holde mini-ferie.  Jeg håber vi altid vil blive ved med at fejre alt hvad han lavede, ved at holde fri og have bragende sommervejr.

Og når man i øvrigt ikke er religiøs, behøver man ikke engang at gå i kirke, i modsætning til Eva som er præst, og som sikkert indimellem ville ønske at flere af helligdagene var verdslige.
I stedet for kirkegang havde vi tid til at få besøg af netop Eva præst og hendes søde kæreste som jo tilfældigvis også er min lillebror, og deres piger.  Vi lavede spontan grillmad og havefest.

Bålmad, børnebord, udsigt, og en havetraktor. Det er mit liv.

Bøfvenderne

  David var draget afsted til spejderturnering, som foregår ude i bakkerne og tager tre dage.

Selma og jeg sov i telt i haven for at dulme savnet af storebror/førstefødte, og den nagende lillesøstermisundelse over at han har sit eget liv, som er fyldt med lejrbål og eventyr, og ikke indbefatter hende. 

David med en krans af blåt

Gallerne drager i krig mod romerne fra Ebeltoft. Ja, det er en stor Obelix med hinkesten i baggrunden

Jeg var ikke HELT afklaret med om haveteltning var en succes, da jeg vågnede klokken lidt i fem næste morgen af at Selmita hviskede mig i øret at vi altså skal sove i telt igen i aften.  Men jeg blev da trøstet af løftet om søvn, og set i bakspejlet er søvn jo undervurderet.

Om fredagen tog jeg en sviptur på arbejde og gjorde lidt for min egen sjælefrelse, det var hyggeligt og gjorde gavn. Selma og Torben havde næsten ikke opdaget at jeg var væk, de var cyklet til cykelsmeden imens for at fikse en dims på Selmas nye smarte tohjuler. Som ekstrabonus tog jeg Em og Ester med tilbage på hjemturen. De var brændt lidt inde hjemme i Hadsten, og havde mistet Annette i svinget - hendes ukristelige arbejde holder ikke helligdagene i hævd. Hun kom flyvende efter fyraften, og vi fortsatte bålmad og havefesten fra igår, lige til de lysende natskyer blegnede på himlen, terrassen var svedet af nattebålet, ølkassen tømt, mine sidste festsmøger røget, og guitaren var blevet falsk at høre på, og jeg trimlede ind til Selmita i teltet i bedste Roskildestil. Så lå jeg lidt i mørket og tænkte på hvordan dem på Roskilde egentlig finder det rigtige telt i mørket. Måske er de ligeglade.

Jep, she's actually wearing a diaper-hat.

Bålmad, i dag  uden børnebord og havetraktor, og Em der går i ét med udsigten.

Næste dag sov vi stort set hele dagen væk på hver vores liggeunderlag i den bagende sol. 

Festivalsport på på plænen

Ud på eftermiddagen holdt vi halvhjertet oprydning efter festivalen, og som alle dårlige festivalgængere lod vi vores telt stå, måske i håb om at det bare ville pakke sig sammen af sig selv. (Det skulle vi sidenhen fortryde da det begyndte at regne natten til søndag). Jeg pillede bilens ene hjul af og kørte det på værksted, den var nemlig punkteret på et tidspunkt i løbet af torsdagen, ingen ved på hvilken anledning.  Selmita og jeg tog til Kalø og plaskede lidt i det lunkne vand og den brandvarme sol.

Om aftenen var vi inviteret til afslutningsceremoni på Davids spejderlejr i Molsbjergene. Jeg kunne næsten ikke vente, og David var solbrændt og hostede og stank af bål og kunne ikke hitte rede på alle de historier han ville fortælle af bare træthed.

Top-målet af sove-lørdag.  Selmita sover tungt på fars skuldre.

Vi smed rygsækken i karantæne i haven og spejderen i bad, og da børnene var puttet tog jeg ned på Århus havn og drak en øl med pigerne.

Søndag morgen vågnede vi ukristeligt tidligt til en SMS fra min friske fætter, som var med sine familie på telttur i Jylland og spurgte om ikke vi ville med i Djurs Sommerland.
"Joda!" Sagde jeg - og fik en snigende fornemmelse af at "Joda!" ligger til familien, og at vores ægtefæller somme tider har det hårdt. 

Det blev den skønneste dag i Sommerland med familien fra Faaborg, vores børn var alle sammen sjove og dristige, og Torben og jeg fik næsten pillet det friske ud af fætter Jensen, da han lettere svimmelimsk blev slæbt fra rutsjebane til rutsjebane mens han prøvede at sortere sine indre organer.

Fætter Jensen og en masse børn i en af de helt vilde rutsjebaner. 

Sjove ansigter!

På vej op med Thors Hammer

  

STOR is til eftermiddag!

Julian får en isbåd

Jeg gik bagved og prøvede at sortere mine tanker efter vores rutsjebaneagtige himmelfartsferie, der havde gennemrodet min i forvejen svage orden på nat og dag, fri og arbejde, og inde og ude.

Jep.... de har en lille baby!

Inger har set sit snit til at nusse lille baby :) :) 

Dejlige lille baby der kigger op i træerne <3

Spejdermors job

Fodboldforældre hepper.

Rideforældre trækker ponyer.

Vi syr. 

Ordbær

To dage inden vi skal på skovtur:
Selma: "Hvornår er det i overmorgen?"

"Når vi har sovet 2 gange. Er der noget du glæder dig til?"

"Ja. At det bliver i overmorgen!"

"Hvad er det der sker i overmorgen?"

Selma: "Skoven!!"

-----------

Tib: "Denne her tryllestav har en hemmelig formel som kan trylle folk døde."
Selmita: "Sig den til mig!"
Tib: "Nej, for jeg vil ikke have at du tryller mor død!"
Selma: "Det gør jeg heller ikke, jeg tryller hende bare til en lille skildpadde som vi kan holde som kæledyr!"

-----------------

Selma: "Åh åh, jeg tænker på en masse bandeord inde i mit hoved!"
Tib: "Hvad for nogle?"
Selmita: "Dem vil jeg ikke sige.... men måske kan jeg hviske dem til dig!?"
(*hvisker ham i øret og begge griner ustyrligt*)
Tib: "Åååårh du er vild!"

-------------
(Tib skal sælge noget gammelt legetøj på loppemarked)
Torbenfar: "Så må du jo godt lave lidt reklame for dine ting så folk får lyst til at købe dem.  Du kan fx fortælle dem en historie om hvor tingen kommer fra!"
Tib: "Så fortæller jeg at denne her bold har tilhørt Jesus!"
(Torbenfar læner sig tilfreds tilbage - David er klar til kræmmermarked!)

---------
(I børnehaven)
Laura, 5 år: "Inger se nogle flotte storkenæb jeg har plukket!"
*Inger, 33 år, fandt ud af hvordan storkenæb ser ud*

Græsenke

Når Torben er på job i udlandet sætter vi hygge i højsædet derhjemme som modgift til savn og selvmedlidenhed.    Vi afskaffer de ting vi ikke kan lide (skæld ud, hverdagstrummerum), og gør det vi godt kan lide. Det er ret simpelt. 

Ja. Vi tager til Ikea for at spise aftensmad i Kea.

Gode fritter

Skal vi tage til stranden efter skole?! Jada. 

Strandsmil

Jeg har taget en dag fri for at aflevere pant. 

30 ting der skete sidste weekend

1: David og Selma der gav pokker i deres senge, og indrettede sig sammen på foldemadrassen på gulvet og deres soveposer.

2: Friske forårsblomster fra haven.

3: Snød børnene, så de ikke opdagede at jeg sad og drak Cola til aftensmaden lige ved siden af dem.

Dette er ikke kold kaffe.

4: Skovtur med kollegerne ude i skoven, på vores hemmelige sted.

Mit arbejde har et hemmeligt sted i skoven.  Jeg elsker mit arbejde.

5 - 18: Slackline, bålmad, brændekløvende unger, compoundbueskydning, skumfidusblåbærpandekager til fredagsslik, tændstålskonkurrence, hængekøjer, kæmpeslangebøsser, pusterør, ukulele og guitar jamsession (Lille Peter Edderkop lød okay), seje ninjabørn og ninjakollegaer, snak om sårbare og seje unge mennesker, late night putning i vores lille nye telt.  Mindst 3 timers søvn. Regnvejr i teltet om natten og kolde våde børn der startede lørdagen med at hugge brænde for at få varmen.  Arme der bare ikke ville komme ned igen over hvor fantastiske vi synes skoven og det hemmelige sted og festen og hinanden og vores unger er.

Selma og Alissa har lavet hver deres mini-skov

19: Hjemtur inkl en trailer fra helvede med assorteret friluftsgrej og bålstank.
20: Tre brusebad og en tøjvask på 20 minutter.
21: En spontan beslutning om alligevel først at tage til Tyskland i morgen, fordi vi var alt for flade.
22: Velfortjent brætspil- og ipad-hjernedød lørdag.
23: Bedstefar Niels der pludselig står i døren lørdag eftermiddag. Torben er overrasket fordi han ikke vidste bedstefar skulle komme, og jeg er overrasket fordi jeg havde glemt det, og bedstefar er overrasket fordi jeg havde forberedt ham på vi ville være i Tyskland, og at han bare skulle gå ind og overnatte, men nu sad vi der lige pludselig alle fire og midt i Sigurds Danmarksspil.  Et øjeblik med forvirrede blikke mens børnene hujede højt, så blev vi alle tre hver især enige med os selv om at det var sgu da bare hyggeligt, så kom Danmarksspillet af - og kaffen på bordet, nogen kogte nogle pølser, rev nogle gulerødder og bagte nogle kartofler.

Obligatorisk cykelløb med bedstefar

24: snakken hele aftenen om krig og fred, sild og træskibe, Goethe og rødvin, forskellen mellem afrikansk og europæisk demokrati og korruption, kvantefysik og spørgsmålet om hvad der er mest abstrakt: sproget eller Big Bang.
25: Morsdagsmorgenmad søndag med børneplukkede blomster og knus og kram.
26: Bedstefar der rådede Torben til at give mig ret fordi det er mors dag.  Herefter mig der eksploderede i feministisk indignation, og ønskede Mors dag ad helvede til hvis jeg så kunne få lov til at få ret fordi det faktisk er rigtigt det jeg siger (at det er godt givet ud at lade Selma cykle en tur inden vi skal til Tyskland, også selvom det evt indebærer at vi skal rejse os fra morgenbordet for at hjælpe hende op ad bakken).

27: Køretur til Tyskland ned til morsdagsfejring med et kagebord af cheesecake, roulade, pærecrumble, vindbeutler, flødeboller, donuts, kinderæg, kirsebærsnitter, chokoladecroissanter og lagkage og sodavand.
28: Stop hos en florist der kunne lave to smukke morsdagsbuketter af 9 Euro og tyve minutters tålmodighed mens hun gik og snakkede med sig selv og blomsterne.
28: Frokost hos dejligste Liller og Jürgen som Liller havde fremtryllet af de 20 forskellige slags ingenting hun havde i fryseren,  herunder grillet ananas, som helt klart skal på nogle flere af mine lister.

29: Hjemtur med spontant stop i Wassersleben, hvor børnene og jeg tog årets første badetur iført undertøj og kagerester.  Torben sad på stranden og syntes vist nok vi var lidt pinlige.
30: Køretur over grænsen uden pas og tøj på.  Vi kom alligevel over.

Tib 8 år

Du er stadig den du er, og har været siden du var min lille glade frø. Du bliver bare mere og mere den dreng der er indeni dig. I det sidste år har du fundet endnu flere og mere komplicerede og fine og skøre måder at udtrykke dig på.

Dig, det er ham som hopper alt nyt i møde med en fjollet og uforskrækket mine. Du hviner "JA!" til alle eventyr og løber i ring. 

Nye mennesker hilser du med forstillet stemme og slet skjult blær, og lange historier fra dit sinds uendelige skattekiste af minder, smukke indtryk, ninja-turtles film og din fri fantasi.

Spejderlivet har sat sig i dig, du har fået det meste af 1.B med i gruppen så hele klassen nu stinker af bål, snittetræ og spejderlov om tirsdagen. Til sommer skal du for første gang fire dage på sommerlejr med hele landets spejdere, og jeg tror lige det er dig. 40.000 venner der går i det samme tøj og spiser bålmad og synger i kor! 

Du tager dig tålmodvilligt af din lille frække søster, som trykker på alle dine knapper. Fortæller hende gerne om livets små og store hemmeligheder og soler dig i hendes uendelige beundring, og så længe denne orden opretholdes og de voksne i øvrigt holder sig langt væk er du en klippefast, omsorgsfuld og meget fornuftig læremester. Gør hun oprør (og det gør hun) så får hun et ordentligt ryk i pighalsbåndet. 

Bliver du vred bliver tingene svære, for så skubber du alle væk, og holder fast i din vrede som var den en menneskeret. Raseriretten. Ingen kære mor skal prøve at kære den hvis du har besluttet at være gal, og lærerne er rådvilde, og jeg kærer den jo alligevel det bedste jeg har lært, og for det meste ender det lykkeligt efter en lille jagt efter en bagdør.

Smerte, kulde, anstrengelse og træthed kender du, og du møder det med åben pande, og det gør mig stolt og målløs og fortrøstningsfuld. "Mukker vi når det gælder nej, gi' op når modgangen melder sig er ikke noget for os!" synger du mens du vandrer med mig igennem regnen, kløver brænde i timevis, eller ligger på knæ og roder i skovbunden efter Alissas fingerring i en halv time efter alle de voksne forlængst har opgivet eftersøgningen og sat sig tilbage til bålet og lovet hende en ny (der blev ikke brug for nogen ny fingerring). 

Baconana pandekager

Fandt lykken.

Det var Baconanapancakes. 

Yoghurten hører ikke med til lykken, den er der bare.

Lean back fødselsdag

Det er Davids fødselsdag i morgen.  

Jeg har lænet mig tilbage, og det der indtil nu er sket er at Oma og Opa har meldt deres ankomst.  Nåja, oooog Torben tager en halv dag fri OG har organiseret en fødselsdagsgave, hvilket er en direkte konsekvens af at jeg ikke har, og det er revolutionerende.  

Gaven i år bliver så en kæmpe samling pokemon-figurer i stedet for den børneøkse og de seje fjällräven bukser eller det telt jeg havde i tankerne.  Jeg fik også et mindre tilbagefald og kom til at fikse bedstemors gave i stedet, men det er okay.

Så nu vil jeg se hvad der sker hvis jeg IKKE bager en kage og boller til i morgen, IKKE får en genial idé til en børnefødselsdag, IKKE sender invitationer ud, og ikke…. ej, det kommer ikke til at ske.  Det bliver rabarberlagkage og cykelfest. 

Næste år

Lean back management

Jeg er ved at lære noget nyt.  Nemlig at læne mig tilbage og gøre ingenting, og så se hvad der sker. Der sker helt utrolige ting. Det starter med at jeg får en idé, og så lader jeg være med at råbe højt ”Jeg har en idé!!”. Så kalder jeg ikke sammen til et møde, uddelegerer ikke opgaver og stiller mig ikke op og laver en plan efter at have spurgt rundt om der er nogen andre der har lyst til lige at stille sig op og lave en plan. Jeg prøver ikke at inddrage alle i planen og behøver ikke at spørge om vi ”alle sammen er enige, iggås?!”, og jeg ender ikke med at stå med alt arbejdet selv og undskylde for det ovenikøbet.

I stedet gør jeg bare ingenting når jeg får en idé. 

Jo bevares, indimellem snupper jeg da en idé, og så sker den bare, men jeg siger det ikke til nogen. Så har jeg hemmelige planer, som jeg sysler med helt uden at genere nogen med det.  Og lige pludselig står der måske en pokemon-lagkage i køleskabet, og Torbenfar han tager det helt afslappet. 

Og jo bevares, ind i mellem smutter det da, som for eksempel da jeg råbte ud over hele Facebook om der var nogen der ville med ned til Georgien og anlægge en transkaukasisk vandrerute - det var en smutter, og folk var også påfaldende stille efterfølgende, og jeg tror jeg mistede et par overfladiske hule venskaber lige dér, på den måde var det jo godt nok.  

Men i søndags lænede jeg mig helt tilbage.  NOGEN planlagde et familiearrangement for 1.b.  Og HELT uden at jeg rørte en finger så valgte de at lægge det ud på Djurslands smukkeste adresse, nemlig Karpenhøj Naturcenter, midt mellem bålpladsen, shelterne, lavvuen, klatretræerne, vådbiotopen, bikuberne, langbordene, bakkedragene med de mange rovfuglevenlige termikker, Helgenæs mod syd og havet næsten hele vejen rundt.

Byens bedste børn ved langbordene! Foto: Betina

Der var også kage. Helt uden at jeg bagte. Det var en belastningsprøve af magelighedskonceptet, og jeg kom da også til at stå for udskåret frugt - det er så tæt på at gøre ingenting som jeg kan komme lige nu. Jeg kom bare, sammen med ungerne og frugt i både og en lille bitte taske fuld af natur-legetøj, hvis nu børnene ikke skulle kunne finde ud af at lege i naturen (endnu en smutter, der virkelig viser hvor galt det har været fat!)  Og helt overflødigt, jeg så ikke børnene overhovedet undtagen når de skulle hen og have et knus, hjælpes med en tissetår, eller informere mig om at de have tænkt sig at tage et stykke kage mere.

Helt uden at jeg gjorde noget som helst for det sprang Victorias mor ud som socialrådgiver i børn og ungeteam, så vi kunne sidde og nørde udsatte unge som er noget at det jeg elsker allermest.

Og da folk begyndte at drible hjem, fortsatte jeg bare med at gøre ingenting, og blev siddende på min bænk i solen sammen med Valdemars far, hvor vi blev enige om verdensituationen helt af os selv.

Og før eftermiddagen var gået var der lige pludselig en plan om overnatning i shelterne - næste weekend.  Jeg ved ikke hvor den kom fra, men jeg er sikker på at jeg på intet tidspunkt brugte sætningen ”Jeg har en idé”, og jeg har ikke indkaldt til noget møde OVERHOVEDET.

Så var det Valdemars far spurgte om han kunne nå at melde sig til at komme med til Georgien og anlægge vandrerute.  At læne sig tilbage er en game changer.