Dagbog fra en skumringstid 2

27/12  Jeg tror jeg mangler en dag. Nå nej, idag kom sundhedsplejersken.  Men inden hun kommer vil vi altså lige nå en tur i skoven.  Selma hygger sig i sin barnevogn, jeg stønner, David cykler og Torben prøver at løfte stemningen og tempoet, for sundhedsplejersken er lige på trapperne.  
Da hun kommer sover Selma stadig saligt i sin barnevogn, og jeg får afløb for mig indestængte ammestuesnak.  Tre timer efter skal Selma vejes og måles, Eva og Kristian og Lillelea kommer ind ad døren, og Torben tænder for kaffemaskinen.  Selma selv skriger på mad, og jeg gløder på uopsættelighedens kul.  Men to minutter senere får Selma mad, Lea puttes, sundhedsplejersken rubber sig, og kaffen er klar.

Kære!

28/12 David må ud!  Vi må pakke vores hoste, amning, og influenza i bilen og opsøge noget der er mere spændende end fars mobil, cyklen i haven og den gule seje mejetærsker. Da vi ikke har nogen penge tager vi til Randers industrikvarter og går igennem alle de butikker der har indkøbsvognebiler, dem elsker David nemlig.  Ved et uheld kommer vi selvfølgelig også til at købe et par lamper og en Happy Meal.  Siden Selmas fødsel har vores motto været "Idag må man alt!"  Hver dag.  En pige på min alder (andre ville måske kalde hende en dame) spørger hvor gammel Selma er, og det er sjovt at sige "en uge".  Hun måber og får julelys i øjnene.  Det kan babyer.

Frida Kahlo babysitter varmepude kælebamse

29/12 Jeg har influenza.  i brysterne.  Ja undskyld mig, mit liv lige nu handler ikke om andet. Bloggen må blive mere stueren når mit liv igen er blevet det.  Torben sørger for at jorden drejer rundt nedenunder, mens Selma og jeg bygger hule i soveværelset.
 En SMS fra min veninde: "Nu er vandet gået -send gode tanker!" får mine tanker langt væk fra hulen!!  Tænk hvor heldig man kan være, at måtte følges igennem dette eventyr med en ligesindet!  I tankerne er jeg hos hende, mærker hjertet i halsen og tænker på smerterne, og på at alt er godt til sidst.

30/12: Min influenza lægger sig.  Og nu vil jeg gøre noget godt for Torben!

baby baby baby hjerte!

Dagbog fra en skumringstid

21/12, 6:33.... Du kom!! Min egen lille apokalypse. Vores solhverv, vores stjerne over Betlehem.

Ved 12-tiden: David hyler og hviner og slår knuder på sig selv i døråbningen. "ENDELIG ER LILLESØSTER DER!!!!" David er henrykt, Selma kigger.
Maya og Rimmy kommer med henrevne hvin (Maya) og anerkendende skulderklap (Rimmy).
22/12: vi laver de klassiske nødindkøb. Selma grynter. Bedstemor kommer, og slår hænderne sammen i begejstring. Morfar kommer også forbi med et stort knus og en bog; "Partnerschaft und Babykrise".  Jeg læser ti sider om fremmedgørelse og skilsmisser, før jeg kaster den fra mig til senere.  Senere vil sige om fire år, når vores parforhold kan bære at jeg læser den!
23/12: Selma skal undersøges i Randers. Vi trodser snemasserne og David hviner igen af henrykkelse. Selma er sund og rask, hendes sutteteknik godkendes (af jordemoderen, ikke af mit smertecenter.)
David synes også han er lidt syg, og lægen kurerer ham med sadtevand. På hjemvejen kører vi fast i sneen, vi må ud og gå, der er gudskelov kun 200meter til huset.  Men det metriske system tager ikke højde for metrenes sværhedsgrad, og for hvor dyrebar en last man fører. Det er Selmas første eventyr siden hun kom til verden. Hun sover, David pudser sne af brillerne.
24/12 er det jul? Der er mennesker i stuen. Torbens familie er ankommet, mælken står for døren. Nogen sørger for at det bliver rigtig juleaften, mens jeg står under den varme bruser og sunder mig. Gåsen vejer mere end Selma! Hun ænser den ikke, sover i stedet i Opas arme (han har hekseskud).

Mens Selma og jeg holder spisegilde i sofaen drukner David den salige juledød. En julemand...af chokolade!!!!! "Åh lykke! Væk mig ikke af denne drøm", synes han at tænke. Tvært imod bliver det søvnen der røver ham til sidst.
Torben kæmper et bravt slag mod kaos.
25/12: familien rejser, og efterlader fire glade men trætte julenisser uden hoved og hale. David cykler haven rundt på sin julegave, kun afbrudt af en lille fnullermandshøst med hans nye mejetærsker, en transport med den nye gravkotraktor, og en solo på hans nye xylofon. Inge kommer på visit med det fineste hjemmestrik, hun lytter til mine babyboblelyde, og genkender!  Da hun spørger David hvad han har fået i julegave går der et slør ned for hans øjne.  Han tænker længe.  "Øhm....mor har fået nogle brætter...."
26/12: Torben hoster, Selma drikker veltilfreds, og jeg skruer mig ned i sofaen, og får endelig brugt de åndedrætsøvelser der lå så fjernt til fødslen.
26/12: Netty kommer med et stort farvel i favnen, hun flytter et halvt år til Seychellerne i morgen. Jeg fatter det først da hun står udenfor og vinker. Torben har feber, David cykler rundt i haven, eller kigger Peter Pedal film. Jul på slottet er forbi for i år..
27/12 jeg holder lige en pause. Solhvervet er vågnet!

Helte: Kurosakuranbo

Hun er mor til en dreng, som er en pige.  Hendes datter er født med en tissemand. Da "han" som to-årig ikke ikke ville lege med biler eller gå i bukser gjorde hun det enhver mor ville gøre:  købte en endnu smartere legetøjsbil, og smed påklædningsdiskussionerne i kategorien: "Ting mor bestemmer til du ved hvad der er godt for dig".
Da hendes barn prøvede at skære sin tissemand af, gjorde moren hvad enhver mor burde gøre:
hun accepterede at hendes søn er en datter, og tog kampen op med sine egne forestillinger om køn, roller, opdragelse, familieliv og fremtidsscenarier.  Og resten af verdens.

Hun har slugt en kamel på størrelse med Afrika, ned igennem et sikkert helt almindeligt dansk svælg af gennemsnitlig størrelse.
Det er et ydre og et indre opgør, og det fortsætter hver dag.  Hun skriver om det: her.   Når jeg læser det så føles mit svælg alt for stramt, og mine kameler meget, meget små. Læs det.

Helte: Temple Grandin

Temple Grandin er en amerikansk professor i animal sciences ved  Colorado State University. Hun forsker altså i industrikyllinger, kødkvæg og svineproduktion.
Hun har også autisme.  Og autismen har givet hende en usædvanlig evne til at gennemskue, hvilken logik f.eks. kødkvæg følger når de går i panik over at skulle igennem en sluse.  Vi går og synes det er klart at køer bare generelt er bange, og at man derfor bliver nødt til at genne dem igennem sluser.  Temple Grandin siger det er klart de er bange for den skygge, lågen kaster på jorden, og hun beviser at hvis man ændrer lysets indfaldsvinkel så forsvinder køernes panik.

Opfattelse af lyd, billeder og berøring er ofte forstærket hos mennesker med autisme, ligesom hos dyr.  Temple Grandins kommentar: "Dyr tænker på en ret autistisk måde.  Jeg er også bange for alle mulige ting i mine omgivelser, og min omverden har svært ved at se hvad det er for nogle detaljer der gør mig skrækslagen."

Det løser ikke problemet med hvordan vi behandler dyr, men ved at designe stalde og håndtering af dyr på en måde der sænker deres stress og angst uden at det koster bonden en rød reje mere, har Grandin muligvis gjort mere for at forbedre dyrevelfærd end nogen anden enkeltperson.  Hvis du spiser på en fastfood restaurant i Amerika -McDonald’s, Wendy’s, Kentucky Fried Chicken- så spiser du kød der er blevet slagtet på slagterier der er designet efter de standarder, Grandin har udviklet gennem sin forskning.  Det er blandt andet retningslinjer for hvordan man håndterer dyrene og hvordan indhegninger er formet. 

En kostald der antages at være kovenlig pga. dens rummelighed, stabile bund, ventilation,  bløde belysning (og fanden og hans pumpestok!).  Grandin: "I normale ser kun verden i helheder, i opfatter slet ikke al den rådata køerne får ind på nethinden.  Enhver ko vil fryse til en saltstøtte i panik over flasken på gulvet!!! I kan virkelig ikke se det, kan i?" Øh....flasken?!  (Til venstre i forgrunden)

Grandins hjemmeside med alle hendes forskningsartikler

Læseprøve: her

Grandins historie blev kendt gennem Sacks' bog fra 1995. Læs mere om den: her

Bare børn og boble billeder

Én gemmer sig stadig i sin boble.
De to andre piller næse og venter....

Aftensordbær

David græder da det mod forventning ikke er onkel Kristian, men os der henter ham fra børnehaven. Og jeg stadig ligner snemanden hjemme i haven.
"hvorfor græder du Tib?"
"Jeg er bange for at lillesøster ikke kommer!"

På vej hjem i bilen: "Min lillesøster hedder Nuggels. Og jeg vil gerne til McDonalds."

Ved aftensmaden: "Nu kommer der brusebad i min mave når jeg drikker noget vand."

David slår en prut. ""JA!" sagde prutten! Prutten sagde "JA!""

Et morgenordbær: "FaAR! Nu skal vi stor op!!"

Tusind traner...

Venter på lillesøster, uge 1:

Jeg skynder mig at nyde livet i fulde, men hurtige drag.  Men når maven hopper holder jeg vejret, for jeg vil så gerne nå at sove længe..

Venter på lillesøster, uge 2: 

Julepyntet hænger, teaterbilletten er indløst, chai'en er drukket og cafeen lukket..... David har holdt så mange spontane fridage at hans stemme runger for mit indre øre.  Vi har bagt, pakket, pyntet, festet, sunget, strikket, og svunget (julefro)kosten.
Der er julegaver alle steder!
Jeg ligger vågen om natten, og fortvivler om morgenen....

Venter på lillesøster, uge 3:
Jeg kan da også lære julesangene på klaver...
...jeg har fundet lidt flere julegaver....
..og jeg kunne også give alt mit julebag et chokoladeovertræk (så matcher de min konto!)
..jeg har læst TO romaner!

Venter på lillesøster, uge 4:

..folk tager telefonen lidt for hurtigt når jeg ringer.
...Den tredje roman (Alan Sillitoe) er deprimerende.
Og hvad fik mig egentlig til at tro at man kan sove længe når man ikke har prøvet det i hundrede (tre) år? Jeg prøver skiftevis strategierne med at holde mig vågen til efter klokken 22 og ligge vågen den halve nat.

Venter på lillesøster.   Foldningen af papirstraner har på zenagtig måde lært mig at hvis bare man gør alt rigtigt i starten, så bliver resultatet perfekt.  Bare!
Terminsdagen kom og gik.
Snestormen kom, og gik.
Torbens bil gik bare, i stykker.  Humøret gik dermed også i kælderen, og fløjten.
Sillitoe har nu alligevel fat i noget, og forsøder de små timer.

(Overskriften refererer til denne fantastiske børnebog om...ja, atomvåben, kræft og krig.  Eller...jeg syntes den var fantastisk da jeg var ti (dengang jeg også have lyserøde vægge tapetseret med hesteplakater). Dansk oversættelse: Her

  

Det nisser

David har fået den bedste julegave man kan få.  En lille skovnisse og dens træstub flyttede ind på legeværelset den 1. december....

Vi ved ikke så meget om den, for den viser sig kun ved de spor den efterlader: hver morgen lægger den en lille juleglæde ud til David, og et brev til ham.  Det er store spor for en lille nisse!
Vi ved at Nis elsker duften af julebag i skoven.  Og at han er meget gammel. For lang tid siden boede han som bynisse hos Davids bedstemor, og hilste hende med sin lille røde lampe når hun kom hjem fra børnehave (tanken om bedstemor der går i børnehave gjorde David meget stille af evighedsfornemmelse!).

Hvem mon Nis er?  Hvorfor har han kastet sin kærlighed på David? "Hvornår må jeg snakke med ham?"  David finder gerne brugbare forklaringer på det uforklarlige for at kunne lege videre med fred i sindet (se f.eks. HER). Nissespørgsmålet blev spontant lagt på hylden under et afsnit af "Jul på Slottet" (den gamle TV-julekalender der spiller på Rosenholm):  "Jeg tror det er far Magnum der er min nisse!"

En lillelillelillebitte mejse er flyttet med nissen ind.  

Ordbær til lillesøster

Tib lægger øret til maven: "Lillesøsteer, hvornår kommer du ud?"
Han banker med hovedet på maven. "Jeg er dit hjerte lillesøster!"
Han lægger munden til maven og hvæser: "Her er dine lunger!"

Snestorm før vestorm eller "Hoffentlich kriege ich keine Schneewehen!"

Det er jo i sig selv ingen sag at bo på landet.  Heller ikke i skovbrynet, for enden af markvejen.  Spændingsbarometret stiger først når særlige omstændigheder indtræffer lidt for samlet.

Først bliver man gravid.  Så bliver det vinter.  Og når de to ting tilspidses til snestorm to dage før termin, så er det faktisk sin sag at bo dér i skovbrynet, for enden af grusvejen.

48 timer fra lillesøsters omtrentlige ankomst frarådes enhver unødvendig kørsel, og vejrudsigten er gået i sort.  Efter at have varslet og fremmanet 15-30cm sne søndag samt frisk vind til kuling, en lille glasur af tøvejr til eftermiddag og streng frost fra i nat og de næste dage frem,  har DMI opgivet at udsende prognoser om tiden efter disse næste 48 timer.  

Torben meldte allerede i går, at han ikke agtede at tage ind til Søren og drengene til julemarked.  Jeg var uforstående med den dér arrigskab der følger den almene vantro, vi har overfor vejrudsigter der melder andet end skyet og mildt.  Torben var mere sikker i sin sag, men han er også den nye og stolte indehaver af en vejrstation der giver DMI buksevand, og han tror på tal.  Idag da vi så stod og glanede (jeg vantro) ud ad vinduet, ud på det hvide, kunne jeg godt give ham ret.  

Det næste vi gjorde var at ringe ned til godset, og bede lensherren om at skovle sne på markvejen.  Han sad i Frankrig og solede sig i sit fravær.  Men da han hørte om de særlige omstændigheders topmøde her på Slotsvej 5 sendte han straks -fluks!- en karl forbi med traktoren og sneploven!

Siden gik vi ud i haven og udfordrede skæbnen med sneboldkamp og snemandsbygning. 

Sneboldkampen gik sådan for sig at jeg rottede mig sammen med Tib og angreb Torbenfar, og efter et par minutter manede jeg hans overlegne modangreb i jorden ved at minde ham om at jeg ikke kan bukke mig!

Snemandsbygningen skete ved at Torben trillede, men opgav fordi snebolden faldt fra hinanden.  Herefter blev han guidet af min snemandsekspertise ovenfra (jeg kan altså dårligt bukke mig!), mens han trillede den fedeste snemand!  Tib hjalp begejstret til med at lappe små buler og mangler i de nedre organer.

Sneflokke kommer vrimlende
henover diger trimlende
det fyger ud af himlene
det sluger hegn og gård

David får sne på brillerne

Her er lige en klump mave til snemanden!  Så han ikke buler indad hvor mor buler udad.

Et portræt af de to byggeri-overvågere, en kost, en gulerod og en nissehue.  Resten er bare sne.

Da vi sidenhen ville gå en tur med slæden kom vi ikke ud af indkørslen før jeg næsten skvattede.  Vi blev enige om at det nok var glat, og man skulle være forsigtig.  To skridt efter skvattede jeg. 

Nu er vi altså færdige med at udfordre skæbnen, jeg ved ikke hvilke røvbalde jeg skal sidde på, og måtte lidt skyldbetynget ringe til fødegangen i Randers og lade mig berolige af en stoisk jordemor der forsikrede mig om at babyen altså ikke sidder bagpå, men foran :)

Torbenfar er bekymret....

...og dette! er grunden til hans bekymring!

Morfars fødselsdag

Det' sandt, december.  Det kan ikke komme bagpå nogen (men gør det alligevel!), og slet ikke på morfar, han har oplevet det 75 gange.  Tre kvarte århundreder, alle afrundet med julefryd i Jesu navn og til Illums gavn.  Med hans helt eget Scherfigcitat.  I den anledning inviterede han spontant på en gave- og gæstfri (men aldeles ikke fri for gæster!) middag på Svostrup Kro i det Silkeborgske.  Kroen var lige som morfar en tætpakket labyrint af historiske krinkelkroge, der gemte sig antikke apparater og historier i alle hjørner, et sted at gå opdagelse og blive rundtosset.  En telefon stod værdigt i hjørnet og tronede, den bar sine forgyldte knapper og kringlende ledninger med en værdighed der fik dens iOldebørn i vores lommer til at ligne tilfældige strandsten.  Den var så stor at den havde dug på.  

Vores "stue" var tapetseret fra gulv til loft med årgangswhisky. Jeg må i denne anledning påpege at whisky i børnehøjde er et flerdimensionalt stress-moment.  

 David stillede sig mundlam og øjenmåbende overfor dette væld af fingerfristende dimsedutter.  Lillesøster besluttede sig for at nøjes med at fylde (inde i maven) og være lidt i vejen når jeg skulle igennem de smalle (tætpakkede) døre, og når den (smalle) tjener skulle bagom vores stole.  Og når David ville op og sidde på mit (tætpakkede) skød.  Jeg havde ellers satset på at lade den første december gå i arv som fødselsdag, men hun satsede ikke med!  I stedet lod hun os nyde dagen med sildemadder og det mest avancerede udvalg af specialøl og -saft.  Ikke at dette udvalg kunne hamle op med fødselarens endnu mere avancerede ølekspertise.  Tjeneren måtte bukke under for hans ønske, og beklagende tilbyde ham nogle af de tarvelige hundrede alternativer!  

Morfar var i sit element.  Der hang gedigne præhistoriske jagtbøsser til hans højre, Gudenåen gled stille forbi vinduet bagved ham.  Der var fisk på bordet, og gode mennesker omkring det.   De små papirsklippede kravlenisser faldt helt i baggrunden, og de mandshøje papmachénisser der var for store til at gå i ét med baggrunden fik en M/s Tunø hat på, så de virkede knap så kæphøje.  De bedste nisser var alligevel gæsterne.  Foruden de to et halvt børnebørn med følge var der selvfølgelig også Inge, der varmer og medbringer vaniljekranse.  Svend Terkelsen, der stadig bor på Falstersgade og har fået bordel i kælderen, samt fætter Anders der i den stolte alder af halvtreds år sætter endnu et skud på vores stamtræ.  Anders måtte dog gå efter forretten fordi han skulle ind og fotografere en dirigent der ikke kunne vente!  Morfars jagtkammerat Henning var også med, og udvekslede varme blikke med jagtbøssen og Gudenåen.