Ordbær

"David, hvorfor balrede du og Noah og Tristan alle ruderne i stalden henne i børnehaven?"
"Fordi vi legede meteor-regn!"

"Far!  Forstår du ikke at jeg godt ved hvad du ved!!?!"

"Mor, hvorfor har egern kløer selvom de er så små?"

Vinterlege

I Rusland er de meget mandlige olympiske vinterlege i fuld sving.  Det har aldrig interesseret mig en dyt, men forleden blev jeg ret grebet af live-udsendelsen af langrend.   Jeg sad på en færge mod de svenske fjelde, hvor jeg skulle op og prøve det dér ski, og tænkte at den flinke kommentator måtte kunne nogle fif.  Og at disse fif måske var livsvigtige.  Så jeg lyttede anstrengt, henover hovederne på hundredvis af danskere på vej op til den rigtige vinter.  De havde tydeligvis ikke brug for livsvigtige fif i at stå på ski, men satsede på at hælde frostvæske på kroppen.

Der var ingen brækkede ben i at stå på ski.  Endnu engang sendte jeg en takkebøn til skæbnen for mit nye spændende arbejde med de alsidige udfordringer, mens jeg styrtede ned ad pisterne, drevet af et halvfarligt gåpåmod, og opildnet af tilråbene fra de unge beboere med den tvivlsomme dømmekraft!

Hvilket skilt?!

Eftersom jeg ikke brækkede benene på dét, prøvede David og jeg vores held med skøjteløb i Randers da jeg kom hjem igen.  Solen skinnede fra en regnfuld himmel, der var otte grader varmt, og vand på isen! Torben  stod sammen med Davids ven Trisstan ude ved siden og rynkede på næsen, mens Trisstans mor, David, og jeg skøjtede begejstret rundt i isvandet. Selma kravlede næsegrus ud på isen og skreg og hylede af begejstring.  Hun har arvet noget af mig.

Ensomme gummistøvler

Andre mennesker kender det dér med at man har en lang række ensomme sokker, som har mistet deres partner.  Der findes hundredvis af teorier om hvordan det går til.  At vaskemaskinen spiser dem hører til mine foretrukne forklaringer. Eller den, at der findes et parallelunivers, hvor alt dét der nogensinde er blevet mistet og glemt opholder sig, og længes tilbage. Dér sidder Emma Gad og hygger sig sammen med Hanson på et bjerg af enlige sokker.
Børnehaven Mosegården må have sit helt eget bjerg i det paralelle univers, et bjerg af fingervanter.
Og ja, jeg forstår ikke hvordan det går til, men for min familie gælder det så også gummistøvler.  Vi har mindst tre gange opdaget ensomme vinterstøvler i vores gang.  Lige så meget som det undrer mig hvordan en enkelt vinterstøvle kan havne ovre i det glemte univers, så fatter jeg ikke hvordan David kan komme hjem med dens partner.  Med kun én støvle måske? I fredags havde knægten godt nok sine egne flotte sort/grønne vinterstøvler fra Føtex på, men det var altså to højre støvler.  Jeg mindes med gru de gamle dage i folkeskolen, når lærerne fyldte et klasseværelse med glemte gymnastikposer, og bedstemor og jeg gik derfra med mere gymnastiktøj end vi næsten kunne slæbe.  Og det meste var endda mit eget!

befippelse!

Befippelse!

Mig: "David!Tøjpå-morgenmad-huskatspise-huskatvaksehænder-harduskyllet-påmedjakken-nejikkedensko-komnu-huskdinmadpakke-ikkedrille-ikkeråbe-selepå-nejkattenskalikkemedibørnehave!"

David:  "Okay."