Vi skal have kikærter. De er ved at blive kolde. Torbenfar står foran døren ind til legeværelset og holder en tale om at man ikke må slå. David står bag den og skriger, mens han kaster tilfældigt legetøj mod den lukkede dør. Han sigter efter Torbenfar.
Jeg står ude i køkkenet og sigter efter Selmas mund med sutten. Den bevæger sig i hurtige ryk fra side til side. Til gengæld er den et stort hul. Hun brøler nemlig.
David ville ikke samles med familien, han ville have vand til sin sandkasse. Derfor begyndte han at skrige. Hvilket fik Torbenfar til at holde tale. Det foranledigede David til at slå, og skrige endnu højere, så Selma vågnede og begyndte at brøle. Det er derfor jeg gik ud for at sigte efter hendes mund med sutten, og derfor David blev lukket ind på legeværelset. Vi håbede han ville finde sit glade, blide jeg derinde, så vi kunne hygge omkring aftenbordet. I stedet var det, han begyndte at tage sigte med en stor, fed Playmobil-flodhest...
 | ||
| Et maleri fra epoken urealisme. |
