Og så blev det jul.
Og vi fik en skøn jul med tilhørende ferie i år. Én af de jule der kan gøre det for et evigklart og strålende barndomsminde, som kunne forveksles med et glansbillede, hvis ikke man kendte os, og vidste at den er i 3D. At den indeholdt og bar dybden af alle de svære tider vi også har haft - nogle sammen, og nogle hver for sig.
Julen indeholdt tankerne om oldemor, som sidder hvileløst på sit plejehjem, ensom i en ørken af glemsel. Julen indeholdt alle de ubærlige følelser det er at hun stadig er der, men ikke er der, og ikke at kunne hjælpe.
Julen indeholdt men gennemtrængte vores travle hverdag, den som opfylder os både med energi, stolthed, nysgerrighed og mening, som kilder vores ydeevne og ambitioner, men også den der tager vores tid og nærvær, den som keder os og irriterer os, spærrer os inde i praktiske gøremål og somme tider bekymringer om penge, trivsel, perspektiv. Den travle hverdag der i disse år har sat sig på os og begynder at lugte af prut når vi kommer til at snakke om vores drømme, vilde planer, vores ungdom og vores begrænsede tid sammen.
Julens glans fik også dybde af at skulle række ud til far der blev på Samsø og forkælede sig og sine katte med vildkanin som han har en hemmelig kilde til, Torbens forældre i Tyskland, hans gravide bror og de andre ligeså... Gamle Alfred som har skrevet et nytårsbrev, men som vi heller ikke fik at se i 2015, og til Kristian og Eva og Lillelea og Endnumindrejulie, som måtte holde en lille bitte juleaften pga. årets travleste arbejdsdag og julesygdom. Til gengæld så vi dem juledag til stort julebord, velmixede drinks, glade børn og forsigtige politiske forhandlinger for at finde et fælles ståsted i et minefelt af bekymrende udviklinger og vigtige værdier.
Den indeholdt selvfølgelig også at jeg egentlig godt ville have givet Torben en arkitekttegnet ro-maskine udført i egetræ i julegave, men at størrelsen på vores residens og fraværet af et naturligt tal N på min bankbog gjorde det mere fornuftigt at give ham en smart stikkontakt i gave.
Julen bar også (med værdighed) at vores juletræ samtidig med at være det smukkeste og grønneste og mest symmetriske i verden næsten hele vejen rundt, på den sidste meter havde et moderat hul, hvor der ligesom manglede nogle grene. Igen passede det os meget godt, vores hus' størrelse taget i betragtning, sådan kunne man nemmere danse forbi chatollet i hjørnet.
Hen på eftermiddagen juleaften var det alligevel nær endt med købepizza i stedet for juleand. Hvilket uden tvivl havde gjort julen endnu mere uforglemmelig. Strømmen gik, og vores ovn viste sig herefter at være udbrændt. Den gad simpelthen ikke mere, og kvitterede tjenesten. Torben og jeg brugte en lille times tid på at prøve at skyde den i gang igen, bl.a. ved at skille Davids julegave fra sidste år ad i jagten på reservedele. Lige lidt hjalp det. Da det blev tid til at gå i kirke mente bedstemor at nu kunne det være nok, og ringede efter en elektriker. Og stik imod mine bøse forventninger var han da selvfølgelig på arbejde, og ja, han havde da også en ovn i rustfrit stål stående, og det var en Bosch der kan trylle (pyrolyse), og den var sat ned til halv pris oven i købet, og den kunne han da lige komme forbi med.
Børnene, mor og jeg flygtede - lige idet elektrikeren kom. Hurra for Torben der ofrede sig og blev hjemme fra højmessen for at balancere den stegende and ud af dens uacceptable étværelses hotelværelse, bradefedtet med, pille ovnen ud af køkkenet, sætte den ny ovn i, fikse alt det elektriske sammen med den himmelsendte elektriker, tænde den ny ovn, smide den lettere forvirrede halvstegte and ind, tænde, og håbe på det bedste. Stikke elektrikeren alt hvad vi ejede der ikke lå indpakket under juletræet, og en flaske rødvin, og en stor tak, og så ellers stege anden færdig under mere passende forhold, nu med både fungerende ventilation og indbygget solarie.
Jeg mærkede intet til alt dette. Da vi havde møvet os ind i den propfyldte kirke, talt med kattedamen (en dag skal jeg skrive om "Katte-gate"), havde fået os placeret på 2-3 klapstole uden at vælte over i den 80-årige nabo eller den 800-årige døbefont, og da byens børn endelig var tysset til ro....
....og koret af hundredvis af Hornslettere istemte den første tone af "Det kimer nu til julefest" - da var alt andet glemt:
Mine børns vidtåbne og fintfølende sind blev fuldstændig blæst bagover af den kraft der ligger i et menneskekor. De trykkede sig ind til bedstemor og mig, og måbede overvældet.
Mit eget sind indfandt sig omgående. Det havde i virkeligheden været så adspredt og optaget af det der føltes som hele årets millioner af gøremål på én gang - ovne, ænder, venindernes sorger, flygtningene, Paris og de udsatte unge..... Nu var der ikke noget andet end at gå med stille sind som hyrderne til barnet ind. Det øjeblik er for mig det bedste ved julen.
For Selma var det at danse om det amputerede juletræ - hun ville "danse om julekræ" alle dagene derefter. Og da hendes ven Ian et par dage efter kom på besøg, ville hun som det første vise ham "julekræet", i stedet for gaverne. Sikke en velsignelse.
For Torben er det vist nok julemaden, og han blev rigt belønnet, for bedstemor har bare styr på ænder, sødekartofler og risalamande. Der er selvfølgelig ingen opskrifter der kan tage højde for nedkølingskatastrofer og ovnskifte på halvvejen, så det blev en lidt veltrænet and, men den smagte ikke desto mindre fremragende.
Der var lidt almen utilfredshed over rødkålen, den havde jeg nemlig set mit snit til at få lov at stå for, og jeg havde selvfølgelig i al hemmelighed blæst på alle konventioner og ristet den på panden (med nødder, appelsinsaft og lidt ingefær! ) i stedet for at koge den. I guder!! Og selvom englene sang (i hvert fald jeg) over den knasende sprøde smag, blev den moderne rødkål stemt ned, 4-1. Fair nok. Det var alligevel en strålende jul.
Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådesbud!
Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad,
ja, pris din Gud i allen stund
med liflig sang af hjertens grund!
Ja, sjunge hver, som sjunge kan:
Nu tændtes lys i skyggers land,
og ret som midnatshanen gol,
blev Jakobs stjerne til en sol!
Men én eller anden dag får Torben altså sådan en smuk romaskine her:
