Man kan jo egentlig ikke være bekendt at byde en personlighed som Frida Kahlo at skulle forholde sig til DSB. Dem og deres ildelugtende forhaller, deres snuskede personale og uvenlige elevatorer. Deres skingre billetpolitik. Deres pinlige forsøg på at være lækker.
Frida er mere til Rolls Royce med rødt, blødt fløjl og diskret service. Blød fjedring, privatsfære, alt det dér.
Men desværre er Rolls Roycen optaget idag; Torbenfar skulle overraskende til sit første kundebesøg idag, og der kan man jo ikke bare dukke op som en anden pjalt.
Så du har, medgørlig som du er, været på klapvogns eventyr med mig til Borup. I toget sagde du hej til en fremmed dame, og hun svarede "nej". Du kom hen til mig og aflagde rapport: "damen sagde 'nej!'" Det måtte undersøges nærmere tænkte du og prøvede igen: "Hej!"
"NEJ, blev der sagt!"
"Hej!"
"Neej."
Det var først der min naive hjerne fattede at nogen kan være sådan overfor et venligt lille barn, og lige var det overfor mit venlige lille barn. "Kom her Tib, den sure dame vil ikke snakke!" du sagde bare "Nå", og gav dig til at lege tagfat i togets midtergang -dér hvor der venligst ikke må stå baggage.
Du fik Ninas hjemmebagte julesmåkager til morgenmad, og pizzaslice til frokost. Bare lige hvis nogen skulle blive i tvivl om hvor perfekte forældre vi er..
Da vi kom til Borup Gik vi først ud til Møllevangen 10, og siden, da der ikke boede nogen Frida Kahlo dér, videre til Mølleparken 10.
Og langt om længe fandt vi Frida! Hun stirrede ned på os fra en gren hvor hun lå og slængede sig. Hendes blik var alt andet end venligt, snarere lidt strengt. Hun lugtede nok den usunde frokost.
Hun var fortryllende smuk!
Og er det også stadigvæk, selvom hun er pakket ned i den snævre transportkasse, hvor hun ligger og jævnligt tirres af togets vulgære højtalerstemme og ufølsomme opbremsninger. Men hun tager det hele meget ophøjet og overbærende. Og lidt hvast.
