Derefter kæmper du imod bukserne, der SKAL tages på selv, men som partout vil vende forkert. Du kæmper imod morgenmaden, som ikke indeholder kakao, du kæmper imod børnehaven, som du hader af et godt hjerte or tiden. Fordi Eskild skubbede, og fordi mor skal gå, og "Hvorfor henter du mig så sent, far?!" Av!
Ja, for især kæmper du imod os. Vi svarer ikke på dine spørgsmål ("Jamen forFOR?!?!"), og hvis vi gør, er vores svar som fra en anden planet.
"Nej David, IKKE tørre din næse i min SKJORTE!!"
"Jamen jeg har slotlæse faar..."
"Ja men så skal du jo bruge noget PAPIR altså! Se hvordan jeg nu ser ud!"
"Nå....forfor?"
"Jeg skal mødes med LINDE i dag!"
 | |
| David laver mad. "Nej mor, du må IK' røre. Du skal gøre S'ÅÅN her. Ja, det var godt mor." |
Vi har været meget forkælede med dig, du har været sød til at gøre hvad man bad dig om. Ærter spiste du hvis vi kaldte dem grønne rosiner. Spinat ligeså, hvis det gav stoooore muskler, og gjorde dig helt GRØN i hovedet (og gav far en sjov stemme). Du var sød til at holde aftaler ("Hvis jeg giver dig sutten igen, så putter du den ikke op i min næse mere, vel?")
Nu har du gennemskuet os. Du kan få sutten tilbage OG stikke den op i min næse, for hvad kan jeg egentlig gøre? Tager jeg den fra dig kan du jo altid hyle. Og selvom det ikke giver dig sutten tilbage, har du dog vundet kampen mod min søvn, noget for noget, og det er vel egentlig en god deal.
I aftes spurgte du med tusind engletunger, om du måtte gå fra bordet fordi du var færdig. Du havde rigtig nok spist alle dine pastamuslinger, undtaget dem på gulvet, som du havde gemt til Frida og vores sokker. Men ærter, rejer, og fiskepinde lå stadig funklende fedtede og nye på tallerknen. Og fiskepinde er endda barnemad!
Jeg anmodede dig om at overveje indtaget af lidt ærter og fisk. Mine argumenter var slående: "Det er RET lækkert, og man bliver klog af fisken og grøn af ærterne...!"
eller sådan noget.
"Jamen jeg GIDER ikke spise mer'."
Du besluttede dog at du godt gad, hvis du måtte få lidt soyasauce på.
Kampen om hvorvidt du selv måtte hælde endte med uafgjort samarbejde.
Da vi havde hældt færdigt, begyndte du at kravle ned af din stol! Du gad altså ikke spise mere. WTF?!??!?! To granvoksne mennesker faldt ned af deres lyserøde sky og måbede til hinanden hen over bordet. Men ingen trusler og ingen tårer hjalp. Du nægtede. Og de to granvoksne havde forlængst manøvret sig op i et hjørne, med ryggene op ad væggen, dérhen hvor de HAR udtalt at du altså ikke kommer ned før du har spist det. Ja, netop dét punkt. Dét punkt man aldrig skal ende ved. Dér hvor man bliver nødt til at være konsekvent, men hvor man ikke har noget at skulle have sagt.
Så så man os, sammensvorne og sejrssikre, bøjet over det nederdrægtigste våben forældre har:
chokolade.
Jo, så dybt er vi sunket i vores konsekvens-obsession. Vores pædagogiske rottefælde. Usle og skamfulde som vi var, gumlede vi på Toffifee, mens vi fandt på kloge rationaliseringer af hvorfor det er helt på sin plads at bruge chokolade mod din svulmende vilje. Du slugte al din fisk, og alle dine ærter, til de stod dig ud ad næsen, og du afpressede os TO Toffifee, da du med ørneøjne havde taget mig i at tage én til. Din vilje er virkelig stærk.
Jeg må citere en gammel pirat:
- Jack Sparrow: "Put it away, son. It's not worth you getting beat again."
- William Turner: "You didn't beat me.You ignored the rules of engagement! In a fair fight, I'd kill you!"
- Jack Sparrow: "Well, that's not much incentive for me to fight fair then, is it?"
