Stilhed før stormen

Idag ved indgangen til Lidl stod en lille somalisk dreng og var dybt fascineret af de automatiske låger.  Han var lidt ældre end David -eller også var i lige gamle; jeg synes altid du er så lille (det er en mor-ting).
Hans mor hev ham irriteret væk, han kumlede efter hende, ikke overrasket, men stadig med øjnene hæftet stædigt på lågerne.  Jeg forestiller mig at moderen nok havde kaldt på ham en million gange, han havde sikkert været efter sin lillesøster hele dagen, og måske havde han også væltet moderens morgenkaffe i et forsøg på at være særlig morsom.  Jeg kender godt de dage -alligevel synes jeg altid det er så synd når det er andre børn det handler om.  Han var så betaget af lågerne, og hans lille smil i den mørke hud og sorte øjne var bare hypnotiserende sødt at se på.  Jeg bakkede lidt, så lågerne åbnede en ekstra gang inden de forsvandt.
Et par minutter senere løb vi ind i dem igen -Lidl er et ret overskueligt sted at handle. 
Den lille bedåre-dreng kom helt op til dig og stillede sig smilende ti centimeter fra dit mindst lige så bedårende ansigt.  Forventningsfuldt og åbent klukkede han "heeej..."
Jeg glædede mig allerede til at se den charmerende scene udfolde sig, som fortryller mig hver gang du møder jævnaldrene: jeres møder er meget affektive, rituelle og afskeden er altid melodramatisk -som to elskende der skilles!
Jeg stivner pludseligt.  Det er jo helt forkert, det jeg ser.  Dit ansigt er et tordenvejr, dine øjenbryn er trukket så langt ned i panden at de er som en stor pil der peger ned mod din struttende mund: "NEJ!!!!!!"  brøler du, så bedåre-dreng hopper en halv meter op i luften og blæser om bag sin mors store muslimske skørter.
"GULLEGULLEGULLEGULLE  DOT!!!!!!!"  Ingen skrevne ord kan bekrive hvor arrig du lyder; du skælder ud og du har ikke tænkt dig at lade dig formilde af noget som helst.
Det er mig et mysterie hvad der gjorde dig så arrig over at blive inviteret til leg af den lille dreng (og for ham der det nok et endnu større mysterie, men jeg betvivler at det sker igen), men jeg har på fornemmelsen at episoden er en lille forsmag på en stor, lang storm, som har haft mange navne op igennem tiden. Jeg vælger navnet "Kan-selv-vil-selv-tid", og jeg regner ikke med den som sådan kommer til at ende nogensinde.  Men jeg har erfaring med storme :)

onsdags ordbær

1: Det var i morges, lige inden vi skulle ud af døren, at du pegede op på hylden i badeværelset og sagde "tassebøtte!"  Det betyder selvfølgelig tandbørste.

2: Siden vi er kommet hjem fra Samsø går du tit gennem rummene og fortæller lange historier om noget der involverer moffar og Inge!

3: Og sidst men ikke mindst er din hoppepony blevet døbt "Kuhl".  Himlen må vide hvorfor du valgte dét navn....nok fordi det er så velklingende...

store og små venner

Lea og Filuka var dine første venner, i mødte hinanden første gang da du var én måned gammel, og siden dengang har i fulgtes ad - sammen har i overlevet mavebøvl og bleudslæt, øjenkontakt og hovedkontrol, ammestop og grødgryderi, autostol-udvalg og voksipose-udsalg, pivefase og pludrefase, fodfase, rullefase og  kravlefase, nejfase og migfase...
de sidste to faser er topaktuelle endnu, fandt jeres mødre ud af igår.  Vi nød en sjælden formiddag hvor vi alle kunne se os fri fra andre aftaler og lod det handle helt om vores børn.  Det er jo stadig sådan at vi snildt kunne snakke om jer hele dagen, men prøver at holde os tilbage når folk begynder at vise tegn på hvidt ud af øjnene. 
Vi købte en "Rundum Sorglos Paket" frokostpakke til hver (sundt og sødt og varmt og koldt og grovt og blødt og rødt og gult og grønt og dyrt :) ), hegnede os ind i en (næsten) udbrudssikret legeplads........og så kunne vi ellers bare slappe af og opdatere hinanden om alt hvad der sker i alle vores liv, mens de første forårstegn sloges bravt mod de sidste snefnug.

Det ka vi li:
indhegnede legepladser, pakkeløsninger fra Rasmus Klump Restaurant, rottehaler i Leahår, kærligheds-"moar" fra Filukabarn,  dage hvor vores børn hygger sig med at sidde og lytte, næsten-klar-til-rigtigt-undertøj......

Det ka vi ikke li:
låger i børnehøjde (jeg måtte ud og fange David udbryderkonge!), minifrikadeller (godt at mødre ikke er så kræsne), manglende negl på lille Davidfinger, dage hvor vores børn hygger sig med alt hvad de ikke må, bodystockings..

Livet pibler frem

Dild kom frem!
Basilikum, Lavendel, Timian, Ranunkel, Oregano, jeg kan næsten ikke vente, skyd nu op af jorden, tøv ikke med at bryde ud i flor,  fold jeres dufte ud, og skynd jer ud i solen!

onsdags ordbær

Nye sjove yndlingsord fra David:

Muma = Oma
Pupa = Opa
Lassebil = Lastbil
Toptor = Helikopter
Bad = Hav
Kamelel = Kamel

"Jeg ved hvor der findes en have så skøn"

I weekenden sejlede David, Torben og jeg til Samsø:

Og midt i den friske og gyngende sø
der dukker af dybet den dejligste ø,
og søen af prægtige skibe er fuld -
og øen af frugt og af blomster og guld.

Der risler en kilde, der rinder en å,
og højene ere så runde og små,
og engen er blød, så det ret er en lyst
at tumle sig der og få lettet sit bryst.

Vi tog derover for at hjælpe far i haven.  Men hvor skal man dog begynde?  Tre haver har fars hus Villa Hækkenfeld:  én er besat af en stor åben garage, hvor motorer, tovværk, store bongossi-planker og adskillige maritime antikviteter tumler sig græsset. Én have bebos af en ung egeskov jeg selv var med til at plante for adskillige år siden.  Alle træerne trives - det vil sige de producerer alle de blade jorden under dem kan bære.  Den sidste have er en stor hjælp i dag, den rummer nemlig frem for alt en kompostbunke og en bålplads.  Men som briterne siger: first things first!  Først skal vi lige hente et ovnfast fad i Besser.  Og vi må også lige hilse på katten, og fasanen i haven.  Så skal vi lige have en bid mad.  En lille time senere rejser far sig fra computeren - NU må vi have den bid frokost!  (Men vi kender ham jo godt - og ventede ikke på ham)  Mens far får frokost går Inge, Torben, David og jeg  i gang med at rive og ruske i haven.

Det går forrygende, og snart kan vi tænde et bål som futter den halve have af på et øjeblik.  Jeg prøver at få David i pleje inden døre, hvor Niels render ind i nye opgaver hver gang han bevæger sig i retning af haven.  Men David kommer snart ud igen - Niels mener han sikkert har det meget sjovere uden døre.  Gudskelov passer det, og David fortrækker til havens mange krinkelkroge, hvor han kaster sig ud i vigtige og hemmelige projekter.

Bålet brænder videre og vil fodres med krat, tjørn, kvas og blade.  Nogle planter bliver til det rene fyrværkeri i flammerne, og mirabellekernerne skyder til højre og venstre.  Niels maner til ro, han har brygget te og har en haveøl med ud til os.  Fryd og gammen! 

Efter en lang dags arbejde med et godt resultat (vi fik brændt så meget biomasse af at selv den skønne lyse forårssol ikke kunne holde med i produktionen!) bliver jeg helt selvfed og overstadig, og beskriver resultatet nogenlunde således:

Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net
som haven, hvor øen i søen er lagt,
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!


Om aftenen får vi besøg af gamle venner fra nær (Besser) og fjern (Michigan), og Villa Hækkenfeld nyder i fulde drag at der "er gået kvinder i det" - også i køkkenet.  Inge har lavet skøn mad, med sauce, i ovnfast fad.  Ulla fra Besser har bagt et vidunderligt brød, og jeg bakker op med dessert.  Niels kan med andre ord koncentrere sig helt om skænkningen (som alligevel havde svært ved at nå ned til bordenden!)

Jeg har en teori om at folk gik i dørken i den reciprokke rækkefølge af det arbejde man have bestilt i haven -det er derfor David holdt fest den halve nat....

Næste morgen gensér jeg en gammel skat:

Fars vidunderlige havregrød!

Ja, men en endnu større (og ældre) skat er en sømandstrøje som far (Niels) har broderet Dagmar Aaens logo på, til min fire års fødselsdag!!  Og nu bliver den videregivet til lille David.  Den er i fineste stand, for ren uld, rullekrave og børnehud er ingen heldig kombination.  Nu kan David råde bod på min dårlige samvittighed gennem 25 år over aldrig at have gået med den.  Men først skal jeg have sat blødt og børnevenligt foer i trøjen :)

?

Jordskælv i min tryghed

De første meldinger gik i medierne fredag formiddag:  "Japan bekymret for atomkraftværk efter jordskælvet"  Men der var nok at se til ellers hvad bekymring angik, og det virkede det helt surrealistisk at tænke nukleartrussel.  Nej, det er bare for langt ude. 
Om aftenen var stemmen ikke forstummet.  Der er problemer med kølesystemet.  Jeg blev urolig, for jeg har altid anet at radioaktive henfaldskæder ikke følger nogen logik (tak til den succesfri fysik- og kemi undervisning i gymnasiet).  Torben skar igennem og sagde:  "det er bare "Bild" der godt kan lide ordet radioaktivitet.  De kan jo bare slukke for hele værket hvis de er så bekymrede".  (Inde i mit hoved:  "Hvorfor var det nu lige man ikke kan slukke for henfaldskæder?").
Nu tager katastrofemeldingerne ingen ende.  Reaktorerne eksploderer én efter én.  Luftrummet spærres.  Området affolkes.  Nye jordskælv og tsunamivarsler. Det er for langt ude.  Befolkningen står tappert i kø, og venter.  Mange generationers folkeopdragelse viser sin virkning.
Vi sidder herhjemme i vores lille Europa og råber vagt i gevær, "Ausstieg aus dem Ausstieg aus dem Ausstieg":  Anti atomkraftbevægelsen finder de gamle bannere frem, og TV-avisen retter endda sine linser på dem igen.  Pludselig er de tyske atomkraftværker blevet usikre igen.  Det var de måske ikke i månederne, årene før?  Pludselig kommer det frem at et gammelt mørnet affaldslager indeholder ti gange mere affald end tilladt og angivet.  Hvor var al den information før??
Jeg lever i den naive tro, at politikken og videnskaben er befolket af fornuftige mennesker, som beslutter og handler nogenlunde ansvarligt og klogt.  Men i dage som disse kan jeg mærke i hele kroppen hvor personligt jeg tager det når det bliver for åbenlyst at politik ikke primært handler om mennesker men om penge.  (I denne ånd har Japans regering igen i dag givet tocifredere millionbeløb i nødhjælp til den japanske børs.  Til børsen af alle!!)

I mellemtiden ligger du og sover, du er også mærkelig i dag og virker ikke rask.  Det er ligesom det tilfælde af skade på Corpus Calossum vi gennemgik i går:  Manden kunne kun gengive hvad han så i venstre synsfelt hvis han først tegnede det med venstre hånd og så så på tegningen med højre synsfelt og tolkede tegningen som var det en fremmed der havde tegnet den.
Din sløjhed er din helt utroligt indlevende og sensitive genspejling af den bekymring jeg mærker som følge af de forvredne og forstyrrende billeder af den skælvende jord i Japan. 
Vi venter, og håber, jeg vil allerhelst tage det næste fly til Japan og hjælpe med at rydde op.

Ab 250 Km/h zieht mein Bobby car etwas nach rechts!

Davids gamle autobil
kører i timen otte mil

Bilen den er rød og fin
lugter aldrig af benzin

Den kan skyde en vældig fart
bare den får en rigtig start!

(Godt at David ikke har nogen søster med dukkehus!)

Usynlige billeder

Kære David, du er et fantastisk fotomotiv.  Fordi du skriver dine følelser med store bogstaver, fordi du altid er i færd med noget sjovt, sødt, spændende, vildt og somme tider uklogt (som f.eks. at bygge en bro af dyne fra sengen over til bordet), fordi hele din krop er leg, og glæde, eller træthed, eller vrede, eller målløs overraskelse.  

Men somme tider ligger kameraet lige ved hånden, og bliver alligevel liggende.  For somme tider er øjeblikket så flygtigt, at jeg hellere bare ser på.  Så tager jeg et billede inde i mit hoved, og det er dér, jeg gemmer de virkelige pletskud.  

Her kommer ét af dem fra denne weekend:

Du sidder på bedstemors skød og ”læser” en bog om bondegårdens dyr.  De stikker hovederne ud af siden og brøler, skræpper, grynter og vrinsker, og du svarer dem med hvinende begejstring - Muuuuh!  Bedstemor hviner også af begejstring, men jeg tænker det er fordi dine små hænder er så søde når de klapper, og mindre fordi koen kigger sig omkring i stuen. Eller det er fordi du kalder hende Bessemor så det lyder som det dejligste i verden. Da bogen er slut tager du en beslutsom hoppetur, og bedstemor er vistnok din hest, eller også er du en farlig løve som danser til Bob Dylan; han stikker også sit gamle hoved ud af anlægget og synger (Msik!!)

Og her et mere:

Dana står i en logrende vind omkring os og slår knude på sig selv for at være hos os alle tre på én gang.  Du selv slår også knude på dig selv, for samtidig at ae det store bløde dyr og flygte for det frygtindgydende og næsten ildspyende hoved med tænder som er større end din tommeltot.  Mens Dana kæmper bravt for at få sig positioneret så hun kan slikke dig i hovedet af kærlighed, kæmper du bravt for at flygte for hovedet og klappe rumpen samtidig, og alt i alt ligner i nogen der danser sammen for første gang, ikke helt frivilligt.

Og et sidste:

Den nye cykel er bare perfekt, som om nogen havde bygget den til mig.  Og til Torben baggagerum, for den kan lige nøjagtig være der.  Uden at skrabe lakken!  (”på bilen” tænker Torben, ”på cyklen” tænker jeg).  Den er sort, og et sted står der noget med rødt, lige dér hvor øjnene hviler sig på styret.  Den er tilpas ufærdig til at jeg allerede har tusind projekter i hovedet.  Sådan et specielt støtteben, et som holder.  Skærme som hverken er hel-skærme eller funktionsløse vindfaner.  Sadeltasker af én eller anden art, men den skal jeg tænke lidt over endnu, for hvor hulen skal de sidde?

Men din cykelstol er monteret.  Bomfast ja.  Så bomfast at jeg må slå på udløseren med en hammer for at få stolen af, når du ikke cykler med.  Mon jeg altid kan have en hammer i de potentielle sadeltasker?  Sadeltasker hedder det vidst endda kun på heste, men cyklen er næsten levende!

Du er også monteret - i cykelstolen.  I et brus af remme og hjelme og flyverdragt og vanter og fartvind suser vi ned af Sigridsvej, og du hviner igen af begejstring.  Cyk!!!

Huuuuiiiiii!!!!  Bus!!!  Og bil!!!  Gååår!! (en fodgænger flyver ind, og ud igen, af vores synsfelt og ønsker sig tydeligvis sådan en cykel)  Baby!!!  Vej!!! 

 

Da turen er forbi græder du og siger ”Hejhej cyyyk....”  (vi ses i morgen!)

Det sidste sidste!:







Annette har vendt sin cykel på hovedet, det er smart.  Vi står bøjet og dybt koncentreret over hver vores projekt.  Jeg er i gang med ovennævnte skærme, skruen driller og solen er næsten væk.  Den har ellers strålet ned på vinterverden så lyst og varmt og nådesløst at billedet viser biler,der holder i kø foran bilvasken, og koner der skrubber på vinduerne.  På billedt kan man også se at du har fået overgangflyverdragten på  Ja, der sker store ting.  Mens der er stillet skarpt på den bissede skrue (den er allerede lidt flosset af min voldelige frustration) hopper du i baggrunden rundt med Sara og spiller bold.  Hun nyder at være den store, og bruger skiftevis ros og formaninger, som en rigtig frøken.  Hun henter bolden for dig hver gang, lige meget hvor skørt du kaster.  Du er en heldig dreng, og er lykkeligt ligeglad med skruer og deres gevind.

Weekend med familien på skødet

Vores weekend gik meden mini-tur til Tyskland:
kaffe og brasekartofler hos Oma og Opa....
...kaffe og kiks hos onkel Jan og tante Camilla....
....og kaffe og kage og cykelstol hos Bine!

Hos Jan og Camilla mødte vi også (tilfældigvis!) Davids ret nye fætter, som bare er (surprise surprise!) sød og dejlig, og vokset helt vildt:

Fætter Emil -som stol bruger han den nyeste udgave af Torben super-far

Familien på skødet: De små herrer kaster afmålte blikke...

Fætters lillehed smigrer helt klart Davids i forvejen oppustede (men bedårende) ego

....søndagen gav et lille strejf solskin, en navigationssejr til onkel Kristian, Davids første Happy Meal, en tidsrejsebutik med skrammel og skatte fra gamle dage, en drømmeskøn Madam Rød servantekande fra samme butik, og dette stygge men højt elskede legehus til David:

børne-elefanter i veninde-glashuse

Kære veninder uden børn!  Her er nogle af grundene til at venner som bliver forældre samtidig også kan blive ret svære at få med på venindedates, selvom i gør jer så meget umage med at være børnevenlige:

Tadaaa!  David is in da house! (P.s: Nej David er ikke blevet til en hobbit, han hiver sig bare i det øre!)

I har ting! stående overalt i jeres hjem, hvor små frække øjne spotter dem på en kilometers afstand, og små buttede ben tramper hen på et splitsekund, og små pilfingre så splitter dem ad på et splitte-splitsekund.  Telefoner.  Fjernbetjeninger.  Blomster.  Små glasfigurer som leger fint med hinanden i vindueskarmen, men som absolut ikke ønsker at hoppe rundt på hinanden, eller lære at flyve, eller drikke te fra tæppet.

Hov, hvad er det?!  Det må undersøges!

I har duge på jeres borde.  Èt vakkelvornt øjeblik som kræver noget at holde fast i, én gemmeleg under bordet, eller ét sparkende minut på mors skød, og følgen er, at kaffestel og urtete og tulipanvaser og hjemmebag ligger i et sejlende helvede på gulvet. Med en sprællende elefant nedenunder!

Ups....

Jeres sofaborde er så elegante!  De svæver nærmest over gulvet.  Fordi de kun bæres af tynde, finurlige benguirlander...indtil en lille vakkelvorn elefant vil rejse sig op af dem.

Det var ik' med vilje...

I har tæpper, og læder, og puder, og trapper, og lamper, og skuffer.  Og jeg vil virkelig ikke vide hvad i gemmer i jeres skuffer, men hvis ikke jeg er efter ham i tankerne, med flakkende øjne, med et par hurtige skridt, så ligner jeres fantastiske stuer en kravlegård når vi er gået....
Lad os mødes i parken i stedet for, eller ved stranden, eller i en billig restaurant hvor alt er af plastik, eller hjemme hos mig hvor tingene bare kan gå i stykker, for jeres fantastiske lejlighed ligner nok alligevel en kravlegård når vi er gået, og vi har nok ikke fået ført så mange sammenhængende samtaler, og teen blev nok kold undervejs.  Men for det meste har vi da hygget os alligevel, og glasfigurerne kan jo godt flyttes på plads igen næste dag, med en indre overvejelse:  opgive glasfigurer og borddug eller vente et par år endnu?