Spejderman

Jeg har ellers haft det lidt stramt med det dér spejder.
Vi burde egentlig klikke totalt.  Vi deler den samme passion for lejrbål, teltlejre, kollektiv, fællessang, overlevelse i naturen, ting man kan bygge selv, alt hvad man kan stille op med en karabiner, og selvfølgelig teamspirit og hjælpsomhed og altruisme og det dér.  Spejderbevægelsen er totalt respektabel.  Vi har fælles vennekreds. Og de er virkelig søde til at invitere indenfor!
Men hver gang jeg har taget imod spejdernes udstrakte hånd, så gav den mig alligevel lidt røde knopper.

Men David har jo for søren kaldt sig selv for dyreredder de sidste 3 år, og haft både dyreredder-chef og dyreredder-korps og dyreredder-lov. Det eneste han faktisk manglede var en uniform.  Og at det ikke bare fandtes i hans fantasi, men i virkeligheden! Og nu har jeg gået i uldtrøjer i 10 år fordi jeg nægter at anerkende at jeg er top allergisk imod uld - så kan jeg vel også leve med lidt spejdereksem, når nu vi bare ER en hardcore udendørs-familie, og Davids ven Rune rigtig gerne ville have ham med til spejder. David selv fik jo helt våde øjne når Rune fortalte om hytteture og lejrbål og spejderlov og mærker på uniformen og om sin far, der både er spejder og mand og dermed officielt Spiderman. Dråben der fik mig til at lavet opkaldet var vores venner Mads og Ida, der er inkarnerede spejdere, som spredte lidt god spejderkarma da de var her i påsken, og overbeviste mig om at man sagtens kan integreres i samfundet selvom man er spejder.

Og så sprang vi ud i det.  All-in, som med alt hvad vi gør.  David kom til spejdermøde, bandt et råbåndsknob, og scorede et eller andet råbåndsmærke.  Ugen efter byggede de en drage af rafter og pap, og David bandt masser af råbåndsknob på den og forkyndte at han skulle på hyttetur ugen efter.

32 mikrospejdere ved Tinghulen.

Lige inden han skulle ud af døren til hyttetur mærkede han pludselig hvor hurtigt det var gået, og brød ud i tårer og sagde at han hellere ville blive hjemmeeee!  Torben og jeg brød også næsten ud i tårer og sagde "OKAAAYYY!!"
Så sparkede jeg mig selv over skinnebenet og skyndte mig at sige at vi da også kommer til at savne ham helt vildt, og at han får det HELT VILDT sjovt, og at den dumme tankedrage der lige havde spydt lidt ild, da ikke skulle bestemme om han skulle ud og have det sjovt!?
Afsted gik det, og David klatrede ud af bilen og direkte ud i et stort slag røvere og soldater, eller zombier mod monstre, eller hvad det var.  Jeg var øjeblikkeligt malplaceret, og han havde næsten for travlt til at sige farvel, for hvad skal man med en mor midt i en zombiekrig?!

En ret stor del af det at være spejder består i at bekæmpe ildspydende drager.  De ægte drager (st. Georg), dem af pap (her mikroerne i 1. Hornslet trop), og dem af tanke (psykologmorens egen tilføjelse).

 Jeg gjorde mig lykkeligt usynlig og fortrak, og så hørte vi ellers ikke mere til David de næste 2 døgn. Han indhentede det da vi hentede ham og han ikke kunne stoppe med at fortælle.  Han STANK af bål og sved og mudder og gammel sovepose! De andre mødre siger at der står i spejderloven at man skal i bad med hårvask efter hvert spejdermøde, men jeg tænkte egentlig at stanken var det bedste spejdermærke.

Første drage dræbt efter 5 minutter.  Selma er med for at vinke farvel, og uniformerne udøver vist allerede deres hjertesmeltende magi på hende.

Davids bedste spejderven. Mit hjerte er også ved at smelte...

Ok.  Jeg er officielt smeltet! 

Der vil nok komme mange lignende billeder i fremtiden.  Jeg overvejer at tilpasse bloggens farvetema til uniformen.

Tibs første tur i biografen

Jeg har i lang tid udskudt den dér dag, hvor David for første gang skulle puttes i en biografstol og sidde og kigge på et filmlærred i over en time.  På en måde havde jeg på fornemmelsen at det er en af de ting der kommer til at fylde så rigeligt i hans liv senere, at jeg gør ham en tjeneste ved at nedbringe livstidskvoten.
Ligesom med slik.

Men en dag måtte nogen jo vække mig af tornerosesøvnen, og det var så opkaldet fra søde og spontane Michelle, som generelt er god mod tornerosesøvn:
"Inger, ved du hvad i skal på søndag?!"  Og ja, det vidste jeg jo så ikke, men jeg var heller ikke helt sikker på om det var en god ting.  For der var overhængende fare for at det ikke betød at jeg skulle "ingenting".  Bortset fra den realistiske mulighed at jeg skulle noget som jeg havde glemt, fik jeg den påtrængende fornemmelse at Michelle havde en plan.

Og ja, hun havde fået fire fribilletter til en forpremiere på en ny børnebiograffilm, Rio 2.  Og den skulle vi da ind og se!

To papegøjer på vej ind i biografjunglen!

Vi bevæbnede os med 3D briller, verdens største mellemstore pose popcorn, saftevand, Rio " klistermærker, og to ellevilde drenge.  Og så gik vi i biografen!  Det var en meget sød og sjov film om udrydningstruede Spix-araer og den udrydningstruede Amazonasskov, og David skulle kun ud at tisse én gang, og Trisstan blev kun væk i Bruuns galleri én gang, og jeg tror aldrig Torben har været SÅ tæt på at bryde ud i gråd: "Pleeeaaase Inger må jeg tage til midtbyen på tøsetur, og du bliver herhjemme?!"

Tøsetur med papegøjer

David sad tryllebundet af filmen og sagde ikke et muk.  Men han har heller ikke siden nævnt filmen, og jeg spekulerer på om han mon overhovedet kunne se noget gennem to par briller?!

Børnehave update

Ting der er vigtige lige nu nede i børnehaven:

1) at man nu går i Skovklubben, for de store børn!
2)  at alle ser ens nye rum
3) at alle holder deres plads i køen (tilbagevendende punkt)
4) at den nye dreng hedder David Bæk, og man selv hedder David Bach!
5) at de to navne staves næsten ens

Nye ordbær fra Mosegården:

Motorikrummet = Moserikrummet
Vuggestuen = Bukkestuen
Valhalla (bålstedet) = Vandhalla

Loppecirkus

Fredag morgen slog David øjene op og spurgte: "Huh!? Hvornrå skal jeg til gymnastikopvisning?!"  "I morgen, min dreng!"

Lørdag morgen vågnede han langsomt mens han mumlede "Huh!  I morgen er der gymnastikopvisning..."

"Nej min skat, det er i dag!"  

Og det var det.  Hele efteråret og vinteren har jeg tålmodigt siddet i Hornsletskolens forpruttede omklædningsrum og gurglet kaffe og landsbysladder med landsbyens absolutte sladder-elite: mødrene!

Men i dag havde hele Hornslet trillet deres store familiebiler med hele familien indeni ned til Hornslethallerne, og bedstemor var trillet helt fra Tyskland i sin lillebitte bil, for at se farvestrålende gymnaster i alle aldre springe rundt på de afprøvede redskaber (også i alle aldre). 

Der var babyer, der blev tøffet rundt i store tæpper af deres tålmodige fædre og mødre, og der var rå drenge, der skiftede pailletdragter ud med street-tshirts og sprang rundt på redskaberne på en meget  street måde, og så hed det parkour i stedet for gymnastik.

Så var der smarte piger fra Norge, de havde ikke spor imod pailletter, og rullede rundt i store tunge hjul der fint kunne hamle op med en familiebil.

Selma sprællede ivrigt med på vores lårbasser, og sørgede for at vi ikke fik for meget kaffe.

Og der var vilde teenagere, der ikke kan nøjes med at være vildt dygtige til at hoppe og springe, men tilsætter mørke og glowsticks og røgmaskine og ildkaster, for de er jo teenagere og lider af selviscenesættelse, endnu mere end vi andre, og det var vanvittig flot og imponerende!

Der var også midaldrende damer der sprang til gungrende teknorytmer.  Deres hold var gået fra pailletter og ildkastere, til militær- og neonfarver, og de havde virkelig god kondi og tonede muskler, og var ikke sådan at løbe fra. Faktisk tror jeg det var det, de udstrålede: "Dette er holdet der har tiden på sin side! Alderen vil indhente jer alle, pailletter eller ej!"  

Og så var der selvfølgelig David!!!  Han var klart det sødeste barn, på det sødeste hold!  Op og ned ad buk og hest og meget meget høje bakker og henover meget meget smalle balanceplanker hoppede han.  Helt usædvanligt graciøse kolbøtter slog han henover den lange måtte, og han havde en rytme i kroppen så han simpelthen overstrålede alverdens pailletdragter og ildkastere.  Det blev Torbenfar og bedstemor og jeg ved med at bekræfte for hinanden under hele forestillingen, og mange gange efterfølgende.  Og så lige en sidste gang i telefonen her i morges.   

Der er selvfølgelig lavet en slow motion optagelse af David der laver en graciøs kolbøtte!

David og hele hans brigade af små gymnaster (David er den lille sorte omme foran)

David danser....

...David vinker....

Hele folkesamlingen!

Fisketur

David, du har længe ønsket dig en fisketur.  Problemet med fisketure er, at forventningen ofte overstiger den virkelige oplevelse: når man tænker på en fisketur, tænker man nemlig også på fisk, og erfaringen har lært dine (gamle erfarne) forældre, at fisketure alt for sjældent har noget med fisk at gøre.  Man burde måske kalde dem fiskestangsture.  Eller tangture.  Eller sult-ture.

For at første gang du ønskede dig en fisketur ikke skulle blive den sidste, tog vi derfor til en fiskesø ved Skanderborg, hvor ørrederne står så tæt at man næsten kan gå på vandet.  Sildetønde ørredsø.  Vi tog også tante Kadi med, og det skulle vise sig at være det geniale træk der gav udslaget. 

Mens småbørnsforældrene stod og sloges om hvem der måtte fiske og hvem der måtte holde børnene ved stangen, halede tante Kadi nemlig to fede, søde ørreder op af søens ørredfarvede vand!  De sprællede i protest, og vores fiskenet var kun på størrelse med ørredens tykke hale, så Ingermor gjorde sit ældste trick og kastede sig over det flygtende dyr og holdt det med hænder og klør.  Kadi tog über-modigt tjansen på sig at gokke og aflive fisken, en tjans der var meget ligetil i gamle dage, men som er blevet mere og mere dramatisk i disse etiske og empatiske tider. Fiskene tillod gudskelov at vi grillede dem i timian og lime, og smagte fortræffeligt!  Du guffede mange bidder i dig inden du begyndte at blive lang i ansigtet og ønske dig pasta i stedet for, og det var næsten det beste!

Du fanger andemad og elsker det!

"Årh ti dog stille barn, jeg vil fiske!"  Sorry Selma, du får altså skylden for at vi ikke fangede noget.  Man kan altså ikke græde under seriøst fiskeri.

"Se min dreng, sådan her fanger man ..... ingenting!" (Photo: Kadi)

FISK I HYTTEN!!! Vores krigsråb vækkede hele andedammen, og de gamle garvede fisk og fiskere vågnede fra deres formiddagsdøs. (Photo: Kadi)

Rømø

Kære David
Du hopper rundt på havneby havn og finder små eventyr.

Tib tib, hurraaa!

Kære David.
I morgen skriver jeg en lang historie om din store dag.  Men din dag var stor OG meget lang, så først må jeg sove.

Der er intet i verden så skønt som dig min egen dreng!

Snestorm før vestorm eller "Hoffentlich kriege ich keine Schneewehen!"

Det er jo i sig selv ingen sag at bo på landet.  Heller ikke i skovbrynet, for enden af markvejen.  Spændingsbarometret stiger først når særlige omstændigheder indtræffer lidt for samlet.

Først bliver man gravid.  Så bliver det vinter.  Og når de to ting tilspidses til snestorm to dage før termin, så er det faktisk sin sag at bo dér i skovbrynet, for enden af grusvejen.

48 timer fra lillesøsters omtrentlige ankomst frarådes enhver unødvendig kørsel, og vejrudsigten er gået i sort.  Efter at have varslet og fremmanet 15-30cm sne søndag samt frisk vind til kuling, en lille glasur af tøvejr til eftermiddag og streng frost fra i nat og de næste dage frem,  har DMI opgivet at udsende prognoser om tiden efter disse næste 48 timer.  

Torben meldte allerede i går, at han ikke agtede at tage ind til Søren og drengene til julemarked.  Jeg var uforstående med den dér arrigskab der følger den almene vantro, vi har overfor vejrudsigter der melder andet end skyet og mildt.  Torben var mere sikker i sin sag, men han er også den nye og stolte indehaver af en vejrstation der giver DMI buksevand, og han tror på tal.  Idag da vi så stod og glanede (jeg vantro) ud ad vinduet, ud på det hvide, kunne jeg godt give ham ret.  

Det næste vi gjorde var at ringe ned til godset, og bede lensherren om at skovle sne på markvejen.  Han sad i Frankrig og solede sig i sit fravær.  Men da han hørte om de særlige omstændigheders topmøde her på Slotsvej 5 sendte han straks -fluks!- en karl forbi med traktoren og sneploven!

Siden gik vi ud i haven og udfordrede skæbnen med sneboldkamp og snemandsbygning. 

Sneboldkampen gik sådan for sig at jeg rottede mig sammen med Tib og angreb Torbenfar, og efter et par minutter manede jeg hans overlegne modangreb i jorden ved at minde ham om at jeg ikke kan bukke mig!

Snemandsbygningen skete ved at Torben trillede, men opgav fordi snebolden faldt fra hinanden.  Herefter blev han guidet af min snemandsekspertise ovenfra (jeg kan altså dårligt bukke mig!), mens han trillede den fedeste snemand!  Tib hjalp begejstret til med at lappe små buler og mangler i de nedre organer.

Sneflokke kommer vrimlende
henover diger trimlende
det fyger ud af himlene
det sluger hegn og gård

David får sne på brillerne

Her er lige en klump mave til snemanden!  Så han ikke buler indad hvor mor buler udad.

Et portræt af de to byggeri-overvågere, en kost, en gulerod og en nissehue.  Resten er bare sne.

Da vi sidenhen ville gå en tur med slæden kom vi ikke ud af indkørslen før jeg næsten skvattede.  Vi blev enige om at det nok var glat, og man skulle være forsigtig.  To skridt efter skvattede jeg. 

Nu er vi altså færdige med at udfordre skæbnen, jeg ved ikke hvilke røvbalde jeg skal sidde på, og måtte lidt skyldbetynget ringe til fødegangen i Randers og lade mig berolige af en stoisk jordemor der forsikrede mig om at babyen altså ikke sidder bagpå, men foran :)

Torbenfar er bekymret....

...og dette! er grunden til hans bekymring!

Ting du frygter

1. Hjorte:  Forleden fortalte jeg dig, hvordan jeg fulgtes med en hjort op til huset.  Den store hind var utilfreds med at jeg kørte ved siden af den, men den var lidt for doven til at gøre noget ved det.  Hvad jeg syntes var en fin aftenoplevelse udløste kun bekymring hos dig:  "Åh nej! En kæmpe, kææmpe, KÆMPE hjort.... Men bid't den dig mor?  RRRRARRRR!  Den må IKKE komme op til pippi langstrømpehuset....." Billeder af Bambi med meget store mandeløjne og små sommerfugle på næsetippen hjalp.

2. Næsehorn: Du har et filmklip hvor Peter Pedal bliver forfulgt af et næsehorn.  Scenen varer cirka halvandet sekund og ender med at Peter grinende hopper over en voldgrav, mens næsehornet fnyser og går sin vej.  Det skulle det aldrig have gjort.  Du ser næsehorn overalt, og i din fantasi fnyser de og spiser både løver og tigre og små drenge.

3. Et stort (kæmpe, kææmpe, KÆMPE) hestehoved der bor i mit tøjskab, og kigger ud hvis ikke forhængene er trukket helt for.

4. Tydligt: Tydligt er et abstrakt, men potent væsen, der bor bag ved din væg og jævnligt hjemsøger dine drømme.  Jeg har prøvet at forklare at tydligt sikkert bare er en lille bitte bange mus, men det fungerede ikke, for du begyndte bare at blive betænkelig ved mus. Jeg tror tydligt er opstået som en personificering af den sætning du frygter mest når du dabber ind til os midt om natten "Naaarj Tib, det er ALT for tidligt!"

Morgenstemning

Efter et par lange dage med stressende arbejde presset ind mellem mellem søvnløse nætter, og kogt sammen til sure miner, havde vi en hyggelig morgen der startede med at Torben opgav at vække mig, og jeg fik en halv time mere på øjet. Da jeg vågnede sad David på sit værelse og tog tøj på. Alt. sit tøj.
Han kneb en tåre over at han ikke kunne give far en krammer, og at det STADIG ikke er weekend. Men det trøstede ham at vi skal ned til Emil i morgen ("ja, og Liiva og Camilla og Jan -og Oma og Opa og Lissi kommer også!") og give ham en gave.
Nede i stuen lå Frida Kahlo og gassede sig på Torbens nye lækre uldtrøje. Uldtrøjen er kommet lidt uheldigt til familien ved at Torbens gamle trøjer endte deres liv i en 90 graders vask forleden. De var sprøde som sølvpapir da de kom ud, og knirkede som gamle lemmer. Den nye trøje er klart bedre at ligge på, synes Frida!

Sne!!

Med længsel har Tib ventet på at det bliver vinter, så der kommer sne, så han kan kælke på græsplænen.

I dag var dagen (med lidt god vilje)! Han ventede til jeg havde travlt på madpakkefabrikken, så hoppede han i gummistøvlerne og løb ud! Gad egentlig vide hvor han fandt slæden.

Jeg SAVNER dig!

Du er taget på ferie. På Avernakø. På egne ben. På ubestemt tid.

Og nu får jeg tilsendt lykkelige billeder af dig på kornmarker, med hunde og køer og babyer og puslespil:

♥

Men jeg tror de er manipulerede, for du er helt sikkert ved at DØ AF HJEMVE!!! Og dét prøver onkel Kris og tante Eva og bedstemor bare at skjule fordi de vil beholde dig FOR ALTID!! Onkel Kris skrev endda "I ses til jul :)" TIL JUL??!!!!
Jeg tror de mener det.

♥

Jeg tror de har opdaget hvor ualmindelig sød og dejlig og u-undværlig du er, og nu er de blevet lige så afhængige som jeg af dine store omsorgfulde armbevægelser som f.eks. morgenmad af træ, eller tæpper du kommer med, eller trøstende ord du strøer ud hvor du mener der er behov.

♥

Jeg ringede til dem for en times tid siden for at sige, at i morgen kommer jeg altså OG HENTER DIG....
men....DE TAGER IKKE TELEFONEN!!
Ja, jeg ved det, den er helt gal.  Jeg synes faktisk også koen ser ret farlig ud, nu jeg ser nærmere efter....

♥ ♥ ♥ ♥ ♥

I announce fall!

Jeg har duftet bagte æbler.
Jeg har pakket David ind i regnbukser, regnjakke, og gummistøvler, kun for alligevel at finde drivvådt drengetøj indenunder når jeg pakkede ham ud igen.

Jeg har overvejet at lave en gummistøvledryppebakke.

Jeg har fundet tændstikker frem, og Torben har fundet brænde frem, og vi har fyret op.

Jeg har brugt kanel.

Jeg har drukket te. Og chai.

Jeg har stillet musefælder op.

Jeg har strikket.

Jeg har slukket min tørst i regnvand fra mit pandehår.

I hereby announce: fall!  Fall of temperature, fall of rain, fall of apples, fall of daylight, fall of summer.

(Fall of activity, men det er på grund af den tykke babymave) 

Alle brokker sig over efteråret når det kommer,

men alle siger, i særligt fortrolige øjeblikke, at de jo EGENTLIG holder så meget af efteråret, og når det står ned i stænger fyldes facebook med sjove opdateringer om Amelie-agtige piger der laver regndans, og vældige karle der vasker bilen i regnvejr på trods, eller svømmer i en pool i regnvejr på trods, eller fanger en fisk i regnvejr fordi, eller drikker en bajer, i regnvejr, også fordi.


"Ohh Darling, don´t you love fall, egentlig?!" Photo: Andrew Huth



Jeg hører også til dem der egentlig godt kan lide efterår. EGENTLIG, fordi jeg godt kan lide bagte rodfrugter, kanel, chai, og stænger der står ned og gør mig så pjaskvåde at jeg skal hænge til tørre og låne et par sokker.  Egentlig, fordi jeg godt kan lide at strikke, og David godt kan lide vandpytter,
og fordi han i morges fortalte at
"Det er helt mørkt udenfor! Jeg har set stjernerne, dengang vi var ude og spise hos Kristian og Eva og så kom vi hjem!  Men så er der så´n nogen mørke skyer på himlen, og så kom der en høstmaskine og høstede skyerne ned på GRÆSSET!  Ja!!  Og så blev skyerne helt GRØNNE, fordi de lå i græsset!  Og SÅ kom der en hænt og sagde "Aaarj, det er da lidt for ulækkert!", og så må vi hellere tørre det grønne af igen, og så hentede jeg en traktor og ramte skyerne op på himlen igen. Ja.  Og så sagde hænten at jeg var dyyygtig til at ramme skyerne op på himlen igen! Ja." (Der fulgte ingen uddybning af hvad en hænt er for noget).

Men nej, jeg kan altså ikke lide regnvand når det har blandet sig med min have til søle. 

Og jeg kan heller ikke lide at tømme musefælder, eller at skrælle de forbandede æbler der ligger som skudt op af græsplænen hver gang jeg kigger ud. 

Og nej, jeg kan heller ikke lide at cykle i blæsevejr, eller i mørke, bare fordi jeg har glemt at mørke på landet betyder kulsort sortness, så sort, der ikke engang frigiver en antydelse af grusvejens forløb, eller dens sorte huller der er fyldt med vand, eller søle. 

David kan ikke lide våde cykelsæder, eller regnbukser, eller (hjemmestrikkede) uldtrøjer, eller "slotlæser" (snotnæser), eller søle på hænderne.  Eller bagte rodfrugter. 

Frida kan til gengæld godt lide at tømme musefælder, og at bruge mit strikketøj som skiftetøj, og (duften af) chai.  Men hun HADER søle på hænderne, og stænger der står ned og gør hende pjaskvåde....jeg tror også hun hader bagte rodfrugter.

Torben kan ikke EGENTLIG godt lide efterår.  Han hader det bare, af hele sit gode hjerte.

Regnvejr. Photo: tv2 vejret

To små våde mus som jeg har fanget med mine egne hænder.  Håndfangede mus. Jo jo, snart må jeg godt kalde mig skovskider!

Håndbog i landliv #5

1.  Sørg for at dit kirsebærtræ er så højt, at du kun kan beundre de saftige, modne kirsebær nedefra.   Det sparer dig mavepinen.

2. Hvis du vil friske dine hvide lagner op med lidt farvestrint, så hæng dem til tørre under kirsebærtræet.

3. Inviter bedstemor på grillmad ved høsttid, så har du chancen for lige pludselig at få en gratis regn af fuldkornsdrys.

 

4. Et par dage efter høsten kan du invitere dine psykologkolleger fra byen til landlig hygge.  Så har bonden nemlig været ude og pløje hønselort ned i omgivelserne.

5. Bland dig ikke i hønsenes hakkeorden.  De narrer dig alligevel.

6. Gæt hvad det her går ud på:

Kælketur

Hvem siger man kun kan kælke i sne?  Ikke nogen her fra familien i hvert fald....:

Hurtigereee!

Du "sejler"!

Og det endte, som det måtte ende!

Fagre nye (visuelle) verden

Hvordan mon det er at have kendt verden som et sløret sted, der kun afslørede sine virkelige former når man lagde hovedet på skrå og spændte sine øjenmuskler alt det man kunne.  Og så en dag kommer man med far på tur til en ny by, intetanende, og man går ind i en intetsigende butik, én af dem hvor det næsten ikke kan betale sig at lægge hovedet på skrå og spænde musklerne.  Og så er der en dame der sætter noget glas for ens øjne, og pludselig er alting lynende skarpt!

Da far og du kom hjem med briller på, is om munden og en lille blå flyvemaskine i hånden, hilser du mig med en lang historie, en af de historier der har lange grene ud til alle sider.  Men da du kommer ind i køkkenet stopper du op, halvvejs ude af en gren, og drejer dig rundt og rundt om dig selv.  Det tager kun et sekund eller to, så kravler du videre ud af historien.  Men vi overså ikke det øjeblik hvor du intetanende var løbet ind i det hjem du kender så godt, og pludselig så det for første gang!

For at fejre det, for at hædre den læge og hans videnskab der var grundig og dygtig nok til at finde dit problem, og for at sætte et udtrykkelgit punktum bag alle forbehold mod at gå med briller, har jeg hængt en snellentavle op på din væg, og du tester lystigt løs, med dine egne regler og dit eget nye skarpe syn:

"Hvor er der en.....pony?!"

"Deeer!"