Hvaffor nogle børn?!

Arbejde, huskøb, kærestetid, løberi, frilufteri, biblioteksfrister og vasketøj - der er jo så meget....

...men hvad sker der egentlig nede i én meters højde?  Det er jo Jer to, det hele handler om. I er hele humlen i både bloggen og besværet.

Grunden til at jeg selv bevæger mig mindre rundt nede i jeres øjenhøjde er, at i myldrer derudad med jeres egne små liv.  I har det strålende, og min fornemmeste opgave er at klappe i hænderne, lytte til alle Jeres eventyr så meget jeg overhovedet orker, fylde flere eventyr på, og så ellers holde mig diskret tilbage.
Det er i øvrigt min kæphest.

Boing boing børneliv!

Selma, dit liv handler om leg og knus og venskaber, som du plejer med ømhed og tålmodighed.  Der er ingenting så vigtigt for dig, som at alle har det rart med sig selv og hinanden og krammer en masse.   Jo måske overgået af mad, som er dit yndlings-samtaleemne.
Dine bedste venner er Laura, Ian og Maloucca.
Dit yndlingslegetøj er katten, som du konsekvent kalder Muffer fordi det er nemmere end Sysmund. Han synes tydeligvis at det er fremragende at være din levende bamse.

Selma og Muffer

Du ser stadig næsegrus op til storebror og følger hans mindste vink - i kan stadig lege i timevis sammen, takket være din uopslidelige jahat.
Når du bliver ked af det er det fordi verden er uretfærdig når man er lille.  Storebror er hård og belærende, mor og far er skrappe, der er ting man ikke må som store brødre må, og man må ALDRIG få det mad man helst vil spise.

Dronning Selma

Du vil gerne gå til spejder, eller gymnastik, eller svømning, eller ridning, eller et eller andet som Laura også går til.  Det er helt underordnet hvad det er, og du har intet begreb om gymnastik overhovedet, men bare der er søde mennesker, fest og ballade, og mor eller far er med.

David er vores lille verdensmand.  Du flekser dine tynde ben livligt igennem din vilde hverdag. Koncentreret og lige tilpas fræk i den almægtige reformerede skole. Idékanon og somme tider alarmcentral i de rå kammeratskaber i skolegården.
Fri leg og stram honnør under åben himmel i spejderkorpset.
Sludrechatol bag i bilen, lille levemand blandt voksne, professor blandt børnene.
Forsigtig og kejtet med ponyen Frejka, som du er begyndt at få ridetimer på.
Dit hoved er en stærk kværn.
Livet er for kort til mad og søvn og bagateller som højre og venstre, ret og vrang på trøjen og hvor man lige lagde sin cykelnøgle.

Det kan ødelægge din dag hvis du skal i bad. Eller have klippet negle. Eller i seng. Hver dag. Eller hvis Selma står i vejen. Eller hvis du skal hjælpe med borddækningen. Eller hvis vi skal have æg til aftensmad, hvis isskuffen i fryseren er lukket, eller hvis vi kommer for sent til Disney-sjov (hvilket er 3 ud af 4 fredage, fordi ingen i familien i virkeligheden går op i bagateller som klokken og mad og søvn og vrangen på tøjet).

Jeg bliver aldrig træt af at se på din tegning af nogle ret fede fremtidsplaner

5, nej 6, måder at gøre DHL-stafetten lidt mere udfordrende...

1. Når man vælger at forvandle sine håndmuskler til beton inden løbet.  Man skal ikke undervurdere dét at holde på en stafet!

Jeg er klatret op ad denne her væg. I virkeligheden.  

Alternativ måde at bære sin stafet, når man har ynkelige arme.

2. Når det går op for én at man har glemt sine sokker i klatreskoene og må løbe i bare tæer...

Pigehold much?

Min Kadi, som er en af mit livs back-ups, har altid et par ekstra sokker i tasken

3. Når man møder sin nabo på banen, og kommer til at regne forkert da han spørger hvilken tid man regner med at løbe, og lige inden han forsvinder ud ad banen kommer til at råbe et spontant væddemål om at man klarer de 5km på under 25min. 

Jeg bor bare det helt rigtige sted!

4. Det øjeblik hvor man er løbet 500 meter OP AD BAKKE, og når til det gigantiske skilt med teksten: "Bakkespurten starten her - 600m op ad bakke på tid!" 

5. Når man efter festen skal finde sin bil et sted i Marselisskoven blandt 15.000 andre, og ikke aner hvor man har parkeret. 

6. Når man finder bilen i mørket, og den har fået en bøde. I samme uge hvor man skal drikke en kop cappuccino på Markuspladsen og købe et hus.

Et ærligt forsøg på en romantisk weekend

Som alle småbørnsforældre med respekt for sig selv, har Torben og jeg jo ikke rigtig set hinanden dybt i øjnene de sidste 7-8 år.  Jo altså med mindre der var en praktisk grund dertil, fx at man havde en flue i øjet, eller man kunne overtale den anden ved at kigge virkelig dybt og kærligt. Jeg kigger altid gerne længe og kærligt for en kop kaffe, fx.   

Det var helt klart på tide at sætte en weekend af til at gå og flette fingre og huske hvad der egentlig var i luften FØR vi fik de to dejlige kærlighedsballoner. 

Husk at se dig tilbage, også når du sejler med strømmen.  I udsejlingen fra Venedigs brandstation er der opsat sidespejle for at forhindre uanende romantiske gondolieri i at kollidere med udrykningsfartøjer.

Derfor passede det os helt fantastisk godt, da der kom en bryllupsinvitation ind ad døren - tre dages voksenfest langt væk hjemmefra.  Sådan et rigtig romantisk bryllup inklusiv slot og høje hæle, roser og sløjfer og fri bar og masser af tid til tømmermænd næste dag.

Mindre romantisk var det da brylluppet så blev aflyst 3 uger inden datoen.  Noget med at det ikke lige skulle være de to alligevel. Men nu havde vi jo fået børnene afsat til bedstemor, så er det da INGEN sag at finde på noget andet romantisk at bruge tiden på! (Dog ikke uden først at invitere den vingeskudte brudgom på glemselsdruktur til Hornslet – han sagde gudskelov nej tak, for det havde helt sikkert ødelagt stemningen!).

Så vi googler ”romantisk ferie”, og skal vælge mellem Venedig eller Paris.  Et spørgsmål der besvarer sig selv når man er undercover italiener. 

Vi får styr på alle detaljerne uden at blive skilt undervejs:  vi skal bo pissecentralt og pissebilligt, færdig arbejde - og det gælder i øvrigt både hoteller i Venedig, og alt hvad jeg ellers skal købe af huse - mere herom senere!
Torben fikser de bedste billetter - han har det sorte bælte i at finde den bedste pris.
At sådan en tur også kræver lidt forberedelse er der ikke rigtig plads til i hverdagen.  Så eftermiddagen inden afgang får jeg endelig ringet tilbage til min mor midt i et møde for at aftale hvornår vi kommer med børnene, kommer ud på mit livs første klippeklatring, kører til Århus og løber DHL-stafet, drikker en enkelt øl, leder en times tid efter min bil fordi jeg har glemt hvor jeg har stillet den, finder den,  betaler parkeringsbøden uden at vi i øvrigt taler mere om dén, kører hjem og pakker, og skynder mig at pakke en gave ind til den barnedåb børnene skal til mens vi er væk.

Mig, med hovedet under armen.

Næste dag efter arbejde og efter at have fundet børn, pikpak, nøgler og vores eget hoved, afgiver vi lige et usandsynligt frækt bud på et hus, drøner forbi biblioteket og afleverer en bog for at mildne straffen for overskredet deadline, og giver så ellers fuld gas ud over nærværets motorvej.
Dvs Torben kører, så det betyder at vi kører 111 km/h mens jeg bider mig på tungen og sidder på mine hænder.  Jeg opfordrer ham kærligt til at bryde trafikloven... hvilket nok er det mest uromantiske man kan gøre ved Torben.  Men det er også kun fordi børnene skal nå sidste færge til Avernakø… 

Nej tak til tung trafik. De store krydstogtskibe har pløjet dybe motorveje i den sumpede lagune udenom Venedig og dermed forstærket tidevandseffekten med 30%, så det når op over husenes ældgamle kant af vandtæt kalksten. Venedig suger vand som en svamp.

 Vi når ikke færgen.  Normalt kan jeg jo fikse alle problemer, og de problemer jeg ikke kan fikse, dem kan bedstemor fikse. Og nu er sådan en dag.

Hun får sin søde kæreste Palle til at komme ridderligt sejlende fra Avernakø efter børnene, og vi kaster dem ned i hans åbne motorjolle, og vinker mens de tøffer ud i de høje bølger. Jeg tænker på gondoler, og håber på det bedste. Nåja, og i øvrigt får vi også svar på vores husbud, som til al overflod bliver godtaget.

Weekendens første gondoltur ud i det danske blæsevejr.  Palle og børnene er ikke særlig tilfredse med situationen, men jeg er til gengæld ret godt tilfreds med min mama!

Nu står vi i den mærkelige situation at vi har købt et hus mens vi er på vej til Venedig for at booste vores forhold og bruge alle vores penge.  Jeg begynder at miste overblikket, og husker hvorfor det er vi aldrig får set hinanden dybt i øjnene.

Onkel Stephan -som vi skal overnatte hos før vi flyver- spørger om vi vil have aftensmad når vi kommer, og jeg svarer: ”Nej tak, bare en whisky!”.

Og sådan sker det at vi alligevel får masser af tømmermænd til vores romantiske weekend.

"Vi har købt hus i Venedig!  Send more money!"

Venedig er bragende dejligt og varmt og livligt og smukt.  Det er jo desværre rygtedes, så der er ca. ti turister per kvadratmeter.  Burturisme.  Dertil kommer alle dem som er med mig i tankerne – kort sagt:  der er lidt crowded i mit hoved.

Rialto-broen i bedste sendetid.  Alle er tilstede i nuet og nyder udsigten.

Alligevel er Markuspladsen og Basilicaen, broerne og gadernes labyrint på øerne overvældende smukke, og jeg kan ikke andet end at blive bjergtaget og fare vild og glemme alt om hverdagen. Torben og jeg lader os drive igennem byen uden plan og retning, og det er helt fantastisk. Torben kommer kun til at tænke LIDT praktisk ind i mellem, og jeg forsvinder kun LIDT ind i tankebobler.

Der dukker fx italienske gloser op til overfladen hele tiden, og jeg prøver stædigt på at danne forståelige sætninger.  Italienerne gider det ikke rigtig, og svarer på engelsk, men det bliver bedre og bedre i løbet af weekenden.

"Skidt med hvad morgenmad hedder.... lad os finde noget!"

La colazione non mi piace.  Jeg vænner mig bare aldrig til italienske morgenmad! 

Så nu kan vi gå helt opladet og zen-agtigt i gang med den næste arbejdsuge efter en dejlig weekend med romantik og kærestenærvær, italiensk sprogsalat, masser af minder om min gamle bedstemor som jo altid er med mig på rejser, og børneudflugt til Avernakø, huskøb og tømmermænd.

Der var øjeblikke hvor vi var helt i nuet!  Her tager vi lige selfies, men de var der!

Tidslommen Avernakø

Man skal til Avernakø ind i mellem. For at sikre sig at tiden stadig står stille som den skal.
Om Gittes geder stadig kan klø sig selv i nakken med bagbenene, og om Bærgits høøns stadi' lægger æææg, om bedstemor stadig er på god fod med hende og er på forsyningslisten.
Man skal tjekke om smutstenene stadig nægter at lave mere end 14 smut, og om hulstenene stadig bringer lykke.
Om der mon stadig går tyskere på grund ude på revet i deres yoghurtbægerskibe, så man kan høre mændene råbe hektisk til deres koner, og om den nye købmand er rar (købmændene udskiftes med et par års mellemrum og hører dermed til øens sliddele). Om de lokale kunstnere stadig finder på tilpas excentriske kunstværker som de stiller op overalt, og om de stadig udløser den samme indignerede forvirring hos øboerne, som er ligeså forfærdede over alt nyt som jeg bliver, så snart jeg kommer derover.  Tiden står nemlig slet ikke stille nok. På weekendturen derned viste det sig, at øen er blevet smittet med # hashtags.

Det skriger på en diskursanalyse ("institutionaliseret regulering af konstruerede kommunikationsfænomener"). Det skriger også på en subkulturel modreaktion.... måske i form af memes og trolling...

Snart begynder de vel også at tage billeder af deres aftensmad.  Hvad kommunen ikke tænkte på da de satte det latterlige skilt op er, at der slet ikke findes noget internet herovre.

Men børnene er ikke nervøse. De har deres helt egen klippefaste overbevisning om at her på øen vil ingenting nogensinde ændre sig, og det gør ikke noget for alt her er lige præcis som det skal være.  Bedstemors godnathistorier, prisen på en strandsten i børneboden, holdningen til kakao til morgenmad, brombærrene, nabobørnene og friheden.

#øhavet: Ø-færgen holder stadig sin helt uigennemskuelige sejlplan...

#øhavet: Voksne mennesker bliver stadig barnlige når de skal hjem til deres moar..

#øhavet: Oh ja. Krummerne er stadig hylende sjove.

#øhavet: Stadig masser af dejligt hav.  Og børnene kan stadig proppes ned i en étter kajak.

Et billede fra gamle dage... og ja, hvad skal jeg sige... Kristian og jeg ligner jo også stadig os selv!