Viser opslag med etiketten Morliv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morliv. Vis alle opslag

3. februar 2016

Glemmebog

Jeg har glemt min huskebog. Den fra nytårsforsættet. Og jeg ved ikke hvor.


Æjh altså, kunne det ikke være gået godt bare LIDT længere end januar igennem....
... jeg har desværre også glemt hvad der stod i den.  Jeg ved kun at listen over ting jeg skulle pt. ikke må glemme var på cirka halvanden-to sider.

Jeg har en del nye ting jeg gerne vil skrive på listen - EFTER jeg finder den og INDEN jeg glemmer dem (det giver mig et tidsvindue på.... estimated.... en halv dags tid):

- beboermøde i Knudby d. 4.2.
- bilen på værksted d. 5.2.
- den store bil, ikke den lille.
- David fastelavnfest i klassen 8.2.
- Selma fastelavnsfest i børnehaven 8.2.
- HUSK: at lave fastelavnskostumer i weekenden!!
- Birthe skriver på intra hvad David skal medbringe til festen
- Bestyrelsesmøde i begyndelsen af februar.... hvornår??
- David til Malthes fødselsdag 9.2.
- Forældrerådsmøde d. 9.2.
- HUSK indhente sidste besvarelser på legegruppe-evaluering inden da
- tøjbytte hos kadi d. 10.2.
- tapas hos Camilla d. 12.2.
- mini-ølejr hos Anna 13.2.-14.2.
- Leas og Julies fødselsdagsfest 20.2. (Ingermor + unger)
- Hartmuts fødselsdagsfest 20.2. (Torben?)
- sluk stearinlys
- vær nærværende

Tjekkede lige hvornår det dér bestyrelsesmøde i børnehaven er.  Det var i aften!





20. januar 2016

Nytårsforsæt

Sidste år sagde jeg højt at jeg ville læse 30 bøger i løbet af året 2015.  Jeg nåede det ikke helt, selvom jeg havde krediteret mig selv for at have læst "Til søs med Gurli Marie" for David, og selvom jeg læste hurtigere og hurtigere op til den 31.12., og selvom bog nummer 27 var spændende nok til at jeg overvejede at aflyse nytårsaften for at ligge oppe under dynen og læse videre.

Jeg nåede måske kun til nabobyen selvom jeg sigtede efter månen.   Men uden nytårsforsæt var jeg ikke engang nået ned til postkassen.  Derfor er jeg en stor tilhænger af nytårsforsætter.

Her er de bøger jeg husker bedst:

Holde nytårsaften eller læse denne bog?  Jeg valgte nytårsfesten, men det var et tæt løb!
2015 blev året hvor jeg kværnede alle Kim Leines bøger rub og stub.  De er så intense, jeg har stadig lidt jet-lag.


Smuk og skøn historie med titusindvis af små nuancer og facetter!

Hvis "Himmelpletter" var en perle, så er denne her bog en flintesten.

Jeg læste desævrre kun to fagbøger.  Og kun den ene er værd at anbefale
God svensk humor!

Seriøst en bog der rykker i hver en fiber af mit hjerte hver gang jeg læser den.  

2016, her kommer mit nytårsforsæt.
Første lov i forsætter-bogen er at man skal sige det højt.
Mit nytårsforsæt i år er at være pålidelig.  Ej okay.  Glem dét.
Mit nytårsforsæt er at opnå en eller anden grad af pålidelighed.
Det er vist for postkasseagtigt.
Mit nytårsforsæt er at nå en grad af pålidelighed der går ud over tilfældigheds-niveau.
Stadig for lavt.  Jeg kommer ikke til nabobyen hvis jeg sigter efter nabobyen, det er jeg alt for magelig til!  (Mageligheden er først i 2017)
Mit nytårsforsæt er at højne min grad af pålidelighed markant.

Forsættet udløses muligvis af nogle ting der skete i december, bl.a. at jeg nær havde brændt mit min arbejdsplads, kaldet førerbunkeren, ned.
Eller at jeg kørte til Silkeborg til et vigtigt møde, for efter 70 km at komme i tanke om at jeg havde glemt min kollega tilbage i Egå (sikkert fordi jeg havde ligget vågen om natten og læst, og derfor ikke havde fået nok søvn!).

Hvis jeg skal fremstå pålidelig, skal der hårde stoffer til.  Jeg har købt en notesbog.  Jeg plejer ikke at købe ting.
Især ikke ting jeg har masser af i forvejen.
Men for det første kom jeg til at gå i Tiger, og for det andet havde jeg brug for sådan en "Jeg gør det sgu!" -notesbog.  Sådan en nytårsforsæt-investering.  Fra Tiger.  Så kan jeg jo skrive i dén: "Husk at slukke stearinlys" hver gang jeg tænder ét. 2016 bliver mit år!




20. november 2015

Psykologen alene hjemme...... med børn!


Mor: "Unger!  Ud og tage støvler på."
Selma: "A hva' skal vi have på?!"
Mor: "Vinterstøvler."
Selma: "Hvorfor det?!"
Mor: "Fordi det er vinter."
David (Kigger ud af vinduet): "Nej mor.  Din analyse er forkert."
Mor: "..."

-----------------
Selma: "Jeg GIDER IKKE SPISE MED MIN GAFFEL!!"
Mor: "Okay.  Så du er færdig med at spise."

Selma: "Jeg GIDER IKKE BØRSTE TÆNDER!!"
Mor: "Okay.  Så du er træt og vil gerne i seng."
Selma: "Det kan du selv være!!"
Mor: "..."
-----------------

Selma: Det er MIN pude."
David: "Nej!!"
Selma: "Jo!!"
David: "Det er IKKE din pude."
Selma: "Jo!!"
David: "Nej!!"
Selma: "Jo!!"
David: "Nej!!"
Selma: "Jo!!"
David: "Nej!!"
Selma: "Jo!!"
David: "Nej!!"
Selma: "Moar!  Det er min pude!  Iggås?!"
Mor: "Hva'?!"
Selma: "Det er min pude!  Iggås?!"
David: "Nej!!"
Selma: "Jo!!"
Mor: "Så i er uenige om hvis pude det er?
Børn: "JAA!"
Mor: "Og Selma du er helt sikker på det er din, ikke?!"
Selma "Jo!!"
Mor: "Og David du er helt sikker på at det er din, iggås?!"
David: "Nemlig!"
Mor: "Så er det min pude."
Børn: "..."

11. februar 2015

Babyshower

Vi havde en spændende debat forleden om indvandringen, denne gang om indvandringen af amerikanske mærkedage i den traditionelle danske/europæiske kultur, og især om hvorvidt denne indvandring er kommercielt drevet, eller om den er et udtryk for at folk bare godt kan lide at fejre ting, og at dage som Valentines og Halloween godt kan fejres for deres hyggelige, romantiske, sjove aspekter, uden at man er et offer for Bilkas marketingshajer?
Jeg forsvarede med næb og kløer det standpunkt, at hvis nogen smider en anledning til at forære blomster, så er det da bare med at gribe chancen!  Hvis nogen foreslår at alle laver græskar-monster-pynt til indkørslen i slutningen af oktober? Ja tak!   Skidt da med at vikingerne ikke gjorde det (kun de katolske irer...) Og skidt da med at REMA tror de kan snige græskarformede lysestager ned i min indkøbsvogn af den grund. Not gonna happen, hverken i oktober eller på noget andet tidspunkt.

Men et skræmmende modargument er jo at om hundrede år, når David får sin første kæreste, så er pigerne opvokset med Valentines Day, og KRÆVER måske at få 20 af de røde langstilkede, dem som produceres under horrible miljømæssige forhold nede i varmen i Kenya?

Nå, men, pointen er, at vi havde denne spændende helligdagsdebat til Annettes babyshower, en tradition som jeg havde tyvstjålet fra amerikanerne fordi det bare virkede som en virkelig god idé at fejre at der er en ny lille babypige på vej til vores vennefamilie.....
....og fejre at vi er sammen...
...og generelt bare fejre,
...og drikke champagne!


Og det VAR en virkelig god idé!  Kombinationen af os gamle veninder, en babymave og champagne. Ligesom kombinationen af banan, Daim og marshmallow.




 Det bliver så sødt og fluffy at man bliver helt overgearet af det og får belægninger på tænderne, og ikke kan stoppe med at guffe det i sig.









25. januar 2015

Afhentningseventyr

Tirsdag:
Det var Selmas første sygedag.  I hvert fald den første i denne uge.  Torben var også syg, men ikke på første dag, han brækkede nemlig sin tå og sin vilje den dag han dansede fasterdans med David og Selma (se her), og har levet i en barfodet, stønnende bobbel siden. Den stakkels mand er jo ikke velsignet med verdens mest nursende kæreste, det bedste jeg kan gøre for ham er at flygte, for ikke at mine ører falder af, eller jeg kommer til at bide det stønnende hoved af ham.  Udenfor daler sneen i tykke pom-pom'er, og igår på arbejdet nåede jeg lige netop at sige farvel en til begejstret pædagog på vej op i fjeldet med en -måske ikke lige så begejstret- teenager.  Han havde allerede snesko på ryggen og julelys i øjnene.

Det var jo umuligt at holde mig indendøre under de forudsætninger, så jeg pakkede Sygeselma ind i en tyk sweater, de tykke sokker, flyverdragten, støvlerne, huen, vanterne, et tæppe omkring sig og et andet under sig, og surrede hende fast til sin slæde, og så trampede vi ud i alt det hvide, over markerne og gennem skoven, igennem bob-slæde-agtige hulveje og snoede stier, ned og vende ved Hornslet og forbi en lille legeplads. Jeg var sat i gang som et lokomotiv, og havde svært ved at standse.  Selma sad først omme bagi og grinede, af og til trillede hun af slæden og måtte børstes fri for sne og losses op igen.  Efter noget tid nøjedes hun med at smile, og til sidst holdt hun op men jeg gik ud fra at alt var vel, for hun sad -tyk og stiv og stoisk - på slæden og kiggede på mig med sine knappede, nissede museøjne.  Men da jeg efter et par timer alligevel havde besluttet at hun nok gerne ville hjem i varmen, og vi kom ind ad døren, brast hun i den dér gråd som mødre får mareridt af, den dér gråd der betyder "mor, hvordan KUNNE du gøre det her imod mig?!?"  En udpakning, varm kakao foran brændeovnen og en sovesut gjorde gudskelov hurtigt verden (og Selma) god igen.

Om eftermiddagen pakkede jeg mig ind igen for at hente David på slæde.  Torben påpegede sindrigt at lyset snart ville svinde, og jeg svarede -sanseløst- at så ku jeg da bare tage en lygte med! Jeg var totalt og aldeles ankommet i den irriterende tilstand hvor der ikke findes dårligt vejr - kun dårlig beklædning, og hvor problemer bare er udfordringer, og hvor smerte bare er svaghed der forlader kroppen.  Jeg stavrede afsted over pløjemarken, slæden hoppede og sprang bag mig, øjet skinned' og tåren randt, og intet mere i verden bandt.  Da jeg dumt nok ikke havde regnet bækken mellem markerne for andet end en udfordring, stod jeg på et tidspunkt foran det problem at bækken om vinteren både er bred, vild og isnende kold.  Dumdristigt sprang min slæde og jeg over, og fortsatte vores færd.  David blev selvfølgelig henrykt over at se sin dampende og sneklædte mor komme i børnehave med slæde, og han er som sin mor helt opslugt af eventyrlige vandringer, også selvom de blot går fra børnehaven over marken hjem.

Davids snemand, som han helt selv har trillet.  Med instrukser fra bar- og tykfodede Torbenfar gennem vinduet.

Ole sad på en knold og sang
Tralalalalalalalalala
Får og beder omkring ham sprang
Tralalalalalalala

Lyngen sused, og skyen gled,
udflugtslængsler i hjertet sved 
Heden stænged og mindet spandt
Moders øjne dog stærkest bandt.

Snart den ting dog blev åbenbar;
Minder gør ikke sagen klar.
Stak så Ole en dag i trav,
Stod med ét ved det store hav.

Øjet skinnede, tåren randt
Intet mere i verden bandt.

Over havene hyrden fór,
Fårene står der endnu og glor.
Ej kan bede og får forstå
Længslers tog over bølgen blå

29. september 2014

På kvindemuseet


Først var billetlugekvinderne lidt i brandmandsmode, og ville ikke lade min klapvogn komme ind på cafeen for at drikke Latte og livemusik med Annamor og Lucialys.  
Men på kvindemuseet kan man i en håndevending gøre det private politisk, så jeg nævnte bare lige hvor vi var og hvad det LØD som om de havde gang i, og SÅ tog de sig meget hurtigt i det, og lovede solidarisk og søsterligt at holde et vågent øje med Selma. Hun sov til gengæld -meget solidarisk- igennem hele min Latte (en stor!) og koncerten (en lille.).  

21. september 2014

Society

Ting jeg gjorde: sendte bilen til olieskift, betalte mine regninger, hørte nyhederne, købte for tusind kroner børnetøj på nettet, og glædede mig til næste gang jeg får lejlighed for at komme en tur i vildmarken:

It's a mystery to me
We have a greed with which we have agreed
You think you have to want more than you need
Until you have it all you won't be free

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me

When you want more than you have
You think you need
And when you think more than you want
Your thoughts begin to bleed

I think I need to find a bigger place
'Cause when you have more than you think
You need more space

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
I hope you're not lonely without me

There's those thinking more or less, less is more
But if less is more how're you keeping score?
Means for every point you make your level drops
Kinda like you're starting from the top, you can't do that

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
I hope you're not lonely without me

Society, have mercy on me
I hope you're not angry if I disagree
Society, crazy indeed
I hope you're not lonely without me

Eddie Vedder - Society

Skøn sang.  Her er en liveoptagelse.  Og så gør det jo ikke noget at det er Johnny Depp der spiller anden guitarstemme:



3. juli 2014

Midsommerforsæt

Midsommerforsæt 2014:
1) Tage flere billeder.
2) Med det rigtige kamera.
3) Frede billeder af oplevelser sammen med venner fra at blive offentliggjort på bloggen.  Fordi der ikke er nogen nem løsning på det, og jeg vil i hvert fald ikke have at mine venner trækker maven ind, når vi sidder og hygger os.

Det kan sagtens lade sig gøre.

Fx:
Ting vi gjorde:
Babysittede Sebastian sammen med Michelle, mens hans mor blev gift.





3. april 2014

Ridetur

I fredags red jeg en tur, ud af virkeligheden og ind i skoven, til slottet, til eventyrland:



Jeg tog ud i skoven på hesteryg fordi der var lidt for meget "kriseintervention", "troværdige voksne", "ifølge handleplan", og "tydelig struktur" oppe i mit hoved.  På vej ud i skoven på det store levende frygtsomme dyr, med eventyrslottet foran mig og virkeligheden langt bag mig, styrtdykker alle de flagrende tanker tilbage til mit indre midtpunkt, dér hvor begge ben vender nedad og hovedet ikke skal andet end at sidde på skuldrene.

Selma Johanne har igår sørme også været ude på hendes første ridetur.  Jeg gætter på at grunden for hende snarere var, at nogen satte hende op på en hest.  Sådan ser hun i hvert fald ud, og hendes hoved har tydeligvis ikke problemer med at sidde på skuldrene:

  
Sjovt nok var den pony som hun blev sat op på, Vallentin.  Den samme pony som lille David blev sat på for et par år siden på HANS første ridetur.  Jeg elsker simpethen at verden hænger så godt sammen, at en hesteryg kan være dens midtpunkt.







2. marts 2014

story slam

I aftes var jeg til story slam inde på Godsbanen.  Der var rødvin, der var store, meningsløse ord på betonvæggene, der var mænd og kvinder med stort hår og lidt malepletter på skoene. Det var én af de her ting jeg mest nød fordi det var SÅ kunstnerisk, og sofistikeret, og underground.  For hvad skal jeg egentlig med fem personer med flotte navne, der stiller sig op på en scene og vrider deres hjerne for at fortælle den bedste historie?  Ikke at historierne ikke var sjove og alsidige og spændende, og det var super at høre til dem der måtte bedømme og vurdere og herske en lille smule over hvem der skulle have de to flasker rødvin. Det var også super at flashe den dér frække nederdel med nitter og sidelomme, som jeg har fået netop med det udtalte formål indimellem at tvinge mig ud af landmorlivet og ind i kulturnatten.
Men når jeg nu har min egen lille historiefortæller herhjemme.  Ham som fortæller helt uden publikum og rødvin. Nej det passer ikke, for han samler sig et publikum, og det eneste vi skal betale med er vores opmærksomhed og -indimellem- vores indre mentale balance.

I morges fortalte han mig en absolut vinder-historie, "Historien om pandekagen der stak af".  En historie der i den grad stikker op af det store hav af historier, i evighedens story-slam, i børnenes kollektive hukommelse. Den er én af to historier som jeg husker min bedstemor fortælle os børnebørn da vi var små.  Vi var så optaget af den historie, at historien fik sit eget liv, sprang ud af bogen og rullede ud i vores legeliv:  vi blev enige om at det var nødvendigt at holde alle bedstemors pandekager på panden ved at stikke dem med en gaffel!  I mange år.  Jeg tager mig selv i at føle trangen til at prikke hul på pandekagerne stadigvæk.
Den har så også klistret sig fast i min søns klistrede hjerne, efter at han åbenbart har fået den læst op i børnehaven.  Og han fortæller med matematisk præcision:
"En mor havde syv sultne børn. Da hun lavede en stor tyk pandekage til dem sagde det første barn: "Kære mor!"  Og det næste barn sagde "Kære søde mor", og det næste barn sagde "Kære søde rare mor!" og det næste barn siger "køre søde rare dejlige mor!" (.....) og da pandekagen hørte det blev den bange og sprang ud af panden og rullede ud ad huset ud på vejen. (....) Så mødte den en høne: "Hej pandekage!" sagde hønen.  "Hej Høne-pøne!" sagde pandekagen. (...).

Pandekagen møder mange figurer på sin vej, og dialogerne....ja.  Børnesprog med gentagelser.  Akkumuerede gentagelser! Historien er til sidst et matematisk konstrukt af vrøvl, og det er her min mentale balance kommer ind som betalingsmiddel. Til sidst kommer pointen, som David har givet et så avanceret twist, at jeg stod af:

"Men mor, tror du pandekagen endte oppe på grisens tryne?"
Jeg: "Øh...."
David: "Hvor tror du den endte?"
Jeg: "Øhh..."
David: "Her!!" (peger på sin mave)
Jeg: "Øhhh... hvordan det?!"
David: "Mor.  Ved du ikke hvad SPISE er?!!"



Der findes en anden historie fra min bedstemors boghylde. Det er dén, hvor det ikke er de voksne, men børnene, der betaler med deres indre mentale balance.  "Skrap Skælving.  Det uhyggeligste af alle spøgelser i Småland."  Jeg kan stadig mærke mit blod fryse en lille smule til is i mine årer!








13. december 2013

En barnløs fortælling fra vinterfjeldet #2: opturen

Tirsdag, 
+1*
Hästbergsätern - Skrocksätern - Ransbyshelteren

Snemand frost 1, 2, og 3 stavrer omkring i den primitive hytte og gør sig morgenklar.  Alle de stive led og muskler holder deres løfte om at bære os, men også løftet om at skrige til himlen efter gårsdagens strabadser.  Min kvindelige makker driver alligevel af overskud, hun varmer hjemmebagte boller på den grimme ovn og pisker en stemning op.   Herude, begynder jeg at forstå, er den gode stemning noget man pisker til det sidste, man har ikke råd til at miste den.  Derfor de absurd glade sange ude i den absurd sorte nattevandring.  Derfor skraldlatteren i stedet for medfølelse.  Derfor er der ingen kære mor, fordi den kære mor forlængst havde overtalt os til at bakke ud.  Kun en kold og kynisk selvsikkerhed, og tro på at grænser kun er markeringer af hvor det sjove begynder, kan få os til at gå videre.
Vi kommer lidt for sent ud, klokken er ni, og det går ned ad bakke i scootersporet fra vores veloplagte aftenbesøg.  Vi ruller derudaf de første timer. Ved middagstid skal vi over et lillebitte pas uden afmærkninger og uden spor, sneen står os til hofterne, vi skubber os frem og op.  En yderligere beskrivelse af den kommende time ville være en lang, pinefuld kliché.  På den anden side finder vi en langrendsløjpe, som vi beslutter går den rigtige vej.  Da den ikke gør det mere er vi helt derude hvor det sgu også er ligemeget, og fødderne bare går.  Benene har simpelthen opbrugt deres taletid, og lige så langsomt kan jeg høre andre tanker inde i mit hovede.  Tanker om et fuglekvidder omkring os, for eksempel, og om en smuk blomst der er lige ved at springe ud under sneen.  Desværre viser det sig at jeg i min tvivlsomme mentale tilstand har set en blomst hvor der i virkeligheden kun var en afbrækket død kæp.
Vi ankommer uden større armbevægelser som de første til vores træfpunkt klokken halv tre.  Ikke et øje er tørt, og skulderklappene fra de store karle er lige ved at vælte mig.  Jeg går på vandet!  Ja faktisk:  for mens de stakkels jobsøgere bliver lullet ind i noget pædagogisk væveri i den varme hytte, kommer jeg ud at køre på bagsædet af den berømte snescooter ud på søen.  Med omtrent halvandenhundrede kilometer i timen hamrer vi ud over isen og æder en strækning som jeg har brugt de sidste halvanden dage på at tæske min krop igennem.  Det går så hurtigt at tågepartiklerne føles som sandkorn.  Jeg elsker mit nye job!!
I hytten afprøves også skovarbejdernes foretrukne spise: kolbulle, en bålpandekage så fæl og fed at man kan leve af den i flere dage. Hvilket vist også var meningen i de gamle skovhuggerlejre...

Kolbulle på skrocksätern

Da klokken nærmer sig aftensmadstid har turledelsen opnået sit mål: sindene har lullet sig ind i den tro at det er her vi skal sove, kampgejsten er sat i tomgear, og mørket er faldet på.  Vi sendes i nye hold ud på jagt efter vores sheltere, som ligger 3-4 timers vandring væk.  Tre store slagne krigere bliver tilbage i hytten, de har kæmpet til det allersidste, men er gået i knæ over feber, ødelagte knæled og alt for lidt nattesøvn. Mit nye hold består af elgen, der tramper afsted og rydder hele underskoven for os.  Ulven, som så gerne vil op at strejfe på de små veksler rundt omkring gennem skoven, og mig, uglen med de store øjne.
Vores elg laver en farbar sti, og jogger også gerne rundt om en sø for at finde vores shelter til os i mørket, mens vi står tilbage med hans rygsæk og nyder synet.  Da lejren er etableret traver elgen ud i skoven og fælder et par udgåede grantræer, og selvom bålet bliver for vådt til virkelig at futte, er vi ikke til at hugge og stikke i. Vi får kort besøg af en fjern lyd fra det andet hold ude i skoven, som stadig leder efter deres shelter ude i mørket, senere viser det sig at de ender med taknemmeligt at lægge sig til at sove på et lille vildmarkstoilet, alle tre mand.
Røverhistorierne og al vores energi er forlængst brugt op, så vi lægger os salige ned i vores sovegrej som består af en silkeinderpose, en sovepose, og uden på den endnu en sovepose, og uden på den et soveposeovertræk mod vind og vand. Inden i soveposen har vi en fjeldvarmedunk, der består af det kogende varme snevand i vores drikkeflaske, og med de fugtige sokker fra dagens vandring udenom. Natten igennem har man det lunt og dejligt, og næste morgen har man tørre sokker.

Nu med økse
På dette tidspunkt er jeg så høj af min egen selvovervindelse, de skønne bekendtskaber og den flotte natur, at vandringen igennem sneen føles nøjagtig som at gå på vandet.  Natten igennem sover vi som sten i vores flotte shelter.

Onsdag d. 11/12
-1*
Ransbyshelteren - Klarälvsbyn
Den sidste etape.  Ruten siger vi skal op på en meget genstridig rygning, som vi skal følge et godt stykke inden vi nærmest glider ned ad skrænten ned i Klarälvsdalen.  Det er et kort stræk på cirka 5-6 km, men med ben i.  Alle er enige om at vi i stedet vælger at gå ad grusvejen, som godt nok ikke er ryddet, men til gengæld åben og lige, og uden ben i.  Men så kommer fanden op i mig, og jeg tager kortet i hånden og tænker på hvad jeg egentlig har at miste og at vinde.  Et eller andet sted er jeg allerede ude over det punkt hvor den bundløse hvide skov og den endeløse sti den gemmer under sneen kan røre mig.  Vi trækker op over fjeldet.
Fra det øjeblik går vi alle tre på vandet.  Sneen er ikke mere noget benene undrer sig over, den er bare det man pløjer sig igennem når man går.  Oppe nær spidsen letter tågen, og solen bryder igennem.

Sol fra udsigtspunktet over Sysslebäck
Elgen, som er gået forud, ser en anden elg, én af dem med fire ben.  Desværre når vi kun at høre den, men her får jeg alligevel naturen mistænkt for at være en rørstrømsk romantiker bag ved al den bitterkolde hårdhed.





Solskin 

Solen

Julestemning

På vej ned ad æggen forærer den os et ulvespor på størrelse med en underkop, som vi følger over flere hundrede meter.  Sneen drysser fra de tunge træer, og ulven og jeg synger "Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøøn er sjælenes pilgrimsgang gennem de favre riger på jorden!" og englene synger med.
Ulv

Da vi for første gang i tre dage hører menneskelarm der ikke kommer fra vores egne, stopper vi op og spiser den sidste proviant, drikker snevand (som stadig smager lige frygteligt) og ser skoven som det den er, helt uden overlevelseskamp og fjendtlige følelser.

Nede i hytten bliver vi modtaget af så megen varme og huslighed, at kontrasten næsten vælter mig.
Jeg hælder de sidste slurke smeltevand i vasken, dem som vi havde gemt til det  scenaie hvor en af os brækker et ben på den sidste kilometer, og tager et varmt bad.

Mig der står på vandet--


En næsten barnløs fortælling fra vinterfjeldet #1: Nedtur

Søndag
+6*, regn
Rosenholm, Danmark - Klarälvsbyn, Sverige

Der flyder sorte high-tech beklædningsdele som jeg ikke kender navnene på overalt i stuen.  En lånt 60l rygsæk spærrer vejen ind til legeværelset, og Selma brokker sig over at hun ikke kan komme forbi.  Julepynten glitrer, lidt desperat, for at overdøve rodet, og i det hele taget virker det ikke særlig praktisk, at jeg er på vej ud på det svenske lavfjeld med den der rygsæk.  Jeg ruller alle de mystiske beklædningsdele sammen og pakker dem i noget der forekommer mig et gennemtænkt system, stripper min Trangia for al unødig overvægt ("En pande?!  Hvem fanden laver spejlæg i vildmarken!? Ud med den!")   
Jeg smider tasken i bilen, vinker til Torbenfar og ungerne og trykker speederen i bund.  Halvt for at skippe den enerverende overgang mellem familieliv og rejseliv, og halvt for at nå det.
På lageret i Silkeborgs industrikvarter møder jeg mine rejsefæller, otte aspiranter til stillinger som pædagoger på mit arbejde.  De skal op på lavfjeldet og vise at de kan finde vej, gennem sne, gennem skov, gennem mørke, gennem kulde, over fjeldet og rundt til vores sheltere.  De skal vise at de husker at få smeltet sne inden de lægger sig til at sove efter 12 timers vandring.  De skal vise at de ikke går igennem isen, eller igennem den tynde, smeltende fernis af fornuft der dækker over panikken når benene svigter.  De skal vise at de tager hånd om den langsomste, selv hvis det betyder at ofre sin nattesøvn, sit vand, sine tørre sokker, sin sunde fornuft. Og selv hvis den langsomste er en udadreagerende, normløs, bandende og svovlende teenager. 
Hunden der ligger begravet er, at det er mig, de skal vise det.  Og hunden der ligger begravet i denne hund er, at når jeg skal finde vej over et koldt, sneklædt fjelddrag i mørke og sne til knæene bliver jeg meget hurtigt både udadreagerende, normløs, bandende, og svovlende.  Jeg har sagt ja til at deltage i denne sindsyge udfordring på lige fod med ansøgerne for at opleve dem, fjeldet, og min egen normløshed.  Mens jeg sidder i den gamle bus der skal køre os nordpå føler jeg mig ellers slet ikke så rablende, som det lyder.  Vi kører nordpå, og regnen bliver til sne.  Motorvejen bliver til en slags løjpe for dårligt behjulede køretøjer.  Lillebror Kristian sender meget bekymrede SMS'er derhjemmefra og spørger hvem der sørger for at vi ikke dør deroppe.   Vi ankommer i Klarälvsbyn klokken 04:56 efter en lille GPS-fejl til Norge.  Humøret er på frysepunktet, luften siger -6*

Mandag
ca 10 - 15* frost
Digerbjerget - Hästbergsätern
Jeg kommer på hold med to sjove og kloge vandrekammerater.  Vi ser hinanden an, jeg piver lidt om at jeg ingen kondi har, og de er søde og ruller næsten ikke med øjnene.  Vi traver afsted, klokken er otte og humøret er i top.  Ud i mosen, som gudskelov er frosset, for under de 30-50cm sne mærker vi ikke de bærende brædder, og gang på gang kommer vi ud at gå i tuer og huller.  Ruten er afmærket med orange pæle, der for det meste ikke er væltet eller dækket af sne.  Når de er, sværmer to af os ud, mens én tager den svære tjans at underholde den sidste pind vi er sikre på.  


Timerne går, lyset kommer.  Den første af mine mystiske beklædningsdele der træder i karakter for mig er mine gaiters, som på ufattelig vis holder sneen fra mine bukseben og støvler.  Det bliver frokost, tågen lægger sig over landskabet.  Væskebalancen tipper udad, der er vand overalt omkring os, men for lidt indeni. Vi holder frokostpause på vores rygsække, jeg finder Trangiaen frem, og lærer min første vigtige vildmarkslektion:  panden er også et låg, og sne smelter meget langsomt uden låg. Tørkostposer fungerer gudskelov lige så godt, selvom jeg må indrømme at vores snesmeltningstårn sætter ordet "væskebalance" i et helt nyt lys.  
Gennem højmosen
Hele min krop damper.  Men efter et lille minut begynder kulden at bide sig ind igennem de lette lag tøj,nu skal der hurtigt noget varmere på. Mine knæ er begyndt at brænde af overraskelse over den pludselige bærelast, ryggen giver sig, og mit bælte skarver på hoften under bæreremmen.  Mine fødder sender forsigtige bønner om en skammel op fra de stive støvler i sneen.  Men jeg er varm og relativt tør, inden vand i støvlerne, påklædningen spiller, og Nasi Goreng i tørkostudgave smager fantastisk. Vildmarkslektion nummer to: sne kan godt brænde på.


Vi traver, og traver, og traver, og traver, og traver, og traver.  Op ad bakke ned ad bakke under træer over træer, igennem driver af sne og krat og elgspor der trækker sig med ubehøvlet tydelighed igennem hele landskabet.  Jeg elsker det, men bruger al min energi på at holde mig i gang, der er ikke plads i hovedet til rigtigt at nyde naturen under kroppens mere og mere desperate råb om hjælp.  Jeg er jo ikke lavet til det her.  Turen er tilrettelagt for at presse arktiske havkajakinstruktører, skibstømrere, uddannede friluftsvejledere, undervisere på friluftsvejlederuddannelsen, og soldater.  Vi er ikke engang halvvejs i dagens etape, igen og igen mister vi vandreleddet og mine erfarne kammerater holder fast i "tilbage til sidste pind" med en perfid fornuft. Pauserne dræner mig for motivation, nærmest i protest stiger min evne til at spotte det orange igennem alt det hvide og sorte.  

Det bliver mørkt.  Vi tager bestik af situationen, selvom vi har fastslået at smerte bare er svaghed der forlader kroppen er jeg ikke sikker på at jeg er parat til at forbløde al min svaghed derude på vinterfjeldet.... Tager vi den nemme vej, eller går vi over det sidste fjeld?  Eller søger vi skamfuldt nødly i nærmeste shelter? Min ankel skriger af svaghed, og turens hårdhed brænder i mit hoved, men vi går, ad vejen, langsomt, opad.  

Den sidste stigning op til sæterhytten, optaget morgenen efter. 
Fire timer efter mørkets frembrud står vi for foden af den sidste stigning, kun halvanden kilometer, men tværs op igennem skoven.  Der er ikke flere kræfter tilbage.  Det sner.  Vi går.  Mine kammerater har båret mig herop på deres gode humør, sangene de istemte, løgnehistorierne, og de sjofle vittigheder.  Men nu mærker jeg hvordan også de er ved deres grænse, og da en af dem helt uskyldigt holder en hvilepause, siger det klik oppe i mit hoved.  De to stærke sjæle der har kæmpet for mig, de skal sgu ikke stå der og være forpustet! Og nu skal vi op til den hytte!  Jeg traver op foran og presser os den sidste strækning hen til hytten indtil den lige pludselig er der. Låst.  Den forkerte hytte.  Den næste hytte er også forkert.  Mit hovede slukkes, og fra nu af passer mine kammerater på mig som en lillebitte indadreagerende teenager. Vores bål bliver kun til en masse sod og røg! Soveposen er ikke en skid varmere end skoven! Kan jeg overhovedet stå på mine ben i morgen? Jeg er ikke sulten, stik det tørkost skråt op!!  Jeg falder næsten i søvn før jeg har ramt hovedpuden, men nu kommer den veloplagte direktør og hans makkere fræsende på deres snescootere for at tjekke om vi har det godt!  De griner af vores udbrændte bål, og futter skorstenen af med sprit, fyrer kraftigt op og giver mig et par verbale øretæver at vågne på.  Jeg tåger, og pipper at jeg nok gerne vil hentes et sted i morgen..... please?!  Der er flere verbale øretæver i luften, og mit psykologhoved er ved at sprænges i forsøget på at forstå hvad fanden meningen er?!?  Jeg opgiver, og falder i søvn.  

Hästbergsäteren i pandelygternes og tågernes skær

15. november 2013

Nyt fra vestfronten

Som det fremgår af den glanende tomme blog, har Ingermor fået arbejde.  Her kommer et hurtigt kvantitativt opgør over de første fire uger.

Kilometer kørt:   2720.
Kroner tjent:       0,0
Fagligt ego boostet: 100%

Stirret ud i luften til Torben siger "Inger, ikke tænke på arbejde! 1%
Stirret ud i luften og tænkt på arbejde uden at nogen opdagede det: 99%
Image cred: Kyle Thompson

Antal tilkendegivelser fra omgangskreds af at psykologi er noget mystisk hokus-pokus: 2
Antal forespørgsler fra omgangskreds efter om jeg ikke lige kunne intelligensteste dem/deres afkom/deres guldfisk: 3

Antal biler købt: 1
Antal forsøg på at knække egen tophastighed på strækningen Hornslet-Silkeborg for at nå på arbejde til tiden: don't ask
Antal forsøg på at knække egen tophastighed på strækningen Silkeborg - Hornslet for at hente David til tiden: I said dont ask!

Tid til at ride en tur: 0%
Tid til at gøre rent: 0%
Tid til blog: 0%
Tid til at lave mad: ikke relevant pga. take away.
Biografture i det forgangne år: 2
Heraf biografture efter jeg begyndte på arbejde og fik travlt: 2

Glemt mit barn/dets fødselsdag/dets gymnastiktime: 0%
Børn der har haft fødselsdag i perioden: 0%
Så meget elsker jeg min familie: 100%

Ringet til far eller mor for at spørge om der findes en slags fortrydelsesret på det at blive voksen: 1%
Image: Kyle Thomson
Antal kaffepletter på vigtige journaler: 1
Kaffepletter på lånte psykologmaterialer: 1
Antal pinlige billeder af mig selv der ryger cubanske cigarer downloadet på min arbejdscomputers fjernskrivebord ved en fejl: 5
Antal rettigheder til at slette downloadede filer: 0

Bedste udtalelse som psykolog: "Ja, nu er jeg jo psykolog, så du får ikke mig til at kalde nogen for en spasser."

Så meget elsker jeg mit job: 100%

23. juli 2013

Skatte vi fandt på min fødselsdagsekspedition


1: En arbejdshest!
2: en myretue
3: Et træ der skød med skarpt efter os
4: Opkast.  Men af en ugle, så er det cool.
5: skovens dybe stille ro
6: en middagslur i skovensdybe stille ro
7: Fotoshooting med David som fotograf

8: Ivers Kilde
9: Smukke mini-træer, og træer der voksede videre selvom de var væltet

10: En sommerfugls vinge
11: En færge
12: En slange!

13: En lille traver der afsluttede mere end ti kilometers opdagelsesrejse med en fangeleg
14: Havens fødselsdagsgaver og lækre grise på et meget forsigtigt bål.  

Glad og tilfreds mor der gerne nupper tredive år mere i samme stil!