Hun fortalte onkel Kristian og mig historier fra hendes barndom på Stengården, hvor de endnu kørte til kirke i kane til juleaften, og jeres tipoldemor fiskede druknede mus op af karlenes mælkesuppe inden de kom ind for at spise middag. Hun lærte mig at læse da jeg holdt lidt sommerferie hos hende som seksårig, med hendes egen læsebog "Hanebogen" fra nittenhundredeniogtyve. Først de latinske bogstaver, så de gotiske.
 |
| Bedstemor med hendes barnepige P., og tre af hendes storebørdre. Cirka i vinteren 1923/24 |
Hun tog alene til Gambia som ung kvinde og oplevede et meget eksotisk land som hun på en eller andet måde følte sig forbundet med. Hun mødte lutter venlige mennesker dernede, midt i borgerkrigen.
Hun kunne se liv og skønhed overalt, i strandsten og knortede kæppe og sandskurede glasskår. Hun malede, lavede lerskulpturer, snittede i træ og lavede glasmosaikker med klare forestilllinger for sit indre øje. Hendes talent var at give billederne liv, give dem bevægelse. Jeg husker hvordan hun prøvede at tegne bevægelse ind i de hestehoveder jeg tegnede så ikonisk som stort pigebarn. Jeg kunne jo godt se at hun havde fat i noget, men det var alt for besværligt!
Hun dryssede salt på al sin mad - som om intet var godt nok bare sådan som det var. Det skulle altid liiiige forbedres lidt.
Hun vidste hvordan man nød eftermiddagssolen (med et glas Gin-tonic og en løs kjole under æbletræet), eller hvordan man hersede med tjenerne på en restaurant (ikke miste sin afvæbnende charme).
Hun lavede leverpostej når vi kom på besøg, og det var Alfreds højeste ønske til frokosten. Når vi tog derfra igen stod hun og vinkede ud over fjorden til Geltingfærgen med et stort lagen i sine hænder, så vi kunne se hende bedre.
 |
| Bedstemors hus, skrænten og fjorden. |
Hun havde et bryggers, og alle bryggerser lugter af min bedstemors bryggers. Derude havde hun harboe sodavand. Ananas og abrikos.
Vi byggede stenalderlandsbyer ved stranden sammen med hende, med vakkelvorne vægge og lave tage, og med køer der havde sørgelige øjne og forstenede smil. De tyggede på små stakke marehalm i indhegninger af småpinde og tang. Vi tog på cykeltur til jættehøjen og sad bagefter oppe på toppen og fortalte gyserhistorier i solen, og var inderligt glade for at vi ikke var blevet fanget nede i gravhøjen!
 |
| Min lillebror, mor, bedstemor og jeg spiser morgenmad i haven med stil og morgenhår. |
Hun lå og solede sig i sin liggestol mens Kristian og jeg var nede ved hendes elskede badebro og fange krabber. Kristian forærede hende begejstret én som havde mistet sit skjold. Det var en overraskelse som han kærligt satte på hendes mørkebrune, brandvarme ryg.
Senere rejste jeg sammen med hende til Kreta, Vi så alt hvad der var at se på hele øen, og til sælgerne i boderne sagde hun "I have three small children at home, they are very hungry!" for at trykke prisen. Jeg, hendes barnebarn, var tretten år og syntes hun overvurderede sin ungdommelighed lidt. Men hun kendte forskellen mellem turisthoteller og en charmerende familiedrevet pension.
Da jeg boede i Australien skrev hun til mig med sin ældgamle skråskrift at hun havde ondt over det hele. Men nu havde hun været i haven for første gang i år og set erantis, og solen havde varmet hende helt ind i de skøre knogler, og hun havde aftalt med Vorherre at han ville give hende denne sommer, og så måtte han gerne hente hende til sig.
Nu er det 16 år siden, og de sidste 2-3 år var det ubærligt at se hende. Hun genkendte os ikke, i blev bange for hende. Jeg kom kun sjældent, og var i stedet taknemmelig for at der var andre der blev ved. Jeg sendte hende hilsner og tanker, men dem kunne hun nok ikke stille meget op med.
Nu er hendes liv slut og hendes sjæl er fri fra glemslens fængsel. Og nu vælder minderne frem. Minderne om den hun var før hun blev gammel og fremmed for denne verden, billeder om den hun var i mit barndomsliv. Pludselig dukker hun op overalt. Forleden havde vi abrikos-sodavand på arbejdet. Hvem har det?!
Jeg har netop foldet en kastestjerne til David af papir som hun havde efterladt i sit chatol og skrevet små huskesedler på. Og mens vi sad og svedte og bandede over den genstridige kastestjerne, sagde David højtideligt "Man skal alldrig give op". Det er et mantra jeg gav hende da om jeg var på Davids alder, og som hun har gentaget lige siden. Jeg kan næsten høre hende sige det: "Man skal alldrig give op!". Men det skal vi jo, bedstemor, til sidst skal vi jo give op!
