Træningstur på øhavsstien

Påskevandring med David og Rune. 

Plan og slutevaluering.

Dag 1: Dagsetape 4-5km med mulighed for omveje efter vejr og humør.

Start Svanninge Bakker klokken 1100. Finde Øhavsstien.  Check. Alt løb som smurt, særligt min lille løbetur tilbage efter alle vores fleecejakker som jeg havde ladet ligge i bilen. Drengene ventede tålmodigt. Minor fallback.

Drengene bærer eget underlag, egen sovepose, egen drikkedunk, egen fodbold, og egen selvtillid.  Rettesnor: max 10% af kropsvægten. Mor bærer resten, ca 21kg, hvilket -jeg lover- ikke svarer til 10% af min kropsvægt.

Herefter en afstikker sydover til naturlegeplads. Aflyst pga fleecejakke ekstrarunden og almindelig langsom start. 

Kaffeboldpause

Efter frokost nordøst tilbage på stien og ud til shelteren Solbjerg v. Norden. Ønsket ankomst Norden: 1600. Delvist check.  Vi tog 2-3 kilometer ekstra ad øhavsstien, fordi jeg drejede forkert fra.  Drengene tog det så ophøjet.  Citat Rune (sukkende): "Nå men så får vi jo bare ENDNU stærkere ben!".

Fri leg og bålmad.  Check!!  Drengene lavede en ny sti igennem det høje græs, kaldet B-stien.  David græd da han skulle efterlade den næste morgen. 

Fodbolden blev skudt på et søm, men David havde åbenbart ikke pakket en eneste sur mine - han lavede bare en balancetallerken.  

Ninjamor Nya

Proviant 1. etape:

Madpakker til frokost i Svanninge bakker. ✓ Det blev rugbrød med peanutbutter. Optur!

Kaffe/kakaomælk ✓

Snacks ✓

Proviantpose med følgende lagret på forhånd på Norden: Hakkekød, bønner, hk tomater, løg, majs, chilikrydderi og kartoffelmos til aftensmad.☓ Glemte hakkekød.  Men vi savnede det ikke. Chilien blev lidt stærk, men drengene elskede det.
Marshmallows til dessert ✓ Stor glæde!
Banan/havregrynspandekager til morgenmad ☓ Turens største failure, de må nytænkes i en version der fungerer bedre med bål og glubende sult og trangiapander.

Gulerodschili

Citat Rune: "Det er det bedste bålmad jeg nogensinde har fået!".  Obs på mildt Stockholmssyndrom..

Frokost/madpakke til Holstenshuus. ✓ 

Flere snacks ✓

Brænde ✓ To sække samt en halv med pindebrænde passede perfekt til 1stk aften/varmebål, 1 morgenmadsbål, og 1 lille efterladt venlighedsrest til efterfølgere. Vi gik ned på optændingsblokke den sidste morgen. 

Dag 2: Dagsetape 7-8km
Ad øhavsstien til Diernæs, Holstenshuus og videre til Pipstorn. Njahh, her begyndte vi at falde af på den. Rune skulle hentes, og det gjorde os lidt forsinkede, og det regnede hele dagen. 

Derfor tog kontrolfreak Ingermor den helt sikre vej til at komme hurtigst frem, nemlig de små sydfynske landeveje.  Det var okay, vi fik masser af regn og ømme ben, også på den asfalterede rute. 

David er så sej.  Han traver løs med højt humør, og når humøret daler så mærker han det, og siger det højt, og så finder han selv på en leg vi kan lege "for så tænker jeg ikke så meget på hvor træt jeg er!"  De cirka 7km i bakker og let regn er helt klart udfordrende for en 7-årig, for da vi ankom overlykkelige og i den bedste kærlige stemning til Pipstorn  gik der hele 30 minutter med at stirre ind i ilden før han gik på opdagelse i området og fandt en mine som han begyndte at udgrave..... 

Proviantpose med følgende efterladt på Pipstorn:
Pasta Alfredo (med bacon!) lavet hjemmefra til aftensmad ✓ En snydeløsning som ikke duer til længere ture pga holdbarhed, men det var dejlig nemt at kunne bruge tiden på lejrslagning i stedet for aftensmad.
Flere marshmallows ✓ Man kan ikke få for mange skumfiduser med på tur.

Havregrynspandekager ☓ De blev bedre end i går, men de levede slet ikke op til resten af vores kongelige tur!

Brænde ✓
Et par ekstra termobukser til David ☓ Lagt ud som backup til backup'en, men det var slet ikke nødvendigt.  

Dag 3: Dagsetape 2,5km.
Ad grusstien langs banelegemet ind til Faaborg.  Hvis man render spontant ind i fætter Jakob skal man ikke gå med ind til en kop kaffe, for man ender bare med at spille fodbold og drikke luksuriøs espresso og snakke om livet og rejser i timevis, mens benene bliver stive og færgen sejler uden os, og fætter Jakobs hus bliver fuldstændig ubeboeligt pga bålstank, og gravhunden får et hysterisk anfald over de store støvler.
Vente på færgen.  Turens absolute lavpunkt.  Det var røvkedeligt!!  Og jeg hørte for første gang i 3 dage mig selv sige "lad være med det" til David....
Med færgen til Avernakø, hvor vi modtages til 100% hygge og forkælelse og genopladning hos bedstemor i sommerhuset.

Pakkeliste: Sovepose, liggeunderlag, uldundertøj, tykke sokker, skalbukser, fleece, gaiters, skaljakke, huer, skiftetøj. Trangia, sprit. Kniv, lightere, optændere, spork, mug, vandflasker, førstehjælpsgrej (panodil, antihistamin, antidiaré, bandage, termometer, antikløestick, sportstape og plaster i 6 størrelser) kompas, regnslag, brætspil (fik vi slet ikke brugt), pandelamper, fodbold. Tandbørster, skraldeposer, toiletpapir, sæbe, grydesvamp, viskestykke.

Vi savnede: - Et ordentligt kompas og fysisk vandrekort.  Det er sårbart at vandre efter en sti og vores kort var på en i-pad - de er bare tunge og ubrugelige uden stikkontakter, og giver mig dårligt karma også selvom det kun ligger i rygsækken.
- En bedre trangia
- Sæbe der kan vaske ordentligt op i koldt vand
- en inder-sovepose af fleece som Runes mor har syet til ham.  Det er varmt og vejer ingenting.

14 yderligere ting der skete i Bomhuset da foråret brød løs

1. Børnene knokler indædt med brændet.  De har besluttet selv at tænde op i bålfadet (de dovne voksne gider ikke hele vejen ned til bålstedet)...

.... for at riste skumfiduser (2), David har nemlig snittet nogle fine pinde idag, og han syntes det var et værdigt formål med dem.

3. Midnatsøl med tante Kadi på badebroen

4. Tapas med mødregruppen

5. Babalous torsdagsfest

6.  Erfagruppens fredagsfest

7. Lørdagsbesøg af morfar 

8. Cykelræs!

9. Fætterkusineballade i Løgstrup

10. Vi kan da sagtens navigere med kort herhjemme... fx i Ree Park!

11. at finde flagermus i haven

12. Orm til aftensmad

13. Ridetur med Vildbasse, Tyksak og Peter.  Vildbasse er klar til en strakt galop.  Det er Peter ikke.

14. Ooog... der er bestilt hotel til påskeferien. Det bliver Ingermor, David og spejderven Rune.... fortsættelse følger...

Aprilsnar

Aprilsnar ratio i år: 3x narret, 2x faldet i.  Et okay år for en godtroende psykolog. Jeg var lige ved at lykkedes med at få Tanja til at tage sin kælk med i botanisk have. 

Mettemor gik desværre under jorden og tog ikke telefonen hele dagen. Hun kender sine pappenheimere.

Haha

Den første udgivelse

Det er længe ventet, men nu er den her. Tibs første bog er klar til udgivelse. Den handler om intet mindre end alting, og om hvordan alting kom.

I begyndelsen var dinosaurerne. De fik arme. 

Fuglene kom fra landdyr, mennesker fra fisk. Først blev de til salamandre, så til aber, og så til mennesker. 

Husene startede som huse af jord, så af halm, så af træ, så med vinduer og til sidst af mursten

Fiskene begyndte som myrer. Siden blev de til muslinger, så til små fisk, så til store fisk og til sidst til hajer. 

Det første træ er old Tjikko, rødgranen i Sverige som atadig står på sit fjeld og undrer sig. Så blev de til blomster, palmer, store palmer og til sidst til løvtræer. 

Tak. 

Jamen så cykler jeg da bare...

... du er lillesøsteren, og der er ingenting der stopper dig. Du kender ingen bekymring der kan tage modet fra dig, ingen udfordring der er for svær at prøve, ingen fare er for farlig, ingen fremmed for fremmed, ingen modstander for stærk. Hvis mor siger det er okay, så er det okay.

Vi skulle egentlig bare ned og sætte hestene på stald. Men så var vejret så dejligt og modet så højt, og sadlen på løbecyklen så lav, og så tog det ene det andet og så spurgte jeg spontant om du ville låne Davids cykel. Jeg er sådan en mor der spørger om du vil cykle på pedalcykel ned til naboen der bor en kilometer væk, uden yderligere betænkeligheder ved at du slet ikke kan cykle. Og du er sådan en lillesøster der bare siger "ja da", for hvis mor siger det er okay, så er det okay. 

På med hjelmen, og på med et spontant kosteskaft så mor ikke brækker ryggen, og da vi kom hjem fra hestetjans, cyklede Selma. 

Jeg siger jo ikke at du bliver for hurtigt stor.... meeen, jeg troede altså at det skete i et tempo der var synligt for det blotte øje.

15 ting der skete i Bomhuset da foråret brød løs

1. At blive vækket af 18 kg kærlighed

2. Torbenskat siger vi skal en HELT anden vej: "Inger, med de her VR-briller kan du ALTID være midt i naturen!"

3. Selma
4. David
5. Den første is

6. Havregrødspandekager til morgenmad. Uden at skulle hugge brænde og plukke bærrene først!

7. Verdens ældste træ er det ikke... men det er skovens første anemone!

8. Solskin i haven

11. David er på spejdertur og får trænet sine gåben! (Foto: Spejderleder)

Spejdertur... (Foto: spejderleder)

12. Seje og fortrøstningsfulde unge på arbejdet

13. På værtshus med verdens bedste kolleger om aftenen

14. Skovtur med pigerne

15. Frie associationer til hytten i skoven ved foden af fjeldet..

Vinterfjeldet #4: Verdens ældste træ

Fjerde vandredag, rutinerne bliver bedre. Vi kommer hurtigere ud ad døren: Mellemlaget på, rent vand i flasken, samle alt sit grej i vindfanget: overtøjet, rygsækken, fadet med spildevand, de vigtige småting - og de uvigtige som man alligevel har tænkt sig at slæbe med. Vi prøver stadig at gøre det samtidig, vindfanget knager og giver sig, vi tramper lidt rundt på hinanden og skiftes til til at stå i vejen. Støvlerne på, ud og tisse af, hælde spildevand ud, ind med baljen, ud igen, på med jakken, skalbukserne, gaiters, vanter, hue, spænde sneskoene på, skistavene frem, rygsæk på, klar p....
pokkers, jeg glemte skibrillerne.
"Kaddiiiiiii! I min forreste lomme... nej forneden....lynlåslommen måske.... jamen jeg VED det ikke! Ét eller andet sted!!"

Fuld oppakning, inkl. skibriller, og træ der snor sig. (Foto: Casper)

Turen går til Njupeskär. Først forbi et lille kunstrum i skoven, som desværre var sygdomslukket, til gengæld ser vi en smuk lavskrige i fyrretræet udenfor. Det er også kunst i skoven. (video: Emil Nilsson/youtube).

Vi prøver at lokke den til os med bifi, men den synes vist at vi fylder lidt for meget i det stille landskab.
Kort efter er det frokosttid - stegt bacon på en bund af vakuumpakket rugbrød, dertil sauce af nescafe. 

Frokost i sneen

Hver kalorie man indtager herude er sund og god, men jeg tror alt mit blod bruges til benene... hele resten af kadaveret har mere eller mindre stemplet ud, jeg magter næsten ikke mad. Det er også en slags arbejde at kværne sådan en rugbrødsmad med bacon!

Vi skal hen og se et vandfald. Et vandfald der er stivnet midt i bevægelsen ned ad fjeldsiden engang i efteråret, og har hængt dér lige siden. 

Let it gooo? (Foto Kadi)

Det er som taget lige ud af en disneyfilm. Vi tager selfies og leger overstadige turister i sneen. Det er svært at dyrke sin nedtur over at det er sidste vandredag, når selskabet er så fjollet. 

Hvis vandfaldet overspiller sin betydning en smule (det er jo i grunden bare vand på vej ned af et fjeld), så er det næste vejpunkt kongen af understatement.   En lille beskeden rødgran, der har stået på et iskoldt fjeld i 9600 år og set på os te os tossede.
Den var det første grønne spir da Weichsel istiden smeltede væk.. den har stået og set på os lave ting af flint, sandsten, jern, guld, bronze, stål, det har set os plante hvede og tæmme ulve, trække hegn og føre krige, dyrke jorden og fodre svinene, dø som fluer under hungersnød, pest og kolera, køre rundt i hestevogne, traktorer, lastbiler, snescootere.

Verdens ældste træ...

Når jeg tænker tilbage nu, var det jo så afgjort turens mest magiske møde, måske et af livets mest usædvanlige møder, men vi kunne vist ikke kapere mere magi.  Rygsækkene var tunge af fjelde, sne, træer, nordlys, ørne, dyrespor, bål, snak og whiskey. Der var kun humor tilbage at lette os med, og vi gav os til at fornærme træets undselighed på forskellige kreative måder, og krammede det bagefter for at undskylde for vores ubetænksomhed - og for menneskehedens idioti i det hele taget.

Lars påpegede voksent og lidt for sent at man ikke skal røre ved træet. Jeg stivnede mid-treehug, og bakkede fordsigtigt, og begreb det. Ni tusind år... Gad vide om jeg også bare ville sparke dæk på Jesus eller Holger Danske og give dem en krammer hvis jeg så dem.  Det kan jeg nok faktisk ikke se mig helt fri for.
Vi gik videre. Så snart jeg slap rejsefællernes hånd blev jeg indadvendt og begyndte at tænke på resten af verden, savnede Torben og børnene (meget) og hadede samfundet (en lille smule).  Så jeg holdt bare op med at slippe de andre. Nu var det mig der hægtede mig på dem, de trak mig hjem. 

Karavanen (Foto: Casper)

Når jeg er i naturen i længere tid, bliver tingene glasklare.  Jeg ved hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide, og hvad jeg føler og hvad der er andres følelser. Er der et problem, kan jeg kigge på det, og somme tider kan jeg løse det.  Skal jeg op af et fjeld, i en meter sne og med femten kilo på ryggen tænker jeg kun på de næste to-tre skridt. Det er pragtfuldt enkelt.  Hænger linen for slapt, stikker mine tanker af.  De flyver højt og hurtigt og flygtigt. Det er en gave, men det er sådan en irriterende gave der kommer med en pris. Det er en blød gave, og den kradser.

Watch your step! (Foto: Casper)

Næste etape var i den lange biltur hjemad. Jeg var slet ikke klar til at slippe stilheden - den stilhed der havde været én lang samtale mellem fem ligesindede vilddyr der talte samme sprog.

Jeg ledte efter elge for ikke at blive i dårligt humør. 

Så så vi tyve elge.

(Foto: Casper)

(Foto: Casper)

Så tænkte jeg på oxymora, det er en god gammel billeg:

Sundt slik, tragikomik, flyvefisk og sursød sauce.
Facebookvenner og fitnessbrunch. dumsmarte innovationer over gammeldags problemer. Storbyjungle og kulturlandskab. Natur-vejledning og lege-patruljer.  Arbejdsliv. Self-compassion. Bæredygtigt landbrug. Passiv aggression og aktiv dødshjælp. Civilbetjente. Forsikrings-betingelser. Velfærdsbesparelser. 
Så havde jeg bare dårligt humør.

Når man går rundt og føler hvad alle andre omkring én føler, hele tiden, skal der ikke andet end en trist sang til for at man overgiver sig (uden modstand).
Så var der én der tændte for en trist sang.
Og så hørte vi melankolsk musik og havde kollektiv nedtur i ni stive timer.  Indtil drengene satte ABBA på, men dem får man også ret hurtigt nedtur af.
Så var jeg til gengæld så fuldstændig åreladet for godt og dårligt humør at der ikke var mere tilbage - overhovedet.

Da vi ramte parkeringspladsen i Hadsten, stod min bil ikke der hvor jeg havde stillet den.  Jeg tænkte lidt på fremmedgørelse og hyperkompleks virkelighed, men hvad fanden, bilen stod jo trods alt lige derovre, den havde kun flyttet sig en lille smule.
Det viste sig at nogen havde snuppet pladerne på den, røvet en tank og så efterladt pladerne i en fyrs indkørsel i Hadsten.  Fyren, og politiet, havde så ringet til Torben og forlangt en forklaring. Torben havde - fornuftig som han er- snuppet børnene, kørt til Hadsten, hentet pladerne hos fyren, snakket politifolkene til ro, drønet hen til parkeringspladsen, byttet bil, fundet et værksted der kunne skrue plader på, og til sidst stillet bilen pænt tilbage til mig, så jeg kunne komme tørfodet hjem.
Torben er et ret godt våben mod fremmedgørelse og hyperkompleks virkelighed.