En barnløs fortælling fra vinterfjeldet #2: opturen

Tirsdag, 
+1*
Hästbergsätern - Skrocksätern - Ransbyshelteren

Snemand frost 1, 2, og 3 stavrer omkring i den primitive hytte og gør sig morgenklar.  Alle de stive led og muskler holder deres løfte om at bære os, men også løftet om at skrige til himlen efter gårsdagens strabadser.  Min kvindelige makker driver alligevel af overskud, hun varmer hjemmebagte boller på den grimme ovn og pisker en stemning op.   Herude, begynder jeg at forstå, er den gode stemning noget man pisker til det sidste, man har ikke råd til at miste den.  Derfor de absurd glade sange ude i den absurd sorte nattevandring.  Derfor skraldlatteren i stedet for medfølelse.  Derfor er der ingen kære mor, fordi den kære mor forlængst havde overtalt os til at bakke ud.  Kun en kold og kynisk selvsikkerhed, og tro på at grænser kun er markeringer af hvor det sjove begynder, kan få os til at gå videre.
Vi kommer lidt for sent ud, klokken er ni, og det går ned ad bakke i scootersporet fra vores veloplagte aftenbesøg.  Vi ruller derudaf de første timer. Ved middagstid skal vi over et lillebitte pas uden afmærkninger og uden spor, sneen står os til hofterne, vi skubber os frem og op.  En yderligere beskrivelse af den kommende time ville være en lang, pinefuld kliché.  På den anden side finder vi en langrendsløjpe, som vi beslutter går den rigtige vej.  Da den ikke gør det mere er vi helt derude hvor det sgu også er ligemeget, og fødderne bare går.  Benene har simpelthen opbrugt deres taletid, og lige så langsomt kan jeg høre andre tanker inde i mit hovede.  Tanker om et fuglekvidder omkring os, for eksempel, og om en smuk blomst der er lige ved at springe ud under sneen.  Desværre viser det sig at jeg i min tvivlsomme mentale tilstand har set en blomst hvor der i virkeligheden kun var en afbrækket død kæp.
Vi ankommer uden større armbevægelser som de første til vores træfpunkt klokken halv tre.  Ikke et øje er tørt, og skulderklappene fra de store karle er lige ved at vælte mig.  Jeg går på vandet!  Ja faktisk:  for mens de stakkels jobsøgere bliver lullet ind i noget pædagogisk væveri i den varme hytte, kommer jeg ud at køre på bagsædet af den berømte snescooter ud på søen.  Med omtrent halvandenhundrede kilometer i timen hamrer vi ud over isen og æder en strækning som jeg har brugt de sidste halvanden dage på at tæske min krop igennem.  Det går så hurtigt at tågepartiklerne føles som sandkorn.  Jeg elsker mit nye job!!
I hytten afprøves også skovarbejdernes foretrukne spise: kolbulle, en bålpandekage så fæl og fed at man kan leve af den i flere dage. Hvilket vist også var meningen i de gamle skovhuggerlejre...

Kolbulle på skrocksätern

Da klokken nærmer sig aftensmadstid har turledelsen opnået sit mål: sindene har lullet sig ind i den tro at det er her vi skal sove, kampgejsten er sat i tomgear, og mørket er faldet på.  Vi sendes i nye hold ud på jagt efter vores sheltere, som ligger 3-4 timers vandring væk.  Tre store slagne krigere bliver tilbage i hytten, de har kæmpet til det allersidste, men er gået i knæ over feber, ødelagte knæled og alt for lidt nattesøvn. Mit nye hold består af elgen, der tramper afsted og rydder hele underskoven for os.  Ulven, som så gerne vil op at strejfe på de små veksler rundt omkring gennem skoven, og mig, uglen med de store øjne.
Vores elg laver en farbar sti, og jogger også gerne rundt om en sø for at finde vores shelter til os i mørket, mens vi står tilbage med hans rygsæk og nyder synet.  Da lejren er etableret traver elgen ud i skoven og fælder et par udgåede grantræer, og selvom bålet bliver for vådt til virkelig at futte, er vi ikke til at hugge og stikke i. Vi får kort besøg af en fjern lyd fra det andet hold ude i skoven, som stadig leder efter deres shelter ude i mørket, senere viser det sig at de ender med taknemmeligt at lægge sig til at sove på et lille vildmarkstoilet, alle tre mand.
Røverhistorierne og al vores energi er forlængst brugt op, så vi lægger os salige ned i vores sovegrej som består af en silkeinderpose, en sovepose, og uden på den endnu en sovepose, og uden på den et soveposeovertræk mod vind og vand. Inden i soveposen har vi en fjeldvarmedunk, der består af det kogende varme snevand i vores drikkeflaske, og med de fugtige sokker fra dagens vandring udenom. Natten igennem har man det lunt og dejligt, og næste morgen har man tørre sokker.

Nu med økse

På dette tidspunkt er jeg så høj af min egen selvovervindelse, de skønne bekendtskaber og den flotte natur, at vandringen igennem sneen føles nøjagtig som at gå på vandet.  Natten igennem sover vi som sten i vores flotte shelter.

Onsdag d. 11/12
-1*
Ransbyshelteren - Klarälvsbyn
Den sidste etape.  Ruten siger vi skal op på en meget genstridig rygning, som vi skal følge et godt stykke inden vi nærmest glider ned ad skrænten ned i Klarälvsdalen.  Det er et kort stræk på cirka 5-6 km, men med ben i.  Alle er enige om at vi i stedet vælger at gå ad grusvejen, som godt nok ikke er ryddet, men til gengæld åben og lige, og uden ben i.  Men så kommer fanden op i mig, og jeg tager kortet i hånden og tænker på hvad jeg egentlig har at miste og at vinde.  Et eller andet sted er jeg allerede ude over det punkt hvor den bundløse hvide skov og den endeløse sti den gemmer under sneen kan røre mig.  Vi trækker op over fjeldet.
Fra det øjeblik går vi alle tre på vandet.  Sneen er ikke mere noget benene undrer sig over, den er bare det man pløjer sig igennem når man går.  Oppe nær spidsen letter tågen, og solen bryder igennem.

Sol fra udsigtspunktet over Sysslebäck

Elgen, som er gået forud, ser en anden elg, én af dem med fire ben.  Desværre når vi kun at høre den, men her får jeg alligevel naturen mistænkt for at være en rørstrømsk romantiker bag ved al den bitterkolde hårdhed.

Solskin 

Solen

Julestemning

På vej ned ad æggen forærer den os et ulvespor på størrelse med en underkop, som vi følger over flere hundrede meter.  Sneen drysser fra de tunge træer, og ulven og jeg synger "Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøøn er sjælenes pilgrimsgang gennem de favre riger på jorden!" og englene synger med.

Ulv

Da vi for første gang i tre dage hører menneskelarm der ikke kommer fra vores egne, stopper vi op og spiser den sidste proviant, drikker snevand (som stadig smager lige frygteligt) og ser skoven som det den er, helt uden overlevelseskamp og fjendtlige følelser.

Nede i hytten bliver vi modtaget af så megen varme og huslighed, at kontrasten næsten vælter mig.
Jeg hælder de sidste slurke smeltevand i vasken, dem som vi havde gemt til det  scenaie hvor en af os brækker et ben på den sidste kilometer, og tager et varmt bad.

Mig der står på vandet--

En næsten barnløs fortælling fra vinterfjeldet #1: Nedtur

Søndag

+6*, regn

Rosenholm, Danmark - Klarälvsbyn, Sverige

Der flyder sorte high-tech beklædningsdele som jeg ikke kender navnene på overalt i stuen.  En lånt 60l rygsæk spærrer vejen ind til legeværelset, og Selma brokker sig over at hun ikke kan komme forbi.  Julepynten glitrer, lidt desperat, for at overdøve rodet, og i det hele taget virker det ikke særlig praktisk, at jeg er på vej ud på det svenske lavfjeld med den der rygsæk.  Jeg ruller alle de mystiske beklædningsdele sammen og pakker dem i noget der forekommer mig et gennemtænkt system, stripper min Trangia for al unødig overvægt ("En pande?!  Hvem fanden laver spejlæg i vildmarken!? Ud med den!")   

Jeg smider tasken i bilen, vinker til Torbenfar og ungerne og trykker speederen i bund.  Halvt for at skippe den enerverende overgang mellem familieliv og rejseliv, og halvt for at nå det.

På lageret i Silkeborgs industrikvarter møder jeg mine rejsefæller, otte aspiranter til stillinger som pædagoger på mit arbejde.  De skal op på lavfjeldet og vise at de kan finde vej, gennem sne, gennem skov, gennem mørke, gennem kulde, over fjeldet og rundt til vores sheltere.  De skal vise at de husker at få smeltet sne inden de lægger sig til at sove efter 12 timers vandring.  De skal vise at de ikke går igennem isen, eller igennem den tynde, smeltende fernis af fornuft der dækker over panikken når benene svigter.  De skal vise at de tager hånd om den langsomste, selv hvis det betyder at ofre sin nattesøvn, sit vand, sine tørre sokker, sin sunde fornuft. Og selv hvis den langsomste er en udadreagerende, normløs, bandende og svovlende teenager. 

Hunden der ligger begravet er, at det er mig, de skal vise det.  Og hunden der ligger begravet i denne hund er, at når jeg skal finde vej over et koldt, sneklædt fjelddrag i mørke og sne til knæene bliver jeg meget hurtigt både udadreagerende, normløs, bandende, og svovlende.  Jeg har sagt ja til at deltage i denne sindsyge udfordring på lige fod med ansøgerne for at opleve dem, fjeldet, og min egen normløshed.  Mens jeg sidder i den gamle bus der skal køre os nordpå føler jeg mig ellers slet ikke så rablende, som det lyder.  Vi kører nordpå, og regnen bliver til sne.  Motorvejen bliver til en slags løjpe for dårligt behjulede køretøjer.  Lillebror Kristian sender meget bekymrede SMS'er derhjemmefra og spørger hvem der sørger for at vi ikke dør deroppe.   Vi ankommer i Klarälvsbyn klokken 04:56 efter en lille GPS-fejl til Norge.  Humøret er på frysepunktet, luften siger -6*

Mandag

ca 10 - 15* frost

Digerbjerget - Hästbergsätern

Jeg kommer på hold med to sjove og kloge vandrekammerater.  Vi ser hinanden an, jeg piver lidt om at jeg ingen kondi har, og de er søde og ruller næsten ikke med øjnene.  Vi traver afsted, klokken er otte og humøret er i top.  Ud i mosen, som gudskelov er frosset, for under de 30-50cm sne mærker vi ikke de bærende brædder, og gang på gang kommer vi ud at gå i tuer og huller.  Ruten er afmærket med orange pæle, der for det meste ikke er væltet eller dækket af sne.  Når de er, sværmer to af os ud, mens én tager den svære tjans at underholde den sidste pind vi er sikre på.  

Timerne går, lyset kommer.  Den første af mine mystiske beklædningsdele der træder i karakter for mig er mine gaiters, som på ufattelig vis holder sneen fra mine bukseben og støvler.  Det bliver frokost, tågen lægger sig over landskabet.  Væskebalancen tipper udad, der er vand overalt omkring os, men for lidt indeni. Vi holder frokostpause på vores rygsække, jeg finder Trangiaen frem, og lærer min første vigtige vildmarkslektion:  panden er også et låg, og sne smelter meget langsomt uden låg. Tørkostposer fungerer gudskelov lige så godt, selvom jeg må indrømme at vores snesmeltningstårn sætter ordet "væskebalance" i et helt nyt lys.  

Gennem højmosen

Hele min krop damper.  Men efter et lille minut begynder kulden at bide sig ind igennem de lette lag tøj,nu skal der hurtigt noget varmere på. Mine knæ er begyndt at brænde af overraskelse over den pludselige bærelast, ryggen giver sig, og mit bælte skarver på hoften under bæreremmen.  Mine fødder sender forsigtige bønner om en skammel op fra de stive støvler i sneen.  Men jeg er varm og relativt tør, inden vand i støvlerne, påklædningen spiller, og Nasi Goreng i tørkostudgave smager fantastisk. Vildmarkslektion nummer to: sne kan godt brænde på.

Vi traver, og traver, og traver, og traver, og traver, og traver.  Op ad bakke ned ad bakke under træer over træer, igennem driver af sne og krat og elgspor der trækker sig med ubehøvlet tydelighed igennem hele landskabet.  Jeg elsker det, men bruger al min energi på at holde mig i gang, der er ikke plads i hovedet til rigtigt at nyde naturen under kroppens mere og mere desperate råb om hjælp.  Jeg er jo ikke lavet til det her.  Turen er tilrettelagt for at presse arktiske havkajakinstruktører, skibstømrere, uddannede friluftsvejledere, undervisere på friluftsvejlederuddannelsen, og soldater.  Vi er ikke engang halvvejs i dagens etape, igen og igen mister vi vandreleddet og mine erfarne kammerater holder fast i "tilbage til sidste pind" med en perfid fornuft. Pauserne dræner mig for motivation, nærmest i protest stiger min evne til at spotte det orange igennem alt det hvide og sorte.  

Det bliver mørkt.  Vi tager bestik af situationen, selvom vi har fastslået at smerte bare er svaghed der forlader kroppen er jeg ikke sikker på at jeg er parat til at forbløde al min svaghed derude på vinterfjeldet.... Tager vi den nemme vej, eller går vi over det sidste fjeld?  Eller søger vi skamfuldt nødly i nærmeste shelter? Min ankel skriger af svaghed, og turens hårdhed brænder i mit hoved, men vi går, ad vejen, langsomt, opad.  

Den sidste stigning op til sæterhytten, optaget morgenen efter. 

Fire timer efter mørkets frembrud står vi for foden af den sidste stigning, kun halvanden kilometer, men tværs op igennem skoven.  Der er ikke flere kræfter tilbage.  Det sner.  Vi går.  Mine kammerater har båret mig herop på deres gode humør, sangene de istemte, løgnehistorierne, og de sjofle vittigheder.  Men nu mærker jeg hvordan også de er ved deres grænse, og da en af dem helt uskyldigt holder en hvilepause, siger det klik oppe i mit hoved.  De to stærke sjæle der har kæmpet for mig, de skal sgu ikke stå der og være forpustet! Og nu skal vi op til den hytte!  Jeg traver op foran og presser os den sidste strækning hen til hytten indtil den lige pludselig er der. Låst.  Den forkerte hytte.  Den næste hytte er også forkert.  Mit hovede slukkes, og fra nu af passer mine kammerater på mig som en lillebitte indadreagerende teenager. Vores bål bliver kun til en masse sod og røg! Soveposen er ikke en skid varmere end skoven! Kan jeg overhovedet stå på mine ben i morgen? Jeg er ikke sulten, stik det tørkost skråt op!!  Jeg falder næsten i søvn før jeg har ramt hovedpuden, men nu kommer den veloplagte direktør og hans makkere fræsende på deres snescootere for at tjekke om vi har det godt!  De griner af vores udbrændte bål, og futter skorstenen af med sprit, fyrer kraftigt op og giver mig et par verbale øretæver at vågne på.  Jeg tåger, og pipper at jeg nok gerne vil hentes et sted i morgen..... please?!  Der er flere verbale øretæver i luften, og mit psykologhoved er ved at sprænges i forsøget på at forstå hvad fanden meningen er?!?  Jeg opgiver, og falder i søvn.  

Hästbergsäteren i pandelygternes og tågernes skær

Efter stormen

Danmark har haft anmeldt besøg af orkanen Bodil, som rasede både på landjorden og i medierne.  Hun udløste en mindre verbal hvirvelvind i vores stue, hvor Torben råbte de nyeste meldinger fra TV2 breaking news op, mens jeg råbte tilbage at han sgu da skulle ud i stormen hvis han vil vide noget om den, i stedet for at glo på sin ipad.  Hvorefter Frida strøg ud af terassedøren og gav os mulighed for netop det.

Jeg blev mindet om barndommens stormvejr under sejlads med Undine og Dagmar Aaen: vinden peb i sejlene og bølgerne tårnene sig op, dørken stejlede, det knagede i spanterne, skibet skiftede ligesom tilstandform.  Men Torben købte ikke mit sømandsgarn, først da gulvet begyndte at hælde og det knagede i loftsbjælkerne fornemmede jeg at han rykkede lidt tættere på....  

....katten blev ude på dækket natten over, jeg håber hun surrede sig selv fast et sted.

Her til morgen stod skuden endnu, og under morgenmaden sagde Torben til David: "Som morfar plejer at sige: det er godt at huse er hule indeni!"  

Og David svarede, mens han sendte de tre små grise en medlidende tanke: "ja, og at vores hus ikke er bygget af halm eller pinde!"