Bedårende

Jeg har vist på det seneste forsøt at nævne hvor bedårende mine unger er. Her er et billed-bevis:

På Davids ansigtsudtryk kan man se at det snart er sidste chance for at få lov at sige det!

På skoleskemaet

9/11 som forklaret af David efter at have gået i den danske folkeskole i cirka en måned.  Det må siges at terror er kommet på skoleskemaet.

Tårne, og flyvemaskine

..

....

Ordbær

Selma: "Dabid gå væk! Du sdår på mine budder fattisk."

-------------

Ofte set scenarie hos os pt:
Mor: "Selma, lad være med at putte din pasta ned i dit drikkeglas."
Selma: *fortsætter*
Mor: "Selma, lad være."
Selma: *forsætter smilende* "Nej!"
Mor: "Jo!"
Selma:  *slår den voksne og griner*  "Ikke slå!" *løber væk*
Mor: "Arj!  Man må ikke slå Selma!"
Selma: "Sig undskyld mor!"

Selma henter Davids briller til ham.
Selma: "Tak, Dabid!"

 Der er et eller andet skævt der ikke er helt lige i Selmas måde at kommunikere på. Jeg håber det vender rundt lige pludselig, lige som nyfødte der ser alting på hovedet. Det kan selvfølgelig også godt være at det ikke gør..... så har vi et problem *forudser anstrengende år forude*

Davids Dagbog

Det vildeste idag: Langt arbejde med i-pad i skolen.
Det værste i dag: Da Valdemar han tæskede mig.
Hvad har jeg spist i dag: Røde vindruer, grønne vindruer, boller, tomater, rugbrød. Låget på min madkasse var dumt for det ville ikke åbne.
Hvad har jeg leget i dag: Ondskab, vejarbejde, brombærtyv.
Jeg var dygtig fordi: jeg sad stille ved bordet i timerne, uden at løbe rundt i klassen, og uden at drille.
Det frækkeste jeg lavede i dag: jeg har slet ikke været fræk i dag.

Mentalt high-five

Torben og jeg er inde i en virkelig forældre-selvfed periode, hvor konstant har brug for at high-five hinanden, så cool synes vi selv vi er.  Vores toårige datter er nemlig blefri!  (Mentalt high-five til Torben!).  Vi gav hinanden mentalt highfive da vi fortalte det til dagplejemoren, da vi sad sammen med mødregruppen og Selma kom hen og sagde hun skulle tisse, da Torben blærede sig overfor sin storebror med det, da vores egne børne-ekspert-mødre spærrede øjnene op..... og selv om det er flere måneder siden giver jeg stadig jævnligt mentalt high-five til Torben når vi skal pakke en turtaske, putte børnene eller sætter alle hendes bodies til salg på nettet.

Vi kan bare det dér forældre-shit, og der er simpelthen ingenting der kan pille os ned af vores topersoners piedestal. I vores storhedsvanvid har vi drøftet om vi skulle lægge de penge til side som vi sparer hver gang vi IKKE køber en pakke bleer indtil hun bliver fire, og så tage på rejse for pengene. Til Thailand! Verden rundt!  Måske til månen?!  Men så kom vi i tanke om at vi knap nok kan få pengene til at slå til som det er (mentalt pandegok). 

Det smitter af på alle mulige andre områder, og i vikanbaredetforældreshit-stormens hvirvel har vi kastet os over Alle Børn Cykler konkurrencen, hvor vi skal give Davids klasse flest mulige lodder i en konkurrence ved at cykle i skole om morgenen flest mulige gange.  

Vi vidste ikke engang hvad det var vi konkurrerer om, indtil David sagde at førstepræmien er nye cykler til hele klassen.  "Nå for Søren"  tænkte jeg, for vi er så vikanbaredetforældreshit-fede, at vi takker pænt nej til en ny cykel. David ejer nemlig den fedeste fordi letteste børnecykel på markedet (mentalt high-five Torben!). 

Da jeg stod og bagte boller til emneugen klokken halv elleve om aftenen tænkte jeg at nu er der vist nogle heste der skal klappes (mentalt!) før de helt stikker af.  Men så kunne jeg ikke lade være, og kom til at melde mig ind i forældrerådet, og jeg kom også til at sige til forældremødet at mit barn elsker når vi læser sagbøger sammen.  Mentalt bank-dit-hoved-ned-i-bordet mindst tre gange.

Hvad skal jeg gøre?! Min toårige har smidt bleerne, jeg kan ikke stoppes. Men så kan man jo altid glemme sin cykelhjelm et par morgener senere, og prøve at skjule sit hoved mens man cykler forbi alle forældrene der er på vej VÆK fra skolen fordi klokken HAR passeret 8:00.

Ordbær - TILBAGEBLIK

Selma omkring april 2015:
Hamma = Selma
Ia = Ian
Aura = Laura
Gudda = Augusta
Gokki = Charlotte
Dut = sut
Dadi = David
Misser = kat
Muffer = katten Sysmund
Bida = katten Frida
Affermai= aftensmad
Aggermai = Tak for mad

"Hvor Beddemoar?  Beddemor væk!"
"HUH!!  Moffar kommer!!"
"Hamma tegner æg!!"
"Hamma biser is!"
"Agøjer bider aarm!"

Selma i morges:
"Da-id, du dår altzå på mine bukder, det gør du fattisk!"

Ordbær - subtil humor

Tib: "Mor og far, vi skal lave træning i aften. I er ikke stærke nok."

Torbenfar: "A'hvabeha'r! Jeg er da både stærk og modig. Og smuk... Og klog! Og sjov!"

Tib: "Ja! Sjov, det er du far!" 

--- 

Mor: "Kom her Selma, lille trold!"

Selma: "Jeg er ikke en trold!" 

Mor: "Jo!"

Selma: "Nej. Jeg er en and."

Vejlø, kapitel 4: Tanjas prøvelser

Prinsesse Tanja var fredens og renhedens engel, ogVejløs beboere gjorde alt hvad der var muligt for at sætte hendes renhed og fredelighed på en prøve.  De serverede gluten og mælkeprodukter og kød og slik i alle varianter, og Yamuna, som endnu ikke besidder Tanjas visdom, var til tider rasende over at skulle holde sig på renhedens smalle vej.  For Prinsesse Tanja betød det mange lange timer i køkkenteltet med mange alternative opskrifter og melsorter.  Udover at prøve at lave lækker veganer-mad, måtte Tanja dog også stå model til nysgerrige øboer, der kom anstigende og kaldte falafler for "noget man spiller rundbold med".  Tanjas fredelige svar på denne provokation var at lave vegan mad til hele øen, og lave det så lækkert at det lukkede munden på alle.

 Yamuna var tydeligvis utilfreds med at være renheden, så da de andre børn delte ud af deres slikposer mens Tanjaprinsessen var fordybet i en vigtig filosofisk samtale ved bålet, så Yamuna sit snit til at sige jatak, hapsede en Mentos, og løb stolt over og viste den til sin mor - da hun HAVDE puttet den i munden og guffet den: "Se moar! AAaaaahhh!".   Det fredelige svar på denne stolte erobring er ikke at reagere overhovedet, hvilket er svært når ens barn lige demonstrerer at hun (i hvert fald lige dér) ikke er med på idealerne. Vi kommer alle til at opleve det - når vores børn kommer hjem og forkynder at de er konverteret til scientology, eller fortæller os at de dropper skolen for i stedet at blive pole-dansere på en natklub, eller at de kan lide techno, eller noget andet forfærdeligt. 

Så vi kan lige så godt øve os i Tanjaprinsessens svar, som var at smile (smilet virkede ikke ægte, men det var også første gang, og overraskende tidligt Tanja skulle håndtere teenager-kriser), og konstatere nøgternt: "Jeg kan se du spiser et stykke slik."  

Det blev ikke grundlag for en inspireret filosofisk debat mellem mor og datter om fordelene og ulemperne ved slik. I stedet jumlede datter videre, og mor måtte forholde sig sig de kolde kendsgerninger.

Yamuna vil OSSE lave snobrød!

Yamuna var heller ikke med på at være fredens engel. Tanja kaldte det at de ikke vare tunet ind på hinanden, og jeg tror hun mente at de ikke var enige om hvilken slags prinsesser de skulle være. Yamuna ville hellere være "vågenhedens prinsesse", og "skibsklatringens prinsesse", og "prinsesse over mors færden".  Hvordan får man et barn der er omgivet af slik og frikadeller til ikke at spise slik eller frikadeller, er en øvelse i grænsesætning der er kan måle sig med Israel og Palæstina, Tyrkiet og Kurdistan, Jugoslavien og Serbien.  Og de kunne alle have lært af Prinsesse Tanja i denne uge.  Der blev både brugt demokratiske fredsforhandlinger,  ultimatummer,  resolutioner, varetægtsfængsling, forpligtende traktater, handelsboykots, belejring, og myndig mandat-ledelse, men ingen bomber eller varmesøgende missiler.  

Yamuna kom igennem ugen med et absolut minimum af slikindtag. Klatring på diverse skibe blev afværget, og så vidt vi kunne bedømme fik hun både udlevet sin indre vågenhedsprinsesse, og fik en nødvendig portion søvn.  Prinsesse Tanjas søvnbehov til gengæld steg til omtrent det samme som Yamunas - udmattet af fredsforhandlinger. 

Alle vi tre morprinsesser og øens befolkning i øvrigt blev mindet om at vores indflydelse på vores børn er af ren hypotetisk karakter, og i øvrigt svindende.  Det er tragisk.  Jeg håber at mine børn aldrig opdager min holdning til techno.