I anledning af, at Torben forleden slæbte mig med til et foredrag om børns selvtillid og selvværd (høhø), deler jeg lige mine tanker om dette emne.
Selvtillid og selvværd er to ting der er begge gode at have. Forskellen er groft sagt at selvtillid er troen på det man
kan, og selvværd er troen på den man
er. "Jeg er elsket for det jeg gør" er en holdning som fører til at man gør sig
umage i sit liv, f.eks. med at være dygtig i skolen, være høflig og imødekommende, men også at dygtiggøre sig i det der interesserer én, f.eks. musik eller en sport.
"Jeg er elsket for den jeg er" fører derimod til en sikkerhed og en ro, som stabiliserer mig når jeg ikke har succes. Selvtilliden er jo afhængig af at man så også lykkes med de ting man går igang med. Mestrer man livets udfordringer, får positiv tilbagemelding på det man prøver på at opnå, så styrkes selvtilliden. Men oplever man fiasko og nederlag, påvirkes selvtilliden mere eller mindre negativt.
Foredragsholderen Dan Svarre mener derfor at selvtilliden bliver "hul", som et hus uden fundament, hvis der ikke er en underliggende tro og sikkerhed på at man er god nok, også i kraft af den man er, uafhængigt af medgang og modgang. Og det har han jo meget ret i.
(Han betegnede også selvtillid som troen på ens færdigheder, og selvværd som troen på ens egenskaber).
Pointen for forældre og pædagoger er så, at det er vigtigere at styrke børns selvværd end deres selvtillid. Med et højt selvværd vil barnet selv føle sig tryg til at kaste sig ud i udfordringer, og derved opleve at mestre, at kunne og de vil få et realistisk billede af succes og nederlag. Børn, hvis positive selvfølelse afhænger af at de bekræftes i at være dygtige, stærke, vellidte osv. har jo meget at miste når de afprøver og udfordrer sig selv, fordi de er afhængige af at mestre dem hver gang.
Hvordan styrker vi så børns selvværd? Ved ikke at rose dem. Ved. ikke. at. rose. dem.
Dette går imod meget af det vi selv er opdraget med, og det vi "plejer" at gøre overfor børn. Når børn kommer hen og viser os en stregtegning af mennesker vi alligevel ikke har en chance for at genkende, udbryder vi ALTID: "Neeeeeeej hvor er den fin!". Jeg kan altså godt huske, at jeg ikke troede en ski' på den sætning eftersom at også tegninger jeg ikke engang havde givet mig umage med blev rost. Og alligevel blev det jo det eneste mulige svar når jeg kom stavrende med en tegning, for hvad ville jeg dog ikke tænke hvis tegningen en dag ikke blev betegnet som fin?!!
Børn tegner ikke for at tegningerne skal være fine. De klæder sig ikke ud for at se smukke ud, og de rækker ikke fingeren op i skolen for at være dygtige. De gør det for at udtrykke sig. Meddele sig. Dele noget af sig selv.
Spørg ind til hvad der er på tegningen. Snak om farverne, og hvilke dele der var svære at tegne. Spørg til historien. Til de følelser barnet udtrykker. Sæt ord på alle de indre følelser, tanker, meddelelser, som du kan genkende at barnet vil udtrykke, men som det endnu ikke har ord for. Når børn føler sig
set, og hørt, og får ord for det der er inde i dem, og når dette ikke fører til afvisning, så er de bekræftet, anerkendt, respekteret, elsket. Roser jeg derimod: så bedømmer jeg, og hvorfor kan jeg bedømme barnet? Hvorfor er barnet til bedømmelse? Det lægger meget hurtigt op til merværd og mindreværd.
Når det så er sagt. Fordi denne tilgang er langt hen ad vejen god, og rigtig, og værdifuld, og meget oppe i tiden. Læs videre hos Jesper Juul, Dan Svarre og mange andre.
Men når det så er sagt så siger jeg: at det altså også handler om at formidle værdier til børn. Det handler altså også om at vise dem hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert, og jo, et eller andet sted handler det også om at være tydelig selv som person, at vise barnet hvad man selv synes om, og ikke synes om. Det kaldes så at være autentisk, og lyder lige pludselig også rigtig vigtigt! Og selvom vi ikke skal "opdrage" vores børn til at passe ind i vores voksne verden, så synes jeg altså heller ikke at vi skal fjerne alle krav og hindringer for deres udfoldelse. Når de i køen spørger om vi ikke snart er der, siger "selvværdstilgangen" at vi skal høre hvad de virkelig efterspørger, nemlig ikke hvornår vi er der, men at de keder sig, og så skal vi spørge dem om de glæder sig til vi kommer frem, osv. Så synes jeg altså også somme tider det er ok at sige "Nej, det er det ikke, og lige nu har jeg travlt med at køre bilen og os sikkert gennem storbyen, så du bliver lige nødt til at holde kæft et øjeblik!"
Så håber jeg at jeg i forvejen har styrket dit selvværd så meget at du godt kan se, at det er mig der er uretfærdig og stresset, og ikke dig der er forkert..
