Nu er endnu en uge løbet i åen der sluger alt, og vi står her endnu.
 |
| I skovens dybe stille ro. Davids legehus med hjemmelavet dør, terrasse, hegn af semi-levende pileflet, blomsterkasser med udødelige blomster, og en "fars dreng"-palme i en potte. |
Stik imod forventning er huset endnu ikke væltet af skidt og skrammel, jeg er ikke imploderet i et kæmpe søvnvakuum, David har ikke fået nogen behandlingsdom, og baby Selma er ikke blevet glemt på gulvet og senere snublet over. I stedet har vi stort set gjort det vi plejede: jeg har kastet mig ud i nye projekter (hestene, hjemmelavet fond, polterabend for tante M, børnehavevenner der nærmset er flyttet ind i vores have, arbejdsdag i børnehaven, barnedåb, avl af vinbjergsnegle, reparation af tørretumbler). Torbenfar har forsøgt at stå på bremsen ("Vi har ikke råd! Jeg har ikke tid! Jeg er for træt! DU er for træt!"), David har kastet sig lidt rundt på gulvet (tandbørstning, opmærksomhed, slik, opmærksomhed, med ud, t-shirt...)
og Selma har kastet sig over -og kastet med- forskellige nye kulinariske oplevelser (peberfrugtpuré, ærter, mos af bagt kartoffel, vandmelon, badr-vokado). Nåja og vi har også sovet, i pauserne. Når man ammer er det vildt at feste til klokken halv to om natten.
Desuden er der jo
