Søndagen startede ellers så stille, med en smuk, frostsprængt solopgang over markerne, Annette havde overnattet og hjalp til med at få hestene på fold, de to gamle pensionerede fjollehoveder sprang prustende og pruttende ud i morgensolen.
 |
| Vildbasse i novembersol. Photo: Tanja |
Senere skulle vi have besøg af babybobleveninde Tanja, og Selmas babyveninde Yamuna, og nu slog vejret om. Tågen sænkede sig uheldssvangert over landskabet, og vi hørte skud i det fjerne. Så fjernt at vi faktisk overhørte dem, og ubekymret vandrede ud i skoven med vores følgeskab af sovende babyer, skramlende el-bil, flagrende psykologtørklæder og barnevogne. David ved af bitter erfaring hvor langsomt voksne går, især når de har psykologtørklæderne på, så han skramlede i forvejen ud ad skovvejen. Tanja var imponeret over at han selv fandt vej igennem skoven, og at vi turde lade ham køre helt ud af syne, og det blev jeg også ret imponeret over at vi tør, da vi femhundrede meter længere henne så David stå og vente i sin lille bil, mens der foran ham spankulerede et uoverskueligt stort antal camouflage-signalorangeklædte, bevæbnede jægere og deres hunde.
De nærmest viftede med deres hunde og deres haglbøsser. I en bred formation trak de hen imod os, og jeg følte det pres bagud som også vildtet drives af. Nu er jeg, i modsætning til rådyr, ikke bange for jægere, så jeg gik ud for at spørge dem om ikke de, nu hvor de gerne ville jage med vildtet i vores skov, ikke nok kunne give os en advarsel først, så vi lige fik mulighed for at spærre katte, børn, psykologveninder og andet livsnydende materiale af vejen. Det mente den forreste og mest signalorange jæger ligesom ikke var hensigtsmæssigt, måske fordi deres agt netop er at indkredse alt det levende. Jeg kan godt se det fornuftige i at vildtet ikke skal advares om hvornår der skal holdes jagt, men enten troede ham den forreste, signalorange jæger at vildtet kan læse, eller også forvekslede han mig med en fasan. Og det kan jeg til gengæld ikke forstå, overhovedet. Skuffet vendte jeg tilbage til David, der var meget lettet over at jægerne ikke havde skudt mig. Jeg sagde at vi altså blev nødt til at arrangere os med at de skulle til at skyde rundt omkring os, og vi besluttede at det nok var en meget god idé at satse på fredelig co-eksistens.
På tilbageturen havde de bevæbnede stillet sig op i geled hen ad vores grusvej, mens de signalorange klappede hen imod os. Inden vi fik set os om var David blevet stoppet af over-jægeren, der bestak hans yderst bestikkelige lille sjæl med tomme patronhylstre. Vi måtte alligevel ikke gå videre, så vi besluttede at indlade os på den spændende og uundgåeligt lidt akavede samtale det er, når en veganer, en baby, en fireårig dyreven, en hønseslagtende skovskider og en venlig gammel over-jæger mødes i skoven en mindre smuk novemberdag. Overjæger Børge tog patronerne ud af sin winchester og pakkede dem i lommen. Vi tog det som et signal om at han overgav sig, og vi rørte allesammen beundrende ved den. David måbede, og han øvede sig i at blære sig. Desværre en ny ting han er begyndt på, og som ikke går vildt godt for ham:
(Kæphøjt): "Jeg er faktisk også en slags jæger! (Lidt mindre kæphøjt) Jeg har bare ikke nogen skyder... (pause). Men jeg har bare TO sværd og TO skjold!"
Børge (venligt, men overbærende): "Nå, hvad jager du da?"
David (erkender at slaget er tabt): "Ja, jeg har ikke rigtig fundet nogen dyr at jage.... men ellers, ehm, rådyr?!"
Jeg prøver at redde min søns ære: "Og du er god til at smække fluer, iggå?!" Mødre er SÅ pinlige, og både veganeren og jægeren og David tier i denne erkendelse.
(Sidste gang David prøvede at måle sig med en voksen gik det sådan her:
David: "Hej! Jeg har bare en rød OG en hvid racerbil OG en POLITIBIL OG en grøn bil som man kan KØRE I!"
Indehaver af Varde biler: "Nå. Sejt. Jeg ejer faktisk alle de biler du kan se her."
Vi stod i Varde bilers salgshal. For helvede det er dårlig timing David)
Det næste der sker, sker meget hurtigt og tager al fokus fra Davids ære. Jeg begynder at pege ind i skoven og gøre diskret opmærksom på at der er en rå på vej hen imod os. Den løber et godt tempo, men der er alligevel tid til at jeg kan observere hvordan Børge får et koncentreret udtryk i hovedet mens han knuger sin bøsse, som han løfter op i en refleksagtig bevægelse. Tanja trækker hen imod sin barnevogn mens hun stille og roligt siger "Nej, det her sker bare ikke.", mens David holder sig for ørerne og, ja, jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg gør, men blandt andet minder jeg Børge om at hans patroner ligger i lommen, og han bliver samtidig også meget bevidst om at han er omgivet af kvinder og børn, så rådyret hopper ud på sølvfadet ti-femten meter fra os og med hoverende spejl drøner fobi os og ud i landskabet.
Jeg tror det blev meget tydeligt at det er i alles interesse, hvis alle psykologer og børn er pakket af vejen næste gang der skal være jagt i vores skov.
Selv tak, søde rådyr.
I en skov en hytte lå
nissen gennem ruden så
haren kom på lette tå
bankede derpå
"Hjælp mig nisse i min nød
skyder jægeren er jeg død"
"Hare kom du bare ind
ræk mig poten din"
Jægeren kom til hytten hen
"Sig mig nisse, lille ven
har du set en hare fin
her på marken din?"
"Nej hr. jæger har jeg ej
Gå du blot igen din vej!"
Jægeren vendte sig og gik
haren ej han fik.
