Selmas sommerfester

Her er et par billeder fra søndagens sommerfest.  Det er Selma og hendes fem homies der har inviteret på grillmad og sommerbowle i en baghave i Rodskov.  Seks babyer med det hele.  Det vil sige 6x mor, far, storebror/søster, barnevogn, en lille rejsetaske fuld af sutter og bleer og skrigende legetøj, tæpper til at sidde på og tæpper til at ligge under, højstole, tudkopper, skemad og skemadsskeer, solhatte og solcreme og temperaturkontrol og grædealarmer.  Baghaven er rigget til formålet med alt hvad familien Danmark har brug for.  Der er bordet i skygge og bordet i sol, der er gyngestativet og hoppeborgen og vandpølen og webergrillen og solbærbusken og sun-lolly i fryseren.

De stores bord. Storebror David spiser toptunet børnemad sammen med storebror A. og storebror T. og storesøster M. "Har i også det bøvl med at få mor og fars opmærksomhed når lillefisen græder?!"

Et stjernetæppe af babyer!! 

Jorden var plastret med babyer, mødre, og lamaze.   Hvor dælen gemmer min sig?

David får instrukser i vandpistolsangreb ("Altid gå efter hende med den hvide t-shirt, lille ven!")

Storebrødrene nyder at slås med nogen der kan tage ordentlig fra, ikke som de små dukkebørn de ellers skal pylre om.  

Lørdagens sommerfest i Nørre Vissing derimod var forældrenes fest.  Karakteriseret ved det senere tidspunkt, de stærkere drikke, og den åbne ild.  Jeg fik ikke taget nogen billeder dér, for jeg stod på hovedet i en spand venner og vin.  Ah ok, det er løgn.  Jeg kan jo ikke lade være.  Her er børnebilledet.

Sarah holder min baby mens jeg står på hovedet.  Der ude i periferien, ja det er Annette.  Vupti, så kom hun lige hjem fra Seychellerne.  Gad vide hvor længe....?!

Skatte vi fandt på min fødselsdagsekspedition

1: En arbejdshest!

2: en myretue

3: Et træ der skød med skarpt efter os

4: Opkast.  Men af en ugle, så er det cool.

5: skovens dybe stille ro

6: en middagslur i skovensdybe stille ro

7: Fotoshooting med David som fotograf

8: Ivers Kilde

9: Smukke mini-træer, og træer der voksede videre selvom de var væltet

10: En sommerfugls vinge

11: En færge

12: En slange!

13: En lille traver der afsluttede mere end ti kilometers opdagelsesrejse med en fangeleg

14: Havens fødselsdagsgaver og lækre grise på et meget forsigtigt bål.  

Glad og tilfreds mor der gerne nupper tredive år mere i samme stil!

Fisketur

David, du har længe ønsket dig en fisketur.  Problemet med fisketure er, at forventningen ofte overstiger den virkelige oplevelse: når man tænker på en fisketur, tænker man nemlig også på fisk, og erfaringen har lært dine (gamle erfarne) forældre, at fisketure alt for sjældent har noget med fisk at gøre.  Man burde måske kalde dem fiskestangsture.  Eller tangture.  Eller sult-ture.

For at første gang du ønskede dig en fisketur ikke skulle blive den sidste, tog vi derfor til en fiskesø ved Skanderborg, hvor ørrederne står så tæt at man næsten kan gå på vandet.  Sildetønde ørredsø.  Vi tog også tante Kadi med, og det skulle vise sig at være det geniale træk der gav udslaget. 

Mens småbørnsforældrene stod og sloges om hvem der måtte fiske og hvem der måtte holde børnene ved stangen, halede tante Kadi nemlig to fede, søde ørreder op af søens ørredfarvede vand!  De sprællede i protest, og vores fiskenet var kun på størrelse med ørredens tykke hale, så Ingermor gjorde sit ældste trick og kastede sig over det flygtende dyr og holdt det med hænder og klør.  Kadi tog über-modigt tjansen på sig at gokke og aflive fisken, en tjans der var meget ligetil i gamle dage, men som er blevet mere og mere dramatisk i disse etiske og empatiske tider. Fiskene tillod gudskelov at vi grillede dem i timian og lime, og smagte fortræffeligt!  Du guffede mange bidder i dig inden du begyndte at blive lang i ansigtet og ønske dig pasta i stedet for, og det var næsten det beste!

Du fanger andemad og elsker det!

"Årh ti dog stille barn, jeg vil fiske!"  Sorry Selma, du får altså skylden for at vi ikke fangede noget.  Man kan altså ikke græde under seriøst fiskeri.

"Se min dreng, sådan her fanger man ..... ingenting!" (Photo: Kadi)

FISK I HYTTEN!!! Vores krigsråb vækkede hele andedammen, og de gamle garvede fisk og fiskere vågnede fra deres formiddagsdøs. (Photo: Kadi)

Sommer

Sommeren risler: ned ad bækken, gennem timeglasset, mellem fingrene.  På den gode måde, klukkende og boblende og kildrende....
...men også en lille smule uophørligt, sådan som det må forventes når man har småbørn OG snart bliver tredive.

Hov, hvor bliver tiden af?  David, fire år og Selma, 1/2 år i haven, ca. 100 år.

Denne uge er gået med tre-dages feber hos begge børn, med tilhørende lille bitte feberkrampe hos lille Selma, som har optaget en uproportionel stor del af min hjerne og nattesøvn sidenhen.  Men sjovt nok varer tre dages feber kun tre dage, og sjovt nok optræder feberkramper kun ved feber, så jeg har overbevist mig om at vi er okay.  Hvis bare vi over-pylrer lidt og husker solhat og solcreme og barnevognssele og tusind kys og kram om dagen.

Så havde vi besøg af en Torbenbror med kone og labrador-hvalp, til David fryd og Fridas skræk.  Indtil nu har Davids erfaring med labradorer været at de springer, slikker og puffer, samtidig med at de er komplet ligeglade med alt hvad han gør for at holde dem fra livet.  Samtidig med at de voksne hepper på ham og siger at han bare skal råbe lidt højere, og at hunden er skidesød.  Nu oplevede han et sort lyn, der gerne ville lege med ham på den sjove og gensidige måde, og respekterede ham og hans små støvletramp. Frida blev også positivt overrasket, og holdt sig kun væk en enkelt dag.
Sammen med vores søde gæster tog vi til Kalø og sikrede os at slotsruinen stadig ligger hvor den plejer. Selma i ergobabyen kunne ikke sikre sig en ski', for solen skinnede fra en skyfri himmel, og hendes mor var post-feberkrampe hysterisk og gav hende sol-telt over hovedet.  Men ude i borgruinens sparsomme skygge (ja, slotsruin lyder jo stort, men Kalø er 0% slot, og 100% ruin, hvilket gør at den kun ét sted kaster en skygge der stor nok til at en halvårig krudtugle kan sidde oprejst deri.) -nå, ude i ruinens sparsomme skygge tøede hun op igen, og fik for første gang frokost på et picnictæppe, hvor hun sad helt selv (mor var dog stadig hys, og polstrede de bastante middelaldermursten, så hendes sarte baby ikke skulle få ondt i hovedet hvis hun tiltede).





Andre småting:
- vi høster squash i lyntempo, og baby tygger squash (i samme tempo), for nu har baby TO tænder!  Vi fik opdateret babys bog med sidstnævnte.  David har snakket tysk i flere dage, så man næsten kan forstå det.  Han går også rundt og synger omkvædet af hans nye yndlingssang, "Da kærligheden kom til byen" af Lars Lilholt, selvom han kun næsten har forstået det.
Vi voksne har byttet barsel, så nu er mor jobsøgende og far i babyboble. Det går strålende:  fars helikopter har fået nye kuglelejer, og fløj her til morgen 70m højt, og imens sov mor længe, så vi lever op til alle klicheer.

Snegl Selma

Kære Selma,
som lillesøster må man lægge krop til meget..... du er et værgeløst offer for storebrors fantastiske humor!

"Se mor, Selma er en snegl der bærer sit hus på ryggen!"



"...og nu er hun en skildpadde!!!"

Tall ships ræs

Kære David
I går tog du og jeg ind og snusede til veteranskibe ved Tall Ships Race.  Togturen derind skyldte jeg dig efter at have lovet i et halvt år at nu skal vi NOK snart tage toget.  Passende nok virkede Dankortautomaten ikke, så DSB gav turen.
Det var en helt igennem pragtfuld dag, vi var bare de bedste venner og gjorde os begge stor umage for hinanden. Du ved kun at kaste dig sprællende af raseri på dækket én gang (tak til den russiske matros der forgæves prøvede at nå ind til dig med en russisk vise og en dans.  Han betalte med sin værdighed)
Jeg ved at spontankøbe to håndsnittede vikingesværd og tilhørende skjold, ja, jeg ved ikke hvad der red mig.  Torben prøvede sidenhen at påpege at de altså er seriøst mere drabelige end den plastikskyder jeg får pædagogiske knopper af (jeg: "Jamen han snakker stadig om det riddermarked!  Og de er af træ, hallo! (og jeg synes faktisk selv det er ret fedt at slås med sværd)").
Når jeg (den omvandrende strukturkatastrofe) tager på sådan et brag af en havnefest med min fireårige dreng, bliver vores program altid en kende anderledes end vi egentlige troede.

Egentlig ville jeg prioritere at se nogle helt bestemte af de 104 skønne skibe, fx. Loa fra Aalborg, Wylde Swan fra Holland, og Alex-2 fra Tyskland.  Men i stedet fandt vi os selv stående i kø for at komme ombord på et fuldstændig absurd stort piratskib fra Svärige.  Det lugtede langt væk af showskib og turistmagnet, og da jeg læste at den ikke, som insinueret, er fra det 18. århundrede, men fra 2005, sagde jeg til dig: "vi finder et andet skib!" (dine mundvige ryger langt ned!) "Et BEDRE skib!" (Mundvigene sitrer) "DET DÉR skib!". Og sådan skete det at vi gik på opdagelse på den russiske fregat Shtandart.

Kaptajn David

Lidt senere skal du tisse.  Prøv lige at gæt hvor langt der er mellem toiletterne på sådan en pier.  Lad os sige det sådan: havnearbejdere har MEGET længere ben end dig!  Tissetrang kan virkelig få min indre tigermor frem, så jeg tager min lille unge på armen og entrer den førstebedste fuldrigger der ser ud til at have plads til et lokum ombord.  Det er en mexicansk udskejelse af et kæmpeskib, über-pyntet med fiesta og høj musik, stramme matroser i stift puds, og en landgangsbro på størrelse med Vejlebroen (dog kun tosporet).

Jeg påpeger den delikate situation for en humant udseende mexicansk matros, og gudskelov forstår han det internationale tissesprog.  Og nu erfarer jeg hvorfor det hedder tall ships race.  Det er ikke fordi skibene sejler om kap, nej, det er fordi man drøner frem og tilbage PÅ skibene.  Vores matros fører os fra den farligt udseende kaptajn til officerskahytten, hvor vi afvises, tilbage til kaptajnen (hans mundvige sitrer!), og ned i agterskibet hvor slaverne holder til.  Der er feststemning blandt mandskabet, der er nok 50 mennesker i rummet og de er ved at spise burritos (no joke!), deres badeværelse tømmes for halvnøgne sømænd for at lille Kong David kan komme sobert på toilet.  Og selv slaverne har træk-og-slip toilet og femten håndvaske på den mexicanske kæmpeøgle. (nogle af dem endda med vandtilslutning). Efter endt operation må vi lige op og rykke lidt i roret:

David styrer 1800 tons og 67 meter sejlskib.  En drøj havnemanøvre...

Senere på dagen mødte vi gamle ven Niels, og han og du tog på en rotur gennem filmbyen i en noget mindre skude:

Stor viking og meget lille viking ude at ro.... det stolte skib har en smule slagside.

Resten af dagen tilbragte vi med at sejle med en lille havne-taxa fra pieren til skolebakken.  Og tilbage igen, fordi vi havde glemt vores våben på kajen.  Gudskelov lå de der endnu da vi endelig var tilbage efter en times havnerundtur, så vi slap for at skulle ringe til politiet og melde et tyveri af Kong Rosenholms træsværd med tilhørende skjold.

Mens vi sejler havnen rundt beder du til alle havets guder om at ingen tyveknægt skal i spjældet for tyveriet af dit nye sværd.  Bønnen blev hørt!

Om helikoptereftersøgninger, tissemandskalkmalerier, og racersnegle

Sommerferie. Efter en klimakterie-agtig eskalation af skrivetvang, søvnmangel, børnekaos, lunteforkortelse og generel forvirring blev Torbens speciale-baby endelig færdig, efter en femmåneders regression til studenter-stadiet, der tog hårdere på ham end han havde regnet med.  Skægstubbene har slået rødder i hans ansigt, ligesom øjenringene har gravet sig ned i mit.  Vi har gnedet os op af hinanden til vi blev helt hudløse, og kaffemaskinen er begyndt at skrige af smerte når vi igen (og igen) opfordrer den til at male os en kop trylledrik.  Gudskelov er vi erfarne krigere ud i forældre-, studenter-, og postmodernitetslivet, så vi har væbnet os mod træthed og hudløshed med det bedste vi har:  kærlighed.  Og hvor det ikke hjalp, hjalp humor.  Og hvor det ikke hjalp, hjalp kaffe.

storebror-led weaning!

Onsdag formiddag skrumlede vi til Kolding, med tre styks specialer, to skønne børn, en kuffert, en Rasmus Klump rygsæk, en cykel, og en flakse champagne.
På parkeringspladsen mødte vi bedstemor og en chokoladekage (med chokolade på), og mens bedstemor og jeg prøvede at fejre Torben, og han prøvede at gemme sig, og ungerne prøvede at tyvstjæle opmærksomheden, smed vi specialet over disken ("nå men så god vind fremover!"), og kagen i skrutten ("Fejrer i fødselsdag?"), og David samt kuffert og rygsæk og cykel ud i bedstemors bil ("Nu skal jeg i sommerhus og finde påskeharen! Og i må ikke komme med!"), og boblerne skyllede vi efter med ("glug glug. Glug.").

Så blev der stille. Og det var der i fire dage. Ja altså Selma er bare et ret stille barn.  Hun kigger, og smiler. Og det var også stort set hvad Torben og jeg gjorde.  Vi tog til en dejlig bisættelse på havet, hvor vi fik taget fint og næsten muntert afsked med Henning Loft, fars søde og kære jagtkammerat igennem seks årtier.  Han var spændende og rar at være sammen med til det sidste,
Vi tog også på date hos Kadi, for hvem gider fine restauranter hvis man kan få vennelavet chili (fra bunden!) og vandmelon-ingefær-is på Peder Skramsgade?!

Det eneste der ellers skete mens David var på bedstemor-ferie var at sneglene åd løs af mine squash.  De snegle er så røv-mange, og så røv-sultne, at jeg ikke kan komme efter dem.
At jeg synes de er smukke, og ikke seriøst nænner at dræbe dem, gør heller ikke situationen bedre.
Sidste år åd de mine jordbær og mine ærter uden modstand, i år har de ædt seks ud af otte squashplanter, og tyve ud af fyrre ærteplanter.  Min modstand har bestået i at plante mere end de kunne æde.  Og at samle dem sammen i et sneglebur, hvor jeg fodrer dem med rarbarberblade og køkkenaffald, indtil jeg har fundet ud af en passende løsning.  Og se nu bare, min strategi går næsten op:

Sjovt nok fandt jeg en racersnegl ved min eneste squash, da jeg ville fotografere den.  Nu er sneglen i sneglefængsel, og squashen har jeg plukket, bare for en sikkerheds skyld.  

Nu har jeg så en spand med tredive kopulerende og æglæggende vinbjergsnegle, som jeg ikke nænner at dræbe.  Og én squash. Det er vel også en slags høst....

Vi mødte David og bedstemor igen i Odense, hvor vi tog lille grandkusine Ida Maries dåb.  Hun og Selma har fået hver sin del af oldemors navn, hvor også mit Marie kommer fra.  At se sine efterkommere bære ens navn videre må føles stort, og lidt rart, forestiller jeg mig.
Selvom dåbsbarnet var aldeles bedårende, maden var både fortrinlig og appetitlig, kagen var pittoresk, gæsterne var festlige og helt igennem fotogene, og gavebordet overdådigt, og selvom mit hår sad skidegodt over øjenringene, så var det eneste billede jeg fik taget dette her,som viser Sanderum Kirkes urgamle kalkmalerier af skidende og kopulerende djævle:

Det er virkelig barnligt, og virkelig sjovt!

Helikoptereftersøgningen vil jeg droppe at beskrive i detaljer.  Det er simpelthen for latterligt.  I korte træk handler det om at Torben belønner sig for sin umenneskelige bedrift ved at købe en umenneskeligt dyr helikopter, som han så flyver rundt med.  Et par timer efter at Kristian ringer og fortæller at HANS helikopter er styrtet i havet, styrter Torbens nye, umenneskelige belønning ned i lensherrens rapsmark.  Og det er næsten en slags hav, opdager vi, da vi står i raps til halsen, spejdende udover den grønne ørken der har slugt Torbens legetøj.  Hestene står og glor mens vi hopper rundt i rapshavet med David på skuldrene for at redde helikopteren, og stemningen.  Ufattelig heldigt, men på den sidste tur, længe efter vi har opgivet, finder Torben sin helikopter, og sommeren er reddet.  Vi føler os heldige, og slutter sommerferiens første virtuelle dagbog med et luftfoto af vores lille slot:

helikopter-perspektiv

virkelig helikopterperspektiv

bad-ass helikopterperspektiv