1. advent

Det er weekend, og snart december, hvor man er lidt mere sammen med familie og venner end ellers, og pynter sin bolig lidt mere, og bager lidt mere, og spiser og drikker lidt mere, køber lidt mere, giver lidt flere gaver, tænder lidt flere stearinlys, går op i lidt flere traditioner, går lidt mere i kirke, og i det hele tiden gør lidt mere af rigtig meget dejligt, og gør meget lidt mindre.
Når man så også ellers er ret social og bagende og spisende og drikkende og pyntende, så ser novembersøndagen hurtigt sådan her ud:
Til morgen: urghs, det er første søndag i advent!  Nogen - tænd et stearinlys!
Netty og Ester kommer på besøg.
Legegruppen kommer på besøg.
Kristian og pigerne venter til mandag aften med besøg.
Skal alt sammen koordineres uden telefon, da man også er novemberglemsom.  Alt ved det gamle.
Legegruppen pynter op til jul, i et nogenlunde rent hus.  Vi har nemlig styrtet rundt og gjort det nogenlunde normalt at se på, fordi både julepyntning og besøg kræver at man ikke vælter i ragelse og kattehår og madrester. Legegruppe specielt kræver også at legetøjet er nogenlunde til at lege med, og ikke at fx vendespil og beyblades leger kluddermor nede i dukkesengen, mens den nøgne dukke leder efter sit hoved i legokassen, og kaster om sig med små bitte sten, som man så kan træde op i fødderne.  Bare lige for at give et billede af hvordan legegruppen ellers hurtigt var endt.
Legegruppen består pt. af to yderst rolige piger der tegner indenfor stregerne.  Og efter de i to timer er trippet rundt i hælene på David mens han splittede sit nyopryddede værelse ad i et forsøg på at lette stemningen og imponere pigerne, forsvandt de op på hans værelse.  Og ikke om jeg ønskede at vide hvad de fandt på deroppe, indtil vi blev nødt til at jage dem ned for at Esterbaby kunne få sin middagslur.
For ikke at tynge den nyligt lettede stemning og forfalde til letargi, blev legegruppen smidt udenfor til cykeltur.  Desværre er de bybørnene OVERHOVEDET ikke gearet til at lege i en skov uden opsyn, for i skoven er der både farlige vandløb, brændekløvere og jægere!
Så jeg travede tappert efter dem, og pakkede lidt brød til hestene undervejs.  Ankommet halsende og forpustet efter de virkelig hurtige små cyklister, fandt jeg David i fuld vigør inde hos de to sindsforstyrrede krikker, som med jævne mellemrum stikker af, sparker hinanden, stejler, vælter folk omkuld, og alskens andre virkelig dårlige hestevaner.  David var åbenbart stadig igang med at imponere pigerne (jeg blev ikke imponeret).  Men det er da åbenlyst lykkedes mig at gøre mit ældste barn tryg og uforstrækket overfor heste.

David og de to sindsforstyrrede (arkivbillede)

Torben havde underholdt Netty imens, og nu var legegruppe også slut.
Klokken var omkring fire da David spurgte om ikke vi skal lave bålmad? Joda sagde jeg, og nejda sagde Torbenfar.  Jeg kæmper en kamp for at opretholde det sunde princip at lade den vildeste idé bestemme, mens Torben kæmper for mere sofatid, men idag fik fornuften lov at vinde, så jeg tog ud for at handle til bålmad.  På tilbageturen så jeg at de stakkels sindsforstyrrede heste stadig stod ude i kulden, og jeg besluttede at jeg da lige havde tid nok til at sætte dem ind, så de ikke skulle fryse i nat.
Nævnte jeg at det med jævne mellemrum stikker af?  Ikke for mig.  Jeg sætter en stor ære i at jeg kan styre dem ene og alene i kraft af min erfaring, mine horsemanshipteknikker, min overbevisende personlighed, mit tydelige kropssprog og tankens kraft.  I dag stak Nikos af. Han satte afsted i fuldt firspring knap som jeg havde åbnet leddet, og længe inden jeg kom på banen med kropssprog og tankekraft. Efter at have jaget hestenes ejer, børn, svigerbørn og børnebørn samt mig lidt rundt efter sig, galopperede han en tur igennem slotsparken inden jeg endelig fik lov til at nærme mig og med meget røde ører satte ham på stald. 

Hjemme igen gik jeg i gang med den trælse del af bålmad, nemlig at slæbe tæpper og grej ned til bålstedet, sætte bålkrogen op, og tænde ordentligt op i det våde og 1 plusgrad varme træ.  Det gik forrygende, jeg har et hemageligt trick som starter med s og slutter på prit. Torben tændte for en sikkerheds skyld op i igloen, han var stadig ikke helt sikker på konceptet bålmad om vinteren.
Mørket faldt på, stjernehimlen blev tændt, familien kom ud, maden blev stegt.

Lykke

Vores steak blev lækker og mør, sådan føltes den i hvert fald.  Om den smagte lidt branket er underordnet, og jeg kunne ikke se dens farve.  Men alle var glade for den usædvanlige adventsmiddag, som også inkluderede halvt iskolde og halvt brandvarme sojapølser, ris fra i går, lakridsdadler til at opgradere hele oplevelsen, og masser af ketchup, og til dessert bagte kartofler i igloen (det var Torbens indslag, og det var helt perfekt, for det gjorde at vi både fik mad nok i maven og fik varmen inden den perfekte aften bare blev til kolde fødder rundt om bålet mens vi ventede på de langsomtbagende kartofler.)
Jeg elsker bare denneher familie.

Indkøbsliste

Strandtur

Kaløvig og børn

Den dag vi tog til stranden i november, jagtede skyerne vildt og rasende efter hinanden, men hernede var der sol og højt til himlen.
Børnene var så opsat på at komme til stranden, som havde det været midt i sommerferien, og de sprang ind i bilen, som næsten begyndte at lugte af solcreme af bare forventningsglæde.

"Nu falmer skoven trindt om land, og fuglestemmen daler...

...alt flygted' storken over strand, ham følger viltre svaler"

Selmita har åbenbart helt klare forventninger til en dag ved stranden, og intet kunne stoppe hende....

"Mor, vil du med i vandet?"  

"Arh nej du, jeg springer over. Der er for mange brandmænd i dag...!"

Tib bygger muslingeskibe 

Et dyreskelet, som sidenhen er blevet pakket smukt ind og foræret i fødselsdagsgave til Vladislav fra børnehaven.

To glade gråsæler stikker hovedet op af deres vintertøj og skygger for solen

Ufattelig lykkelig

En dag for ikke så længe siden sad jeg og grinede sammen med veninderne, og én af dem grinede særlig meget af hvor røv-dårligt det bare går for hende lige for tiden.  Hun sagde blandt andet at vi andre skulle stoppe med at fortælle om vores liv, for det var ikke til at holde ud at høre på hvor godt alting gik. Spontant gik jeg i gang med at liste alt det op som bare går ad helvede til ovre hos mig, og som holder mig vågen om natten og som gør at jeg aldrig kommer til at blive en rigtig respekteret voksen der er finansielt solid og følelsesmæssigt stabil....... dén latterlige misforståelse skulle der da rettes op på!

Jeg sagde: "!! ... !! ..."

Min veninde spurgte hvad jeg havde gang i, for jeg sad med åben mund og var tydeligvis i gang med at sige noget, og jeg måtte jo indrømme at jeg sad og prøvede at finde noget der gik dårligt.  Det grinede vi ret meget af, for hun har gudskelov et generøst hjerte, og vi begge ved at hun bare er i modvind lige for tiden, og at dårlige perioder er okay, fordi de sorterer ud i éns ambitioner og vennekreds og i øvrigt er en udmærket undskyldning for at drikke rødvin og sige bandeord og spise chokolade og lave kunst.

Så....når nu på et tidspunkt kurven knækker og jeg går ned med stress og slet ikke kan få vejret og skal sidde et halvt år nede på stranden og kigge ud på bølgerne og drikke rødvin og sige bandeord og male silketørklæder, ja så vil jeg prøve at huske, at lige nu, i de her år, går det faktisk fantastisk.

Selmita vinker hver morgen glad farvel til os fra børnehaven (hun vinker med sin næse, og jeg skal vinke tilbage med min numse.  Det arbejder vi stadig på at ændre.), og hun gider ikke RIGTIG afslutte sin leg når vi skal hjem.  Hun er tæt knyttet til sine bedste venner, og hun kommer hver dag hjem med alskens "smukke" kunstværker hun har lavet af blade, kastanjer grene, sten eller døde dyr.

Tib stortrives midt i skolereformen, en larmende klasse med masser af bøller, der allerede har fået de negative narrativer til at klistre til sig, stressede opgivende lærere og virkelig lange skoledage. Lige pt. går han op i Beybladers, som er et sejt ord for snurretoppe der kan slås med hinanden.  Alt kan gudskelov bruges som beybladers, lillesøsters kastanjer er fx udmærkede.

Torbenfar og jeg er blevet gift og er ret forelskede, og er begyndt at date (hinanden!) om onsdagen. Vi glæder os til at finde vores drømmehus, og spinker og sparer som idioter for at indhente alle de år hvor vi bare brugte vores penge på det dér med at leve.

Morfar og bedstemor og Oma og Opa og onklerne og tanterne og kusinerne og fætrene og vennerne har det også godt. Vi leger flyttehjælpere for venner der flytter sammen, ikke fra hinanden, så på den måde er vi også ret heldige.  Folk er også begyndt at flytte væsentligt mindre, hvilket også er ret dejligt.

Somme tider bliver jeg halvkvalt af at de unge mennesker jeg arbejder for har sådan nogle hårde skæbner. Som jeg talte med Kim Leine om forleden, så mister jeg på de dage det dér professionelle blik, og så rammer de unge menneskers skæbne mig lige ind i hjertet. På de dage synes jeg bare de har det så hårdt og kæmper så sammenbidt og at deres forældre er nogle rådne idioter, og at det hele er op ad bakke. Men så står der også nogle dygtige og helhjertede pædagoger, som for det første tager den med ro, og som gør lidt ekstra, som ser om bag ved alt deres åndssvage adfærd, og som tager sig af.
Kim rådede mig nu alligevel til meget hurtigt at samle de professionelle briller op igen.

Jeg kunne blive ved.  Men nu får jeg snart selv kvalme af at høre på mere tilfredshed.  Nu vil jeg gå ud og brygge mig en kop te.  Jeg er på kaffe-detox.  Det er sådan noget man kun gør når man i forvejen er kvalmende overskudsagtig.