Logbog fra en krimi med happy end

8/7
Kan jeg skabe en krimi i mit eget liv, med vilje, uden selv at kende historiens slutning?
Kan en krimi have en happy end, lige meget hvordan den ender?  Eller taler vi så om et drama..
Fra læsesalen af ringer jeg til scanningsklinikker i hele landet.  Scanningsjordemødrene er på ferie -kun jeg står her og har brug for overspringshandlinger.

10/7 En scanner i Fredericia har tid til mig i dag.  Annette har også tid, hun har nemlig ferie og har intet mod en lille krimi.  Scanningsklinikken ligger i et meget praktisk industrikvarter lige ved motorvejen, over et autoværksted.  Jeg har hørt fra nogen, at det er det hyggeligste sted I VERDEN, men det må være en fejltagelse, eller vedkommende må leve et meget lidet hyggeligt liv.
Men hvad der ER hyggeligt er, at vi skal ind og se den lille frø der hopper og danser inde i min mave.  Godt nok på en stor fladskærm, men til gengæld i et stille rum, kun med os tre kvinder, der trods fladskærme og industri aldrig mister vores evne til at opfange og udstråle det ny livs magi.  Vi kan ikke lade være.  Vi er tre sensitive sattelitskåle, der spreder en lille højtidelighed og urgammel glæde i det lille rum, fordi vi ser på billeder af et ufødt barn, der hilser os med spjæt og spark fra en meget fremmed og fjern planet, lige derinde i min mave.


Men nu til det praktiske.  Har den lille frø en tap, eller har den ikke?  Jeg vender mig beslutsomt bort og kniber øjnene sammen så hårdt at jeg overbeviser mig selv om, at ingen overjordiske stråler kan komme ind, og ingen ubændig nysgerrighed kan komme ud.  Annette og scanningsjordemoderen får styr på de kolde facts, og efter ti sekunder er de klar til at skifte emne, og synsvinkel.  Det er jeg ikke!  Men jeg må vente....

11/7  Jeg kan ikke vente!  Jeg drømmer at det bliver en dreng.  En legekammerat til dig David.  En bror, som du kan have et hemmeligt rum med, som ingen hønemor kan røre ved.  Et rum der vil være jeres eget og give jer sikkerhed og selvtillid, og én at drikke en øl med.


21/7  Vi får fem høner og en hane til familien. Dermed står det 8 til 5 for pigerne.  Men jeg tvivler på at jeg kan få hønerne, Frida og den vrisne papegøjedame Lori til at synge salmer med mig til jul og flette blomsterkranse om sommeren, så indtil videre er det stadig dig David, der må stå model i mine fremtidsscenarier.


24/7 Jeg kan stadig ikke vente. Det er Torbens fødselsdag, og jeg afslører alt hvad jeg ved, nemlig at at jeg har set vores barn i et industrikvarter i Fredericia, at han eller hun ser sund og dejlig ud, og at Annette bærer på en nyhed så brandvarm, at hun må holde sig flere kilometer fra mig.  Hun er taget på surflejr til Anholt, den kloge pige. Jeg begynder at blive bekymret for vejret, for hvad hvis min hemmelighed (og Annette) blæser inde på Anholt?!

25/7 Solen skinner.
26/7 Solen skinner. 
27/7 Solen skinner, og hemmeligheden (og Annette) står trygt og i god behold hjemme i hendes køkken og bager en kage.

28/7 Det står ned i stænger.  Men da himlen lysner om aftenen sidder vi spændte rundt om Annettes kage. Tadikante, Unikris, Olke Baggebak, Sørne, Sofus og Bjørne, Mette og Jonas,  Tanja, og selvfølgelig os tre. Eva og Lea, der måtte tage hjem lidt for tidligt er hos os i tankerne, og Tante Bine og Torbento, Jens og Lars er på vej fra Tyskland.  Leefke sidder i Tønder og venter (alt for længe!) på en MMS.

Vi gætter.  Mens jeg hopper på stedet.  Mange gætter på en pige, blandt andet Torbenfar.  Men, det forsikrer han, det er ikke et gæt men en vished.  Torben opfanger sine helt egne stråler.
Du og jeg, vi gætter på en dreng.  Du fordi du selv er en dreng, og hvad skulle det så ellers blive?!
Jeg på grund af min drøm og Annettes tøvende "jah..." til scanningen.  Hun havde godt kunnet se løsningen på den sorte fladskærm.  Og gad vidst om ikke drømmen og mit gæt kom til mig for at hjælpe mig med at kunne glæde mig over begge dele, også hvis der bliver hemmelige rum i stedet for salmer og fletterier?

Torben skærer ned i kagen.  Jeg husker det ikke, men jeg gætter på der var meget stille.  Krimi-stille.  Han løfter kagen op.  Nej, først skærer han igen, ellers bliver det noget rod.  Så han skærer altså igen, og så løfter han kagestykket op.  Jordbærrene vælter ud.  Torbens vished bliver til vished, alle jubler, og jeg hopper op og ned.

David du er fri, vi venter os en datter som jeg kan flette julehjerter med, og synge sommersalmer.  Ja, krimien fortæller os jo at alt nok alligevel kommer til at gå helt anderledes end vi forestillede os, men det er nu alligevel dejligt at forestillingerne nu kan følge en vis logik. 

Stakkels Bjørn gættede også på en dreng.  Nu må han nøjes
med et enkelt blåbær fra toppen

.

Ordbær

Efter i nogle dage at have lyttet til klassisk musik når vi var ude at køre, hopper din ind i din bil og foreslår "Nu skal vi høre Motorzart!"

Vi er ude at gå tur med Eva og Lea, og du har fundet en ko-statue (ja!) som du rider en tur på.  Din rigtig hysse og gravide mor trygler dig om at komme videre.  "Jeg kommer nu, jeg skal bare lige slukke koen!"

Kælketur

Hvem siger man kun kan kælke i sne?  Ikke nogen her fra familien i hvert fald....:

Hurtigereee!

Du "sejler"!

Og det endte, som det måtte ende!

Fødselsdagshøns!

Sådan er Torben:
På min fødselsdag vågnede jeg ved at en varm kaffekop klirrede tæt på mit øre.....nej det passer ikke.  Jeg vågnede på min fødselsdag af, at David hoppede op i vores seng og Torben tyssede på ham.  Men en times tid senere vågnede jeg som sagt ved at en kop dampende varm, koffeinfri kaffe klirrede tæt på mit øre.  Der var morgenmad på sengen, og når man har en søn på tre år betyder det vitterligt, morgenmad på hele sengen.  Men det tog vi os ikke meget af, jeg var nysgerrig efter at komme ned og se min gave, og Torben indrømmede at det var meget godt hvis vi kom afsted, for vi havde faktisk en smule travlt.  "Det hele er måske ikke sådan heelt gennemtænkt", smilede han.
 
Ca. to timer senere.  Det vil sige, i de to timer byggede vi et hønsehus, med provisorisk indhegning som vi hentede sammen med diverse foderstoffer i en stor butik i Randers (der meget passende åbnede for øjnene af os).  Vi tog også ned på hovedgården og snakkede lidt med Peter, som viste os indgangen til sit eget hønsehus.  Det vil sige hans hønsehal.  Hans ene hønsehal.  Jeg satte lige en gummistøvle på den forkerte side af dørstolpen, hvilket de mange skilte på væggen frarådede.  Da gummistøvler utvivlsomt var uvelkomne på den side af camfylobacterbarrieren, og skiltene utvivlsomt havde øjne, trak jeg hurtigt gummistøvlen til mig igen. 
Peter kom gudskelov snart ud igen med to baskende, jomfrueligt hvide kyllinger i armene.  De kom ud i verden.  Det var det der skete cirka to timer senere.  De kom ud til sol og vind, jord, camfylobacter og os.  Jeg fik dem i fødselsdagsgave, og de fik livet, solen, jorden, halm, græs, og navnene Nellie og Chili.  Vi forærede dem også tre Welsumer dværghøner og en hane. 
Her ser i vores nye beboere, min dejligste fødselsdagsgave:

Chili

Nellie

Fra forrest til bagerst: Hollie, Mollie og Sallie

Knud-Ludvig!

Bedstemor!

En uge med ferie, arbejde og ferie.  Den startede fredeligt nok med en rejse tværs gennem Danmark.  Beskrevet således af dig da vi skulle afsted fra børnehaven: "Nu skal vi i sommerhus!  Først skal vi med cykel, og så skal vi med bus, og så skal vi med tog, og så skal vi med en anden bus, og så skal vi med speedbåd, og så skal vi med bil!"  Du overholdt ikke rækkefølgen helt præcist, og speedbåden blev til en færge, men hvem rager det. Virkningen var den samme.
Vi førte planen ud i virkeligheden.  Uden ble på, det er nemlig det nye hit her hos os.  Den dag var det ikke noget hit!!
Men vi fandt det gode gamle sommerhus, og bedstemor, og Eva, og Lea, og hygge.  Sommerhus, det betyder godbidder, og godbidder betyder ....ja, i denne omgang betød de vasketøj.

De små bogstaver på denne væg skal vise hvor små og store alle vores børn er: David  94cm, Lea May 66cm, og den lille frø inde i maven er 15cm!

Da vi fik nok af regnvejret pakkede vi godbidderne, vasketøjet og bedstemor, og så tog vi "i færge og så i bil!" hjem til pippi lammestømpehuset.  Der fandt vi den søde Torben, den søde missekat, og mit speciale.  Og dermed var ferien slut, nu kom jeg på læsearbejde, bedstemor på børnehyggearbejde (både barn og barnebarn), og Torben....ja han kom bare på arbejde. 

Ordbær af sin tid!

Her er et billede af Thylejren anno 1970. Davids kommentar: "Er det dér Lalandia?!"
PS: ham med den bærbare computer er klippet ind i billedet anno 2012..

Tegn på at jeg kunne være verdens dårligste mor

Det gode ved min blog er, at den samler på dejlige, glade minder, som gør mig dejlig og glad at læse.  Og ikke kun mig!  Når (dejlige) veninder siger de elsker at følge med, gør det mig endnu mere glad.  Og dem også.  Håber jeg da!  For tænk hvis de dejlige glade minder får dem selv til at tænke på alle de sure, forkerte, ordinære, onde, kedelige, trælse, stygge øjeblikke der vrimler rundt i deres eget familieliv?  Tænk hvis jeg, og du selv, en dag sidder og genlæser de gamle minder, og undrer os over at vores liv engang var så dejligt og glædeligt?
Så kan jeg hermed indføje en forfriskende skuffelse:
Vores familieliv vrimler med både sure, forkerte, ordinære, onde, kedelige, trælse, stygge øjeblikke.  SÅ mange, at jeg kunne lav en hel blog om dem også.  Jeg kunne kalde den bitterfisen -inspireret af en allerede eksisterende surhedsblog.  Der kunne jeg skrive om, hvordan her ser ud i huset, hvor træt jeg er når du er allermest vågen, hvor sur du bliver når jeg er allermest sur...
....om alle de nemme spring over det laveste gærde, de vanskabte kompromiser, de barnagtige forsvar, de forhutlede nødløsninger, de himmelråbende brølere, som alle kan se.  Og de ser, så de vender sig om på gaden efter os. 

Tegn på at jeg kunne være verdens dårligste mor:

1. Jeg sørger ikke for at have ting i orden!  Den dér skrappe koordinationsevne man normalt får med i pakken når man bliver forældre, den har ikke indfundet sig her i huset. 
En dag var vi på besøg hos min veninde Tanja.  Solen skinnede, og vi spiste jordbær og hygge.  Da du og jeg skulle gå hjem, havde Tanja lyst til at gå et stykke vej med os.  På hjemturen laver du en kæmpe l... i bleen, men jeg har glemt at tage mere end én skifteble med, og den er allerede blevet brugt.  Men vi er jo hjemme lige om lidt.
Først da vi står hjemme foran huset opdager jeg, at jeg har glemt min nøgle et eller andet ufatteligt sted.  Så vi kan ikke komme ind.  Vi, det er mig selv og min søn på cirka et år, og hans fulde ble. Tanja har ingen planer for aftenen, og tilbyder at vi kan komme med hende hjem igen.  På vejen tilbage går vi forbi en Rema og køber bleer og vådservietter, og Tanja tryller et eller andet par babybukser frem, og du får en ren numse på parkeringspladsen. 

2.  Jeg gør ting bag din ryg!
Når du ikke ser det propper Torben og jeg os med slik og chokolade!  Og hvis jeg ser et kæmpestort rødt jordbær kan jeg godt finde på at spise det inden jeg henter dig i børnehaven!  Din mave er jo også meget mindre end min....

Det store flotte jordbær nede i bunden?  Mmmhm, det smagte pragtfuldt, muahahah!

3.  Jeg gør upædagogiske ting, selvom jeg ved bedre!
Du spørger om vi skal i børnehave.  Jeg siger "ja". Det kan jeg lige klare.  Du spørger (med din sødeste stemme): "Hvorfor skal vi det?"  Jeg svarer (med min voksne dumme kedelige travle stemme) "Det skal vi bare".  

Ahmen ER de da ikke søde og fromme!

4. Jeg udnytter din velvilje!
Din dovne, kedelige, tørstige mor ligger på sofaen og glor på flimmerkassen, hvilket hun heller ikke bliver klogere af.  Du leger helt utåleligt aktivt og fantasifuldt rundt omkring mig.  Jeg får en genial idé:  "David, har du lyst til at hente et glas mælk?"  "JA!" siger du, stolt og begejstret.  "Det må du gerne" siger jeg, nådigt og lumsk.  Lidt senere råber du fortvivlet ude fra køkkenet: "mor hjælp mig, jeg kan ikke nå koppen!"  Jeg råber tilbage: "Så tag din taburet, den står ude på badeværelset!"  "Okayy!" råber du, stolt og begejstret....

Jeg tror jeg stopper her.  Ellers glemmer jeg, hvor godt vi har det.

Fagre nye (visuelle) verden

Hvordan mon det er at have kendt verden som et sløret sted, der kun afslørede sine virkelige former når man lagde hovedet på skrå og spændte sine øjenmuskler alt det man kunne.  Og så en dag kommer man med far på tur til en ny by, intetanende, og man går ind i en intetsigende butik, én af dem hvor det næsten ikke kan betale sig at lægge hovedet på skrå og spænde musklerne.  Og så er der en dame der sætter noget glas for ens øjne, og pludselig er alting lynende skarpt!

Da far og du kom hjem med briller på, is om munden og en lille blå flyvemaskine i hånden, hilser du mig med en lang historie, en af de historier der har lange grene ud til alle sider.  Men da du kommer ind i køkkenet stopper du op, halvvejs ude af en gren, og drejer dig rundt og rundt om dig selv.  Det tager kun et sekund eller to, så kravler du videre ud af historien.  Men vi overså ikke det øjeblik hvor du intetanende var løbet ind i det hjem du kender så godt, og pludselig så det for første gang!

For at fejre det, for at hædre den læge og hans videnskab der var grundig og dygtig nok til at finde dit problem, og for at sætte et udtrykkelgit punktum bag alle forbehold mod at gå med briller, har jeg hængt en snellentavle op på din væg, og du tester lystigt løs, med dine egne regler og dit eget nye skarpe syn:

"Hvor er der en.....pony?!"

"Deeer!"

Ordbær

David snakker med en lego-mand han har i hånden.  Lego-manden har mistet hovedet.  Med noget der lyder som lego-mandens stemme siger han:
"Hov.  Jeg må lige have et hoved på så jeg kan snakke!"

Jeg prøver at overtale David til at spise lidt mere af sin aftensmad.  Han svarer: "Jeg kan ikk spise mere mor, ellers får jeg pigemave!"