Kære David, du er et fantastisk fotomotiv. Fordi du skriver dine følelser med store bogstaver, fordi du altid er i færd med noget sjovt, sødt, spændende, vildt og somme tider uklogt (som f.eks. at bygge en bro af dyne fra sengen over til bordet), fordi hele din krop er leg, og glæde, eller træthed, eller vrede, eller målløs overraskelse.
Men somme tider ligger kameraet lige ved hånden, og bliver alligevel liggende. For somme tider er øjeblikket så flygtigt, at jeg hellere bare ser på. Så tager jeg et billede inde i mit hoved, og det er dér, jeg gemmer de virkelige pletskud.
Her kommer ét af dem fra denne weekend:
Du sidder på bedstemors skød og ”læser” en bog om bondegårdens dyr. De stikker hovederne ud af siden og brøler, skræpper, grynter og vrinsker, og du svarer dem med hvinende begejstring - Muuuuh! Bedstemor hviner også af begejstring, men jeg tænker det er fordi dine små hænder er så søde når de klapper, og mindre fordi koen kigger sig omkring i stuen. Eller det er fordi du kalder hende Bessemor så det lyder som det dejligste i verden. Da bogen er slut tager du en beslutsom hoppetur, og bedstemor er vistnok din hest, eller også er du en farlig løve som danser til Bob Dylan; han stikker også sit gamle hoved ud af anlægget og synger (Msik!!)
Og her et mere:
Dana står i en logrende vind omkring os og slår knude på sig selv for at være hos os alle tre på én gang. Du selv slår også knude på dig selv, for samtidig at ae det store bløde dyr og flygte for det frygtindgydende og næsten ildspyende hoved med tænder som er større end din tommeltot. Mens Dana kæmper bravt for at få sig positioneret så hun kan slikke dig i hovedet af kærlighed, kæmper du bravt for at flygte for hovedet og klappe rumpen samtidig, og alt i alt ligner i nogen der danser sammen for første gang, ikke helt frivilligt.
Og et sidste:
Den nye cykel er bare perfekt, som om nogen havde bygget den til mig. Og til Torben baggagerum, for den kan lige nøjagtig være der. Uden at skrabe lakken! (”på bilen” tænker Torben, ”på cyklen” tænker jeg). Den er sort, og et sted står der noget med rødt, lige dér hvor øjnene hviler sig på styret. Den er tilpas ufærdig til at jeg allerede har tusind projekter i hovedet. Sådan et specielt støtteben, et som holder. Skærme som hverken er hel-skærme eller funktionsløse vindfaner. Sadeltasker af én eller anden art, men den skal jeg tænke lidt over endnu, for hvor hulen skal de sidde?
Men din cykelstol er monteret. Bomfast ja. Så bomfast at jeg må slå på udløseren med en hammer for at få stolen af, når du ikke cykler med. Mon jeg altid kan have en hammer i de potentielle sadeltasker? Sadeltasker hedder det vidst endda kun på heste, men cyklen er næsten levende!
Du er også monteret - i cykelstolen. I et brus af remme og hjelme og flyverdragt og vanter og fartvind suser vi ned af Sigridsvej, og du hviner igen af begejstring. Cyk!!!
Huuuuiiiiii!!!! Bus!!! Og bil!!! Gååår!! (en fodgænger flyver ind, og ud igen, af vores synsfelt og ønsker sig tydeligvis sådan en cykel) Baby!!! Vej!!!
Da turen er forbi græder du og siger ”Hejhej cyyyk....” (vi ses i morgen!)
Annette har vendt sin cykel på hovedet, det er smart. Vi står bøjet og dybt koncentreret over hver vores projekt. Jeg er i gang med ovennævnte skærme, skruen driller og solen er næsten væk. Den har ellers strålet ned på vinterverden så lyst og varmt og nådesløst at billedet viser biler,der holder i kø foran bilvasken, og koner der skrubber på vinduerne. På billedt kan man også se at du har fået overgangflyverdragten på Ja, der sker store ting. Mens der er stillet skarpt på den bissede skrue (den er allerede lidt flosset af min voldelige frustration) hopper du i baggrunden rundt med Sara og spiller bold. Hun nyder at være den store, og bruger skiftevis ros og formaninger, som en rigtig frøken. Hun henter bolden for dig hver gang, lige meget hvor skørt du kaster. Du er en heldig dreng, og er lykkeligt ligeglad med skruer og deres gevind.
