I weekenden sejlede David, Torben og jeg til Samsø:
Og midt i den friske og gyngende sø
der dukker af dybet den dejligste ø,
og søen af prægtige skibe er fuld -
og øen af frugt og af blomster og guld.
Der risler en kilde, der rinder en å,
og højene ere så runde og små,
og engen er blød, så det ret er en lyst
at tumle sig der og få lettet sit bryst.
Vi tog derover for at hjælpe far i haven. Men hvor skal man dog begynde? Tre haver har fars hus Villa Hækkenfeld: én er besat af en stor åben garage, hvor motorer, tovværk, store bongossi-planker og adskillige maritime antikviteter tumler sig græsset. Én have bebos af en ung egeskov jeg selv var med til at plante for adskillige år siden. Alle træerne trives - det vil sige de producerer alle de blade jorden under dem kan bære. Den sidste have er en stor hjælp i dag, den rummer nemlig frem for alt en kompostbunke og en bålplads. Men som briterne siger: first things first! Først skal vi lige hente et ovnfast fad i Besser. Og vi må også lige hilse på katten, og fasanen i haven. Så skal vi lige have en bid mad. En lille time senere rejser far sig fra computeren - NU må vi have den bid frokost! (Men vi kender ham jo godt - og ventede ikke på ham) Mens far får frokost går Inge, Torben, David og jeg i gang med at rive og ruske i haven.
Det går forrygende, og snart kan vi tænde et bål som futter den halve have af på et øjeblik. Jeg prøver at få David i pleje inden døre, hvor Niels render ind i nye opgaver hver gang han bevæger sig i retning af haven. Men David kommer snart ud igen - Niels mener han sikkert har det meget sjovere uden døre. Gudskelov passer det, og David fortrækker til havens mange krinkelkroge, hvor han kaster sig ud i vigtige og hemmelige projekter.
Bålet brænder videre og vil fodres med krat, tjørn, kvas og blade. Nogle planter bliver til det rene fyrværkeri i flammerne, og mirabellekernerne skyder til højre og venstre. Niels maner til ro, han har brygget te og har en haveøl med ud til os. Fryd og gammen!
Efter en lang dags arbejde med et godt resultat (vi fik brændt så meget biomasse af at selv den skønne lyse forårssol ikke kunne holde med i produktionen!) bliver jeg helt selvfed og overstadig, og beskriver resultatet nogenlunde således:
Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net
som haven, hvor øen i søen er lagt,
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!
Om aftenen får vi besøg af gamle venner fra nær (Besser) og fjern (Michigan), og Villa Hækkenfeld nyder i fulde drag at der "er gået kvinder i det" - også i køkkenet. Inge har lavet skøn mad, med sauce, i ovnfast fad. Ulla fra Besser har bagt et vidunderligt brød, og jeg bakker op med dessert. Niels kan med andre ord koncentrere sig helt om skænkningen (som alligevel havde svært ved at nå ned til bordenden!)
Jeg har en teori om at folk gik i dørken i den reciprokke rækkefølge af det arbejde man have bestilt i haven -det er derfor David holdt fest den halve nat....
Næste morgen gensér jeg en gammel skat:
Fars vidunderlige havregrød!
Ja, men en endnu større (og ældre) skat er en sømandstrøje som far (Niels) har broderet Dagmar Aaens logo på, til min fire års fødselsdag!! Og nu bliver den videregivet til lille David. Den er i fineste stand, for ren uld, rullekrave og børnehud er ingen heldig kombination. Nu kan David råde bod på min dårlige samvittighed gennem 25 år over aldrig at have gået med den. Men først skal jeg have sat blødt og børnevenligt foer i trøjen :)
Og midt i den friske og gyngende sø
der dukker af dybet den dejligste ø,
og søen af prægtige skibe er fuld -
og øen af frugt og af blomster og guld.
Der risler en kilde, der rinder en å,
og højene ere så runde og små,
og engen er blød, så det ret er en lyst
at tumle sig der og få lettet sit bryst.
Vi tog derover for at hjælpe far i haven. Men hvor skal man dog begynde? Tre haver har fars hus Villa Hækkenfeld: én er besat af en stor åben garage, hvor motorer, tovværk, store bongossi-planker og adskillige maritime antikviteter tumler sig græsset. Én have bebos af en ung egeskov jeg selv var med til at plante for adskillige år siden. Alle træerne trives - det vil sige de producerer alle de blade jorden under dem kan bære. Den sidste have er en stor hjælp i dag, den rummer nemlig frem for alt en kompostbunke og en bålplads. Men som briterne siger: first things first! Først skal vi lige hente et ovnfast fad i Besser. Og vi må også lige hilse på katten, og fasanen i haven. Så skal vi lige have en bid mad. En lille time senere rejser far sig fra computeren - NU må vi have den bid frokost! (Men vi kender ham jo godt - og ventede ikke på ham) Mens far får frokost går Inge, Torben, David og jeg i gang med at rive og ruske i haven.
Bålet brænder videre og vil fodres med krat, tjørn, kvas og blade. Nogle planter bliver til det rene fyrværkeri i flammerne, og mirabellekernerne skyder til højre og venstre. Niels maner til ro, han har brygget te og har en haveøl med ud til os. Fryd og gammen!
Efter en lang dags arbejde med et godt resultat (vi fik brændt så meget biomasse af at selv den skønne lyse forårssol ikke kunne holde med i produktionen!) bliver jeg helt selvfed og overstadig, og beskriver resultatet nogenlunde således:
Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net
som haven, hvor øen i søen er lagt,
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!
Om aftenen får vi besøg af gamle venner fra nær (Besser) og fjern (Michigan), og Villa Hækkenfeld nyder i fulde drag at der "er gået kvinder i det" - også i køkkenet. Inge har lavet skøn mad, med sauce, i ovnfast fad. Ulla fra Besser har bagt et vidunderligt brød, og jeg bakker op med dessert. Niels kan med andre ord koncentrere sig helt om skænkningen (som alligevel havde svært ved at nå ned til bordenden!)
Jeg har en teori om at folk gik i dørken i den reciprokke rækkefølge af det arbejde man have bestilt i haven -det er derfor David holdt fest den halve nat....
Næste morgen gensér jeg en gammel skat:
Ja, men en endnu større (og ældre) skat er en sømandstrøje som far (Niels) har broderet Dagmar Aaens logo på, til min fire års fødselsdag!! Og nu bliver den videregivet til lille David. Den er i fineste stand, for ren uld, rullekrave og børnehud er ingen heldig kombination. Nu kan David råde bod på min dårlige samvittighed gennem 25 år over aldrig at have gået med den. Men først skal jeg have sat blødt og børnevenligt foer i trøjen :)
