Hvordan mon det er at have kendt verden som et sløret sted, der kun afslørede sine virkelige former når man lagde hovedet på skrå og spændte sine øjenmuskler alt det man kunne. Og så en dag kommer man med far på tur til en ny by, intetanende, og man går ind i en intetsigende butik, én af dem hvor det næsten ikke kan betale sig at lægge hovedet på skrå og spænde musklerne. Og så er der en dame der sætter noget glas for ens øjne, og pludselig er alting lynende skarpt!
Da far og du kom hjem med briller på, is om munden og en lille blå flyvemaskine i hånden, hilser du mig med en lang historie, en af de historier der har lange grene ud til alle sider. Men da du kommer ind i køkkenet stopper du op, halvvejs ude af en gren, og drejer dig rundt og rundt om dig selv. Det tager kun et sekund eller to, så kravler du videre ud af historien. Men vi overså ikke det øjeblik hvor du intetanende var løbet ind i det hjem du kender så godt, og pludselig så det for første gang!
For at fejre det, for at hædre den læge og hans videnskab der var grundig og dygtig nok til at finde dit problem, og for at sætte et udtrykkelgit punktum bag alle forbehold mod at gå med briller, har jeg hængt en snellentavle op på din væg, og du tester lystigt løs, med dine egne regler og dit eget nye skarpe syn:
 |
| "Hvor er der en.....pony?!" |
 |
| "Deeer!" |
