Sommer

Sommeren risler: ned ad bækken, gennem timeglasset, mellem fingrene.  På den gode måde, klukkende og boblende og kildrende....
...men også en lille smule uophørligt, sådan som det må forventes når man har småbørn OG snart bliver tredive.

Hov, hvor bliver tiden af?  David, fire år og Selma, 1/2 år i haven, ca. 100 år.

Denne uge er gået med tre-dages feber hos begge børn, med tilhørende lille bitte feberkrampe hos lille Selma, som har optaget en uproportionel stor del af min hjerne og nattesøvn sidenhen.  Men sjovt nok varer tre dages feber kun tre dage, og sjovt nok optræder feberkramper kun ved feber, så jeg har overbevist mig om at vi er okay.  Hvis bare vi over-pylrer lidt og husker solhat og solcreme og barnevognssele og tusind kys og kram om dagen.

Så havde vi besøg af en Torbenbror med kone og labrador-hvalp, til David fryd og Fridas skræk.  Indtil nu har Davids erfaring med labradorer været at de springer, slikker og puffer, samtidig med at de er komplet ligeglade med alt hvad han gør for at holde dem fra livet.  Samtidig med at de voksne hepper på ham og siger at han bare skal råbe lidt højere, og at hunden er skidesød.  Nu oplevede han et sort lyn, der gerne ville lege med ham på den sjove og gensidige måde, og respekterede ham og hans små støvletramp. Frida blev også positivt overrasket, og holdt sig kun væk en enkelt dag.
Sammen med vores søde gæster tog vi til Kalø og sikrede os at slotsruinen stadig ligger hvor den plejer. Selma i ergobabyen kunne ikke sikre sig en ski', for solen skinnede fra en skyfri himmel, og hendes mor var post-feberkrampe hysterisk og gav hende sol-telt over hovedet.  Men ude i borgruinens sparsomme skygge (ja, slotsruin lyder jo stort, men Kalø er 0% slot, og 100% ruin, hvilket gør at den kun ét sted kaster en skygge der stor nok til at en halvårig krudtugle kan sidde oprejst deri.) -nå, ude i ruinens sparsomme skygge tøede hun op igen, og fik for første gang frokost på et picnictæppe, hvor hun sad helt selv (mor var dog stadig hys, og polstrede de bastante middelaldermursten, så hendes sarte baby ikke skulle få ondt i hovedet hvis hun tiltede).





Andre småting:
- vi høster squash i lyntempo, og baby tygger squash (i samme tempo), for nu har baby TO tænder!  Vi fik opdateret babys bog med sidstnævnte.  David har snakket tysk i flere dage, så man næsten kan forstå det.  Han går også rundt og synger omkvædet af hans nye yndlingssang, "Da kærligheden kom til byen" af Lars Lilholt, selvom han kun næsten har forstået det.
Vi voksne har byttet barsel, så nu er mor jobsøgende og far i babyboble. Det går strålende:  fars helikopter har fået nye kuglelejer, og fløj her til morgen 70m højt, og imens sov mor længe, så vi lever op til alle klicheer.

Snegl Selma

Kære Selma,
som lillesøster må man lægge krop til meget..... du er et værgeløst offer for storebrors fantastiske humor!

"Se mor, Selma er en snegl der bærer sit hus på ryggen!"



"...og nu er hun en skildpadde!!!"

Tall ships ræs

Kære David
I går tog du og jeg ind og snusede til veteranskibe ved Tall Ships Race.  Togturen derind skyldte jeg dig efter at have lovet i et halvt år at nu skal vi NOK snart tage toget.  Passende nok virkede Dankortautomaten ikke, så DSB gav turen.
Det var en helt igennem pragtfuld dag, vi var bare de bedste venner og gjorde os begge stor umage for hinanden. Du ved kun at kaste dig sprællende af raseri på dækket én gang (tak til den russiske matros der forgæves prøvede at nå ind til dig med en russisk vise og en dans.  Han betalte med sin værdighed)
Jeg ved at spontankøbe to håndsnittede vikingesværd og tilhørende skjold, ja, jeg ved ikke hvad der red mig.  Torben prøvede sidenhen at påpege at de altså er seriøst mere drabelige end den plastikskyder jeg får pædagogiske knopper af (jeg: "Jamen han snakker stadig om det riddermarked!  Og de er af træ, hallo! (og jeg synes faktisk selv det er ret fedt at slås med sværd)").
Når jeg (den omvandrende strukturkatastrofe) tager på sådan et brag af en havnefest med min fireårige dreng, bliver vores program altid en kende anderledes end vi egentlige troede.

Egentlig ville jeg prioritere at se nogle helt bestemte af de 104 skønne skibe, fx. Loa fra Aalborg, Wylde Swan fra Holland, og Alex-2 fra Tyskland.  Men i stedet fandt vi os selv stående i kø for at komme ombord på et fuldstændig absurd stort piratskib fra Svärige.  Det lugtede langt væk af showskib og turistmagnet, og da jeg læste at den ikke, som insinueret, er fra det 18. århundrede, men fra 2005, sagde jeg til dig: "vi finder et andet skib!" (dine mundvige ryger langt ned!) "Et BEDRE skib!" (Mundvigene sitrer) "DET DÉR skib!". Og sådan skete det at vi gik på opdagelse på den russiske fregat Shtandart.

Kaptajn David

Lidt senere skal du tisse.  Prøv lige at gæt hvor langt der er mellem toiletterne på sådan en pier.  Lad os sige det sådan: havnearbejdere har MEGET længere ben end dig!  Tissetrang kan virkelig få min indre tigermor frem, så jeg tager min lille unge på armen og entrer den førstebedste fuldrigger der ser ud til at have plads til et lokum ombord.  Det er en mexicansk udskejelse af et kæmpeskib, über-pyntet med fiesta og høj musik, stramme matroser i stift puds, og en landgangsbro på størrelse med Vejlebroen (dog kun tosporet).

Jeg påpeger den delikate situation for en humant udseende mexicansk matros, og gudskelov forstår han det internationale tissesprog.  Og nu erfarer jeg hvorfor det hedder tall ships race.  Det er ikke fordi skibene sejler om kap, nej, det er fordi man drøner frem og tilbage PÅ skibene.  Vores matros fører os fra den farligt udseende kaptajn til officerskahytten, hvor vi afvises, tilbage til kaptajnen (hans mundvige sitrer!), og ned i agterskibet hvor slaverne holder til.  Der er feststemning blandt mandskabet, der er nok 50 mennesker i rummet og de er ved at spise burritos (no joke!), deres badeværelse tømmes for halvnøgne sømænd for at lille Kong David kan komme sobert på toilet.  Og selv slaverne har træk-og-slip toilet og femten håndvaske på den mexicanske kæmpeøgle. (nogle af dem endda med vandtilslutning). Efter endt operation må vi lige op og rykke lidt i roret:

David styrer 1800 tons og 67 meter sejlskib.  En drøj havnemanøvre...

Senere på dagen mødte vi gamle ven Niels, og han og du tog på en rotur gennem filmbyen i en noget mindre skude:

Stor viking og meget lille viking ude at ro.... det stolte skib har en smule slagside.

Resten af dagen tilbragte vi med at sejle med en lille havne-taxa fra pieren til skolebakken.  Og tilbage igen, fordi vi havde glemt vores våben på kajen.  Gudskelov lå de der endnu da vi endelig var tilbage efter en times havnerundtur, så vi slap for at skulle ringe til politiet og melde et tyveri af Kong Rosenholms træsværd med tilhørende skjold.

Mens vi sejler havnen rundt beder du til alle havets guder om at ingen tyveknægt skal i spjældet for tyveriet af dit nye sværd.  Bønnen blev hørt!

Om helikoptereftersøgninger, tissemandskalkmalerier, og racersnegle

Sommerferie. Efter en klimakterie-agtig eskalation af skrivetvang, søvnmangel, børnekaos, lunteforkortelse og generel forvirring blev Torbens speciale-baby endelig færdig, efter en femmåneders regression til studenter-stadiet, der tog hårdere på ham end han havde regnet med.  Skægstubbene har slået rødder i hans ansigt, ligesom øjenringene har gravet sig ned i mit.  Vi har gnedet os op af hinanden til vi blev helt hudløse, og kaffemaskinen er begyndt at skrige af smerte når vi igen (og igen) opfordrer den til at male os en kop trylledrik.  Gudskelov er vi erfarne krigere ud i forældre-, studenter-, og postmodernitetslivet, så vi har væbnet os mod træthed og hudløshed med det bedste vi har:  kærlighed.  Og hvor det ikke hjalp, hjalp humor.  Og hvor det ikke hjalp, hjalp kaffe.

storebror-led weaning!

Onsdag formiddag skrumlede vi til Kolding, med tre styks specialer, to skønne børn, en kuffert, en Rasmus Klump rygsæk, en cykel, og en flakse champagne.
På parkeringspladsen mødte vi bedstemor og en chokoladekage (med chokolade på), og mens bedstemor og jeg prøvede at fejre Torben, og han prøvede at gemme sig, og ungerne prøvede at tyvstjæle opmærksomheden, smed vi specialet over disken ("nå men så god vind fremover!"), og kagen i skrutten ("Fejrer i fødselsdag?"), og David samt kuffert og rygsæk og cykel ud i bedstemors bil ("Nu skal jeg i sommerhus og finde påskeharen! Og i må ikke komme med!"), og boblerne skyllede vi efter med ("glug glug. Glug.").

Så blev der stille. Og det var der i fire dage. Ja altså Selma er bare et ret stille barn.  Hun kigger, og smiler. Og det var også stort set hvad Torben og jeg gjorde.  Vi tog til en dejlig bisættelse på havet, hvor vi fik taget fint og næsten muntert afsked med Henning Loft, fars søde og kære jagtkammerat igennem seks årtier.  Han var spændende og rar at være sammen med til det sidste,
Vi tog også på date hos Kadi, for hvem gider fine restauranter hvis man kan få vennelavet chili (fra bunden!) og vandmelon-ingefær-is på Peder Skramsgade?!

Det eneste der ellers skete mens David var på bedstemor-ferie var at sneglene åd løs af mine squash.  De snegle er så røv-mange, og så røv-sultne, at jeg ikke kan komme efter dem.
At jeg synes de er smukke, og ikke seriøst nænner at dræbe dem, gør heller ikke situationen bedre.
Sidste år åd de mine jordbær og mine ærter uden modstand, i år har de ædt seks ud af otte squashplanter, og tyve ud af fyrre ærteplanter.  Min modstand har bestået i at plante mere end de kunne æde.  Og at samle dem sammen i et sneglebur, hvor jeg fodrer dem med rarbarberblade og køkkenaffald, indtil jeg har fundet ud af en passende løsning.  Og se nu bare, min strategi går næsten op:

Sjovt nok fandt jeg en racersnegl ved min eneste squash, da jeg ville fotografere den.  Nu er sneglen i sneglefængsel, og squashen har jeg plukket, bare for en sikkerheds skyld.  

Nu har jeg så en spand med tredive kopulerende og æglæggende vinbjergsnegle, som jeg ikke nænner at dræbe.  Og én squash. Det er vel også en slags høst....

Vi mødte David og bedstemor igen i Odense, hvor vi tog lille grandkusine Ida Maries dåb.  Hun og Selma har fået hver sin del af oldemors navn, hvor også mit Marie kommer fra.  At se sine efterkommere bære ens navn videre må føles stort, og lidt rart, forestiller jeg mig.
Selvom dåbsbarnet var aldeles bedårende, maden var både fortrinlig og appetitlig, kagen var pittoresk, gæsterne var festlige og helt igennem fotogene, og gavebordet overdådigt, og selvom mit hår sad skidegodt over øjenringene, så var det eneste billede jeg fik taget dette her,som viser Sanderum Kirkes urgamle kalkmalerier af skidende og kopulerende djævle:

Det er virkelig barnligt, og virkelig sjovt!

Helikoptereftersøgningen vil jeg droppe at beskrive i detaljer.  Det er simpelthen for latterligt.  I korte træk handler det om at Torben belønner sig for sin umenneskelige bedrift ved at købe en umenneskeligt dyr helikopter, som han så flyver rundt med.  Et par timer efter at Kristian ringer og fortæller at HANS helikopter er styrtet i havet, styrter Torbens nye, umenneskelige belønning ned i lensherrens rapsmark.  Og det er næsten en slags hav, opdager vi, da vi står i raps til halsen, spejdende udover den grønne ørken der har slugt Torbens legetøj.  Hestene står og glor mens vi hopper rundt i rapshavet med David på skuldrene for at redde helikopteren, og stemningen.  Ufattelig heldigt, men på den sidste tur, længe efter vi har opgivet, finder Torben sin helikopter, og sommeren er reddet.  Vi føler os heldige, og slutter sommerferiens første virtuelle dagbog med et luftfoto af vores lille slot:

helikopter-perspektiv

virkelig helikopterperspektiv

bad-ass helikopterperspektiv

Sankte Hans

Kære Selma
Så blev det sommersolhverv, og dine dage kan ikke blive længere.  Du må undres, for lige siden du første gang så verdens lys for 6 måneder siden, er dette lys blevet kraftigere og længere hver eneste dag.
I Grønland, fortæller man mig, inviterer man på kaffemik for at fejre at barnet har levet i et halvt år Herhjemme inviterede vi på gluten. Vi har noget med havregrød i min familie, så vi fik allesammen havregrød til morgenmad, og da David har noget med pasta, og jeg har noget med "allesammen", fik vi allesammen pasta til aftensmad.  Bare fordi vi kunne. Bagefter havde jeg dårlig samvittighed overfor din lille mavse, og gav dig ekstra smatpureret begyndergrød i alle regnbuens farver i flere dage derefter.
I weekenden tog vi til Kalø og fejrede Sankt Hans med kong Menved.  Sankt Hans er for mig, ligesom mange af de andre danske højtider, en herlig blanding af noget hedensk, råt, og fandenivoldsk, der pyntes og ophøjes ved sit islæt af noget pænt og kristent.  Angsten for heksene, angsten for at miste lyset, blandes med fejringen af Johannes Døberens fødsel.  Ja, sankt Hans er så kammet lidt over hvad de hedenske traditioner angår.  Med hvad - Jesus fik julen.

Så vi tog altså til Kalø og fejrede Sankt Hans på hedensk manér.  Borgruinen lå tavs og grå og dannede bagland til et stort middelaldermarked med ridderdyst, gøgl, og rettergang.

Tidsrejse

Selveste kong Menved var kommet rejsende til anledningen, og fra sin trone af træ bivånede han majestætisk og meget autentisk pøblens fornøjelser.  Han skred kun ind en enkelt gang for at slå en mand til ridder.  Ridderne dystede i de gamle discipliner, og de gode vandt over de onde så det var en fryd for øjet.  Og det skete ikke uden meget ægte kamp til stregen med tunge sværd, afhuggede hoveder, skingre krigsskrig og meget dundrende hestehove gennem aldeles brændende ild.
Kære David, jeg kan godt forstå hvis du stadig er lidt forvirret, for hvorfor syntes mor og far pludselig at det var skideskægt at de voksne mænd slog på hinanden så trælanserne splintrede?  At den onde ridder piskede sin væbner indtil Kongens hund kom og bed ham i armen? At den tapre Erik Rosenkrantz styrtede af hesten i flyvende galop?  Du gjorde store øjne, og grinede lidt, men sagde så: "Mor, hvornår kommer politiet og henter dem?"

En stakkels ridder der dingler fra sin (stakkels) hest i fuld rustning. Og fuld galop.  Børnene jublede og de voksne gispede!

Vi fik snakket rigtig, rigtig, rigtig RIGTIG meget om forskellen mellem leg og virkelighed den dag.  Samtidig med at Selmasøster lå og vrælede helt virkeligt og i fulde alvor i sin barnevogn og påpegede forskellige uopfyldte behov.  Tante Kristian og onkel Eva valgte et tidligt tilbagetog for at fejre den hellige højmiddagslur derhjemme, og vi besluttede at gøre det eneste kloge:  at gøre ligesom de.  David var ved at skrue det helt store sult-ragnarok sammen, og jeg bakkede ham ivrigt op ved at styrte pladsen rundt på jagt efter valid valuta.  Ja de tog jo så ikke dankort i middelalderen vel, Inger?!  Flot klaret!

Et par middelaldrende der er gået kolde i deres telt.

Middelalder frem eller tilbage - Torbenfar og tante Kristian har fundet en helikopter!

Netop som indgangsteltet havde vekslet mine pinlige elektronikpenge til god, oldnordisk dansk krone, og David havde fået sin pandekage og opdaget, at pandekager i middelalderen ikke var fyldt med syltetøj men med hvidkål, og netop som regnen stilnede af, dukkede der af sulten og ragnarokken den mildeste David op, som gerne ville lytte til middelaldermenneskerne der spillede middelalderlige italienske danseviser, og snart så man os danse kædedans rundt om teltene med hinanden i hænderne og min søde studiekompagnon Sofie i den anden hånd.  Hvor hun kom flyvende fra må guderne vide, men vi fik i al huj og hast indhentet den nødvendige viden om hinandens liv og verdegang, udvekslet alskens gode ønsker og velsignelser, før dansekæden sprang og splittedes os ad igen.

Dansen går i enge

David og smedens søn tager bestik af hinanden, skulende.

Og det var lige dér vi besluttede at skynde os hjem mens legen var god.  Nej, i farten måtte jeg lige medtage et lillebitte middelalderklenodie af et bælte.  For at  lidt af den middelalderlige fandenivoldskhed kan smitte af på mig.  Da jeg havde handlet færdig, havde David lært at cykle.  Bare lige sådan i mellemtiden, på parkeringspladsen.  Ja, man siger jo det går så hurtigt med de små...
...hurtigt er ikke ordet.

Du og jeg David, vi kunne så ikke helt holde ud at stoppe mens legen var god.  Så da vi havde sat halvsovende Torbenfar og snorksovende Selmasøster af i den svalende have, drønede vi tilbage til middelalderen og proppede os med syn for sagn.  Vi snakkede med en ridder der havde vundet alles kamp mod alle, og som lod dig holde sit sværd. Og vi snakkede også med en heks som du syntes så ond ud, men som gudskelov viste sig at være en hvid heks. Hun havde en krystalkugle som lignede en sæbeboble, bare tungere.
En sød middelalderkone lærte dig at knytte snører på et ældgammelt snøreredskab, og jeg var fristet til at lade dig sidde i timevis og knytte, for du var fuldstændig opslugt.  Thomas Tog eller andre stupide Disneyfilm kunne ikke have bjergtaget dig mere.  In your face, Thomas.

David og Caroline knytter bånd, og sylten.  Det er magisk.

Men da Djursland begyndte at lugte af røg fra de mange våde bål og hylende hekse, væltede David og Selma og Ingermor og Torbenfar udmattede om i deres dyner og gik ud som fire gamle lys.

Ordbær

Selma: "Papa! Papapapapapa!"
Torbenfar: "Jaaaaaaaaaaaaaa!!!!"
Jeg: "!!"

David: "mor hvorfor flyver skyerne hurtigere når det blæser?"
Jeg: " Fordi vinden så at sige skubber skyerne, når den puster"
David: "men... træerne når da ikke helt op til skyerne!!?"
Jeg: "???!"

David: "Når jeg bliver voksen så går jeg ind til byen med alle mine venner for at finde et barn!"
(Torbenfar og mig: "???????")
Jeg: "hvis du gerne vil have et barn når du bliver voksen så må du have dig en kæreste! Det er en pige du godt kan lide og gerne vil leve sammen med."
Torbenfar: "Eller en dreng. Drenge kan , omend i sjældnere tilfælde, også godt være kærester med drenge. Dette nævner jeg fordi Ruslands præsident har forbudt folk i Rusland at nævne det."
David: "?!"

David: "Moar, kan du huske da Kadi ikke havde sovet hele natten, og om morgenen så hun sådan her ud?!"

Brag og bryllup

Kære David
Somme tider sker det, at folk får den idiotiske idé at fortælle Gud (og hvermand) at det altså er rigtig nok at de elsker hinanden.  Og ikke bare det, de synes det er smart at love højt (og helligt) at de vil blive sammen for aaaaltid.  Ligesom du lover højt og helligt at der kan være masser af aftensmad nede i din mave, hvis bare du får en lillebitte kage nu.  Dig og mig, vi HAR fundet ud af at man ikke kan mærke sin fremtids følelser og mavefornemmelser.
Men hvis vi lige ser bort fra løfter om noget man ikke kan love, så er en bryllupsfest for kærligheden bare noget af det smukkeste, og festligste, og bragende, og romantiske i hele verden.  Tante Maya og onkel Rimmys kærlighed blev understreget med en eksplosion af et gilde, som gik over tre dage og syv-otte forskellige lokaliteter.  Det gav mig røde pletter i dagene forinden, men Torbenfar og veninderne lovede både bil og hjælpende hænder.  Og da jeg så fik den geniale idé at droppe planen om at være skideung og
sidelæns på rulleskøjter MED jer to unger på armen, blev det en fantastisk afslappet og kærlig miniferie.

Du elskede den del med at vi boede hos tante Bine, for tante Bine bor i en børnehave.  Vupti, dér steg tante Bine lige i graderne fra en meget fjern tante til tantEN!
Selma kunne bedst lide den del af festen der foregik i barnevognen, så da vielsen foregik på Silds endeløse sandstrande, hvor barnevognen erstattedes af slyngen, var dette ikke hendes yndlingsafsnit.  Du, og de andre 50-60 gæster, prøvede ihærdigt at opmuntre hende ved at blæse sæbebobler ud over hele Silds himmel og hav.  Og det smukke brudepar, der smilede og græd af rørelse og sæbevand.
Mors bedste del var til gala-middagen i Silds fornemmeste restaurant, hvor baby og mor skålede i hhv. et glas Hipp-grød og et glas Moët.  Det var også fars yndlingsdel, for den fornemme restaurant var nemlig en fiskerestaurant!  Skønt nok.
Og da baby gik kold i sin barnevognsfest lige ved siden af maveorkestret, festede mor og far og dig videre i bedste manér.  Du opbød hele din jernvilje på at holde dig vågen til bryllupskagen, der smart nok først blev serveret ved ti-tiden!

Hos Mayas mor: "Hvornår skal vi ha kaaage?" ("Om ca 8 timer min skat!")

"Hva'?  Kage?!"

Smukke tidligere yndlingstante (Photo: Cathrina)

Smukke nye yndlingstante, dig, og veteranbus. (Photo: Kadi)

Ingen fest uden onkel Kristian.  Da han tilfældigvis sad på færgen fra Rømø spurgte du ikke engang.  I din verden er onkel Kristian  overalt.

Det var ikke bruden men præsten, vi måtte vente på i Silds skumsprøjtende og sandstormende vadehav!

Så skal der krafte'me kastes nogle sævebobler! (Photo: Kadi)

sæbeboblekærlighedssilhuet!  (Photo: Kadi)

Den smukke brud med sine smukke søstre og sin smukke brudebuket!

Det smukke brudepar med sine smuuukke veninder!! (Photo: enelleranden!)

Hipp og Moët på restaurant Gosch.  Tjenerne fik noget at se til!

Og: Kageeeeee!! (Photo: Kadi)