...men også en lille smule uophørligt, sådan som det må forventes når man har småbørn OG snart bliver tredive.
 |
| Hov, hvor bliver tiden af? David, fire år og Selma, 1/2 år i haven, ca. 100 år. |
Denne uge er gået med tre-dages feber hos begge børn, med tilhørende lille bitte feberkrampe hos lille Selma, som har optaget en uproportionel stor del af min hjerne og nattesøvn sidenhen. Men sjovt nok varer tre dages feber kun tre dage, og sjovt nok optræder feberkramper kun ved feber, så jeg har overbevist mig om at vi er okay. Hvis bare vi over-pylrer lidt og husker solhat og solcreme og barnevognssele og tusind kys og kram om dagen. Så havde vi besøg af en Torbenbror med kone og labrador-hvalp, til David fryd og Fridas skræk. Indtil nu har Davids erfaring med labradorer været at de springer, slikker og puffer, samtidig med at de er komplet ligeglade med alt hvad han gør for at holde dem fra livet. Samtidig med at de voksne hepper på ham og siger at han bare skal råbe lidt højere, og at hunden er skidesød. Nu oplevede han et sort lyn, der gerne ville lege med ham på den sjove og gensidige måde, og respekterede ham og hans små støvletramp. Frida blev også positivt overrasket, og holdt sig kun væk en enkelt dag.
Sammen med vores søde gæster tog vi til Kalø og sikrede os at slotsruinen stadig ligger hvor den plejer. Selma i ergobabyen kunne ikke sikre sig en ski', for solen skinnede fra en skyfri himmel, og hendes mor var post-feberkrampe hysterisk og gav hende sol-telt over hovedet. Men ude i borgruinens sparsomme skygge (ja, slotsruin lyder jo stort, men Kalø er 0% slot, og 100% ruin, hvilket gør at den kun ét sted kaster en skygge der stor nok til at en halvårig krudtugle kan sidde oprejst deri.) -nå, ude i ruinens sparsomme skygge tøede hun op igen, og fik for første gang frokost på et picnictæppe, hvor hun sad helt selv (mor var dog stadig hys, og polstrede de bastante middelaldermursten, så hendes sarte baby ikke skulle få ondt i hovedet hvis hun tiltede).Andre småting:
- vi høster squash i lyntempo, og baby tygger squash (i samme tempo), for nu har baby TO tænder! Vi fik opdateret babys bog med sidstnævnte. David har snakket tysk i flere dage, så man næsten kan forstå det. Han går også rundt og synger omkvædet af hans nye yndlingssang, "Da kærligheden kom til byen" af Lars Lilholt, selvom han kun næsten har forstået det.
Vi voksne har byttet barsel, så nu er mor jobsøgende og far i babyboble. Det går strålende: fars helikopter har fået nye kuglelejer, og fløj her til morgen 70m højt, og imens sov mor længe, så vi lever op til alle klicheer.
