Om helikoptereftersøgninger, tissemandskalkmalerier, og racersnegle

Sommerferie. Efter en klimakterie-agtig eskalation af skrivetvang, søvnmangel, børnekaos, lunteforkortelse og generel forvirring blev Torbens speciale-baby endelig færdig, efter en femmåneders regression til studenter-stadiet, der tog hårdere på ham end han havde regnet med.  Skægstubbene har slået rødder i hans ansigt, ligesom øjenringene har gravet sig ned i mit.  Vi har gnedet os op af hinanden til vi blev helt hudløse, og kaffemaskinen er begyndt at skrige af smerte når vi igen (og igen) opfordrer den til at male os en kop trylledrik.  Gudskelov er vi erfarne krigere ud i forældre-, studenter-, og postmodernitetslivet, så vi har væbnet os mod træthed og hudløshed med det bedste vi har:  kærlighed.  Og hvor det ikke hjalp, hjalp humor.  Og hvor det ikke hjalp, hjalp kaffe.

storebror-led weaning!

Onsdag formiddag skrumlede vi til Kolding, med tre styks specialer, to skønne børn, en kuffert, en Rasmus Klump rygsæk, en cykel, og en flakse champagne.
På parkeringspladsen mødte vi bedstemor og en chokoladekage (med chokolade på), og mens bedstemor og jeg prøvede at fejre Torben, og han prøvede at gemme sig, og ungerne prøvede at tyvstjæle opmærksomheden, smed vi specialet over disken ("nå men så god vind fremover!"), og kagen i skrutten ("Fejrer i fødselsdag?"), og David samt kuffert og rygsæk og cykel ud i bedstemors bil ("Nu skal jeg i sommerhus og finde påskeharen! Og i må ikke komme med!"), og boblerne skyllede vi efter med ("glug glug. Glug.").

Så blev der stille. Og det var der i fire dage. Ja altså Selma er bare et ret stille barn.  Hun kigger, og smiler. Og det var også stort set hvad Torben og jeg gjorde.  Vi tog til en dejlig bisættelse på havet, hvor vi fik taget fint og næsten muntert afsked med Henning Loft, fars søde og kære jagtkammerat igennem seks årtier.  Han var spændende og rar at være sammen med til det sidste,
Vi tog også på date hos Kadi, for hvem gider fine restauranter hvis man kan få vennelavet chili (fra bunden!) og vandmelon-ingefær-is på Peder Skramsgade?!

Det eneste der ellers skete mens David var på bedstemor-ferie var at sneglene åd løs af mine squash.  De snegle er så røv-mange, og så røv-sultne, at jeg ikke kan komme efter dem.
At jeg synes de er smukke, og ikke seriøst nænner at dræbe dem, gør heller ikke situationen bedre.
Sidste år åd de mine jordbær og mine ærter uden modstand, i år har de ædt seks ud af otte squashplanter, og tyve ud af fyrre ærteplanter.  Min modstand har bestået i at plante mere end de kunne æde.  Og at samle dem sammen i et sneglebur, hvor jeg fodrer dem med rarbarberblade og køkkenaffald, indtil jeg har fundet ud af en passende løsning.  Og se nu bare, min strategi går næsten op:

Sjovt nok fandt jeg en racersnegl ved min eneste squash, da jeg ville fotografere den.  Nu er sneglen i sneglefængsel, og squashen har jeg plukket, bare for en sikkerheds skyld.  

Nu har jeg så en spand med tredive kopulerende og æglæggende vinbjergsnegle, som jeg ikke nænner at dræbe.  Og én squash. Det er vel også en slags høst....

Vi mødte David og bedstemor igen i Odense, hvor vi tog lille grandkusine Ida Maries dåb.  Hun og Selma har fået hver sin del af oldemors navn, hvor også mit Marie kommer fra.  At se sine efterkommere bære ens navn videre må føles stort, og lidt rart, forestiller jeg mig.
Selvom dåbsbarnet var aldeles bedårende, maden var både fortrinlig og appetitlig, kagen var pittoresk, gæsterne var festlige og helt igennem fotogene, og gavebordet overdådigt, og selvom mit hår sad skidegodt over øjenringene, så var det eneste billede jeg fik taget dette her,som viser Sanderum Kirkes urgamle kalkmalerier af skidende og kopulerende djævle:

Det er virkelig barnligt, og virkelig sjovt!

Helikoptereftersøgningen vil jeg droppe at beskrive i detaljer.  Det er simpelthen for latterligt.  I korte træk handler det om at Torben belønner sig for sin umenneskelige bedrift ved at købe en umenneskeligt dyr helikopter, som han så flyver rundt med.  Et par timer efter at Kristian ringer og fortæller at HANS helikopter er styrtet i havet, styrter Torbens nye, umenneskelige belønning ned i lensherrens rapsmark.  Og det er næsten en slags hav, opdager vi, da vi står i raps til halsen, spejdende udover den grønne ørken der har slugt Torbens legetøj.  Hestene står og glor mens vi hopper rundt i rapshavet med David på skuldrene for at redde helikopteren, og stemningen.  Ufattelig heldigt, men på den sidste tur, længe efter vi har opgivet, finder Torben sin helikopter, og sommeren er reddet.  Vi føler os heldige, og slutter sommerferiens første virtuelle dagbog med et luftfoto af vores lille slot:

helikopter-perspektiv

virkelig helikopterperspektiv

bad-ass helikopterperspektiv