Ordbær

David: "Skal mor ha den jakke på eller den jakke?"
Mor: "Jeg er lidt ligeglad."
David: (bestyrtet, aer mig lidt) "Nååh............så. Er du nu glad igen?"


David: "Det er et skib. Så, nu skiber vi!"

Bagparti-hængeparti

Vi har alle sammen hængepartier.  Se dig om, i din stue eller din hjerne, og prøv at komme i tanke om noget der står og venter.  Venter på at du får tid, eller lyst, eller råd.  Til du får øje på det, eller brug for det.
Til du en dag finder den dér stige der er høj nok (enten falder den ned fra himlen eller du har to hængepartier), eller et frimærke.  Eller venter på at du tager en beslutning.

Min rekord for udskydelse ligger på omtrent tyve år.  Ja, det er så længe at jeg i begyndelsen ikke engang kunne tage ansvar for at få det gjort.  Men det har jeg sandelig heller ikke gjort siden!

Nogen besluttede en dag i et åndfuldt øjeblik at vores klaverbænk trængte til et nyt betræk.  Der blev købt noget pænt stof til formålet, og i mangel på en møbelrestauratør ved hånden blev stoffet foreløbigt foldet et par gange og lagt løst på stolen.  Og der har det ligget nu igennem tyve år, fire flytninger, en eksport til Danmark.

Det var sjovt at snurre bænken rundt og rundt da jeg var lille.  Gjorde man det hurtigt nok blev stoffet centrifugeret mod midten, og blev liggende.  Men for det meste fløj det af.  Denne leg har David nu opdaget, og for at sætte en effektiv stopper for den lirkede jeg søm og skruer (84stk) ud af forskellige dele af mit hængeparti, slagtede en af vores stolehynder, et smørgult håndklæde, og en rest af stoffet fra Davids vendebukser, og klippede og regerede lidt.  En eftermiddag, eller to. Bankede også langt de fleste søm og skruer på plads igen bagefter.

Jeg er henrykt over at man ikke kan se på resultatet at jeg hverken klipper lige eller banker lige, og har siden solet mig i titlen kand.selv.møbelrest.!!  .

Gamle ben i nye klæder!

Muligvis ville en fagmand have nægtet at bruge æblestof.

David synes det er ret genialt at hans æblebukser smitter af.

Et sangbær

Der er en børnesang som egentlig lyder sådan her:
"Jeg er en lille undulat,
Jeg har så ondt i min mave,
For dem jeg bor hos
De er så nærig.
De gir mig sild hver eneste dag
Det vil jeg slet ikke have.."

David synger den i sin egen version:

"Jeg er en ond dulat,
Jeg har en lille mave
Det må jeg slet ikke have..."

Hihihihihi!!! Men nu jeg tænker nærmere over det er Davids version forholdsvis meningsfuld:
Nærige folk der køber sild?!? Til deres undulat????!!!!

Lille spillemand

Drengen er da meget sød, men kan nogen lukke munden på de eksalterede forældre, og fortælle dem at deres barn ikke spiller "lidt lige som Mozart"?!

Søndagsordbær

På vej hjem fra børnehave.  David plukker et fuglebær.
"Se, mor: et bær! Øjjj, hvor er det flot!"
Jeg er helt enig, men minder ham om at man ikke må spise det.
"Nej.  Det må jeg ik' spiise.  Mor, det må du ik' spise, og heller ikke Frida, hun må heller ik' spiise det.  Kun hønsene.  Må jeg kast' det ind til høns?!" (Mor måber.)

På vej hjem fra børnehave.  David peger opad.  "Déér er solen! Mor se!  Dér er solen!!"
Jeg viser ham hvor solen er:  "Ja, der er solen, kan du se den dér bag ved skyen?
David:  "Ja.  Det kan jeg."
Lidt senere kommer solen frem:  "Mor, solen ser mig!  Den kigger på mig!"

Torben: "David skal du ha' en ren ble?"
David: "Nej, jeg har ik lavet pølser!"
Lidt senere.  Torben:  "David du skal vist ha en ny ble."
David:  "Ja.  Jeg har ik lavet pølser.  Nu skal jeg ha en ren ble, og så siger far "Hov, du har jo ret David, du har ikke lavet pølser!""
Og sådan gik det :)

Første dag i børnehave

Kære Tib, i dag blev du børnehavebarn.  En stor dag, som krævede store tårer.
Jeg hører egentlig til de mødre som normalt godt ved hvad situationen kræver, og forstår at skabe afslappet og glad stemning, og også selv kan slappe af i sit barns selskab.  Tænk at det ikke er alle mødre der kan det. Jeg kan det!  Undtagen i bestemte nøglesituationer i dit liv, åbenbart.  I disse situationer gør jeg lige præcis alt hvad der kræves for at skabe det perfekte hysteri.  I dag skabte jeg f.eks. en grundstemning af pirrelighed og dissonans ved at insistere overfor Birthe kontaktpædagog at blive der lidt med dig.
Så sørgede jeg for at stå lidt i vejen over det hele -så meget at børnene flokkedes og piskede en stemning op, og pædagogerne måtte ind efter en kande kaffe, så de kunne byde på en kop.  På den måde sikrede jeg ligesom også at Birthes tid blev brugt på mig, og ikke på at lære dig at kende.
Og da jeg efterhånden mærkede at du blev mere og mere klyngende ombestemte jeg mig, og valgte at smide bomben: "nu skal mor ud og handle, og så kommer jeg igen bagefter og henter dig!"  Buaaahhhh!!!!!!  Og nu, i skrig og skrål og spark og hyl, overlod jeg dig til Birthe ("værsgo!"), og flygtede med mudderet klaskende op ad ryggen  (Jojo, det er ikke en metafor, men en kombination af cykel, fart og regnvejr).  Mens store fede tårer trillede ned ad dine store fede kinder.  (Og mine).

Det gode ved at jeg ikke blev færdig med denne artikel i aftes er, at jeg idag kan tilføje at jeg tog mere besindigt afsked med dig, kun en lille fremskudt underlæbe (hos os begge, og sikkert også hos Birthe, for jeg forsømte ikke at afbryde hende midt i et tøjskift "Kan vi vinke farvel nu, jeg tror lige nu er det bedste tidspunkt"). 

Om tid og evighed

Det er nu utroligt, som årene troligt giver hinanden hånden, i en lang og ubrudt perlerække.  13.700.000.000 gange har det været nytår.  Ikke at der altid har været nogen til at fejre det, men en slags fyrværkeri har der nok været tradition for det meste af tiden. 
4.600.000.000 gange har lyset vendt, her hos os på jorden.
Jeg har været med de sidste 29 gange, og føler det er en evighed.  Og at perlerne bliver mindre og mindre, ikke fordi de bliver mindre smukke og strålende, men der bliver kortere og kortere fra den ene til den næste. 

For dig er der endnu en evighed mellem hver enkelt -særligt til næste jul.  Vi oplyser hele universet med livets lille lygte mellem stort mørke og stort mørke.  For dig, og for mig, stråler hele verden mens vi går hernede og sorterer sidste års bunker, som stadig er der selvom det gamle år er væk.

2011 har givet mange perler til kransen, du er den smukkeste, og grundfarven, med din ødsle og glade kærlighed.  Italien og en lille kusine eller fætter inde i Evas mave var også to guldkorn; og Pippi Lammestømpehuset selvfølgelig, Frida missen som er så kælen, og nogle skønne nætter med de gamle piger som spredes og samles, og Torbens nye arbejde, og morfars søde kæreste, og bedstemor som kommer på besøg og juler, er altsammen stjerner.  Og så er der mange mange mange bittesmå og herlige dage, som jeg elsker at se tilbage på her på bloggen.  Bloggen er blevet vores lyskæde, som jeg elsker at flette videre på.  Hvor er vores liv malerisk, når vi får det ned på papir.  Hvor er vi heldige.