Søndag
+6*, regn
Rosenholm, Danmark - Klarälvsbyn, Sverige
Der flyder sorte high-tech beklædningsdele som jeg ikke kender navnene på overalt i stuen. En lånt 60l rygsæk spærrer vejen ind til legeværelset, og Selma brokker sig over at hun ikke kan komme forbi. Julepynten glitrer, lidt desperat, for at overdøve rodet, og i det hele taget virker det ikke særlig praktisk, at jeg er på vej ud på det svenske lavfjeld med den der rygsæk. Jeg ruller alle de mystiske beklædningsdele sammen og pakker dem i noget der forekommer mig et gennemtænkt system, stripper min Trangia for al unødig overvægt ("En pande?! Hvem fanden laver spejlæg i vildmarken!? Ud med den!")
Jeg smider tasken i bilen, vinker til Torbenfar og ungerne og trykker speederen i bund. Halvt for at skippe den enerverende overgang mellem familieliv og rejseliv, og halvt for at nå det.
På lageret i Silkeborgs industrikvarter møder jeg mine rejsefæller, otte aspiranter til stillinger som pædagoger på mit arbejde. De skal op på lavfjeldet og vise at de kan finde vej, gennem sne, gennem skov, gennem mørke, gennem kulde, over fjeldet og rundt til vores sheltere. De skal vise at de husker at få smeltet sne inden de lægger sig til at sove efter 12 timers vandring. De skal vise at de ikke går igennem isen, eller igennem den tynde, smeltende fernis af fornuft der dækker over panikken når benene svigter. De skal vise at de tager hånd om den langsomste, selv hvis det betyder at ofre sin nattesøvn, sit vand, sine tørre sokker, sin sunde fornuft. Og selv hvis den langsomste er en udadreagerende, normløs, bandende og svovlende teenager.
Hunden der ligger begravet er, at det er mig, de skal vise det. Og hunden der ligger begravet i denne hund er, at når jeg skal finde vej over et koldt, sneklædt fjelddrag i mørke og sne til knæene bliver jeg meget hurtigt både udadreagerende, normløs, bandende, og svovlende. Jeg har sagt ja til at deltage i denne sindsyge udfordring på lige fod med ansøgerne for at opleve dem, fjeldet, og min egen normløshed. Mens jeg sidder i den gamle bus der skal køre os nordpå føler jeg mig ellers slet ikke så rablende, som det lyder. Vi kører nordpå, og regnen bliver til sne. Motorvejen bliver til en slags løjpe for dårligt behjulede køretøjer. Lillebror Kristian sender meget bekymrede SMS'er derhjemmefra og spørger hvem der sørger for at vi ikke dør deroppe. Vi ankommer i Klarälvsbyn klokken 04:56 efter en lille GPS-fejl til Norge. Humøret er på frysepunktet, luften siger -6*
Mandag
ca 10 - 15* frost
Digerbjerget - Hästbergsätern
Jeg kommer på hold med to sjove og kloge vandrekammerater. Vi ser hinanden an, jeg piver lidt om at jeg ingen kondi har, og de er søde og ruller næsten ikke med øjnene. Vi traver afsted, klokken er otte og humøret er i top. Ud i mosen, som gudskelov er frosset, for under de 30-50cm sne mærker vi ikke de bærende brædder, og gang på gang kommer vi ud at gå i tuer og huller. Ruten er afmærket med orange pæle, der for det meste ikke er væltet eller dækket af sne. Når de er, sværmer to af os ud, mens én tager den svære tjans at underholde den sidste pind vi er sikre på.
Timerne går, lyset kommer. Den første af mine mystiske beklædningsdele der træder i karakter for mig er mine gaiters, som på ufattelig vis holder sneen fra mine bukseben og støvler. Det bliver frokost, tågen lægger sig over landskabet. Væskebalancen tipper udad, der er vand overalt omkring os, men for lidt indeni. Vi holder frokostpause på vores rygsække, jeg finder Trangiaen frem, og lærer min første vigtige vildmarkslektion: panden er også et låg, og sne smelter meget langsomt uden låg. Tørkostposer fungerer gudskelov lige så godt, selvom jeg må indrømme at vores snesmeltningstårn sætter ordet "væskebalance" i et helt nyt lys.
 |
| Gennem højmosen |
Hele min krop damper. Men efter et lille minut begynder kulden at bide sig ind igennem de lette lag tøj,nu skal der hurtigt noget varmere på. Mine knæ er begyndt at brænde af overraskelse over den pludselige bærelast, ryggen giver sig, og mit bælte skarver på hoften under bæreremmen. Mine fødder sender forsigtige bønner om en skammel op fra de stive støvler i sneen. Men jeg er varm og relativt tør, inden vand i støvlerne, påklædningen spiller, og Nasi Goreng i tørkostudgave smager fantastisk. Vildmarkslektion nummer to: sne kan godt brænde på.
Vi traver, og traver, og traver, og traver, og traver, og traver. Op ad bakke ned ad bakke under træer over træer, igennem driver af sne og krat og elgspor der trækker sig med ubehøvlet tydelighed igennem hele landskabet. Jeg elsker det, men bruger al min energi på at holde mig i gang, der er ikke plads i hovedet til rigtigt at nyde naturen under kroppens mere og mere desperate råb om hjælp. Jeg er jo ikke lavet til det her. Turen er tilrettelagt for at presse arktiske havkajakinstruktører, skibstømrere, uddannede friluftsvejledere, undervisere på friluftsvejlederuddannelsen, og soldater. Vi er ikke engang halvvejs i dagens etape, igen og igen mister vi vandreleddet og mine erfarne kammerater holder fast i "tilbage til sidste pind" med en perfid fornuft. Pauserne dræner mig for motivation, nærmest i protest stiger min evne til at spotte det orange igennem alt det hvide og sorte.
Det bliver mørkt. Vi tager bestik af situationen, selvom vi har fastslået at smerte bare er svaghed der forlader kroppen er jeg ikke sikker på at jeg er parat til at forbløde al min svaghed derude på vinterfjeldet.... Tager vi den nemme vej, eller går vi over det sidste fjeld? Eller søger vi skamfuldt nødly i nærmeste shelter? Min ankel skriger af svaghed, og turens hårdhed brænder i mit hoved, men vi går, ad vejen, langsomt, opad.
 |
| Den sidste stigning op til sæterhytten, optaget morgenen efter. |
Fire timer efter mørkets frembrud står vi for foden af den sidste stigning, kun halvanden kilometer, men tværs op igennem skoven. Der er ikke flere kræfter tilbage. Det sner. Vi går. Mine kammerater har båret mig herop på deres gode humør, sangene de istemte, løgnehistorierne, og de sjofle vittigheder. Men nu mærker jeg hvordan også de er ved deres grænse, og da en af dem helt uskyldigt holder en hvilepause, siger det klik oppe i mit hoved. De to stærke sjæle der har kæmpet for mig, de skal sgu ikke stå der og være forpustet! Og nu skal vi op til den hytte! Jeg traver op foran og presser os den sidste strækning hen til hytten indtil den lige pludselig er der. Låst. Den forkerte hytte. Den næste hytte er også forkert. Mit hovede slukkes, og fra nu af passer mine kammerater på mig som en lillebitte indadreagerende teenager. Vores bål bliver kun til en masse sod og røg! Soveposen er ikke en skid varmere end skoven! Kan jeg overhovedet stå på mine ben i morgen? Jeg er ikke sulten, stik det tørkost skråt op!! Jeg falder næsten i søvn før jeg har ramt hovedpuden, men nu kommer den veloplagte direktør og hans makkere fræsende på deres snescootere for at tjekke om vi har det godt! De griner af vores udbrændte bål, og futter skorstenen af med sprit, fyrer kraftigt op og giver mig et par verbale øretæver at vågne på. Jeg tåger, og pipper at jeg nok gerne vil hentes et sted i morgen..... please?! Der er flere verbale øretæver i luften, og mit psykologhoved er ved at sprænges i forsøget på at forstå hvad fanden meningen er?!? Jeg opgiver, og falder i søvn.
 |
| Hästbergsäteren i pandelygternes og tågernes skær |
