story slam

I aftes var jeg til story slam inde på Godsbanen.  Der var rødvin, der var store, meningsløse ord på betonvæggene, der var mænd og kvinder med stort hår og lidt malepletter på skoene. Det var én af de her ting jeg mest nød fordi det var SÅ kunstnerisk, og sofistikeret, og underground.  For hvad skal jeg egentlig med fem personer med flotte navne, der stiller sig op på en scene og vrider deres hjerne for at fortælle den bedste historie?  Ikke at historierne ikke var sjove og alsidige og spændende, og det var super at høre til dem der måtte bedømme og vurdere og herske en lille smule over hvem der skulle have de to flasker rødvin. Det var også super at flashe den dér frække nederdel med nitter og sidelomme, som jeg har fået netop med det udtalte formål indimellem at tvinge mig ud af landmorlivet og ind i kulturnatten.
Men når jeg nu har min egen lille historiefortæller herhjemme.  Ham som fortæller helt uden publikum og rødvin. Nej det passer ikke, for han samler sig et publikum, og det eneste vi skal betale med er vores opmærksomhed og -indimellem- vores indre mentale balance.

I morges fortalte han mig en absolut vinder-historie, "Historien om pandekagen der stak af".  En historie der i den grad stikker op af det store hav af historier, i evighedens story-slam, i børnenes kollektive hukommelse. Den er én af to historier som jeg husker min bedstemor fortælle os børnebørn da vi var små.  Vi var så optaget af den historie, at historien fik sit eget liv, sprang ud af bogen og rullede ud i vores legeliv:  vi blev enige om at det var nødvendigt at holde alle bedstemors pandekager på panden ved at stikke dem med en gaffel!  I mange år.  Jeg tager mig selv i at føle trangen til at prikke hul på pandekagerne stadigvæk.
Den har så også klistret sig fast i min søns klistrede hjerne, efter at han åbenbart har fået den læst op i børnehaven.  Og han fortæller med matematisk præcision:
"En mor havde syv sultne børn. Da hun lavede en stor tyk pandekage til dem sagde det første barn: "Kære mor!"  Og det næste barn sagde "Kære søde mor", og det næste barn sagde "Kære søde rare mor!" og det næste barn siger "køre søde rare dejlige mor!" (.....) og da pandekagen hørte det blev den bange og sprang ud af panden og rullede ud ad huset ud på vejen. (....) Så mødte den en høne: "Hej pandekage!" sagde hønen.  "Hej Høne-pøne!" sagde pandekagen. (...).

Pandekagen møder mange figurer på sin vej, og dialogerne....ja.  Børnesprog med gentagelser.  Akkumuerede gentagelser! Historien er til sidst et matematisk konstrukt af vrøvl, og det er her min mentale balance kommer ind som betalingsmiddel. Til sidst kommer pointen, som David har givet et så avanceret twist, at jeg stod af:

"Men mor, tror du pandekagen endte oppe på grisens tryne?"
Jeg: "Øh...."
David: "Hvor tror du den endte?"
Jeg: "Øhh..."
David: "Her!!" (peger på sin mave)
Jeg: "Øhhh... hvordan det?!"
David: "Mor.  Ved du ikke hvad SPISE er?!!"

Der findes en anden historie fra min bedstemors boghylde. Det er dén, hvor det ikke er de voksne, men børnene, der betaler med deres indre mentale balance.  "Skrap Skælving.  Det uhyggeligste af alle spøgelser i Småland."  Jeg kan stadig mærke mit blod fryse en lille smule til is i mine årer!