19. maj 2013

Havetrold

Davids ven N.: "Nej David, det må du ikke, for så kommer trolden!"

David: "Jamen... jeg tør godt trolde!"

Denne her trold er nu heller ikke så slem:


12. maj 2013

Babygrød til alle!

Himmelfartsferien må være en god tid at kaste sig ud i skemad til husets mindste humanoide, tænkte jeg og rørte lidt i gryden.  "Himmelfart" lyder af stejl succes, og mindre kan ikke gøre det, når nu man står her og rører og rører og rører (det må ikke brænde på!!) moser (der må ikke være klumper!!),  måler og blander (var en 1 tsk majsmel og 1dl vand eller omvendt?!), afventer den perfekte konsistens (et spørgsmål om sekunder!), og til sidst hælder den gule, lune delikatesse over i den ventende babyskål med næsten matchende babyske.
I min familie har vi tradition for udspekulerede og perfekt gennemtænkte grødopskrifter (fars vidunderlige havregrød omtales her).  Min nidkære tilberedning af babygrød har dog ikke noget med den familieæren at gøre.  Den stammer fra millioner af skåle tynd brændt klumpet søbe, jeg har tilberedt og siden set forsvinde ned i afløbet sammen med mine bitre tårer og det store M i "mor"!

"Uhhhm - gule, bløde, lune skat!", sagde jeg, halvt til grøden og halvt til den ventende baby.  Nåja, og hendes storebror, som fik hoppet og skreget sig fra sidelinien ind i hovedrollen, for han skulle lige være ekstra sikker på at jeg syntes han var MINDST lige så nuttet.
"Slap dog AF!!"  tænkte jeg og stoppede noget babygrød i ham.  Det har altid hjulpet!  Sådan hændte det at David spiste Selmas første skefuld grød.  De delte resten, hvilket betød at David regredierede til babystadiet, men også at Selma spiste næsten to deciliter lun, blød babygrød i sit første måltid.  Hvor hun gør af det må guderne vide. David var også ret bekymret....:

Selma skovler og Tib holder nøje regnskab med fordelingen.  

Dagen efter lavede Torben og jeg 2 portioner babygrød.

Vores afløb går overdådige tider i møde!

9. maj 2013

Sommerstjerne

Problemer jeg aldrig har haft før:
1. At en julestjerne levede endnu da det blev sommer.

Hver vinter indtager de tapre røde planter alle de lune stuer, og sammen med nissemænd og stearinlys danner de fælles front i vindueskarmene mod mørket og kulden. Og når påskeliljen springer ud er de væk.

Dette kunststykke har jeg hidtil behersket ved at glemme at vande dem, og herefter drukne dem i vand af en blanding af dårlig samvittighed og håb om at det vil tage livet af dem. Det gjorde det så også.
Så gik jeg lidt og følte mig som en dårlig plantemor, og vandede og vandede.
Men når det blev rigtig varmt i vejret og julestjernen begyndte at virke latterlig, passede det mig meget godt at måtte erklære plantens død. Dødsårsag: rettidig omhu! "Den har haft sin tid, og nu var den mæt af dage!"
Men se nu i år. Jeg har forsømt at glemme den, og planten er ikke en skid mæt af dage.

Jeg er blevet så børneforboblet at jeg ikke engang kan tage livet af en julestjerne...!!
...hvad mon andre gør?



5. maj 2013

Søndag morgen

Vinden har malet cirrus uncinus på hele himlen, og der er lige landet en musvit på Torbens skulder. Skovskiderne i Bomhuset nyder livet!

3. maj 2013

Håndbog i afslappet børnefødselsdag

1. Gør dig klart, at en relaxed børnefødselsdag kun kan lykkes, hvis du spreder udfordringerne ud over nogle dage, så de bliver helt små og overkommelige.  Kom f.eks. allerede aftenen i forvejen igennem de insisterende småskænderier med kæresten om hvordan en rigtig fødselsdag er.  Ahmen altså tænk at man i fuldt alvor kan synes at gaverne skal arrangeres ved bordkanten, og ikke rundt om Davids siddeplads!  Og ja, i tror det er løgn, men Torben mener seriøst at flagene skal stå på hans værelse, og ikke holdes i hånden mens man synger fødselsdagssang.

Godt jeg er optaget af at tage billedet.  Ellers ville jeg have opdaget at Torben brugte poselukkere til at hænge ballonerne op med.  Og det er først nu jeg kan se hvor smart det var!

Nå, men da det var afklaret, kunne vi gå videre til næsten punkt:

2. Man må ikke være bleg for at tage upopulære -men fornuftige- valg på sit barns vegne, også selvom det har fødselsdag.  Hvis fødselsdagsbarnet beslutter at fødselsdagen starter klokken 01:59, så er det altså okay at nedstemme denne beslutning.  Alternativet er at man hører gråd og tænders gnidsel mens de voksne prøver at sove sig fra det lykkelige fødselsdagsbarn der propper balloner op i næsen på far og mor, mens katten hvæsser kløer og baby øver sig i at rulle fra ryg til mave for bedre at kunne følge med.   I gamle dage undgik man hele seancen ved at starte fødselsdagen med en lussing.  Vi valgte alternativet, men ohhh, ud på de små timer da vi stadig ikke havde sovet, var der ikke langt fra kærlighed til had!

Hurra..... uahh...!


3. Alt bliver godt igen når den lille lykkeridder kommer jublende, hvinende, kvækkende hjem fra børnehave med sine to fødselsdagsvenner.  At der kun er to gæster skyldes at der til den afslappede fødselsdag hersker lineær korrelation mellem gæsternes alder og antal.  Det betyder med andre ord, at der ikke må være flere børn end år.  Fire år = fire drenge.

4. Der er så kun tre drenge.  Det hænger sammen med, at man før man udsender invitationer til de få heldige, bør undersøge om der er tilfælde af Jehovas Vidner iblandt. Det er så nedtur at få afbud med den begrundelse at fejring af fødselsdage betyder at man kommer i helvede.

5. Hvis du er i tvivl om ti pandekager er nok til 3 drenge, kan du jo godt lave tyve, bare for en sikkerheds skyld.  Det gjorde jeg, og gudskelov for det, for drengene spiste næsten en hel pandekage hver!  Tænk hvis jeg ikke havde haft atten pandekager at holde mig kørende på om aftenen!


7. Flødeskum stikker havens kirsebærkompot.  Og regnbue-is stikker bananer.  Og real-life venner stikker desværre alle forsøg på at få David til telefonen og snakke med den ringende familie.... :



6. Grunden til at de kun fik guffet en enkelt pandekage var, at de havde alt for travlt med at FLIPPE UD i Davids elektroniske, kønsstereotype, brian-tiltrækkende, miljøgrissende, ADHD-fremmende, hypnotiserende, kvindehadende (sikkert!), børnefremstillede og helt igennem ELSKEDE drengelegetøj, bestående af en stor grøn bil, en lille grøn bil, en rød helikopter, en orange helikopter, et briotog, et legotog, en ude-traktor, en inde-traktor, en stor bus.... og ja, så videre.

Hornslets rødder sparker dæk


7.  Men der blev også gravet skatte ned, og op, og spillet på guitar, og revet blade sammen, og hængt vasketøj op .... jo, det er sandt nok, men det så sådan ud at jeg fik det våde vasketøj fyret i hovedet på to minutter af tre jublende drenge  mens de hvinede "aaaaaaaddd, en  STINKEsok!!!!!")



8. Lad fødselsdagsbarnet tage et billede af sin mor og far.  Når man er fire år og solen skinner tager man nemlig virkelig søde billeder:





9. Da de tre fantastiske drenge i allerbedste fødselsdagshumør plukker blomster til Ingermor smelter alle hjerter og nattens dyne-eskapader er glemt og borte.


10: Udskyd vask af lykkelig og glaseret dreng til en anden god dag

2. maj 2013

Tib tib, hurraaa!

Kære David.
I morgen skriver jeg en lang historie om din store dag.  Men din dag var stor OG meget lang, så først må jeg sove.

Der er intet i verden så skønt som dig min egen dreng!





Fødselsdag, specialedag, arbejderdag

Det er søndag og onkel Jans fødselsdag.  Det, og så en palme på størrelse med David har lokket selv Torbenfar ud af sin have og ned ad motorvejen.  Familien glæder sig over endelig at se os, de virker altid lidt forskrækkede over hvor store i er blevet.  Jeg tror de kigger på jer ud af øjenkrogen og tager mål.  Er han ikke blevet ret fræk, ham David?!  Torben smiler og tager mål af palmen ud af øjenkrogen. Er den ikke lidt tynd i nakken?!
Selma skriger over den kolde vind og savner sin barnevogn.  Jeg savner også hendes barnevogn mens jeg vugger hende gennem haven, og jeg synes også vinden er kold og har en lille smule lyst til at skrige. Men det ville sgu være for mærkeligt.
Vi måtte jo tage et valg mht baggagerummet: plads til palme, eller plads til barnevogn?  Palmen vandt. "Vi kan jo prøve at lægge hende til at sove i dén!"  Torben sender mig et overasket blik: er hun ikke lidt stiv i nakken?!  Vi prøver at skændes lidt, men så begynder hende speltmoren at kigge, så vi beslutter bare at være gode venner.  Og så kommer solen frem, og Selma holder fest i liften, og David bager snobrød.  

Denne påskehare og dens tvilling fik David af kusine Liva, De var hans dyrebareste skatte,  indtil han  besluttede at gemme tvillingen i bedstemors "have" til hende, fordi det var hendes fødselsdag! 

Det bliver mandag, og det er bedstemors fødselsdag.  David og Selma og jeg synger fødselsdagssang - det vil sige jeg synger, og David hopper op og ned, og Selma glor forskrækket op på mig.
Vi prøver at forkæle bedstemor samtidig med at hun forkæler os!  David siger alle de forkerte ting på de helt rigtige tidspunkter, f.eks. hvad der er i gaven, og hvor glad han er for at se bedstemors legetøj.  Det er herligt, og vi nyder det.  Inklusiv rødvin, som er god for mælken her i dette hjem.  

Det bliver mandag middag, og hvis man tæller efter -og jeg gør jeg- er der 2 dage til Leefkes terminsdag.  På vej op til Århus har vi derfor taget en smutvej igennem Tønder.  E45 har et par ormehuller, som man kun kan benytte hvis man ikke er typen der ved hvor bilens kilometertæller sidder.  Mens David går fuldstændig banjo i Lineas legehimmel, kan vi to gamle psykologtanter drikke kæffe, og kævle op og ned ad stolper om børn og livet og verdenssituationen - eller, nok egentlig bare om børn....
David render lidt forvirret rundt i det store hus, Linea har nemlig TO værelser og det tager pippet fra ham.  Lige inden hans hoved eksploderer propper jeg ham og baby og alt vores pikpak ind i bilen igen, og kører mod Rosenholm.  Ungerne gør det eneste fornuftige: de knalder brikker.

Nu, to dage efter, er Leefkes smækre mave blevet til en lille dreng.  Selvom man skulle tro at begivenheden var til at forudse, kommer det bag på mig hver gang, det er fandens magisk at jeg ter mig tovlig hver gang det sker.
Lille bitte Johan, med Davids pussenussenissehue på!

Det bliver mandag aften, og der er 15 timer til min specialebobbel-babybobbel-makker Tanja skal aflevere den lange opgave.  Korrekturlæsningen kommer som en russisk forhammer på mit trætte hoved, men det føles så befriende at være med til at afslutte det lange projekt "psykologistudie", som vi har fulgtes ad igennem.  Vi er tre mødre der sidder i hver vores lille hjem, det er midnat og fuldmåne, og vi synkronretter og synkronammer.  Det er lige før der er hylende ulve og pastelfarvede vandfald på himlen.

Det er tirsdag middag, Selma og jeg er på vej ind på universitetet og fejre Tanjas og Dagmars aflevering, men vi må holde vores hurraer og sprællemænd stangne, for Tanja er forsinket, og printeren gør det som printere altid gør, og forsiden mangler nogle uundværlige tal, og Tanja mangler noget uundværlig søvn... vi holder alle sammen vejret...

...Tanja skriver de lange tal, skriver forkert, streger ud, skriver om, skriver under.....   


og endelig: fire piger, en baby, og en afhandling! (..og et par iphones)
 Det er onsdag eftermiddag, 1. maj, Tanja og jeg tager vores babyer i byen og prøver at være solidariske med de undertrykte masser.  Vi har endda medbragt alkoholfri bajer.  Men vi oser af frihed, og arbejderklassen med de røde bannere og brandtalerne flygter for os, de marcherer ned af byens gader mens vi genfinder os selv på en bourgeois babycafé hvor vi kommer til at bestille panini og kakao!  Vi tager os sammen og finder en lidt mere solidarisk bænk i solen, og vi kommer også på antikvarisk bogudsalg, hvor jeg bliver så bogsulten at jeg går totalt i bogshopping-delirium, mens Selma hænger stortudende på min skulder.  Jeg gynger hende op og ned mens jeg propper mig med feministiske tunglitterære værker.  Da jeg kommer hjem opdager jeg denne bog i min stak, som jeg ALDRIG har set før.  Jeg købte den uden at opdage det: 


Første gang i mit liv det havde været praktisk at være katolik.   Den her kommer jeg sgu aldrig af med igen!