Babygrød til alle!

Himmelfartsferien må være en god tid at kaste sig ud i skemad til husets mindste humanoide, tænkte jeg og rørte lidt i gryden.  "Himmelfart" lyder af stejl succes, og mindre kan ikke gøre det, når nu man står her og rører og rører og rører (det må ikke brænde på!!) moser (der må ikke være klumper!!),  måler og blander (var en 1 tsk majsmel og 1dl vand eller omvendt?!), afventer den perfekte konsistens (et spørgsmål om sekunder!), og til sidst hælder den gule, lune delikatesse over i den ventende babyskål med næsten matchende babyske.
I min familie har vi tradition for udspekulerede og perfekt gennemtænkte grødopskrifter (fars vidunderlige havregrød omtales her).  Min nidkære tilberedning af babygrød har dog ikke noget med den familieæren at gøre.  Den stammer fra millioner af skåle tynd brændt klumpet søbe, jeg har tilberedt og siden set forsvinde ned i afløbet sammen med mine bitre tårer og det store M i "mor"!

"Uhhhm - gule, bløde, lune skat!", sagde jeg, halvt til grøden og halvt til den ventende baby.  Nåja, og hendes storebror, som fik hoppet og skreget sig fra sidelinien ind i hovedrollen, for han skulle lige være ekstra sikker på at jeg syntes han var MINDST lige så nuttet.
"Slap dog AF!!"  tænkte jeg og stoppede noget babygrød i ham.  Det har altid hjulpet!  Sådan hændte det at David spiste Selmas første skefuld grød.  De delte resten, hvilket betød at David regredierede til babystadiet, men også at Selma spiste næsten to deciliter lun, blød babygrød i sit første måltid.  Hvor hun gør af det må guderne vide. David var også ret bekymret....:

Selma skovler og Tib holder nøje regnskab med fordelingen.  

Dagen efter lavede Torben og jeg 2 portioner babygrød.

Vores afløb går overdådige tider i møde!