12. december 2011

Togtur med Frida Kahlo

Man kan jo egentlig ikke være bekendt at byde en personlighed som Frida Kahlo at skulle forholde sig til DSB. Dem og deres ildelugtende forhaller, deres snuskede personale og uvenlige elevatorer. Deres skingre billetpolitik. Deres pinlige forsøg på at være lækker.

Frida er mere til Rolls Royce med rødt, blødt fløjl og diskret service. Blød fjedring, privatsfære, alt det dér.

Men desværre er Rolls Roycen optaget idag; Torbenfar skulle overraskende til sit første kundebesøg idag, og der kan man jo ikke bare dukke op som en anden pjalt.
Så du har, medgørlig som du er, været på klapvogns eventyr med mig til Borup. I toget sagde du hej til en fremmed dame, og hun svarede "nej". Du kom hen til mig og aflagde rapport: "damen sagde 'nej!'" Det måtte undersøges nærmere tænkte du og prøvede igen: "Hej!"
"NEJ, blev der sagt!"
"Hej!"
"Neej."
Det var først der min naive hjerne fattede at nogen kan være sådan overfor et venligt lille barn, og lige var det overfor mit venlige lille barn. "Kom her Tib, den sure dame vil ikke snakke!" du sagde bare "Nå", og gav dig til at lege tagfat i togets midtergang -dér hvor der venligst ikke må stå baggage.
Du fik Ninas hjemmebagte julesmåkager til morgenmad, og pizzaslice til frokost. Bare lige hvis nogen skulle blive i tvivl om hvor perfekte forældre vi er..
Da vi kom til Borup Gik vi først ud til Møllevangen 10, og siden, da der ikke boede nogen Frida Kahlo dér, videre til Mølleparken 10.
Og langt om længe fandt vi Frida! Hun stirrede ned på os fra en gren hvor hun lå og slængede sig. Hendes blik var alt andet end venligt, snarere lidt strengt. Hun lugtede nok den usunde frokost.
Hun var fortryllende smuk!
Og er det også stadigvæk, selvom hun er pakket ned i den snævre transportkasse, hvor hun ligger og jævnligt tirres af togets vulgære højtalerstemme og ufølsomme opbremsninger. Men hun tager det hele meget ophøjet og overbærende. Og lidt hvast.

8. december 2011

kalendergaver



I år har livet givet mig helt særlige kalendergaver:

1. december: Nøglen til et lille hus ved slottet, det er lyserødt og har en have i to etager
2. december: Nissebanden i Grønland!
3. december: Flyttehjælp og flytteøl og flytteild i ovnen og flyttevanillekranse med/af bedste/far og Inge

4. december:  For vores skyld er årets længste dag blevet flyttet til i dag.  Og dagen gav en flyvende sofa, en svævende reol, et lejet lig der døde ved solnedgang, og en gammel ven der kom og genoplivede det, og en søvn der var lige så tung som hele flyttelæsset

5. december:  vågne og mærke at der ikke er iskoldt i huset om morgenen. Sne på udsigten og 50 liter olie som varm velkomst af naboerne.
6. december:   Tak til og fra mit instruktorhold, som nu skal klare sig uden mig.  Og en flot, duftende buket blomster (som skabte til at stå på 8.decembers kalenderpakke!)

7. december: Annie Lennox: "The Christmas Carnicopia"og Kim Larsen julesange på Spotify.

8. december: Mit klaver kommer endelig rullende op af grusvejen og triller ind i en stue der er som skabt til det klaver.  Opleve at vi er kommet ud på landet:  Pizzamanden tager ikke Dankort, men giver os til gengæld pizza på kredit!

1. december 2011

Find midten


Når jeg har travlt flakker blikket mellem aftaler, bleer, ideer, klokken, ansigter, huskesedler, ting i vejen, overspringshandlinger, farver, skuffer til ting jeg gemmer til senere, hensyn og høflighed, vaskemaskinen og multitasking. 
Men det tager kun et enkelt åndedrag at finde tilbage til hvor jeg står.

Lige nu

Lige nu befinder min Torben sig på sin første arbejdsdag.
Er mit klaver på en lastbil.  Et eller andet sted.  Med en eller anden jeg ikke kender.  Som jeg håber dukker op en eller anden dag snart ude i Hornslet.  Hvor jeg ikke bor endnu.
Lige nu har min far fødselsdag.  Har jeg to hjem, som begge er tomme.  Lige nu leger du med nogen børn jeg ikke kender i gæstedagplejen.  Venter mit kompendie i pædagogisk psykologi på en gammel veninde der gerne vil låne det, og dit gamle tøj på en anden lille dreng, der gerne vil arve det. Lige nu har min studieveninde fået job i voksenpsykiatrien Herning.  Har vi to sofaer for meget og én for lidt. 

Lige nu er der nok nogen ude i vores nye hus, de laver nok køkken. 

29. november 2011

Småbørns topmøde

I weekenden var vi i Gylling og vække julemanden.  Ja, af alle steder..... er det åbenbart dér han vælger at gemme sig sommeren igennem.  I en gammel mølle.  Og han vågner straks når børnene samles der 1. advent, og er på benene efter bare nogle få ihærdige "JULEMAND!!" råb.  Og han er norgenfrisk, og vinker og smiler, og har morgenhår og morgenskæg, og så har han da også lige gemt på en kæmpestor sæk chokolade som han deler ud af.  Sikke en morgen, sådan en novembereftermiddag med orkan og børnevrimmel.

Det efterfølgende  topmøde i mødre/børnegruppen konkluderede at:



1: Der er ingen vej uden om duplo
2: Rod er overalt, og kan ikke altid fanges kun med klapjagt.  Jeg vil prøve med fælder..
3: Vi har blandede følelser overfor børn og fjernsyn..

4: Hysteriske anfald er en plage

5: ...men folk der ser misbilligende ud er idioter der ikke fatter en skid

6: trætte børn sover rigtig godt

27. november 2011

Om selv og værd og tillid

I anledning af, at Torben forleden slæbte mig med til et foredrag om børns selvtillid og selvværd (høhø), deler jeg lige mine tanker om dette emne. 

Selvtillid og selvværd er to ting der er begge gode at have.  Forskellen er groft sagt at selvtillid er troen på det man kan, og selvværd er troen på den man er.  "Jeg er elsket for det jeg gør" er en holdning som fører til at man gør sig umage i sit liv, f.eks. med at være dygtig i skolen, være høflig og imødekommende, men også at dygtiggøre sig i det der interesserer én, f.eks. musik eller en sport.
"Jeg er elsket for den jeg er" fører derimod til en sikkerhed og en ro, som stabiliserer mig når jeg ikke har succes.  Selvtilliden er jo afhængig af at man så også lykkes med de ting man går igang med.  Mestrer man livets udfordringer, får positiv tilbagemelding på det man prøver på at opnå, så styrkes selvtilliden.  Men oplever man fiasko og nederlag, påvirkes selvtilliden mere eller mindre negativt.
Foredragsholderen Dan Svarre mener derfor at selvtilliden bliver "hul", som et hus uden fundament, hvis der ikke er en underliggende tro og sikkerhed på at man er god nok, også i kraft af den man er, uafhængigt af medgang og modgang.  Og det har han jo meget ret i.
(Han betegnede også selvtillid som troen på ens færdigheder, og selvværd som troen på ens egenskaber).

Pointen for forældre og pædagoger er så, at det er vigtigere at styrke børns selvværd end deres selvtillid.  Med et højt selvværd vil barnet selv føle sig tryg til at kaste sig ud i udfordringer,  og derved opleve at mestre, at kunne og de vil få et realistisk billede af succes og nederlag.  Børn, hvis positive selvfølelse afhænger af at de bekræftes i at være dygtige, stærke, vellidte osv. har jo meget at miste når de afprøver og udfordrer sig selv, fordi de er afhængige af at mestre dem hver gang.

















 Hvordan styrker vi så børns selvværd?  Ved ikke at rose dem.  Ved. ikke. at. rose. dem.
Dette går imod meget af det vi selv er opdraget med, og det vi "plejer" at gøre overfor børn.  Når børn kommer hen og viser os en stregtegning af mennesker vi alligevel ikke har en chance for at genkende, udbryder vi ALTID: "Neeeeeeej hvor er den fin!".  Jeg kan altså godt huske, at jeg ikke troede en ski' på den sætning eftersom at også tegninger jeg ikke engang havde givet mig umage med blev rost.  Og alligevel blev det jo det eneste mulige svar når jeg kom stavrende med en tegning, for hvad ville jeg dog ikke tænke hvis tegningen en dag ikke blev betegnet som fin?!!
Børn tegner ikke for at tegningerne skal være fine.  De klæder sig ikke ud for at se smukke ud, og de rækker ikke fingeren op i skolen for at være dygtige.  De gør det for at udtrykke sig.  Meddele sig.  Dele noget af sig selv.
Spørg ind til hvad der er på tegningen.  Snak om farverne, og hvilke dele der var svære at tegne.  Spørg til historien.  Til de følelser barnet udtrykker.  Sæt ord på alle de indre følelser, tanker, meddelelser, som du kan genkende at barnet vil udtrykke, men som det endnu ikke har ord for.  Når børn føler sig set, og hørt, og får ord for det der er inde i dem, og når dette ikke fører til afvisning, så er de bekræftet, anerkendt, respekteret, elsket.  Roser jeg derimod: så bedømmer jeg, og hvorfor kan jeg bedømme barnet?  Hvorfor er barnet til bedømmelse?  Det lægger meget hurtigt op til merværd og mindreværd. 

Når det så er sagt.  Fordi denne tilgang er langt hen ad vejen god, og rigtig, og værdifuld, og meget oppe i tiden.  Læs videre hos Jesper Juul, Dan Svarre og mange andre.
Men når det så er sagt så siger jeg:  at det altså også handler om at formidle værdier til børn.  Det handler altså også om at vise dem hvad der er godt og skidt, rigtigt og forkert, og jo, et eller andet sted handler det også om at være tydelig selv som person, at vise barnet hvad man selv synes om, og ikke synes om.  Det kaldes så at være autentisk, og lyder lige pludselig også rigtig vigtigt!  Og selvom vi ikke skal "opdrage" vores børn til at passe ind i vores voksne verden, så synes jeg altså heller ikke at vi skal fjerne alle krav og hindringer for deres udfoldelse.  Når de i køen spørger om vi ikke snart er der, siger "selvværdstilgangen" at vi skal høre hvad de virkelig efterspørger, nemlig ikke hvornår vi er der, men at de keder sig, og så skal vi spørge dem om de glæder sig til vi kommer frem, osv.  Så synes jeg altså også somme tider det er ok at sige "Nej, det er det ikke, og lige nu har jeg travlt med at køre bilen og os sikkert gennem storbyen, så du bliver lige nødt til at holde kæft et øjeblik!"
Så håber jeg at jeg i forvejen har styrket dit selvværd så meget at du godt kan se, at det er mig der er uretfærdig og stresset, og ikke dig der er forkert..


20. november 2011

Sidste mand slukker lyset!


Naturen er på vej i vinterdvale. Men på Rosenholm er der én der fester videre lidt endnu:

20.11.2011