Åh nej, jeg græder af grin. Og griner af lyst til at græde, for den følgende epistel over mandens modstandsløse druknedød i moderne dansk familiehelvede er så rammende som den er rørende
--
kære Torben, jeg håber du stadig føler dig lidt mandlig, og farlig. Trods de lørdag aftener som vi ofte nyder at tilbringe på vores IKEAsofa med vores fulde fem og en virkelig dårlig film!
Uddrag fra en artikel i Dagbladet Information: (klik
her for link)
"Flere og flere mænd i min omgangskreds har udviklet en særlig underafdeling af det at være mand: De er også blevet fædre. Dermed har de sprunget et par trin over på aldersstigen.
En dag banker det på døren. Man er ellers helt sikker på, at man skal sidde og hyle hele aftenen på Centralhjørnet i Kattesundet over Birthe Kjær, der aldrig går til bal uden trusser, men nej, man skal se et eller andet hyggeligt på
TV 2 Charlie, mens man pænt sidder i hver sin ende af IKEAsofaen og løser et par krydsord fra Ugebladet Søndag (køb det aldrig mandag) og drikker te. På en lørdag aften!
Først troede jeg, at det bare var min omgangskreds, der havde fået feber, da alle i det seneste års tid er sprunget ud af klædeskabene – som fædre.
Der var allerede skår i glæden, fordi tiden var ikke længere, så sæden var for ringe. Man måtte i gang med hormonindsprøjtninger, maraton og sund kost, som det så pænt hedder, når man æder som en kanin. Og kun med dette selviske for det blinde øje, at man skulle have et kopi af sig selv gående rundt derude i parcelhushaven, inden man selv stillede kondiskoene og lavede en Jan Trøjborg, fordi man troede, at man kunne overkomme det hele og stadig var ung med de unge.
Og det var ikke kun bøsserne, der havde fået sygdomslignende ideer om, at de skulle sidde den over i en Ikea-sofa, mens festen derude rasede. Alle de andre mænd havde også fået den idé at avle. Landets kummefrysere kørte på højtryk, så sæd og æg kunne mødes i noget, der mindede om børn. Og lykke, der hurtigt gled over i en skygge af løkke, nu da børn aldrig rigtigt har været særlig lykkelige omstændigheder.
Men alt efter behag, selvfølgelig. Man vælger jo selv sine byrder. Og fordi jeg ikke gider at avle, kan andre da godt få lov. Bare jeg så slipper for at se på det. Slatne, mørbankede mænd, der vader rundt i daggammelt middelaldermørke med ankelsokker, armbåndsur og frisure, der minder om noget af det, Erik Clausen har haft, siden der var noget, der hed tidernes morgen.
Projektfar
Når mænd får børn, går der projekt i det. Mænd kan ikke bare nøjes med at avle, og så er den klat leveret.
Nej, der skal mere til. Og det er sørme en hård opgave at være far i dagens Danmark. Mænd går rundt i en verden, de ikke længere selv kan genkende, fordi alt, de plejede at se, er blevet omlagt, henlagt, oprullet, hengemt og evalueret. Kort sagt: Alt er blevet kvindernes reolsystemer, hvor højde og drøjde er kodeord og hensynsbetændelse flyder som en materie, der har dækket det ganske lille land med en endnu mindre forstand. Mændene går bare rundt med selvkørende barnevogne og slikker det i sig.
Manden som sådan har alle dage været i fare. Og som far er han endnu mere under tøflen. Han er en meget lille soldat, der ikke kan holde andre krige kørende end den hen over Weber-grillen.
Den krig, der altid går efter laveste fællesnævner og handler om, hvis medister der er størst. Det er der så ingens, der er, for alting krymper, når det er en kold tid, som man lever i.
Farvel far
Fejlen skete nok allerede dengang, min far var min far. For det fik han ikke lov til at være særlig længe. Samfundet var der i midten af 1970’erne under afvikling, og brysteholderne brændte på alverdens sankthansbål, fordi kvinderne ville føle sig som ét med Moder Jord og sænke deres skød over en hel verden, der var gået død, fordi himlen var rød og alt det der.
Projektet ’mand’ havde fået en ny betydning. Enten var man en blød mand – dvs. kvinde, svans eller bøsse. Ellers var man en død, men sød mand, der levede med en kvinde i genopbyggelsen af familien, hvor man gik efter det helt store billede, der udover to unger og et gadekryds også indeholdt en carport, trampolin og en magnet på køleskabet, der fastholdt billedet af unge Asifar, man havde ’adopteret’ fra Uganda, og som man en gang om måneden sendte lidt penge, fordi det var synd for ham, at han var ham. Manden i huset var der ingen medlidenhed med. Han var jo bare en sød, død mand, der havde trukket nitten i supermarkedet og udover hele pakken også var far. Farlig på ingen måde, bare far.
Ufarlig far
Og dem, der overlevede, fik hurtigt ideer om, at nu da de stadig var opretstående, ville de såmænd også gerne have i pose, sæk og det, der var værre. I hvert fald ville de have noget, der var dem. En kopi. Eller et barn. De ville generobre en magt, der længe havde været kvindernes private og offentlige rum, hvor sloganet længe havde lydt: »Flyt dig, gaden er min, jeg har en barnevogn.«
Og det var ikke kun gaden, de havde snuppet, kvinderne med børn hængende efter sig i stimer. De havde også snuppet cafeerne, hvor de eftermiddag efter eftermiddag sad og nippede til deres soja-kaffe, mens brysterne dinglede i det fri som store, dumdristige køer, der trasker rundt på Lars Tyndskids jagtmarker og ikke ved, at der er noget, der heddet et vink med en vognstang.
Problemet er nok først og fremmest, at kvinderne blev mænd. Og mændene blev annulleret. Først blev de som kvinderne, men det havde mændene ikke rigtig nok nosser til, så dem uden kugler i pungen tog over med fuld håndværkerskrue. Mændene kunne ikke følge med, da de endelig indså, at noget var galt. Og så var manden udryddet. .
Faren er drevet over, kan man sige. Det samme er faren som far. Han er der kun som en lillebitte ting, man kan flytte rundt med som et puslespil, hvor brikkerne passer lidt for godt. Og når man så har samlet billedet af idyllen med kerne- eller regnbuefamilien som helstøbt, kan man lige så godt hælde tonsvis af klister på skidtet, så man i det mindste har den spinkle forhåbning, at bare motivet holder, er der nok noget, der bliver ved med at være der. Billedet af manden som far. På billedet.
Hvad der sker i virkeligheden, er noget helt andet.
Så lørdag aften sidder jeg med udgaven af en ven som falleret far i striktrøje, kuvøsekinder og gylp. En mand, som ikke længere kan kende sig selv som andet end en, der lever i skyggen af det, han troede, han skabte med kærlighed, men som kun imødekommer ham med næsvished og mørke. Kvinden som mor har taget over. Og manden som far må kravle ind under sofaen som en nullermand, hvor han hører hjemme. Så er han trods alt noget. Til allersidst og bibeholder titlen mand. Nu som nullermand.
