20. oktober 2012

Jeg fandt ham!

Jeg fandt min Tib, i bedste behold og højeste humør, på den lille ø i det lille hus.

Han var pakket ind i den varmeste, blødeste, farvestrålende bedstemorkærlighed, og han duftede af puslespil og æblebagning og blæseture i efterårsblade.  Rester af varm kakao dryppede ham fra næsen, og der rislede rosiner ud af ørerne når han lo!
Han havde fundet nye venner i form af tante Basia ("Tante Sasja, Tan Sebastian") onkel Henneberg ("olke Hennebederg"), Liller ("Lille"), og Jürgen ("Jyrng").  Og onkel Kristian og tante Eva og Lillelea var selvfølgelig også i farvandet.
I fem dage havde han ikke hørt et nej, og hans velsignede hukommelse havde glemt ordets eksistens.  Glad gik han med til alt hvad jeg bad ham om, og det tog flere dage før mine kedelige forslag om tandbørstning, kom her, sokker på, pudse brillerne, vaske ørerne, dæmpe stemmen og slukke helikopteren igen kunne fralokke ham et "giider iiikk!".


11. oktober 2012

Jeg SAVNER dig!

Du er taget på ferie. På Avernakø. På egne ben. På ubestemt tid.

Og nu får jeg tilsendt lykkelige billeder af dig på kornmarker, med hunde og køer og babyer og puslespil:

♥

Men jeg tror de er manipulerede, for du er helt sikkert ved at DØ AF HJEMVE!!! Og dét prøver onkel Kris og tante Eva og bedstemor bare at skjule fordi de vil beholde dig FOR ALTID!! Onkel Kris skrev endda "I ses til jul :)" TIL JUL??!!!!
Jeg tror de mener det.


♥

Jeg tror de har opdaget hvor ualmindelig sød og dejlig og u-undværlig du er, og nu er de blevet lige så afhængige som jeg af dine store omsorgfulde armbevægelser som f.eks. morgenmad af træ, eller tæpper du kommer med, eller trøstende ord du strøer ud hvor du mener der er behov.

♥
Jeg ringede til dem for en times tid siden for at sige, at i morgen kommer jeg altså OG HENTER DIG....
men....DE TAGER IKKE TELEFONEN!!
Ja, jeg ved det, den er helt gal.  Jeg synes faktisk også koen ser ret farlig ud, nu jeg ser nærmere efter....

♥ ♥ ♥ ♥ ♥

6. oktober 2012

Kært navn har mange navne

Du er for alvor begyndt at lege med identitetens modellervoks.  Den brogede, langsomthærdende, lagdelte.
Du kommer f.eks. hjem fra børnehaven iklædt et nyt navn.  New name, new story.
Et problem er at vi voksne ligesom ikke rigtig opdager at du er en ny, så du bliver nødt til at informere os om dit identitetskifte -og så falder det ligesom til jorden:  "Nej far, jeg er IKKE David, kan du da ikke se jeg er WILLIAM?!".   Om (adskillige!) år lyder det formodentlig: "Nej mor, det er ikke laset, kan du da ikke se det er PUNK?!"
I dag hedder du fætter Karl. Egenskaber: smalle øjne, morsom, er en pingvin, fætter til Rasmus Klumps ven Pingo.
Ellers er favoritterne:
Oskar. Egenskaber: fræk, vild, siger mærkelige uciviliserede lyde.
Baby.  Egenskaber: umælende, kravler, meget kælen, skal tit trøstes og/eller sove.
Spiderman.  Egenskaber: hjælpsom, laver smarte bevægelser, giver thumbs up.




Baby Tib

Hjælpsomme Tib
Frække Tib
Store Tib

4. oktober 2012

Ordbær

"Mor, hvad så når babyen kommer ud?"
"Så skal den bo her sammen med os, og somme tider græder den, så skal den have mad, eller sove til middag, eller have ny ble på (og så videre....)"
"Neej mor. Når babyen kommer ud er det en lyserød spiderman!"
"Er det en LYSERØD SPIDERMAN?!?(Forældres dobbelte mareridt...)"
"Ja, og den har hvide bukser på!"

21. september 2012

I announce fall!



Jeg har duftet bagte æbler.
Jeg har pakket David ind i regnbukser, regnjakke, og gummistøvler, kun for alligevel at finde drivvådt drengetøj indenunder når jeg pakkede ham ud igen.
Jeg har overvejet at lave en gummistøvledryppebakke.
Jeg har fundet tændstikker frem, og Torben har fundet brænde frem, og vi har fyret op.
Jeg har brugt kanel.
Jeg har drukket te. Og chai.
Jeg har stillet musefælder op.
Jeg har strikket.
Jeg har slukket min tørst i regnvand fra mit pandehår.

I hereby announce: fall!  Fall of temperature, fall of rain, fall of apples, fall of daylight, fall of summer.
(Fall of activity, men det er på grund af den tykke babymave) 

Alle brokker sig over efteråret når det kommer,
men alle siger, i særligt fortrolige øjeblikke, at de jo EGENTLIG holder så meget af efteråret, og når det står ned i stænger fyldes facebook med sjove opdateringer om Amelie-agtige piger der laver regndans, og vældige karle der vasker bilen i regnvejr på trods, eller svømmer i en pool i regnvejr på trods, eller fanger en fisk i regnvejr fordi, eller drikker en bajer, i regnvejr, også fordi.

"Ohh Darling, don´t you love fall, egentlig?!" Photo: Andrew Huth

Jeg hører også til dem der egentlig godt kan lide efterår. EGENTLIG, fordi jeg godt kan lide bagte rodfrugter, kanel, chai, og stænger der står ned og gør mig så pjaskvåde at jeg skal hænge til tørre og låne et par sokker.  Egentlig, fordi jeg godt kan lide at strikke, og David godt kan lide vandpytter,
og fordi han i morges fortalte at
"Det er helt mørkt udenfor! Jeg har set stjernerne, dengang vi var ude og spise hos Kristian og Eva og så kom vi hjem!  Men så er der så´n nogen mørke skyer på himlen, og så kom der en høstmaskine og høstede skyerne ned på GRÆSSET!  Ja!!  Og så blev skyerne helt GRØNNE, fordi de lå i græsset!  Og SÅ kom der en hænt og sagde "Aaarj, det er da lidt for ulækkert!", og så må vi hellere tørre det grønne af igen, og så hentede jeg en traktor og ramte skyerne op på himlen igen. Ja.  Og så sagde hænten at jeg var dyyygtig til at ramme skyerne op på himlen igen! Ja." (Der fulgte ingen uddybning af hvad en hænt er for noget).

Men nej, jeg kan altså ikke lide regnvand når det har blandet sig med min have til søle. 
Og jeg kan heller ikke lide at tømme musefælder, eller at skrælle de forbandede æbler der ligger som skudt op af græsplænen hver gang jeg kigger ud. 

Og nej, jeg kan heller ikke lide at cykle i blæsevejr, eller i mørke, bare fordi jeg har glemt at mørke på landet betyder kulsort sortness, så sort, der ikke engang frigiver en antydelse af grusvejens forløb, eller dens sorte huller der er fyldt med vand, eller søle. 
David kan ikke lide våde cykelsæder, eller regnbukser, eller (hjemmestrikkede) uldtrøjer, eller "slotlæser" (snotnæser), eller søle på hænderne.  Eller bagte rodfrugter. 
Frida kan til gengæld godt lide at tømme musefælder, og at bruge mit strikketøj som skiftetøj, og (duften af) chai.  Men hun HADER søle på hænderne, og stænger der står ned og gør hende pjaskvåde....jeg tror også hun hader bagte rodfrugter.

Torben kan ikke EGENTLIG godt lide efterår.  Han hader det bare, af hele sit gode hjerte.

Regnvejr. Photo: tv2 vejret

To små våde mus som jeg har fanget med mine egne hænder.  Håndfangede mus. Jo jo, snart må jeg godt kalde mig skovskider!

11. september 2012

Dine gamle sørøver-forældre

Du kæmper mange krige lige for tiden.  Dine dage starter som en kamp mod søvnen, som du effektivt vinder ved at dappe over til os.  Vores søvn er sværere at knække, du har alle odds imod dig.  Vi er to mod én, og vi har dyner.  Bløde, varme, tykke dyner, som vi bruger til at beskytte os mod skærende hvin, flyvende legoklodser, våde sutter, stålhårde børnehæle, dumme spørgsmål.  Dem slynger du mod vores hoveder, og prøver at ramme vores ører, munde, og næser.
Derefter kæmper du imod bukserne, der SKAL tages på selv, men som partout vil vende forkert.  Du kæmper imod morgenmaden, som ikke indeholder kakao, du kæmper imod børnehaven, som du hader af et godt hjerte or tiden.  Fordi Eskild skubbede, og fordi mor skal gå, og "Hvorfor henter du mig så sent, far?!"  Av!

Ja, for især kæmper du imod os.  Vi svarer ikke på dine spørgsmål ("Jamen forFOR?!?!"), og hvis vi gør, er vores svar som fra en anden planet.
"Nej David, IKKE tørre din næse i min SKJORTE!!"
"Jamen jeg har slotlæse faar..."
"Ja men så skal du jo bruge noget PAPIR altså!  Se hvordan jeg nu ser ud!"
"Nå....forfor?"
"Jeg skal mødes med LINDE i dag!"

David laver mad.  "Nej mor, du må IK' røre.  Du skal gøre S'ÅÅN her.  Ja, det var godt mor."


Vi har været meget forkælede med dig, du har været sød til at gøre hvad man bad dig om.  Ærter spiste du hvis vi kaldte dem grønne rosiner.  Spinat ligeså, hvis det gav stoooore muskler, og gjorde dig helt GRØN i hovedet (og gav far en sjov stemme).  Du var sød til at holde aftaler ("Hvis jeg giver dig sutten igen, så putter du den ikke op i min næse mere, vel?")

Nu har du gennemskuet os.  Du kan få sutten tilbage OG stikke den op i min næse, for hvad kan jeg egentlig gøre?  Tager jeg den fra dig kan du jo altid hyle.  Og selvom det ikke giver dig sutten tilbage, har du dog vundet kampen mod min søvn, noget for noget, og det er vel egentlig en god deal.
I aftes spurgte du med tusind engletunger, om du måtte gå fra bordet fordi du var færdig.  Du havde rigtig nok spist alle dine pastamuslinger, undtaget dem på gulvet, som du havde gemt til Frida og vores sokker.  Men ærter, rejer, og fiskepinde lå stadig funklende fedtede og nye på tallerknen.  Og fiskepinde er endda barnemad!
Jeg anmodede dig om at overveje indtaget af lidt ærter og fisk.  Mine argumenter var slående: "Det er RET lækkert, og man bliver klog af fisken og grøn af ærterne...!"
eller sådan noget.
"Jamen jeg GIDER ikke spise mer'."

Du besluttede dog at du godt gad, hvis du måtte få lidt soyasauce på.
Kampen om hvorvidt du selv måtte hælde endte med uafgjort samarbejde.
Da vi havde hældt færdigt, begyndte du at kravle ned af din stol!  Du gad altså ikke spise mere.  WTF?!??!?!  To granvoksne mennesker faldt ned af deres lyserøde sky og måbede til hinanden hen over bordet.  Men ingen trusler og ingen tårer hjalp.  Du nægtede.  Og de to granvoksne havde forlængst manøvret sig op i et hjørne, med ryggene op ad væggen, dérhen hvor de HAR udtalt at du altså ikke kommer ned før du har spist det.  Ja, netop dét punkt. Dét punkt man aldrig skal ende ved.  Dér hvor man bliver nødt til at være konsekvent, men hvor man ikke har noget at skulle have sagt.

Så så man os, sammensvorne og sejrssikre, bøjet over det nederdrægtigste våben forældre har:

chokolade.
Jo, så dybt er vi sunket i vores konsekvens-obsession.  Vores pædagogiske rottefælde.  Usle og skamfulde som vi var, gumlede vi på Toffifee, mens vi fandt på kloge rationaliseringer af hvorfor det er helt på sin plads at bruge chokolade mod din svulmende vilje. Du slugte al din fisk, og alle dine ærter, til de stod dig ud ad næsen, og du afpressede os TO Toffifee, da du med ørneøjne havde taget mig i at tage én til.  Din vilje er virkelig stærk.

Jeg må citere en gammel pirat:


Jack Sparrow: "Put it away, son. It's not worth you getting beat again."
William Turner: "You didn't beat me.You ignored the rules of engagement! In a fair fight, I'd kill you!"
Jack Sparrow: "Well, that's not much incentive for me to fight fair then, is it?"