Jeg fandt min Tib, i bedste behold og højeste humør, på den lille ø i det lille hus.
Han var pakket ind i den varmeste, blødeste, farvestrålende bedstemorkærlighed, og han duftede af puslespil og æblebagning og blæseture i efterårsblade. Rester af varm kakao dryppede ham fra næsen, og der rislede rosiner ud af ørerne når han lo!
Han havde fundet nye venner i form af tante Basia ("Tante Sasja, Tan Sebastian") onkel Henneberg ("olke Hennebederg"), Liller ("Lille"), og Jürgen ("Jyrng"). Og onkel Kristian og tante Eva og Lillelea var selvfølgelig også i farvandet.
I fem dage havde han ikke hørt et nej, og hans velsignede hukommelse havde glemt ordets eksistens. Glad gik han med til alt hvad jeg bad ham om, og det tog flere dage før mine kedelige forslag om tandbørstning, kom her, sokker på, pudse brillerne, vaske ørerne, dæmpe stemmen og slukke helikopteren igen kunne fralokke ham et "giider iiikk!".
