Børn er altid klar til at overraske dig. Men er du klar til at blive overrasket?
Somme tider bliver en dag bare slet ikke som du troede, når der er små mennesker involveret. Det kan være både hårdt og lidt ydmygende. Der er nogle dage hvor vi rigtig gerne vil have det rart og elske vores børn, men de lader os ikke. De dage hvor det er lørdag, (man kunne teoretisk have sovet længe), solen skinner, hele weekenden står på afslapning, vi er taget i Den Gamle By og Torben prøver oprigtigt på ikke at boykottere det kulturelle islæt. Der er endda hippie-tema weekend, med ABBA-kopiband, og en nyåbnet udstilling om 70-boliger, der føles som at være på museumsbesøg i vores egen gamle lejlighed i Gellerup.
Jeg er SÅ klar til at gå og hygge mig med at fortælle David om vandmøller og halmmadrasser og bibelkundskab og bogtrykkekunst og om tøndebånd og hanekamp, om ønskebrønde, slangebøsser og russerbrød, og brandsluknings-hestevogne og åreladning.
Men David kan kun tænke på mad.
"HvorNÅÅåR kan vi få en hotdog?"
"Hvorfor giver i mig SLET ikke noget mad?"
"Ihhh, min mave RUMLER af sult!"
"Jeg tror jeg DØR snart!"
"MoAR! MÅ jeg ikke nok få en hotdog, så' du SØD!"
"Jeg KAN ikke gå mere før jeg får nogeat SPISE! Nej IKKE æble. HOTDOG!"
"Mor, min trøje blev våd, men dine arme er lange nok, kan du ikke fiske de mønter op af ønskebrønden så jeg har penge til ENDELIG at gå over og købe noget mad!"
Sikke en lettelse at komme ud af de smukke gamle toppede gader og hen på en grill og købe en hotdog, og sikke en lettelse at blive enige om hvilken ualmindelig lortedag det havde været!
Og så er der andre dage hvor børn lægger deres hjerte på et sølvfad og KASTER det (og sig) i vores arme, og ikke giver slip. Måske er det lige dén dag hvor der skete noget vildt på arbejdet, vi er forsinkede, manden er på rejse, vasketøjsbunken skyder metastaser, aftensmaden er sådan én der skal røres rundt for ikke at brænde på. Måske griber vi så bare ikke lige deres hjerte i lufte, men lader det dumpe overset og overhørt ned på jorden.
Idag greb jeg det. Det er godt nok hverdagstorsdag, Torben er godt nok i Köln, der var kø på E45 på vej hjem fra Silkeborg, og jeg kunne kun tænke på et nyt stort ansvarsområde jeg snart får på arbejdet, og så kom toget, og til aftensmad skulle vi have fuldkornsrisengrød, og ulempen ved dét er at fuldkornsrisengrød skal koge i 75 minutter under omrøring..... Og jeg var faktisk ret torsdagssur på den vasketøjsagtige måde.
Men så råbte Selma "MOAAAAR!!" da hun så mig, og hendes øjne strålede som to stjerner, og hun viste mig stolt noget blåt hun havde tegnet. Og henne på Mosegården gav David mig et kram så længe, at Selma begyndte at kede sig, og besluttede at kramme med. Til sidst kom Davids ven Trisstan også, og så sad vi sådan og gav gruppekram indtil pædagogerne begyndte at stirre.
Derhjemme gav vi os til ar røre i gryden på skift, og jeg fik kun LIDT spat af Selmas rørestil.
Og selvom jeg stønnede over at skulle koge vand til Selmas bad fordi boileren var gået ud, og selvom Selma stønnede over at skulle i bad SELVOM boileren var gået ud, så snuppede David alligevel sine sidste blåbær fra aftensmaden og forkyndte: "Kom Selma! Skal vi dele mine blåbær?".
Og da han stod og kedede sig op ad dørkarmen, mens jeg prøvede at bekæmpe de værste vasketøjssvulster og sagde nej til at læse en bog for ham, foreslog han i stedet at vi jo kunne sætte os på sofaen sammen, og så kunne han fortælle mig hvad han havde lavet i børnehaven i dag!?
Dér fangede jeg gudskelov sølvfadet aka. vognstangen, og vi satte os sammen med isbjørnen på sofaen og havde den hyggeligste konversation om at male på muren ved at gnide blade imod den, og små tre-årige der beder én om at slås med nogen andre tre-årige for dem. Og om opskriften på kartoffel-rødbedefrikadeller som han havde været med til at lave, og som smagte " MUMSIGODT!"
