18. august 2014

Overgang sommer til efterår, og tilpasningsreaktionerne


....så var efteråret pludselig over os.
Den lange sommer har badet os i sit solskin.  Jeg er blevet så forvænt med shorts og t-shirts, mad på terrassen, plads i garderoben, solbriller til alle i pusletasken, og bar-røvs-putning, at jeg er helt ude af træning. Træning i hvad, spørger du.  Træning i mandagspakning.

Børns minimums-mandagsbaggage:
- skiftetøj
-gummistøvler til vandpyttelegen
-skiftesko til efter vandpyttelegen, fordi de glemte gummistøvlerne
-ekstra sokker til efter vandpyttelegen -"-
-regnjakke og regnbukser
-solhat


Børns vintermandagsbaggage:
-skiftetøj
-termogummistøvler
-flyverdragt
-ekstra flyverdragt
-fleece
-ekstra tykke sokker
-vanter
-ekstra vanter
-ekstra vanter
-ekstra vanter
-hue
-ekstra hue

Mine børns mandagsbaggage de seneste 3-4 måneder:
-skiftetøj
-solhat

Egentlig er det jo en utænkelighed som mosegårdsbarn, men David har faktisk ikke ejet en regnjakke siden han mistede sin i april måned.
Jamen det er rigtigt! Jeg skulle jo lige være sikker på at den ikke ville dukke op fra bunden af en vandpyt, efterhånden som de tørrede ud nede på Mosegården, ikke?!

Igår, da vinden så pludselig slog om og bragte den dér syrlige, kølige duft af nødder, blade, æbler, jord, kanel, varm kakao og stearinlys, fyrede vi lidt op i brændeovnen, og tog vores uldsweatre på. Torben er jo stadig modstander af uld, så han tog jakken på.  (Torbens pakkeliste sommer: blå jakke, brune sneakers. Pakkeliste vinter: Blå jakke, brune sneakers, halstørklæde.)
Men jeg tog en uldsweater på, og børnene, som endnu ikke har lov til at have en mening om uld.
Så tog vi til Århus for at gå en tur dér til en afveksling, og opdagede her en rigtig lille oase. Botanisk have har åbnet de nye væksthuse, der i modsætning til de gamle er nye.  Og de er, ligesom de gamle, rigtig flotte, bare flottere.
Vi fik et spontant sneak peak i deres plantesamlinger, som er en lille bitte plet sommer midt i efteråret.  En lille plet ørken, en lille plet regnskov, og en lille plet Toscana.  Ooog en lille plet gårdhave hvor man jo passende kan nyde årets sidste is, fordi man har glemt at det er blevet efterår, og en kop kaffe, for at holde varmen.

I de nye væksthuse lokker gartneren børnene hen for at røre ved de levende sten. 


Man kan næsten se en efterårsstorm piske mod vinduerne bag ved sommergeneratorerne og den stemningsfulde, varme urskov.

En lille oase af ørken midt i det tempererede Danmark


David og Selma dufter til krydderurter


"Vaaaaaaand!!!"  Mine børn elsker vand.  Skulle de vælge mellem en lille drikkebrønd og en kæletiger, tror jeg de ville vælge drikkebrønden. 

Selma opdager at kæmpeblade ikke smager bedre end bladene hjemme i haven..


Der er også kæmpebambus

David tjekker akupunkturstolen ud

Arhhh David......du skal nok ikke forvente at se alt for mange kænguruer..

13. august 2014

Hvad vi læser





Fuglen der ikke kunne fløjte bor i skoven lidt nord for Skælskør.  Dens bog derimod bor i sommerhuset, hvor den som det første er dukket op af bedstemors flyttekasser, og den egner sig perfekt som bedstemorbog, med flotte tegninger og en rigtig rørende historie om handicaps, overbeskyttende forældre, alskens eksperter, og svingende selvtillid.


"Breve med vinden" er noget nær det jeg ville betegne som den bedste børnebog for voksne, jeg kender.  Ja, vi er helt deroppe ved den lille prins, og Jonatan Livingstone.  Gudskelov kan David også rigtig godt lide den. Den handler om at dyrene og tingene i skoven skriver virkelig virkelig nydelige, høflige, og lidt neurotiske breve til hinanden.  Elefanten skriver f.eks. til sneglen og spørger "Hej Snegl. Må jeg godt danse lidt på dit hus? Kærlig hilsen Elefanten "


"En bog om lappernes liv" er en sames fortælling om hvordan samerne lever. Og han gør det så levende, ligetil, og uden filter, at man får direkte adgang både til Nordsveriges landskab, samernes hverdag, og til forfatterens væsen. Fremmed, firskårent, gavmildt, storslået. Det er mig der læser den, men den er fortalt lige så enkelt og lige ud som sad vi med Johan Turi og byggede samernes lejrplads op af Playmobil.
Det er en sjælden bog, så finder du den i et antikvariat, så køb den, og sælg den videre til mig for et astronomisk beløb!


Bamses fødselsdag -som beskrevet her- var ved at blive opdaget af Selma.  Gudskelov ødelagde hun den i et forsøg på at læse den op for sig selv.

1. august 2014

Ordbær

Selma:

David = Dadi
Far = Bar
Mor = Moar
Ja = Da
Selma = Daa..
Nej = Nej!
Ned = Ne!
Op = Op!
Ud = U'!
Sko = Go
Mad = Mammamamamamam
Ian = Ia
Laura = Aura
Hvad er det? = Det?
Bad = Dad
Vand = Dad
Sove = Dou
Sut = Dou
Tisse = Dih
Mere = Ner!

Selmas første sætning: "Papa douer!"

30. juli 2014

Sommerdrømme fra Sverige

I det seneste halve år har jeg fået mulighed for at lære et lillebitte hjørne af de uendelige svenske skove at kende.  Et lille hjørne fuld af småfjelde, den smukke flod Klarälven, sæterhytter, sheltere, svensk provinsforladthed, elge, bjørne, ulve, og så langt til den nærmeste by, at jeg har virkelig svært ved at forklare hvor det ligger henne.  "Ude i skoven......tæt på Norge...dér hvor der endnu er træer på fjeldene" er min mest præcise beskrivelse.

Torben var mildest talt tvivlende overfor konceptet at smide ungerne i bilen og drage ud i den svenske skov.  Og han har helt ret.

  De svenske skove er på mange måder et stort ensformigt ingenting. Et grønt, mønstret lærred med sorte plamager.  Plamagerne er horder af myg, og myggene er de eneste, der opdager at vi kommer.  De roterer rundt om menneskeprikkerne i koncentriske ottetaller.
Men ligesom stilheden har skovens ingenting den fantastiske egenskab at den får det frem, som er. Følelser og tanker der har været kørt ned af hverdagens hektik får lov at blomstre. Nye og virkelig kreative lege skyder op dér hvor ethvert stykke legetøj ville have knækket deres vækst.  
Indre larm, vrede og personlige grænser får lov at flyde frit, ligesom elven og ligesom sneen der bare får lov at dale om vinteren.  
Ja, det er jo ikke disse ting, jeg siger til Torbenfar for at overbevise ham, vel.
Han blev faktisk slet ikke rigtig overbevist, men tog med fordi han er så dejlig at han risikerer en uge i ingenting, bare fordi det gør mig glad.

Rejsen derop kom bag på os.  Når man rejser i Sverige er det lidt som at rejse i det ydre rum. Det grønne, mønstrede intet strækker sig uendeligt. Der er virkelig, virkelig, virkelig langt mellem planeterne, og selv når man prøver at regne på det, og tror man har fattet hvor langt der er, så fatter man det ikke rigtigt.  Vi syntes så også at det var skidesmart at tage en natfærge.  Jeg vil ikke spilde mere tid på at beskrive hvor dum en beslutning det var helt at droppe to nætters søvn i den utrolige antagelse at det var der nok ingen der opdagede.


Det første der skete som virkelig hjalp på Torbens skepsis, var derfor ikke selve det at komme derop, men at han kunne læse i nyhederne at Gardasøen druknede i regnvejr, mens den svenske skov bød på 30 graders varme og høj sommersol hele ugen (stort sverigesplus: "Hele ugen" betyder heroppe "Næsten uden afbrydelse", for solen var kun lige nede og vende under horisonten mellem 12 og 03. )


Sveriges skov har blåbær når man kigger nærmere efter. Og det fik David til at gå ud og plukke, styret af sin usædvanlige slikmund. Og da han begyndte at fatte HVOR mange blåbær der er i den svenske skov, kom han tilbage til sine døsende forældre og delte ALLE sine blåbær ud, hvilket fik mors og lillesøsters hjerte til at smelte.  

Det der voksede ud af skovens store grønne ingenting var hundredevis af små, helt fantastiske øjeblikke. At se David klokken 7 om morgenen skovle sine havregryn ind, og råbe "jeg går lige over til drengene", hvorefter han strøg ned til min søde kollega som logerede i hytten ved siden af.  Hun havde taget tre legekammerater med, og flitsbuer.
...At se Selma hvine op og løbe med ham, med sine sko i hånden fordi hun ikke selv kan tage dem på.


 At løbe fra et spontant tordenvejr ned i en fjern sæterhytte og sidde dér med andre vejrflygtninge og se ud på de våde dampende heste og køer, og snakke halvsvensk med en gammel kone, der kastede sin kærlighed og saftevand på David og Selma...


Ransbysæteren - tyve minutter i tordenvejr

 ....At padle gennem blinkende klart aftenvand i solnedgangen (!!) med David, på jagt efter bævere.

på Klarälven
at spørge guiden huller i maven.....og finde ud af at bæverjagt kunne ligge i stjernerne for mig:  Den tidligere terapeut på AW er nu vicevært og konge af hyttebyen.  Den tidligere konge af hyttebyen er nu skoleleder på byens lokale skole.  Den tidligere skoleleder roer nu turister, og mig, rundt på Klarälven å jagt efter bævere.   Den svenske skov er stor, men verden er lille.

....vi så ingen bævere, og heller ingen bjørne og ulve, men det der opstod ud af dette tomrum var at høre både brølet af en meget farlig bjørn gjalde ned fra fjeldet på den anden side af floden.  Og lyden af en stor syg elg, hylet af en overstadig ulv, og lyden af det jeg forestillede mig må være en lods, og sjovt nok også en lille drengs hysteriske latter...der var en hollandsk familie der kæntrede i den blanke flod, og selvom vi padlede dem til undsætning, kunne man mærke at enhver hjælp kom for sent til at redde deres feriestemning....
....at hænge ud med hyttebyens konge, et par gode kolleger, og så er én af dem tilfældigvis gået i folkeskole samme med Torbenfar...
...at vågne før fanden får sko på fordi børnene er varme, og åbne døren ud til en mur af morgendufte fra skoven...

...at tage ned og fiske aftensmad med David i floden med hans nye fiskenet...og komme hjem med nettet fuld af elgelort til aftensmaden i stedet...

..i fællesskab at lave en lille vejrstation til hyttebyen, bygget af sten og træ og kærlighed, som minde om et besøg af tre familier med op til flere vejrnørder iblandt.
Det er selvfølgelig farligt at tage med sin familie op i et rungende tomrum og se hvad der opstår. Den stakkels familie der kæntrede på floden stank langt væk af småskænderier og kedsomhed. (Og jeg tror den stank tiltrækker myg.)
Men hvor er det så bare ekstra skønt, at det der opstod var at vi kom glade og forelskede hjem, og Torbenfar fortalte mig at han sad og savnede sine børn hele den lange første arbejdsdag efter ferien.






19. juli 2014

Pilfinger

Selma har fået fletninger: 

...og hun har selv hjulpet med at lave dem:
(No, it doesn't!)


16. juli 2014

Verdensmestre

Hvert fjerde år, når 11 millionærer fra hvert land verden over samles for at spille fodbold, tager jeg en grundig afvejning med mig selv om jeg gider følge med i det.  Der er ingen fidus i kun at sidde og se finalen mellem to ukendte, ligegyldige hold, så tricket er at følge med fra starten.  Helst også alle gruppespillene. VMs slogan er faktisk "All in or nothing!"
Pga Brasiliens mærkelige tidszone og mine mærkelige arbejdstider, plus sporadisk overmenneskelig træthed, betød det nu at jeg hverken fik set >Tyskland spille sig igang, eller Spanien ryge ud.  Til gengæld fik jeg set Algerien mod Syd-korea - en meget bizar og kejtet kamp - ligesom at se på skildpadder der prøver at snave.
Men senest da Tyskland slog Brasilien i en historisk 7-1 sensation (lige så bizart), vidste jeg at vi måtte sætte alt ind på at komme i byen og juble sammen med flest muligt andre glade mennesker.  Det er -kort sagt- VM's højeste formål, set i mine øjne: at juble sammen med flest mulige mennesker. Torben og jeg var så heldige at Michelle og Nicolaj er verdensmestre i børnepasning, og selvom de skulle op og på arbejde næste morgen, ville de gerne have Selma og David overnattende.
Gudskelov fandt vi en parkeringsplads, og en bar, og en siddeplads, i det mest tilrøgede rygerlokale i hele Århus, og Kadi kom gudskelov også med, og vi fik øl, og Tyskland vandt, og det var en fest.  Indtil tre-fire minutter efter kampen, hvor Torben strøg ud af døren, for nu skal vi hjem!  Han er fremsynet, manden.  Det er jeg ikke, så vi strøg lige ind på en anden bar, sang en sang, og strøg ud igen.  Hvem ved hvornår vi igen kommer til VM.
Næste morgen betalte vi prisen.  De fleste mennesker får tømmermænd - vi får børn.  Klokken kvart over seks hentede vi ikke mindre end fire små skidtspredere, der var mere end klar til morgenmad.

Torbenfar bespiser ALLE ungerne, og katten. Bemærk at han smiler!
 Derefter sagde det bummmm, og vores hus lå i ruiner..... nåja næsten, i hvert fald gjorde Selma, Maloucca, David, og Trisstan alt hvad de kunne for at splitte det hele ad.

De ser så blide ud.....

....og uskyldige...

...takket være Torbenfars i-Pad!


Imens kom håndværkerne og prøvede at presse sig ind, for at reparere det hele igen.  Efter at have gnubbet skuldre med håndværkerne i et par timer tog vi i Reepark.

"One down, three to go!" Torbenfar smider et barn ud i bilen mens et andet står og roder i brændeovnen .  
 Annette og Emmanuel samlede vi også op undervejs og masede dem ind i bilen.  Og selvom jeg virkelig ikke fik set så meget som skyggen af et dyr den dag i Reepark, havde vi en fantastisk hyggelig dag, og kom tilbage med alle -de rigtige- børn, og voksne, og klapvogne. 



Det var lige før at det umulige skete og Torbenfar glemte sin pung, men det var selvfølgelig falsk alarm. Antallet af børn havde kun påvirket hans evne til at kunne sige helt præcist hvor den var.



15. juli 2014

98 mm


Det plejer jo at regne når jeg hænger vasketøj ud. Så da jeg nu hængte MEGET vasketøj ud, regnede det meget. Men 98mm på et døgn var alligevel en hån fra vejrgudernes side, føler jeg. Det betyder nemlig rent fysisk, at der faldt 98liter vand pr kvadratmeter. DET betyder rent fysisk 98kg vand pr kvadratmeter vasketøj.


Og, rent fysisk, er dét mere end tøjsnoren kan klare.